Helene jeg forstår hvad du siger og har du lyst til at tage håndklædet op af din ring igen syntes jeg, at du skal gøre det.
Bliver jeg klar om nogle år til arbejdsmarkedet ved jeg at jeg selv gør det, der skal 10 vilde heste til at holde mig tilbage hvis jeg får det så godt, men det tror jeg nu aldrig, at jeg gør/får det bedre.
Jeg er helt sikkert glad for, at komme i afklaring og afprøve andre behandlingsmuligheder, men nu er det sådan at den sidste psykiater sagde at ingen terapi, ingen psykologi snak vil hjælpe på mig. Medicinen vil muligvis gøre, at jeg får det lidt bedre og det har den faktisk gjort på nogle punkter. Fx. er jeg ovenud lykkelig over at jeg kan være sammen med mine børn uden af være konstant angst og i pinsel og smerte. Jeg har stadig mange smerter og må hvile flere gange i løbet af dagen, men bare den tager noget af angsten i forbindelse med mine børn er jeg super glad.
Jeg lever for at være der for mine børn ligesom vi alle gør. De kan ikke være hos mig fast en uge ad gangen, et par dage og så er det det, men det er jeg meget glad for at jeg kan "komme igennem", det kunne jeg ikke tidligere, så jeg håber at det holder.
Jeg var da opmærksom på, at medicinen kunne gøre, at jeg fik det bedre og såfremt jeg er springklar til en ny arbejdsprøvning, så ville jeg gøre det, men jeg kan og vil ikke risikere at mit helbred igen tager skade. Blot ved at stå op og lave kaffe om morgenen er grænsen nået, så det er ikke meget jeg vil kunne formå på en arbejdsplads.
Den seneste psykiater sagde, at såfremt medicinen ikke tager de fysiske smerter, er der ikke noget der kan hjælpe mig, det er nærmest umuligt at helbrede somatisering som det hedder. I "gamle dage" kaldte man det hypokondri !!
Jeg har ikke stirret mig blind på en ftp. sag, jeg har åbenbart brændt mig op på arbejdsmarkedet og i privat livet og må bare have ro. Jeg føler at jeg har travlt i forvejen med at passe min dagligdag og få hvile. Om det så bliver en midlertidig pension ville være fint med mig, men det er ikke det min kommune bruger desværre, så vi må gå hele vejen så jeg kan få ro til at genopbygge mit liv med mine børn.
Kh. EE