Pokkers, det var faktisk BOMI, jeg tænkte på - de var rent faktisk sidste punkt for mig...på trods af, at jeg ikke havde en eneste sygedag. Forstå mig ret - jeg var fuldstændig ødelagt - men mine forældre hjalp mig (efter mit ønske!) med at møde op, og vi skrev ind, at jeg fik deres hjælp til at møde op.
Det viste sig at være smart (på lang sigt, altså!) fordi jeg jo ellers er veltalende og åbenbart enormt svær at læse rigtigt, så med mindre man tager hjem til mig og ser mig i mine egne omgivelser...og endnu mere, når jeg virkelig har det skidt og ikke kommer ud, så er man faktisk mere eller mindre clueless...viste det sig.
Jeg blev simpelthen "taget i hoved og r..", sat ind i en bil og sat ind i BOMIs entré, ligegyldig dagsformen. Det var hårdt og nedværdigende på sin vis, men de så MIG. Tiltagende grædende og uvasket og skamfuld og frustreret som dagene gik.
Jeg holdt ikke pauser i arbejdet udover de skemalagte, prøvede at udfylde min dagbog så godt som muligt (det kneb voldsomt nogle gang og især til sidst) men blev ALLE skemalagte timer, og gjorde generelt selvfølgelig mig bedste med de opgaver jeg fik.
De så virkelig HELE mig. Også, når jeg skulle til - og havde været - til fest i weekenden.
Efter et par uger satte de mig selv ned i tid og jeg fik ret hurtigt deres udtalelse, hvor de mere eller mindre skrev, at det var deres indtryk at jeg kæmpede det braveste jeg kunne og hverken var doven, manipulerende eller vrangvillig, men at jeg virkede ødelagt og forpint og at mine kræfter simpelthen ikke rakte til noget brugbart.
At jeg havde 0% fravær men tydeligvis på bekostning af ALT andet.
Jeg lover dig, det var benhårdt, men jeg tror simpelthen ikke, jeg var sluppet igennem, hvis jeg havde gjort det på en anden måde.
Jeg kunne gøre det, fordi jeg 1) var desperat og 2) kendte mig selv og var sikker på, at jeg ikke kunne få det meget værre end jeg havde det allerede 3) jeg på grund af tidligere erfaringer var nogenlunde sikker på, at ro ville hele mig op igen på et tidspunkt.
jeg ved godt at det jeg selv gjorde af de "forkerte" mennesker vil betragtes som sygeligt og selvdestruktivt i sig selv. Det var det sådan set også, og jeg var længe om at komme mig, men jeg tror simpelthen 100% på, at hvis jeg ikke havde gjort det, så havde jeg stadig siddet fast i systemet, meget dårligere end nu og ventet på endnu en arbejdsprøvning, henvisning til endnu en "specialist" og endnu et afslag.
Eller hvis jeg havde fundet kræfterne ville jeg simpelthen have taget livet af mig.
Jeg håber virkelig, virkelig, at dine trængsler på dette punkt snart er overstået.
Det er jo tortur.
Nej, hvor jeg håber, at der findes nogle herinde, der kan hjælpe dig med selve din sag!
Du har selvfølgelig søgt fortløbende agtindsigt og sådan, ikke?
Kender du til PsykInfo nede i Kornerups Vænge her i Roskilde?
Jeg mener, at OCD-foreningen faktisk har møder dernede, så måske er det en mulighed for dig - evt. med en form for støtte...?
Der er faktisk også noget gratis rådgivning med socialrådgiver o.lign. tilknyttet, som måske kan være en hjælp...?
Hvis du scroller ned i dette link, så er der en adresse og en PDF-fil med deres fortløbende aktiviteter.
http://www.regionsjaelland.dk/region...20i%20Roskilde
Jeg har endnu ikke selv været dernede, men har fået det anbefalet af flere nu, så jeg besøger nok stedet selv på et tidspunkt, om ikke andet, så for lige at "se kamelen".
Jeg er rigtig, rigtig glad for at din psykiater er på din side!
Det er virkelig en gave, jeg var uden hjælp på den vis, men havde min hjemmevejleder i mit ringhjørne. Jeg har først fået en psykiater der fungerer for mig nu hér for et år siden. Og nu, hvor jeg tæller dine velsignelser:
Hvor ER det godt for dig at du kan klare at have hund!
Den må være en kæmpe trøst for dig!
Hold med hiv og sving fast i de ting, der glæder dig og adspreder dig!
Fat mod, Fæhund!
Jeg hepper på dig.
Jeg har en ven med OCD og ved, hvor voldsom og altomgribende sygdom det kan være.
Hvis du oven i købet har fysiske problemer, så MÅ de simpelthen komme til fornuft.