|
Hej igen Peter og EE
Tusind tak fordi i har brugt tid på mig.
Først vil jeg lige sige at jeg får tab af erhvervsevne fra 2 af mine forsikringer. Så det har jeg styr på.
Peter, du skriver jeg skal passe på mig selv, mht til det at være opereret i nakken. Det er jeg bare en klovn til. For jeg vil ikke stå tilbage for mine kolleger. De skal ikke kunne gå og sige at jeg ikke passer mit job. Så jeg knokler når jeg er på job.
Jeg har utrolig meget brug for at blive anerkendt. At få ros for noget jeg har gjort, er det rene medicin. På nuværende tidspunkt tager jeg gerne 2 dage på langs, bare jeg ved at jeg har gjort det godt nok, den dag jeg var på job. Og det er det - der er mit store problem. For så har jeg så ondt, at jeg dårligt kan tænke, og det går rigtig meget ud over min familie. Så de er med til at betale en høj pris for at jeg bliver i job.
Og det er der, jeg går og tænker, er det det værd.....!
Jeg kan ikke stoppe det, ved ikke hvordan. Jeg tænker nok, at det kommer helt af sig selv lige pludselig, for så kan jeg måske ikke mere.... MEN hvorfor skal jeg helt derud....
Mht. til FP, har jeg slet ikke kræfter til at kæmpe den kamp, som I beskriver det er. Så er det lettere at blive der hvor jeg er. ...
Jeg melder mig aldrig syg, for jeg orker ikke at fortælle hvorfor jeg ikke kan komme på job. Jeg syntes det er lettere at "overleve" dagen, og så bagefter gå hjem i seng. Jeg kan ikke holde ud af høre mig selv sige, at jeg har så ondt, så ondt....
Mht. at andre ikke kan sætte sig ind i hvor ondt vi har, har jeg lært. Selvfølgelig kan de ikke det. Det kunne jeg heller ikke selv, før jeg blev smertepatient.
For tiden tager jeg ikke medicin. Er for 2 måneder siden trappet ud af noget anti-drepresiv, noget som skulle virke på nervesmerter når man tog det i små doser. Det var ikke sjovt at trappe ud, da jeg fik nogle angst tilfælde. Så det vil jeg ikke have mere af. Men jeg vil meget gerne i gang med noget nyt medicin. Så, Peter, hvis du har erfaring med noget der evt. kunne hjælpe, er jeg lutter ører.
|