Ja det er så let at gennemskue at det gør ondt...og hvad har de egentligt tænkt sig...jeg tænker lidt på det her...hvad nytter det at drive rovdrift på miljøet...hvad nytter den udvikling overhovedet...er det ikke tid til at tænke i nye retninger...nå men jeg fatter ikke den indpiskning der foregår med at vi er så fattige...altså de rige er så fattige og trænger til mere penge til at købe mere for...måske mangler de en ubåd...
føj er jeg ikke lidt kynisk i dag...
Mellem regeringens valgløfter og skyklapper.
Skrevet af Rune Engelbreth Larsen 21. Aug Politiken.
Valget er på vej, og partiernes gaveboder holder udsalg.
At Socialdemokraterne fokuserer på rettigheder er et fremskridt, men det største problem ved valgløfternes gavebod fra både Socialdemokraterne og regeringen er, at der hverken fra regeringspartiernes eller fra oppositionens side bliver fokuseret nævneværdigt på én afgørende problemstilling:
Er det overhovedet en efterstræbelsesværdig (for slet ikke at sige bæredygtig) samfundsudvikling at tage det for givet, at al denne fokus på yderligere vækst og øget lønarbejde er et ubetinget og ansvarligt gode?
For det første kan kloden af indlysende grunde ikke bære grænseløs vækst.
Uanset uenigheder om, hvor meget den menneskeskabte drivhuseffekt påvirker klimaet, er der ingen tvivl om, at den i alle tilfælde drastisk
forværrer udviklingen; ligesom der heller ikke er skyggen af tvivl om, at de igangværende bestræbelser på at nedbringe emissionen af CO2 såvel som de beskedne grønne afgifter
forslår som en skrædder i helvede.
Naturligvis er Danmarks globale indflydelse herpå ikke den betydeligste, men det er i hvert fald ikke befordrende for de langsigtede problemer, at vækst, vækst og atter vækst i så ukritisk grad er blevet politisk mantra.
For det andet er lænken til arbejdslivet for længst blevet en betydelig stressfaktor, og det lettes ikke af at gøre en yderligt oppisket intensivering af arbejdsmanien til noget uproblematisk positivt, mens længere orlov, lavere pensionsalder, øget fritid, større arbejdsdeling osv. til gengæld forsvinder fra den politiske dagsorden.
Vi skal piske rundt på arbejdsmarkedet, så væksten kan stige, så vi kan købe og forbruge mere, så flere og flere arbejder mere og mere - men hvorfor? Fordi det får flere til at piske rundt, så væksten stiger yderligere, så flere køber og forbruger mere, så … Og så videre.
Men hvor går grænsen? Er denne opskruede arbejdsiver nødvendigvis efterstræbelsesværdig?
Selv om valget endnu ikke er udskrevet, er den allerede-igangværende valgkamp et oppustet eksempel på de fleste partiers og politikeres skyklapper på området.
Få politikere tør overhovedet rejse spørgsmålet eller komme med seriøse og visionære bud på en samlet samfundstænkning, der medtænker disse problemstillingers reelle alvor - og som frem for alt udfordrer arbejdsmanien og dogmet om, at vækstspiralen kan fortsætte for fuld skrue i al evighed.