Hejsa
Jeg er 25 år og lider af personlighedsforstyrrelse og en afart af affektiv bipolar lidelse. Så ved du lidt om hvem der taler her...
Dine tidligere behandlere frarådede dig at starte på uddannelse, da de ikke mente, at du ville kunne klare det. Det har du nu fundet ud af, at du ikke kunne.
Hvorfor så udsætte dig selv for endnu et nederlag ved at starte til august??? Der er altså kun to måneder til!!!!!! Og du siger selv, at du ikke føler, at du vil kunne klare det. Og at du har svært ved at komme ud...
Du godt ved, at det rigtige at gøre er at tage et halvt års orlov mere - men du klynger dig desperat til håbet om, at psykologen siger, at du er velfungerende og stabil om to måneder. For det er så pisse træls at acceptere, at man ikke kan alt det man så gerne vil.
Det skulle vel aldrig være en emotionel ustabil personlighedsstruktur du har dig? Jeg kan genkende din tankemåde...
Jeg blev så arrig i skralden da en psykolog i sin tid fortalt mig, at jeg skulle indstille mig på at leve et roligt liv med stabilitet, struktur og ro. Jeg mente, at jeg bare lige skulle have fikset det der psykiske, tilbage til studiet, have min uddannelse og ud og redde verden... Men det kan jeg ikke - det har jeg også fundet ud af på den hårde måde, fordi jeg nægtede at lytte - og så måtte jeg ændre min livsopfattelse. Sådan var det bare. Men for fa'en; det har ikke været nemt at finde ud af hvilken vej i livet jeg så skal. Jeg tror dog, at jeg er ved at få skabt mig en ny vision.
Du har flere psykiske problemstillinger, og så længe du ikke er kommet overens med dem, så vil du næppe kunne fastholde hverken studie eller arbejde.
Du siger, at du formentlig skal have flere typer medicin, og det kan være temmelig hårdt at trappe ind i ny medicin, såfremt man er ramt af bivirkninger. De går dog i det mindste over efter et par uger... Det er meget muligt, at det første præparat ikke er det rigtige for lige præcis dig, og så skal der ændres på det. Desuden går der op til en måned før man får fuld virkning af de fleste præparater.
Jeg er ked af at sige det: Du gør dig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at forhaste dig.
Indstil dig på, at det næste halve år skal gå med at blive stabil; ved hjælp af medicinering såvel som terapi. Forsøg at få en hverdag op at køre med fritidsinteresser og eventuelt noget frivilligt arbejde, sådan at du holder dig igang, føler at du bidrager med noget og så du kan se hvor meget du egentlig magter. Om du vil gå til noget motion, skrive noveller, tage på miniferier i den anden ende af landet, arbejde i lektiecafé for Dansk Flygtningehjælp, lave suppekøkken for hjemløse, indgå i det sociale i det lokale folkekøkken, være besøgsven eller træne unger i håndbold er sådan set ligemeget, men ligemeget er det ikke, at du skal pleje dine bekendtskaber. Det er så nemt at få lukket af for det sociale når livet er svært, men det bliver ikke nemmere i sidste ende ved at man sidder uden venner.
Hvis du indstiller dig på et sådant halvt år, så vil du have langt større chance for at nå dit mål: At gennemføre din uddannelse og/eller kunne leve et såkaldt almindeligt liv med fuldtidsjob og fritidsinteresser.
Med hensyn til hvor du kan få hjælp til at afklare hvad du kan: Det sker gennem din sagsbehandler på kommunen. Skal du være i aktivering når du har orlov fra studiet? I så fald må og skal du stritte imod at blive sendt direkte ud i virksomhedspraktik eller lignende. Din sagsbehandler kan henvise dig til et sted som at gøre med afklaring af hvad man kan overkomme. Jeg er selv i Projekt Springbræt i København, og min aktivering består af, at jeg 2 gange om ugen er i et fitnesscenter hvor jeg har personlig træner, 1 gang om ugen skal til at have coaching, og cirka ugentligt taler med socialrådgiveren på Springbræt. Og det er jeg fordi det gentagne gange har vist sig, at jeg ikke kan fastholde virksomhedspraktikker og uddannelse... Nu går projektet så på at få skabt struktur, frigøre nogle endorfiner ved træning og at komme ud ad døren til tiden, i håb om at det vil gøre mig bedre rustet til at kunne klare et arbejde.
Endnu en gang: Hvis du har så meget brug for at GØRE noget, så find noget frivilligt arbejde. Selv hvis du skulle kunne hutle dig gennem studiet, hvad nytter det så at stå med et eksamensbevis, når du har en masse problemstillinger der i sidste ende vil eksplodere fordi de ikke bliver taget hånd om i tide..? Pas på dig selv og tag den tid du har brug for!