Jeg håber håber håber...
 

Pyyha, Jeg føler mig meget lettere omkring hele min krop. Jeg bliver indstillet til pension uden arbejdsprøvning.

Jeg blev syg med fødselsdepression for 25 år siden og blev aldrig rask igen. Det blev fatalt med hjerneskade at gå med ubehandlet svær depression og angst. Jeg kom 20 uger i gruppeterapi på Stolpegården. Muligt det hjælper nogle, men jeg hader det sted. Jeg fik det kun værre og blev indlagt på Bispebjerg bagefter.

Jeg kan ikke holde rent og rydde op i mit hjem og den personlige hygiejne kniber det også med.

Når jeg er presset ligger jeg bare i min seng, som jeg har gjort, da man ville sende mig i arb.prøvning. Jeg er helt panikslagen. Tre gange kunne jeg ikke møde op.

I mandags var jeg til møde med sagsbehandler og hende fra reva. Jeg var på stesolid for overhovedet at turde møde op.

Igennem de 25 år hed det i 1986 angsneurose og reaktiv depression. I 2007 middelsvær depression. I 2010 ængsteligt (evasiv) personlighedsforstyrrelse, kronisk stresbelastning (neurestenia), bipolar type 2 og borderline personlighedsforstyrrelse.

Nu kontakter sagsbehandleren min psykiater, jeg tror han støtter mig i pensionsansøgningen, det håber jeg.

Men jeg er ikke naiv, så jeg er udemærket klar over, at jeg meget nemt kan få afslag, fordi jeg ikke har været i arbejdsprøvning - men så tager jeg den derfra.

Kh Lærke

hej Hanne

det lyder ikke til, at du har det rart. Har ikke nogen gode råd, krydser bare fingre for dig, og så får du lige et :kram: her fra

Når jeg tænker tilbage på det i dag, kommer jeg altid til at græde, fordi jeg har jo den dejligste datter i hele verden. Men lige da hun var født, ville jeg ikke have hende. De skulle gå væk med hende, jeg ville ikke have noget med hende at gøre. De plantede henden på sengen og gik - værsgo.

Da hun var 6 uger, slog det klik for mig på vej hjem i en bus. Jeg græd og græd og angsten voksede bare for hvert minut. Min kæreste var i Jylland. Jeg fik det værre og værre, for 24 år siden vidste man intet om fødselsdepressioner.

Jeg ringede alle steder hen psykologer, psykiatere og henvendte mig på hospitalet. Ventetid og ventetid eller bare hjem igen.
Alle mine følelser var døde, datteren var en dukke. Så kom jeg i gruppeterapi 10 uger på stolpegården. Jeg fik det bare værre, så fik jeg 10 uger til på Stolpegården. SÅ blev jeg syg og indlagt på Bispebjerg hospital. I fire måneder boede min datter hos sin farmor og jeg var ligeglad.

Min daværende svigermor fik en tid til mig hos den knalddygtige psykiater Tom Bolvig, men det måtte jeg ikke , de sagde på stoplegården, at jeg ikke skulle ride på to heste. Dengang gjorde jeg som der blev sagt. Men havde jeg dog bare taget derop og fået medicin for angst og depression - gerne sideløbende med terapi (for der var nok at tage fat på). Men på Stoplegården var medicin af det onde. Stolpegården skulle efter sigende have ændret sig. Men den behandling jeg fik var skandaløs. Vi måtte ikke sige, jeg har fået en depression. Nej, jeg skulle sidde og sige: jeg har valgt at gøre mig selv deprimeret, angst osv.

Jeg besøgte min lille prinsesse hos farmoderen en dag og hun anede ikke, hvem jeg var. Det var så sørgeligt. Jeg pakkede hende sammen og tog hende med hjem. Jeg satte hende på gulvet, så sad vi der og kiggede på hinanden. Hun havde en bamse med huller ørerne kunne stikke ud af. Den trak jeg over hovedet så jeg kunne titte ud af hullerne til ørerne. Hun grinede helt vildt og så voksede kærligheden frem derfra og hun er meget nem at elske.

Mon ikke det nok skal gå. Min historie kan minde lidt om din mht diagnoser, og jeg slap for arbejdsprøvningen og fik førtidspensionen uden, selvom jeg ikke havde været i nogle former for prøvning i 8 år inden pensionsansøgningen.
Så det KAN lade sig gøre uden, med lidt ordkløveri fra psykiaterens side.

:kram: