K10 - Flexjob & Førtidspension

K10 - Flexjob & Førtidspension (https://www.k10.dk/index.php)
-   Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 (https://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=28)
-   -   Forsikring og samtykke (https://www.k10.dk/showthread.php?t=35762)

Giser 21-10-2017 16:09

Forsikring og samtykke
 
Jeg er førtidspensionist efter 2003. Har et lille deltidsjob og igennem jobbet en sundhedsforsikring.

Den har jeg tænkt at gøre brug af nu. Har fået en tid hos en hudlæge på tirsdag gennem sundhedsforsikringen.

Men jeg skal udfylde en samtykkeerklæring (vist en FP 702): Samtykke til indhentning og videregivelse af oplysninger. Som jeg læser det, er det oplysninger og videregivelse til/ fra sygehuse, læger og andre sunhedspersoner.

Der nævnes ikke (som i andre samtykkeerklæringer) offentlige myndigheder.

Jeg er ved at blive udredt hos reumatolog, og det er denne, som har foreslået en hudlæge.

Jeg er lidt usikker på, om forsikringsselskabet indhenter lægeoplysninger. Det gør de nok, især hvis reumatologen mener der skal yderligere undersøgelser til (og jeg vælger at bruge forsikringen). På de lægelige papirer/ journaler jeg er bekendt med, er det nævnt, at jeg er på førtidsspension.

Tænker at forsikringsselskabet gerne vil vide, hvad der er grundlag for pensionen. Kan de så alligevel rette henvendelse til kommunen, eller grave min pensionssag frem gennem sundhedspersonale?

Den lidelse jeg fik førtidspension på, har intet at gøre med bevægeapparatet (er psykisk).

Jeg bryder mig ikke om at forsikringen kan læse om mig, og vist også lidt bange for, at kommunen pludselig ser på min sag igen. ala: Hov en førtidspensionist, som arbejder. Har fået lov til det af min sagsbehandler, men ikke på skrift.

Jeg har ikke før gjort brug af sundhedsforsikringen. Synes egentlig også det er "uretfærdigt", at man kan komme til før andre. Især når man som jeg er på førtidspension.

Egeskov 22-10-2017 00:02

Hej Giser
Jeg vil forsøge at besvare så godt jeg kan. Jeg er selv førtidspensionist og har også en sundhedsforsikring, som jeg har benyttet mig af flere gange.

Du har helt ret - der bliver ikke indhentet oplysninger fra offentlige myndigheder, når det ikke står på samtykkeerklæringen. Samtykkeerklæringen skal sikre, at reumatologen må videregive (relevante) helbredsmæssige oplysninger videre til fx hudlægen.

Forsikringsselskabet vil få tilsendt papirer fra den undersøgende læge, som forsikringsselskabet har henvist dig til , hvis du skal udredes/behandles yderligere, dette for at de kan bevilge dig yderligere udredning/behandling, hvis nødvendigt.

Dit forsikringsselskab har ikke ret til at vide, hvorfor du er førtidspensionist. Det er der slet ikke hjemmel til i lovgivningen, og jeg har personligt aldrig oplevet at forsikringsselskabet har spurgt ind til det. De må kun bede om relevante oplysninger i forhold til din hudlidelse, og derfor vil det heller ikke bede om at se din pensionssag eller lignende. Men det kan være, der står noget i forsikringsbetingelserne om, at du skal oplyse, hvis du havde en kronisk lidelse som fx har indflydelse på den lidelse, du nu søger læge for. Men det er jo heller ikke aktuelt her.

Jeg kan godt forstå, at du er påpasselig, men jeg mener, at du roligt kan benytte dig af din sundhedsforsikring, hvis du ønsker det.

Giser 22-10-2017 12:26

Mange tak Egeskov!

Rart at få det uddybet. Det lyder logisk, det du skriver. Ja, jeg er påpasselig, eller måske snarere lidt paranoid.

Jeg har undladt at forsikre mig for kritisk sygdom tabt erhvervsevne i samme forsikringsselskab/ pensionsselskab. I begge tilfælde skulle jeg oplyse grunden til at jeg modtager førtidspension. OG skrive under på at selskabet måtte indhente oplysninger også fra offentlige myndigheder, herunder kommuner (FP 601). Jeg talte med selskabet i telefonen, de sagde, at det meget vel kunne tænkes de ville se på min afgørelse om førtidspension.

Og erhvervsevnen var jo allerede (delvist) tabt.


Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 09:06.

Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension