Erfaringer med Overlæge Peter Christoffersen ?
 

Hej igen igen... :-(

Har ikke overskud til at skrive alt der sket siden sidste tråd, men et halvt skridt fra at lette manges skuldre og give systemet en sag mindre:mad::confused:

Kort og godt så skal jeg til en samtale med en overlæge Peter christoffersen på Slagelse psykiatrisk afdeling, og ville i den forbindelse høre om der nogle herinde der kender til ham, og har noget godt/dårligt at sige om ham så man måske er lidt bedre forberedt.

Var i sidste uge til en times samtale hos en læge på psykiatrisk, hvortil hun ikke kunne se hvad der var at gøre da hun ikke kunne se det som noget realistisk og sende mig i medicinsk behandling, eller sende mig i nogen form for samtale terapi.
Halvt inde i samtalen sagde hun at det virkede som hul i hovedet at jeg var sendt dertil (fra sagsbehandlers side), når jeg havde den bunke papirer og udtalelser bag mig, men hun ville vende det med resten af hendes kollegaer, og give mig svar i kommende uge - og så modtager jeg så dette brev igår om samtale med denne her Peter christoffersen :( ...

Håber nogle kender lidt til ham :(
Har prøvet at google ham lidt, men der kommer kun faglige ting op omkring ham som man jo ikke kan bruge til sindsygt meget :-(

- Tak :(

Hej S.

Det kan jo være "hovedet på blokken" i din sag, at du skal til denne læge.

Hvad sagde din sagsbehandler efter den sidste samtale du var ved hos anden læge ? Er der en begrundelse for at du skal videre til ham ?

EE

Har tænkt tanken at det måske er som du omtaler "hovedet på blokken", og måske den sidste samtale, men min situation bliver værre og værre, og jeg farer mere og mere sammen hver gang jeg får et nyt af de her breve, kan ikke have dem :(

Men.... prøver nu allligevel at fortælle hvad der sket sidst siden sidste tråd.

Min sagsbehandler havde været til møde med pensionsnævnet d.20 august og fik af vide at chancen for at den ville gå igennem var minimal grundet at der var EN (ud af 8 udtalelser) der gik MEGET lidt imod mig, men som de alligevel naturligvis bider sig fast i, der står i denne udtalelse at patienten ikke ØNSKER medicin - dette har min sagsbehandler været så flink og omformulerer til at jeg NÆGTER og tage medicin hvilket aldrig har været sandheden.

Min sagsbehandler så så derfor meget gerne at jeg tog til en ny psykiater eller psykiatrisk afdeling for at få deres vurdering, og hvis de sagde nej til at der var noget at gøre ville hun færdiggøre min sag (SIGER HUN - jeg stoler ikke på hende mere desværre), derudover har hun indirekte sagt hun ikke vil røre min sag.

Sidst blev jeg herfra K10 kraftigt opfordret til at søge paragraf 17 osv, det blev desværre ikke til en realitet da jeg før var til møde med psykolog, og han opfordrede mig til at prøve at få en uvildig sagsbehandlers vurdering af min sag.

Det gjorde jeg så, og kontaktede en privat, som sagde min sag ikke ville slippe igennem umiddelbart grundet at de havde et lille punkt, og da jeg ikke havde nogen arbejdsprøvning bag mig, måtte der ikke være det mindste at påpege - også selvom denne udtalelse er over et år gammel vel at mærke, og så havde jeg jo intet valg end at komme til ny psykiater, meget mod min vilje, og som resulterede i jeg knække totalt tudende sammen endnu engang, og var skræmt fra vid og sans.

Min angst generelt er i øjeblikket kun voksende og udviklende tror jeg.

Har for få dage siden været ved at besvime da der kørte alt for meget i hovedet på mig (tror jeg), har intet endegyldigt svar til hvorfor, men var ved at gå ud som et lys.
Ben føltes som betonklodser, og at gå virkede ...underligt.

Kunne herfra så vælge mellem pest eller kolera, set fra det perspektiv at jeg desværre (naive mig på dette punkt måske ja), men at jeg ser det som et kæmpe nederlag at komme på psykiatrisk afdeling, eller at vente X antal måneder på at der var en psykiater der havde tid til at se mig.

Så jeg valgte psykiatrisk afdeling da min læge kunne få mig akut ind hvis jeg ville, og så er det videre forløb så som jeg startede med at skrive i denne her tråd.

Jeg er bare hunderæd for at møde nye personer i den her verden efterhånden, jeg stoler ikke på ret mange mere, samt jeg er ved at udvikle mig i en retning hvor jeg ofte dagligt stopper op og spørger mig selv "hvad fanden skulle det til for? , hvad laver jeg ?"

Jeg er bange for han har en overbevisning om at han kan gøre et eller andet som kan ehh kurere mig, og jeg skal i videre behandling som jeg ikke har energi, overskud eller noget som helst mere af.

Håber de 33 sider med udtalelser og "egne tanker" skrevet ned er nok til at de siger stop her, kan virkelig ikke meget mere.
Derudover gør det ikke tingene bedre at min psykolog ringede og sagde han var stoppet grundet han havde fået nok af Sorø/Slagelse kommune, så jeg er ikke sikker på jeg har hans støtte mere, og uden ham er jeg SÅ meget mere tabt da jeg ikke har nogle overhovedet at snakke med når det hele brænder på for mig. :(

Men ja begrundelsen kort og godt er at hun vil have en sidste vurdering da hun holder fast i jeg nægter medicin, og mit tidligere knapt 1½ års medicinske behandling ikke tæller i deres øjne af grunde jeg stadig ikke har forstået.:eek::mad:

(Beklager det lidt rodet, håber det til at "forstå" :( )

* s u k *

S- Hvorfor nægter du mere medicin, hvad har du fået og hvordan har det virket på dig ?

Man KAN overleve uden psykolog, tro mig, men tro også på dig selv i forbindelse hermed og pas på dig selv.

Knus EE

Det netop hele pointen... som jeg desværre ikke fik beskrevet godt nok kan jeg se =)

Jeg har ALDRIG nægtet medicin, det noget som min sagsbehandler har formuleret, det aldrig kommet ud af min mund.

Jeg har været igennem medicinsk behandling igennem 1½ år som sagt, og var igennem flere præparater uden den mindste virkning, i stedet for så opsøgte jeg div. fora´s og læste lidt om folks oplevelse med medicinen, og langt størstedelen oplevede kun at det hjalp dem, og bivirkningerne var minimale.
Var igennem efexor/cipralex/lamictal og 2-3 andre jeg ikke kan huske mere... tror jeg husker de 3 der da de er omtalt meget på nettet.

Som sagt så oplevede jeg intet godt - tværtimod så oplevede jeg MANGE samt heftige bivirkninger som ikke var normale og gjorde kun alt MEGET værre for mig, min dagligdag gik mere eller mindre i stå igennem det medicinske forløb (mere end den allerede var i forvejen), samt jeg oplevede jeg ændrede mig til en person jeg ikke kunne genkende, og blev agressiv med noget der lignede tæt på voldelig, noget som jeg aldrig har været og afskyr det egentligt.

Så efter lang snak med folk omkring mig, samt egen læge så valgte hun at sige stop og sige jeg skulle trappes ud af det, dette er også beskrevet i min speciellæge erklæring, psykolog siger det nyttesløs, samt læge har sagt stop for jeg skal i mere medicinsk behandling udfra min oplevelse med det, samt ingen virkning på nogen måde.

Måske man kan overleve - men når man ikke har nogle som helst andre at snakke med så hjælper det ikke på noget som helst, og han er grunden til jeg er her den dag idag ellers havde jeg sagt farvel...
Tro på mig selv er ord jeg ikke kender til desværre.. :(

Håber det gav lidt mere mening nu....

S - jeg taler ikke med andre end mig selv. pt. min psykolog var god nok for en tid, men eferflg. må man klarer sig selv. Hold dog ved hvs du har godt af det.

Puha, det er svært med din sag når du ikke bliver medicineret. Hvad siger din sbér hertil ? Det går de jo rimeligt meget op i, desværre.

EE

Naturligvis skulle jeg slippe ham på et tidspunkt - dette var bare ikke tidspunktet hvor jeg har brug for nogle at snakke med mere end nogensinde.

Ved godt det svært med medicin, men det er beskrevet og det frarådes at give mig medicin - hjælper jo ligesom ikke noget når jeg ikke kan tåle ****et :-/

Det gør mig KUN dårligere på alle måder, psykisk som fysisk, som kun bidrager til at køre mig længere ned når jeg tager det ****...
Der er enkelte og jeg er desværre deriblandt folk der ikke kan tåle det - hvis det da bare virkede var jeg da OVERLYKKELIG, men nej...

Som nævnt så siger hun blot hun vil have ENDNU en udtalelse om jeg ikke skal have medicin.
Den "indledende" samtale på psykiatrisk sagde de også at det ikke virkede realistisk at smide mig på medicin, og var deraf jeg startede den her tråd da jeg håbede på nogle havde erfaringer med denne Peter chistoffersen :(

Var ikke for jeg ville snakke medicin i sig selv :-/, jeg kan ikke have det i min verden mere, det skræmmer mig kun og gør mig dårligere - noget jeg ikke har brug for mere af.
Og mine nuværende papirer støtter mig også i at jeg ikke skal på medicin og/eller fraråder det kraftigt.

Jamen hvor er det typisk kommunen at ville finde begrundelser for begrundelser og det værste er jo faktisk hvis man ikke tager /tåler medicin.

Jeg håber det bedste for dig phoenix, men jeg kender ikke ham lægen der, du må jo bare tage det som det kommer, der er jo ikke noget at skjule ...


EE

Suk... tak, men næh ikke rigtigt.

Bare ikke så skidesjovt når det virker som en bedre og bedre ide og sige hej til den anden side...

Men tak, var også blot et lille håb om at nogle måske havde snakket med ham før.

Altså kan du ikke tåle det skidt, så kan du jo ikke det .. værre er det ikke og det er sikkert det de skal have dokumenteret, så hvor svært kan det være, du skal bare være dig selv. !!!