Sorg at miste sin inditet
 

Da jeg for nogle år siden fik fb, efter mange års kamp om ro, mistede jeg min arbejds indentitet, det var og er stadig en stor sorg, som jeg kæmper med dagligt og har svært ved at erkende.
Jeg havde dog stadig min hest og min heste indentitet, jeg var stadig "hestepigen" - men i dag må jeg desværrer også erkende at det magter jeg heller ikke, jeg magter ikke at have ansvaret, da det fylder i mit hoved i døgndrift, selv om jeg har andre til at passe den, fylder den alt i mit hoved - jeg er ved at gå fuldstændigt ned igen og magter ingen ting. Jeg har derfor taget den sværer beslutning at sælge/låne min hest ud - for at forhåbentligt igen bare at kunne tage ansvar for mig selv. Vil bare have lidt luft og hører om der er andre der også har måttet sige favel til en go fritids interesse - for bare at kunne ånde:)

At miste sin identitet/at miste sig selv.

Hvem er jeg nu, når jeg ikke længere kan arbejde i det fag, som jeg elsker og hvem er jeg, når jeg ikke længere kan gøre det som jeg har lyst til?

Jeg føler mig stadig som den samme person i mit hoved men min krop kan ikke længere være den person.

Jeg har fundet et andet fag og andre innteresser men jeg savner alligevel mit gamle jeg

Det handler vel om ar accptere det nye liv og fokusere å det positive.

Det er bare svært- selv jeg prøver

Hej - og tak for dit svar - det er rigtigt sigende, for erkendelse/accept er så svært, og præcis som du skriver, vil genre holde fast i bare lidt af det der kendetegner mig, og har svært ved at erkende at jeg ikke magter det - har forsøgt at få det til at fungere med hesten i mange år nu, men det stresser mig mere end det giver glæde - men det skræmmer også meget, for hvis jeg ikke er arbejdspigen og heller ej heste pigen - hvem er jeg så?? :(

Hvad laver du i din fritid/ hvilke fritidsinteresser har du?

Det spørgsmål har jeg det rigtigt svært med.

For det jeg laver i min fritid, er jo ikke. Det, som jeg helst vil.

Ej heller, det jeg brænder for.

Min fritid går med det jeg kan og som ligger. Længere nede på top 10 eller. Top 100 listen.

Mit arbejde og mine fritidsinteresser er ikke længere, det som definerer mig eller mit hjerte blod.


Jeg kan dog stadig noget og det prøver jeg at overbevise.og selv. Om, at det er okay men jeg får bare ikke. Helt den samme glæde ud af det.

Jeg har altid lavet forskellige former for håndarbejde, især har jeg altid elsket at sy på maskine. Det er dér jeg får tømt hovedet og ladet batterierne op.

Inden jeg fik problemer med ryggen kunne jeg sy i timevis.

I nogle år var jeg meget frustreret over, at jeg ikke længere kunne sidde ved symaskinen som jeg kunne før, det fyldte virkelig meget i mit liv.
Men efterhånden fandt jeg en måde at gøre det på.

I stedet for at sidde ved maskinen i flere timer, så begyndte jeg at sy lidt om formiddagen, lidt om eftermiddagen og nogle gange også lidt om aftenen. Afbrudt af hundeluftning, rengøring, indkøb o.l.
Og når man syr f.eks. en skjorte, så er der også af og til lidt der skal gøres i hånden, f.eks. sætte nåle i, ri en syning, o.l., når disse ting skal gøres, så sætter jeg mig nu hen i sofaen med det, i stedet for at sidde på kontorstolen ved symaskinen og gøre det.

Jeg kender ikke nærmere til din problemstilling, men måske kan du overveje, om tingene kan gøres på en anden måde. Snak om det med en der kender dig godt, om vedkommende evt. har et bud på hvordan du kan gøre tingene anderledes. Ofte kan mennesker omkring os bedre se mulighederne end vi selv kan, vi har det med at stirre os blinde på problemerne.

Jeg håber du finder en løsning,så du ikke helt skal opgive din interesse.:kram:

Jeg træner næsten dagligt i fitness center. Det hjælper ikke bare fysisk, også psykisk. Jeg svømmer også en gang om ugen. Al de aktivitet har sat min gigt udvikling i bero.
At være seksuelt aktiv er meget vigtig. Hvis man ikke har en parter, bør man tage meget aktiv indsat at finde en. Det hjælper depression.
Jeg er stadigvæk ked af, at jeg ikke kan bruge mine evner og kompetencer.
Vi kan jo fjerne alle vores problemer, men kan reducere dem

Jeg kender det alt for godt. Det har taget mig lang tid at erkende, hvad jeg kan og ikke kan, men heldigvis har jeg fået et skub i den rigtige retning på en tværfaglig smerteklink. Så nu undgår jeg stort set de daglige nederlag - men det gør stadig rigtig ondt, når jeg tænker på hvordan mit liv var før og hvordan det er nu!

En af mine største udfordringer er at forstå systemet. Man får en sygdom/skade og ikke nok med at man skal kæmpe med den, så skal man også kæmpe med kommunen som hellere end gerne fortæller, at de tager pengene fra en..

Det er en sorg man skal igennem - det drejer sig om at holde fokus på at glasset altid er halvt fyldt.. og at lukkes der en dør, er der mange andre man kan åbne.

Jeg har selv redet og haft heste hele mit liv, og har måttet sige farvel til det - og det gør dælme ondt.

Men igen - Carpe Diem.. grib dagen.

Man skal aldrig spilde en dag på at ærgre sig over ting man ikke kan mere, man skal bruge sin dag på at finde nye ting man kan istedet.

Min arbejdsidentitet er byttet ud med frivilligt arbejde i det omfang jeg kan - og min hobby er byttet ud med en anden hobby, som jeg har fundet mange nye venner igennem.

Men ja - en stor sorg er det, og det er ok at være ked af det.

PIP - må jeg spørge hvilken interesse du fandt istedet for heste? Det er en pokkers svær beslutning for mig at tage, for det jo også er der jeg har lidt glæde og hovdet bliver koblet fra, men jeg orker ikke alle de bekymringer der følger med at have hest!

Du er alt det andet :kram:

Sorgen med arbejdsidentiteten og hobbyen kender jeg også alt for godt. Da jeg fik en arbejdsskade i skulderen mistede jeg ikke kun mit arbejde men også muligheden for at sætte mig op på motorcyklen og få blæst alle tanker og bekymringer ud af hovedet :-( Ligesom dig kunne jeg kigge på min mc og blive ked af alt det jeg ikke kunne mere. Jeg besluttede hurtigt at sælge min mc for det gjorde ondt indeni at have det sådan og jeg har aldrig fortrudt det :)

Prøv at mærk efter indeni om ikke der skulle være en gemt/glemt interesse eller hobby der har lyst til at blive afprøvet...

Jeg selv har altid haft en kunstnerisk åre der nu får al min opmærksomhed. Det giver mig stor tilfredsstillelse nu at have tiden til fordybelse men det har bestemt også taget sin tid til anderkendelsen af at jeg ikke er den jeg var... men mit nye jeg er begyndt at trives igen og sorgen over det jeg har mistet er ved at blive vendt til et dejligt minde om en god tid i mit liv ;)

For mig var det en lettelse at miste min arbejdsidentitet.

Jeg fastholdt alt for længe mit forsøg på at arbejde og det betød at jeg var ved at miste min identitet som menneske, mor, hustru m.v.

Jeg arbejdede og sov, andet var der ikke overskud og kræfter til.

da jeg endelig indså hvordan mit liv var, blev det ret nemt at slippe min arbejdsidentitet og finde tilbage til min identitet som menneske, mor, hustru m.v og det har betydet at mit liv er blevet meget bedre.

jeg har aldrig kigge mig tilbage eller savnet mit arbejde, heller ikke når jeg er i selskab med andre mennesker indenfor samme fag. Her troede jeg i starten at jeg ville mærke et savn over ikke at være en del af faget.

Men nej, mit liv er så meget bedre nu, hvor jeg har genvundet min identitet som menneske igen og kan lave de ting jeg elsker (når ryggen vil) i mit eget tempo og på min egen måde.

Det tog selvfølgelig lidt tid at lære at slippe en identitet og finde fred og ro i en anden, men det har været det værd

Moi tak for dig - du gav mig nok skubbet til at gøre alvor af at hesten måske kun skal være et dejligt minde, lige som tiden som karrier kvinde - puha det er svært - men som dagene går, bliver jeg mer og mer overbevisdt om at det er det der skal til.
Hvor er det dejligt trods alt, at i er så søde at komme med jeres erfaringer, bliver mere og mere overbevidst om at det er det rette, så jeg igen kan ånde, og gøre nogel af de ting jeg ellers altid har dårlig samvittighed over, nemlig, at være mor, være kæreste, være datter, søster og måske bare mig:)

Jeg faldt lige over denne tråd. Det er lige netop mange af de tanker jeg har, nu hvor jeg overvejer at bede om min pension igen efter at den har været på pause (se anden tråd under pension fra før 2003). Det der er sværest for mig er at gå tilbage til identiteten som førtidspensionist. Omvendt er jeg bare helt udkørt af at skulle finde arbejde på deltid, holde til det og være urolig for økonomien.

Jeg har spekuleret meget over det det sidste stykke tid. Og tror nok at jeg er nået frem til, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv og ikke være så optaget af hvad andre tænker om mig, hvis jeg går tilbage på pension. Jeg har jo været hende den seje, der gik ud af pension, men det er jeg altså ikke mere .

Jeg er træt og jeg tror, at jeg vil kunne udrette mere på pension med få timer ved siden af eller via frivilligt arbejde. Jeg vil få et sikkerhedsnet under mig og jeg kan derved bedre regulere, hvor meget jeg kan klare at arbejde. Men jeg synes det er en stor beslutning, og jeg kunne mærke at netop det med sorg er en del af min proces nu. :-(

Og den skal du holde fast i.:cool: (y)

Det er jo dig, der skal leve med det.:kram:

Vi skal passe på os selv, for vi kan ikke være sikre på, at de andre gør det.

Tak for svar Vovse. :hjerte: Tårerne kommer nu. Jeg er så træt. Og jeg vil virkelig bare gerne tillade mig selv at give slip og passe godt på mig selv. Jeg tror også jeg er på vej derhen, for det er noget jeg har tumlet med et stykke tid. Hvor er det godt at være herinde igen, jeg har ikke været her siden 2009. Jeg oplever jo nu, at jeg ikke er alene med alle mine tanker om det her.

Velbekomme.

Uanset hvad man står i, så er der en stor sandsynlighed for, at der er andre der har prøvet det, eller noget lignende, og internettet er jo perfekt til, at finde ligesindede.:))

Det er nu 7 år siden, at jeg fik gigt.

Der er mange gode råd i denne tråd, til hvad man kan gøre for at acceptere sit nye jeg.

Jeg har fundet ud af daglige øvelser, gåture og fysik pilates hjælper mig til at gøre smerterne til at holde ud og humøret oppe.

Jeg er stadig glad for mit lille fleksjob på 2,5 timer ugentligt og jeg værdsætter at have tid til mine børn.

Selvom jeg har en partner, som er et glad og positivt menneske, er det alligevel vigtigt for mig at være på arbejdsmarkedet.

Da jeg var ledig fleksjobber i 2 år, lavede jeg frivilligt arbejde. Det gav mig rigtig meget glæde.

Så vejen til hvor jeg er nu, skyldes dels de mennesker, som jeg har mødt på min vej fx ved smertecenteret, fys, andre frivillige og nuværende kolleger.

Ja og så min egen vilje til at få det bedste ud af.

Jeg har dog også mødt folk som har drænet mig for energi med deres negative indstilling til systemet og deres sygdomsfiksering.

Dem er jeg så gået i en stor bue udenom.

Jeg tror også at jeg er blevet mere rummelig som person.

Jeg tror næsten, at jeg er nået dertil, at selvom jeg fik tilbudt et job indenfor mit gamle fag.

Ja, så vil jeg takke pænt nej tak.

Jeg får så meget livsglæde af de små børn på mit nuværende job og det kan jeg mærke, at jeg har brug for.

Tak for dit svar Fleksjobber.
Jeg har altid haft jobs blandt mennesker, der har brug for støtte på den ene eller anden måde. Det kræver noget overskud. Jeg har elsket det - og gør det stadig - men efterhånden dræner det mig så meget for energi, at jeg ikke har ret meget overskud til mig selv, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det er bla fordi jeg nok involverer mig for meget og fordi jeg bliver meget påvirket, når jeg ser mennesker, der ikke får den hjælp, jeg synes de fortjener.

Derfor har jeg tænkt, at det måske ville være meget bedre for mig at få den solide bund og ikke mindst tryghed via førtidspensionen igen, og så kan jeg have lidt timer ved siden af eller deltage i frivilligt arbejde. Der er jo masser at tage fat på der til at tilfredsstille mit noget overdimensionerede hjælpergen.
Det eneste jeg slås med lige nu i forhold til det valg er både hvad andre tænker om mig som førtidspensionist og også MIN EGNE tanker om det.

Jeg har fx kun kendt min kæreste i 3 år, hvor jeg har været selvforsørgende. Jeg ved at han også lige skal vænne sig til tanken, men som han siger hvis du ikke kan klare det som det er nu, så skal du jo finde en løsning.
Og ja selvfølgelig ved jeg godt, at dem der ikke kan acceptere mig som jeg er, dem skal jeg ikke samle på. Men et er følelse noget andet fornuft.

I virkeligheden tror jeg først jeg får fred med det, når min EGEN accept er på plads. Et eller andet sted så er jeg også stolt over, at jeg gjorde forsøget med at komme ud af pensionen. Nu er jeg bare et sted, hvor jeg betaler for høj en pris for det. Det ville jo være ironisk hvis jeg røg helt ned igen psykisk. :(

Interessant emne. Det med at slippe ens arbejdsidentitet består af to ting, tænker jeg:

1. Hvordan har jeg det selv med det?
2. Hvad tænker andre om mig?

Det første har jeg ligesom gisne haft forbløffende nemt ved, selv efter en lang akademisk karriere. Da jeg først havde erkendt, at det ikke var muligt for mig at arbejde, heller ikke bare et par timer om ugen, var der ikke anden vej end pension. En pension, som giver meget livskvalitet, da jeg nu har overskud til at se mennesker etc. Dvs jeg er mor, veninde etc i stedet for bare at være syg. Jeg har mange interesser. Har dog stadig meget få kræfter.

Det andet er noget sværere, men jeg prøver på ikke at lade mig påvirke af den 'tone', der er i samfundet over for folk på overførselsydelser. At man ikke er noget værd, hvis man ikke kan arbejde. At man skulle være uden for fællesskabet: Sikke dog noget vrøvl! Der er andre fællesskaber end arbejdsfællesskabet, og jeg er en del af mange fællesskaber, foreninger og netværk. Prøver også med mine begrænsede ressourcer at hjælpe, hvor jeg kan.

I forhold til at forklare mig over for nye mennesker ("hvad laver du så?") har min psykolog anbefalet, at jeg har forskellige versioner klar, som jeg kan anvende alt efter situationen/personen. Man er ikke forpligtet til at fortælle hele sin sygehistorie til hvem som helst, så det er ikke altid jeg siger, at jeg er uden for arbejdsmarkedet, men ofte gør jeg det. Der bruger jeg min mavefornemmelse.

Kender godt den med hvad tænker andre om mig. Jeg har ingen problemer med at være førtidspensionist, men samfundsdebatten idag er hård i den henseende.

Jeg har nogle gange hvis jeg har været i selskaber med folk, som jeg ikke skal have nærmere bekendtskab med udover i den pågældende situation, sagt at jeg er hjemmegående - hvilket jeg selv ikke ser som en usandhed. Men orker ikke altid folks spørgen indtil hvorfor.

Nogle gange er det rart bare at være til selskab uden at andre kender til min rygskade og hvordan jeg fik den.

Tak for dit indslag Strandpigen.
Jeg tænker at hvis jeg kan få det på plads inde i mig selv - altså accepten af at jeg ikke mere kan klare at forsørge mig selv på helt almindelige vilkår - så er det nok det vigtigste. Så bliver det vel let lettere at stå imod andres meninger om det? Dem der kender mig vil vide, at jeg virkelig har kæmpet med tingene gennem årene. Det er nok nærmere nye bekendtskaber som du skriver. Og det er jo meget sandt at man ikke har oplysningspligt overfor hele verden. Min store åbenhed kan godt nogen gange blive min hemsko i den slags sager.

Tak for din kommentar Gisne.
Dejligt du har det ok med at være førtidspensionist.
Jeg tænker også, at det er jo ikke det man allerhelst vil være, men det kan være en nødvendighed, når job på ordinære vilkår ikke fungerer for en pga helbredet. Jeg må se i øjnene, at det er sådan det er for mig. Der er jo også en grund til at jeg fik tilkendt førtidspension dengang.

Ja det er en proces at anerkende, at man ikke kan alt det, man vil. At man er god nok, selv om man har en funktionsnedsættelse. Når man så efter at have kæmpet med det et stykke tid, når frem til den konklusion, at pension/flexjob er eneste løsning, er det frustrerende, hvis man så også skal kæmpe med kommunen.

Det håber jeg ikke du skal. Som jeg forstår det, er det den lovgivning, der var gældende på det tidspunkt, du fik pensionen, som stadig gælder for dig. Hvad det helt præcist betyder, ved jeg ikke, men det er sikkert en fordel, hvis du løbende har orienteret din læge om din tilstand. Ellers sørg for at gøre det nu.

Held og lykke med det ❤️

Tak og tak for svar. Jeg tror også tiden er kommet, hvor jeg skal til at passe mere på mig selv i stedet for at passe på alle andre! Jeg ved ikke om lægen SKAL med indover, når min pension er gjort hvilende efter den gamle ordning. Det finder jeg ud af. Men der ligger notater fra de sidste par år, hvor jeg har givet udtryk for, at jeg følte mig meget presset. Det kan jeg godt se nu er en fordel.