For mig var det en lettelse at miste min arbejdsidentitet.

Jeg fastholdt alt for længe mit forsøg på at arbejde og det betød at jeg var ved at miste min identitet som menneske, mor, hustru m.v.

Jeg arbejdede og sov, andet var der ikke overskud og kræfter til.

da jeg endelig indså hvordan mit liv var, blev det ret nemt at slippe min arbejdsidentitet og finde tilbage til min identitet som menneske, mor, hustru m.v og det har betydet at mit liv er blevet meget bedre.

jeg har aldrig kigge mig tilbage eller savnet mit arbejde, heller ikke når jeg er i selskab med andre mennesker indenfor samme fag. Her troede jeg i starten at jeg ville mærke et savn over ikke at være en del af faget.

Men nej, mit liv er så meget bedre nu, hvor jeg har genvundet min identitet som menneske igen og kan lave de ting jeg elsker (når ryggen vil) i mit eget tempo og på min egen måde.

Det tog selvfølgelig lidt tid at lære at slippe en identitet og finde fred og ro i en anden, men det har været det værd

Moi tak for dig - du gav mig nok skubbet til at gøre alvor af at hesten måske kun skal være et dejligt minde, lige som tiden som karrier kvinde - puha det er svært - men som dagene går, bliver jeg mer og mer overbevisdt om at det er det der skal til.
Hvor er det dejligt trods alt, at i er så søde at komme med jeres erfaringer, bliver mere og mere overbevidst om at det er det rette, så jeg igen kan ånde, og gøre nogel af de ting jeg ellers altid har dårlig samvittighed over, nemlig, at være mor, være kæreste, være datter, søster og måske bare mig:)

Jeg faldt lige over denne tråd. Det er lige netop mange af de tanker jeg har, nu hvor jeg overvejer at bede om min pension igen efter at den har været på pause (se anden tråd under pension fra før 2003). Det der er sværest for mig er at gå tilbage til identiteten som førtidspensionist. Omvendt er jeg bare helt udkørt af at skulle finde arbejde på deltid, holde til det og være urolig for økonomien.

Jeg har spekuleret meget over det det sidste stykke tid. Og tror nok at jeg er nået frem til, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv og ikke være så optaget af hvad andre tænker om mig, hvis jeg går tilbage på pension. Jeg har jo været hende den seje, der gik ud af pension, men det er jeg altså ikke mere .

Jeg er træt og jeg tror, at jeg vil kunne udrette mere på pension med få timer ved siden af eller via frivilligt arbejde. Jeg vil få et sikkerhedsnet under mig og jeg kan derved bedre regulere, hvor meget jeg kan klare at arbejde. Men jeg synes det er en stor beslutning, og jeg kunne mærke at netop det med sorg er en del af min proces nu. :-(

Og den skal du holde fast i.:cool: (y)

Det er jo dig, der skal leve med det.:kram:

Vi skal passe på os selv, for vi kan ikke være sikre på, at de andre gør det.

Tak for svar Vovse. :hjerte: Tårerne kommer nu. Jeg er så træt. Og jeg vil virkelig bare gerne tillade mig selv at give slip og passe godt på mig selv. Jeg tror også jeg er på vej derhen, for det er noget jeg har tumlet med et stykke tid. Hvor er det godt at være herinde igen, jeg har ikke været her siden 2009. Jeg oplever jo nu, at jeg ikke er alene med alle mine tanker om det her.

Velbekomme.

Uanset hvad man står i, så er der en stor sandsynlighed for, at der er andre der har prøvet det, eller noget lignende, og internettet er jo perfekt til, at finde ligesindede.:))

Det er nu 7 år siden, at jeg fik gigt.

Der er mange gode råd i denne tråd, til hvad man kan gøre for at acceptere sit nye jeg.

Jeg har fundet ud af daglige øvelser, gåture og fysik pilates hjælper mig til at gøre smerterne til at holde ud og humøret oppe.

Jeg er stadig glad for mit lille fleksjob på 2,5 timer ugentligt og jeg værdsætter at have tid til mine børn.

Selvom jeg har en partner, som er et glad og positivt menneske, er det alligevel vigtigt for mig at være på arbejdsmarkedet.

Da jeg var ledig fleksjobber i 2 år, lavede jeg frivilligt arbejde. Det gav mig rigtig meget glæde.

Så vejen til hvor jeg er nu, skyldes dels de mennesker, som jeg har mødt på min vej fx ved smertecenteret, fys, andre frivillige og nuværende kolleger.

Ja og så min egen vilje til at få det bedste ud af.

Jeg har dog også mødt folk som har drænet mig for energi med deres negative indstilling til systemet og deres sygdomsfiksering.

Dem er jeg så gået i en stor bue udenom.

Jeg tror også at jeg er blevet mere rummelig som person.

Jeg tror næsten, at jeg er nået dertil, at selvom jeg fik tilbudt et job indenfor mit gamle fag.

Ja, så vil jeg takke pænt nej tak.

Jeg får så meget livsglæde af de små børn på mit nuværende job og det kan jeg mærke, at jeg har brug for.

Tak for dit svar Fleksjobber.
Jeg har altid haft jobs blandt mennesker, der har brug for støtte på den ene eller anden måde. Det kræver noget overskud. Jeg har elsket det - og gør det stadig - men efterhånden dræner det mig så meget for energi, at jeg ikke har ret meget overskud til mig selv, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det er bla fordi jeg nok involverer mig for meget og fordi jeg bliver meget påvirket, når jeg ser mennesker, der ikke får den hjælp, jeg synes de fortjener.

Derfor har jeg tænkt, at det måske ville være meget bedre for mig at få den solide bund og ikke mindst tryghed via førtidspensionen igen, og så kan jeg have lidt timer ved siden af eller deltage i frivilligt arbejde. Der er jo masser at tage fat på der til at tilfredsstille mit noget overdimensionerede hjælpergen.
Det eneste jeg slås med lige nu i forhold til det valg er både hvad andre tænker om mig som førtidspensionist og også MIN EGNE tanker om det.

Jeg har fx kun kendt min kæreste i 3 år, hvor jeg har været selvforsørgende. Jeg ved at han også lige skal vænne sig til tanken, men som han siger hvis du ikke kan klare det som det er nu, så skal du jo finde en løsning.
Og ja selvfølgelig ved jeg godt, at dem der ikke kan acceptere mig som jeg er, dem skal jeg ikke samle på. Men et er følelse noget andet fornuft.

I virkeligheden tror jeg først jeg får fred med det, når min EGEN accept er på plads. Et eller andet sted så er jeg også stolt over, at jeg gjorde forsøget med at komme ud af pensionen. Nu er jeg bare et sted, hvor jeg betaler for høj en pris for det. Det ville jo være ironisk hvis jeg røg helt ned igen psykisk. :(

Interessant emne. Det med at slippe ens arbejdsidentitet består af to ting, tænker jeg:

1. Hvordan har jeg det selv med det?
2. Hvad tænker andre om mig?

Det første har jeg ligesom gisne haft forbløffende nemt ved, selv efter en lang akademisk karriere. Da jeg først havde erkendt, at det ikke var muligt for mig at arbejde, heller ikke bare et par timer om ugen, var der ikke anden vej end pension. En pension, som giver meget livskvalitet, da jeg nu har overskud til at se mennesker etc. Dvs jeg er mor, veninde etc i stedet for bare at være syg. Jeg har mange interesser. Har dog stadig meget få kræfter.

Det andet er noget sværere, men jeg prøver på ikke at lade mig påvirke af den 'tone', der er i samfundet over for folk på overførselsydelser. At man ikke er noget værd, hvis man ikke kan arbejde. At man skulle være uden for fællesskabet: Sikke dog noget vrøvl! Der er andre fællesskaber end arbejdsfællesskabet, og jeg er en del af mange fællesskaber, foreninger og netværk. Prøver også med mine begrænsede ressourcer at hjælpe, hvor jeg kan.

I forhold til at forklare mig over for nye mennesker ("hvad laver du så?") har min psykolog anbefalet, at jeg har forskellige versioner klar, som jeg kan anvende alt efter situationen/personen. Man er ikke forpligtet til at fortælle hele sin sygehistorie til hvem som helst, så det er ikke altid jeg siger, at jeg er uden for arbejdsmarkedet, men ofte gør jeg det. Der bruger jeg min mavefornemmelse.

Kender godt den med hvad tænker andre om mig. Jeg har ingen problemer med at være førtidspensionist, men samfundsdebatten idag er hård i den henseende.

Jeg har nogle gange hvis jeg har været i selskaber med folk, som jeg ikke skal have nærmere bekendtskab med udover i den pågældende situation, sagt at jeg er hjemmegående - hvilket jeg selv ikke ser som en usandhed. Men orker ikke altid folks spørgen indtil hvorfor.

Nogle gange er det rart bare at være til selskab uden at andre kender til min rygskade og hvordan jeg fik den.