Hvad ville I gøre?
 

Har næsten lige fået en besked på facebook fra en af mine bekendte og jeg ved helt ærligt ikke hvordan jeg skal reagere, lige nu er jeg bare slået helt ud.

Hun ved jeg er syg, hun ved jeg ikke har været på arbejdsmarkedet siden jeg blev sygemeldt fra min job i 2005. Hun ved jeg har haft flere tilbagevendende depressioner, lider af angst, har PTSD, bl.a. har problemer med stress og at jeg nu også har fysiske problemer. Hun har oplevet hvordan jeg knoklede en hvis legemsdel ud af bukserne i 2007 med at tage en 1-årig handelsskole og forsøge at finde elevplads, hvordan jeg har kæmpet som en gal og alligevel gik helt ned med flaget igen.

Vi har utallige gange "diskuteret" på facebook og på msn at jeg har det som jeg har det og jeg har MASSER af gange forsøgt at forklare hende hvordan det umulige sygedagpengesystemet hænger sammen. Stort set alle gange er det endt ud i at jeg har følt mig SÅ forkert fordi jeg er syg, ikke kan arbejde, at jeg nasser på samfundet og da bare burde have mig et job. Da talen en dag faldt på pension - hun spurgte - så gik det da helt galt med vores kommunikation.

Siden da, har vi stort set ikke talt om hvordan jeg har det, hvordan det går med min sag osv. og det er vel hvad... 4-5 måneder siden. Vi kan sagtens chatte om andre ting, ingen problemer der.

I dag har hun så sendt mig en besked omkring en elevstilling som hun præcis mener er mig

Dum som jeg jo er, så går jeg jo på TV2's hjemmeside og finder annoncen og læser den og jeg... ja... blev faktisk både ked af det og såret.

Den stilling kan jeg jo ikke bestride. Jeg har en tussegammel IT-uddannelse der er ved at være 8-10 år gammel, jeg har ikke grundforløbet på den her uddannelse og alt det man skal kunne - fleksibilitet, mange mennesker, skiftende arbejdstider osv - er præcis det jeg ikke kan holde til. Og det HAR jeg forklaret SÅ mange gange!!!

Jeg ved godt, at hun gør det i en god mening, men jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal reagere og jeg ved da slet ikke hvad jeg skal svare hende, for jeg ved, at det ender alligevel ud i at jeg sidder og retfærdiggør mig selv og til sidst ender med, at jeg føler mig totalt mindreværd og en ussel plet på samfundet fordi jeg ikke kan arbejde.... og det er da også bare fordi jeg ikke vil lave noget, er doven, vil krydre røven osv.

Hvad ville I gøre? Hvordan tackler I sådan noget?

Jeg kan ellers rigtig godt lide hende, men jeg er også godt klar over, at hun hele sit liv har været igennem helt andre ting end mig, at hun har sit på det tørre og ikke skal kæmpe som mig og at hun derfor heller ikke har forudsætningerne til at forstå hvad jeg går igennem.
Men hvorfor føler jeg så at jeg skal retfærdiggøre mig så meget når der er noget?

Faktisk føler jeg mig ret ussel over at udstille hende her, men jeg har bare brug for at vende det her med nogen som med garanti ved hvordan jeg har det og hvad jeg mener.

Er jeg helt forkert på den ved at reagere som jeg gør?

Jeg giver Jytta helt ret og hla, husk på din veninde kan ikke "se" hvad du fejler, du vil aldrig kunne forklare hende hvilke lidelser du går igennem og hvordan du har det og det skal du heller ikke.

Hold din veninde og dit venskab med hende som I nu har det, så kan du grine lidt at hende i ny og næ, hun vil jo dig bare det godt. Nogle veninder er nemmere at tale med om ens helbred end andre og sådan er vi jo så forskellige.

Knus EE

Kære hla72

Jeg ville gøre som Jytta foreslår, men ville nu samtidig flette noget af det ind, som du har beskrevet.
Det kan vel forhindre hende i at spilde sin tid med at kigge jobannoncer for dig :D

Tak alle tre, kan godt se, at jeg nok bare skal være neutral og sige tak, pænt af dig, men det kan jeg desværre ikke... og så ikke mere... altså lige ud over at spørge om hun også har haft en god påske.

Jeg ved godt, at jeg overreagerer, det gør jeg altid når jeg bliver taget på sengen og den her var jeg slet ikke forberedt på at få.

Tak for jeres svar.

Jeg vil også gøre som Jytta foreslår

du skal ikke bruge kræfter på at forklare din sygdom, for når man efter så langtid endnu ikke forstår du er syg. Så kommer hun nok heller aldrig til det.
har været igennem flere venner på den måde og det er alså slut.
især når man igennem mange år ikke har haft nogen rigtig diagnose
de få stykker jeg har tilbage nu, har set mine lægepapir efter at have fået min diagnoser og så taler vi ikke mere om det.
kun om kampen mod kommunen.

Du bliver nødt til at sige fra og sige du har prøvet alt og hvis hun ikke kan acceptere det.
så vil jeg ikke kalde hende for en ven.
men det er min holdning

Kære hla72
Hvis du får dette sagt til hende :
Det var DET jeg mente, at du skulle flette ind på en eller anden måde.
Så må hun da kunne forstå ?
Ellers må du overveje DET venskab.

Nej, det er rigtigt nok hvad du skriver. Forstår folk det ikke når de har kendt mig så længe - vi er ikke nære veninder, men gode bekendte og har kendt hinanden i 3 år - så kommer de nok heller aldrig til at forstå det. Men inden i mig tror jeg jo naivt på, at jeg måske kan omvende folk.

Jeg har oplevet at rigtig gode nære veninder har forladt mig - to på en gang faktisk - fordi de blev trætte af jeg var syg og ikke bare ændrede mig. Det tager hårdt på en når man i forvejen ikke har den store vennekreds og ikke er så god til at få nære venner. Og når man er syg, så bliver det da endnu sværere.

Jeg tror også, at det at venner og endda meget nære venner/veninder har forladt mig, gør, at jeg reagerer som jeg gør. Og jeg har i forvejen issues omkring det at blive forladt, at være forkert og uelsket... det gør ikke ligefrem tingene lettere. Men det er så noget i mig og ikke noget jeg skal bebrejde dem der omgås mig.

Men du har ret, den der ikke kan acceptere at man er syg, er ikke en ven.

P.s.
Har nu svaret hende, ganske som I har foreslået. Pænt, venligt og uden anden forklaring end at jeg har ikke grundforløbet til uddannelsen og min tussegamle IT-uddannelse er forældet. Og så har jeg sagt pænt tak fordi hun har tænkt på mig og spurgt om hun også har haft en god påske.

Har valgt den diplomatiske løsning, men jeg kan godt følge dig :)

Ja det er ikke nemt og være syg.
kommune
læger
venner
famillie
ens egen tanker
usikkerhed

de ting til sammen, går det næsten umuligt og være syg. så når man har kæmpet i flere år i dette system. så er man alså syg.
ellers er man da først rigtig syg:rolleyes:, hvis man ikke vil væk fra dette system.
Men når man er syg og ikke kan klarer et arbejde, så er den alså bare ikke meget længere.
det må dem omkring en alså acceptere

men det er svært og kan udmærket følge hele din tankegang.
tro mig har været hele turen igennem

Tak MTVR1, du rammer præcis nerven i det hele.

:kram: