Ftp = rask....
 

Det er som om, at min familie og venner og bekendte forventer, at jeg nu kan en hel masse fordi jeg har fået ftp. Nærmest som at jeg er blevet rask, fordi jeg nu har hele dagen til at ordne alle de ting hjemme, som jeg ikke kunne før.

Sådan er det da også nogle dage, men andre sidder jeg altså stadig i det samme sorte hul, som gør alting fuldstændig uoverskueligt....Føler mig meget skyldig over at hjemmet ikke ser skinnende rent, vasketøjet rent og strøget, maden på bordet nårmanden kommer hjem, hundene luftet to gange inden jeg henter børn, totoal verskud til at være sammen med børnene...Ved godt det ikke nytter,men det føles som om der ligger et pres på mig om at præstere og yde igen - nu bare fra familien istedet for kommunen.

Andre der kander det? Hvordan får man lige forklaret det så de forstår?

Vi er heldigvis voksne mennesker - vi behøver ikke forklare os overfor andre mennesker.....

Selv jeg meget sådan, mit hjem, mine regler. Vil i komme her, så hold kaje og bland jer uden om.

Synes det virker. Mener folk vinduerne er beskidte, jamen så må de tage en spand og klud og pudse dem alt det de vil. Så laver jeg kaffen i mens.

Det er også mest min egen skyldfølelse jeg kæmper med. Og jeg er desværre sådan indrettet, at jeg gerne vil anerkendes af andre. Oplevede nogenlunde det samme, da jeg blev udskrevet fra psyk i sin tid.

CHAS

Sådan er der også nogen der har været overfor mig..sagt.,..når nu jeg er hjemme,så har jeg jo god tid til service..til at pudse,polere hjemme,haven og ha en masse gæster...
men sådan fungere det jo ikke..jeg mangler fingre og har en skadet hånd og får piller-morfin,metadon osv og der er dage hvor jeg er så udkørt at jeg ikke orker noget og ikke har noget overskud..kun lige til det allervigtigste..har mand og en 13 årig søn..'og manden har ikke tid
vores liv og mange andres herinde er jo forskellig fra dag til dag.der er gode dg og dårlige dage og jeg ka ikke planlægge - da ingen ved hvordan man har det den dag..
jeg fik nyt køkken-alrum for nogen år siden - efter ulykken og det er praktisk indrettet,og nemt at holde..og badeværelset..de 2 ting prøver jeg få til at se nogenlunde ud hverdag...men resten af vores kæmpe hus kommer jeg ikke bare over..
ved ikke hvorfor andre ikke ka forstå at der jo er en grund til at vi er ftp og ikke ka det samme som raske..af den ene el.anden grund..det er svært nok for en selv..og når man så synes folk stillerstore krav vi ikke ka leve op til,blir det jo ikke nemmere.
jeg har sagt det nogen lunde sådan til dem jeg er mest sammen med..men om de inderst inde forstår det er ikke let at vide
jeg er blevet lidt hård med årene..her ser det ud som det gør..færdig..jeg gør det jeg kan - når jeg kan.og kan de ikke respektere det,ka de bare blive væk..det ka jeg jo ikke bruge til noget..

stribe førtidspensionist

Når man nu en gang ikke kan hvad man vil så må man gøre det man kan,og så må omgivelserne altså hjælpe til hvis de vil mere end man kan klare.

Prøv at finde ud af hvad der betyder mest for din mand og børn,og find så ud af hvad du kan og har mest lyst til at gøre for dem.Har man ikke over skud til det hele så del det ud du har, sådanne at du gør flest tilfreds ikke mindst dig selv også.

Hvis din mand syntes noget "sejler" ikke bliver gjort så kunne i måske blive enige om nogle faste ting han skal klare,havde han været alene skulle han vel andet end gå på job og lige lave sin mad,det er kun rimeligt at han også tager del i alt det huslige,men de fleste mænd funger det vist bedst hvis de ved hvad og hvornår tingene skal gøres

Det kan jo være han allerede hjælper til ,det skriver du ikke noget om,men hvis din og hans indsats er svingenede,så kunne det måske hjælpe med faste rammer/skemaer til det praktiske.

Ved ikke om mit indslag hjælper ,en pension kan give ro og burte jo ikke højne forventningerne hos dine omgivelser.
Måske har du stadig svært ved at indse hvad du selv kan klare i hverdagen,og der ved ikke for sagt fra når du burte gøre deti det daglige,og derfor bliver omgivelsernes forventninger for høje til dig.

Som Helene skriver, så kan man sige til folk, der kommer ind i ens hjem, at det ikke er noget, de behøver blande sig i eller kommentere på.
(Det kan være svært nok)

Det bliver lidt sværere, når det er nogen, man bor sammen med.
For længe siden, før jeg blev pensionist, havde jeg en kæreste, der ikke kunne forstå, jeg ikke kunne overkomme mere end jeg kunne. Heller ikke efter der kom diagnose på. Hans attitude var helt klart, at det var pga. dovenskab, jeg hverken kom videre i studiet eller fik holdt hjemmet, som han mente det skulle gøres. Det tog hårdt på mig psykisk.

Jeg tror, at for folk, der ikke har prøvet at være rigtig syg, er det meget svært at sætte sig ind i.
Jeg har desværre ikke nogen gode forslag til, hvordan man får dem til at forstå. Men nogen gange hjælper det bare at vide, at andre forstår hvordan man har det. Jeg håber, det her er en af de gange :kram:

Jeg fortæller ikke Gud og hvermand hvad jeg "laver" - jeg gider ikke forsvare og forklare. Det bunder jo dybest set i, at jeg ikke har det godt med det. FP er ikke just en ønskesituation, men en nødvendighed som jeg til tider har det lidt svært med.

Af og til tror andre forældre, at jeg er en udvidet pasningsordning, når der er ferietid i sfo. De tager det for givet, at mine børn kan lege en hel dag, fordi jeg er hjemme.
Det kan de så ikke (det er ikke for sjov skyld, at jeg ikke er på arbejde). Hovedsaglig synes jeg nok, at det er træls, fordi jeg gerne ville have det fysiske overskud. Det har jeg også nogle dage, men jeg kan ikke spå flere dage frem i tiden, så derfor bliver det et nej når det drejer sig om decideret pasning - jeg hader at blive konfronteret med min egen uformåen. Det er nok det værste ved det.

Det er jeg sikker på, at du har ret i.:p

Mange kvinder forventer, at deres mænd skal være tankelæsere, at de selv skal kunne se hvad der skal gøres i hjemmet.

Men sådan fungerer mange mænd bare ikke.

Og når manden så udfører en opgave i hjemmet bør man blande sig udenom og lade ham gøre det på sin egen måde, også selvom han ikke gør det på samme måde som man selv ville have gjort det, også selvom man måske synes det kunne være gjort bedre.:kram:

Bare det var mig....
 

BARE DET VAR MIG ......... sagde jeg tit efter jeg fik Fp...

når venner og andre fortalte om fx.alt det de nåede udover deres job....

og jeg mente det ...Så der begyndte folk at forstå og når man så siger at

man meget gerne vil bytte med dem hjælper det på forståelsen.

Dejligt at blive taget lidt alvorligt .

Vigtigst er det at bære egen fane højt og nyde livet :):):)

Du skal egentlig ikke stå til regnskab over for andre end dig selv.