Kender I det at "folk og dyr" suger energien ud af jer ?
 

Ja det gør aktivitet naturligvis også, men jeg fatter ikke at almindelige daglig dags fortagsomheder, som f.eks at være hundelufter og derved lufte hunde i samvær med andre i den grad kan suge energi ud af een ?

Jeg går for at lide af generaliseret angst, men kan såmænd godt lide at møde andre mennesker og bekendte. Tillige elsker jeg dyr, jeg kan bare ikke selv have dem i længere tid ad gangen og ikke på egen hånd, for de tager ligeledes min energi fra mig som andre mennesker også gør.

Der er sikkert mange grunde hertil og ikke mindst min angst som jeg primært føler i form af smerter, træthed og svimmelhed når den er og har været der. Det kommer det meget tit bagpå mig hvor meget det at møde mennesker og dyr tærer på mine kræfter. Skal man bare være alene for at (over)- leve, det gider jeg jo heller ikke.

Vil egentlig bare høre om I andre oplever det samme ? Jeg ved jo godt at det også afhænger hvor lang tid man er i "to - eller fler- somheden", men hold da op hvor er jeg indimellem træt af at skulle tage hensyn til mig selv. :mad:

Håber det fortager sig, når min sag ikke mindst kommer på plads, er der nogen der også har erfaringer hermed ? Forskellen før og efter i forbindelse med det "problem" jeg stiller her !!?

Med 3 hjemmeboende børn på 5, 7 og 9 år + to store katte, vil jeg sige, at det er en tilstand man kan arbejde sig ud af...

Hvis børnene fx har været i Sverige på weekend med deres Far, så skal jeg faktisk bruge hele Søndagen på at vænne mig til de er kommet hjem igen - jo længere tid de er væk, jo hårdere er det når de kommer tilbage, og det er jo egentlig ''underligt'' da man skulle mene friheden blev brugt til at genoplade batterier.....

Jo mere de er her, jo bedre går det hele. Og jeg har fundet ud af, at jeg sagtens kan oplade selvom de er her, men så snart jeg har været alene en periode, jo værre bliver det at finde det sociale overskud frem når de er tilbage..

Ved ikke om det giver mening, men det er sådan jeg har det. For mange brud, for megen tid alene på hånden, er for mig roden til alt ondt, fordi jeg ikke så nemt kan omstille mig.

Jeg elsker hverdagen med unger, dyr og en masse rutiner. Havde jeg ikke børnene, dyrene og rutinerne, så ville jeg blive et meget meget sært menneske der KUN ville gå op i eget navlepilleri og føle hele verdenen som én stor udfordring....

For mig svinger det...
En familiefødselsdag kan slå mig helt ud. Det samme kan en tur ud at handle hvis der er mange mennesker. I perioder. I andre perioder er det intet problem.

At være sammen med min kæreste gør mig (næsten) kun godt. At være sammen med venner trætter mig ofte, men gør mig samtidig godt på andre punkter.
Men nogengange kan jeg ikke magte at være i selskabelige sammenhænge, og må melde afbud til venner eller tage tidligt hjem, og jeg må trække mig tilbage fra familieselskaber

Det drejer sig vist om de filtre i knolden på os som burde filtrere ligegyldige indtryk fra svigter... I stedet bruger vi kræfter på aktivt at forholde os til meget mere end nødvendigt, og naturligvis blive man træt af det.

Jeg har også generaliserende angst og har det lige som dig. Jeg liver lidt op når jeg er sammen med andre men magter ikke samvær mere end et par timer så er jeg totalt flad for energi.

Alene har jeg også svært med og det bliver kun til (som helenekr skriver) navnenulleri:) med endnu mere angs/anspændthed.

Jeg er begyndt at skrive en seddel for dagens gøremål for ikke at gå i bums, og det virke ganske godt når man så kan sætte et hak ud fra opgaverne.

Håber også at min sag snart afsuttes da det i sig selv er en energisluger:kram:

Præcis! God ide med sedler. Her er den ''gode ide'' bare at jeg har børn og dyr som jo altså SKAL passes og plejes, uanset om jeg har overskud eller ej. Det giver tryghed. Og det er sundest for mig at jeg SKAL aflevere børn i skole og børnehave, at jeg SKAL hente dem, at de SKAL lave lektier, at de SKAL have mad, SKAL i bad, SKAL have rent tøj på kroppen osv osv - når jeg ikke SKAL noget, så sejler hele ****et...og jeg sejler med.

Tænker RET ofte, at børnene indirekte har reddet mit liv, for havde jeg ikke dem og alle de opgaver der er forbundet med at have dem (legegrupper, venner på besøg, overnattende kammerater, forældremøder mm), jamen så var jeg groet fast i egne problemstillinger og havde ren dyrket mine diagnoser til det helt ekstreme. Med et energiniveau på 0.

Og jow da, en verserende sag er FRYGTELIG!!:eek:

Jeg ved ikke om det er det "samme" men jeg har det bestemt i stilen der hen af.

Jeg er et meget socialt menneske jeg ELSKER! mennesker især i festlige sammenhænge (jeg elsker at feste aller helst samen med lidt yngre mennesker) men men men...

Familiesammenkomster er noget af det værste, ikke fordi der er en masse fnidder fandder i krogene ell, det er vi heldigvis rimeligt forskånet for i min familie, men af en eller anden uforklarlig årsag dræner det mig bare totalt, heldigvis inviteres vi ikke særlig tit med, min søster inviteres flere gange om året, vi inviteres stort set kun af min moster og til de helt særlige lejligheder, og så skal vi jo naturligvis med når mine forældre holder et eller andet, DET dræner mig så endnu mere, for mor kan ikke holde til det og min søster er ikke særlig sød til at hjælpe til mens gæsterne er der, så der står jeg, og gør jeg det ikke får jeg ballade.

Når der er tale om den type fest jeg gerne vil med til, som jeg glæder mig til, er det nødvendigt at jeg mindst en uge forinden "sætter mig op til det" ellers kan jeg slet ikke slappe af og nyde det, men det bygger nu også på at passe ekstra godt på mig selv så jeg er så fri for smerter jeg nu kan være, og har så meget ro omkring mig som jeg nu kan få (at jeg ikke skal tusinde andre ting også) så jeg har overskud til at feste, til gengæld slår jeg mig så også løs som var jeg 16 igen (dog med lidt mere mådeholdenhed på hvor fuld jeg bliver og så drikker jeg 7 tons vand, det tager nemmerlig de værste tømmermænd dagen efter *gg*)

På samme måde som jeg skal bruge en uge til at sætte mig selv op til det, skal jeg bruge en uge på at komme mig igen, nok har jeg det skægt, men det fylder mit bæger så det flyder over, så jeg de første dage efter har svært ved at klare sådan en lille ting som alm samvær med mine unger, der skal KÆMPES, det er ikke i den uge vi sætter os ned og spiller spil, bager ell for det kan mit hoved slet slet ikke rumme, det er kun lige det jeg SKAL!

Til gengæld får jeg en anden indre positiv energi af det, nok er jeg fyldt, men jeg har det til gengæld smadder hamrende godt med mig selv, jeg føler mig galdere og mere afslappet, hvilket heldigvis holder længere end den der uge det tager for mig at komme med.

Alm samvær med andre, vil jeg aller helst foregår super afslappet, det der med at invitere på kaffe og i den dur, dræner mig også, jeg vil helst det er så folk vader ind af døren og føler sig så meget hjemme at de værgen ringer eller banker på, men kommer som er de en del af husstanden, af en eller anden årsag dræner den form for samvær mig ikke, sikkert fordi det ikke er forpligtende på nogen måde, gider jeg ikke se på folk kan jeg tillade mig at bede dem skride, eller selv gå min vej, give mig til at rydde op eller hvad ved jeg, jeg føler mig godt tilpas med.

"Nu har du sagt SKAL 8 gange", sagde min psykolog engang til mig og der kom jeg lige til at tænke på dig Helene og dit seneste indlæg i denne tråd :D.

Du har helt ret i at det knock outer een hvis ungerne har været ved deres far i noget tid og kommer tilbage til een igen, det skal man lige vænne sig til. Jeg tror også at jeg bruger for megen energi på at tænke over hvor dårligt jeg har det når jeg er tæret for kræfter og det bliver det jo ikke bedre af.

Det er specielt hvis jeg er startet på en ny rutine, så er der risiko for at korthuset vælter igen, det handler om at leve på samme kontinuerlige vilkår som muligt med de samme rutiner. Man skal dælme passe på hvad man "lover" eller sætter igang. Jeg kan dog ikke være i aktivitet konstant, som det f.eks lyder som du kan Helene, det kunne jeg før for 5 -6 år siden, men ikke mere, nu skal der oplades og tage den med ro.

Jeg er også typen der skal forberedes til ting, men det der kommer bagpå mig er at det jeg selv planlægger også ryster mig, men det jo nok fordi man aldrig helt kommer til at kende sine egne grænser ??!! Eller lige skal vænne sig til "det nye"..

Tak for jeres indlæg, det lyder klart som om at mange af jer har det som jeg, det er helt utroligt hvordan noget så naturligt for "normale" mennesker kan tærer på sådan nogle som os.

Nja, i gang og i gang - de går jo i skole og børnehave, så jeg krydre jo røv fra 8 - 14 (15) tiden:D

I de timer går jo såmænd bare og hygger med rengøringen, vasketøjet og indkøbene - aldrig noget med stress og jag, og hvad jeg ikke når den ene dag, når jeg nok den næste.....:)

Men jeg kan have svært ved at rumme andre i det tidsrum, og kan føle mig helt forstyrret hvis telefonen ringer, eller hvis en eller anden inviterer sig selv til en kop kaffe - der kan jeg godt tænke AIIIIII DET BARE LØGN!!! Fordi jeg ikke kan overskue det. Men det er jo hyggeligt når det står på, og bagefter er jeg glad, men træt. Brud på rutinen er ikke godt!:D

Lige denne tid hvor jeg har så meget med tandlæge osv, er meget meget SVÆR og forfærdelig for mig, fordi - igen, det bryder rutinen og smadrer hele min dag. Hvis jeg fx skal til tandlæge kl 13, så er HELE dagen smadret og jeg kan KUN koncentere mig om det tandlæge halløj - og efterfølgende er jeg død træt og gruer helt for næste gang.....

Har det på samme måde med fødslesdage - både dem jeg selv skal holde, men også dem der bliver inviteret til. Ligeledes dræner det mig for energi hvis der er sommerfest i skole/børnehaven eller juleklip og den slags - jeg gør det, men udelukkende for ungernes skyld.

Så hverdagene, når der ikke kommer overraskelser, er pragtfulde.

Ja, det er netop det Helene, at når den almindelige daglig dag brydes så ramler det hele for os. Hvis man så vil holde fast i det nye så kræver det bare en laaaaaang indkørings periode.

Vi må bare acceptere, at vi er skrøbelige ikke mindst overfor ændringer i vores liv også dem vi selv vælger. Der er ikke noget der er bare lige i vores tilstand, det tror jeg såmænd heller ikke, men for dælen der er så meget man "bør" være opmærksom på.

Måske er man klogere på sig selv om 10 år og alligevel ikke ??!

I øvrigt er jeg uenig med at min psykiater omkring lidelsen "belastnings syndrom" eller ala det. Han siger at en belastning mærker man kun når den er der, derefter forsvinder den igen, jeg mener at den sidder der det meste af dagen, har jeg ikke ret ? Eller har min psykiater og jeg mon talt forbi hinanden ?

Kan angst virkelig tynge een så meget i knæ at man føler sig tynget resten af dagen, der må være noget belastningsstress indeover mon ikke ?

Åhhh EE - du ved jeg forstår dig fuldstændigt!:kram: Jeg har det på samme måde som jer, der har svaret her i tråden. Rutiner er kommet for at blive (syntes JEG i hvert fald) og når de så forsvinder i min hverdag, forsvinder min tryghed og sikkerhed. Mit problem er, at det tager EKSTREMT lang tid at finde mig til rette i "rutiner" - og derfor kan det godt gå hen og blive noget *biiiip* når de brydes.:o

EE - min angst kan tynge mig så meget at jeg ikke formår at lave andet resten af dagen. Jeg er fysisk og mentalt smadret til tider - og det er oftest fordi jeg er endt i en situation der trigger mig langt ud over min egentlige grænse. Jeg tror mange psykiatere er imod at tale om "angst" som sådan. For det er jo ofte en tilstand folk kan lære IKKE at reagere på. Jeg skriver "ofte" - for jeg tror nogle folk ("raske") TROR de er angste - ligesom de er stressede... Men på ingen måde forstår den angst og stress vi andre ("syge") går igennem....

Jeg tror det er angsten der trigger os - MEN at den sætter sig som belastning fordi vi i forvejen er så sårbare. Så måske er det en blanding af begge ting???