Bisidder til møde med kommunen
 

Hejsa

Jeg har kikket lidt med i gamle tråde og der her syntes jo som stedet ved nogle virkelig kompentente mennesker. Kort sagt vil jeg høre om man som psykisk sårbar og psykiatrisk patient har ret til en bisidder, evt. en af kommunen betalt person?

Lige lidt kort om min historie, undskyld hvis det bliver alt for rodet, det ER rodet, men jeg skal gøre mit bedste.

Jeg er uddannet grafikker og arbejder efter endt uddannelse ca. 4 år på fuld tid. I 2002 bliver jeg gravid med mit første barn, en kompliceret graviditet som ender i en traumatisk fødsel. Den første tid er langt fra en rosenrød babytid, men vi klarer det og hun begynder i en fantastisk dagpleje da hun er 11 md.

Jeg arbejder så et år på samme arbejdsplads under stigende pres fra ledelsen som ønsker at få min barselsvikar istædet for mig. Jeg kæmper rigtig hårdt for mit job og har bla. kun 1 sygedag det år, bare i håb om at kunne please og tilfredsstille dem. Men det ender jo med en fyrring, bla. fordi de kan måle at jeg slet ikke er effiktiv nok!

De næste par år har jeg enkelte job, men bliver hver gang fyrret inden prøvetiden er omme.

I 2006 får jeg barn nr. 2 efter normal fødsel og graviditet og alt ser godt ud, tror vi. Indtil hun begynder at få uforklarelige anfald, som vi i starten slå hen og ikke bekymrer os så meget om.

Da hun er 1 år i 2007 starter hun i dagpleje og jeg starter op i et nyt grafiker job. Lykken er dog kort, for hun får et rigtig krampeanfald i dagplejen og kommunen nægter at tage ansvar. Jeg bliver fyrret, da jeg stadigvæk er i min prøvetid og en lang kamp for at få hende udredt begynder. Først får jeg dagpenge, da sygehuset ikke mener hun fejler noget alvorligt. Men så får hun endnu et krampeanfald som jeg får filmet og så får hun diagnosen epilepsi. Så fra juni 2007 bliver jeg første gang bevilliget 37 timers Tabt Arbejdsfortjenste efter §42. Men kun i 3 md. og sådan fortsætter det, en 3 md. 1 md. somme tider 4 md.'s bevilling af gangen imens man arbejder på en mere sikker diagnose og behandling.

Jeg påbegynder et forløb hos en psykiater som resultere i en ADHD diagnose i april 2009 og heraf opstart på medicin. Pludselig er der meget i mit liv som giver mening og jeg får det godt med hjælp fra medicin og psykoedukation.

Min datter havner så hos børnepsyk. som giver hende en diagnose på emotionel forstyrrelse, men mener i øvrigt ikke hun har brug for hjælp. Så min TA bliver frataget mig og maj 2010 melder jeg mig ledig.

Vi forsøger at få vores datter til en ny specialist da hun stadigvæk uforklareligt mister tonus som resulterer i fald. Hun er også meget træt med alt hvad det medfører. Men vi har fået en ny speciallist men stadigvæk ingen diagnose. Har en ankesag kørende på 5. måned hvor jeg har søgt TA §42 igen.

Nå men tilbage til mig selv. Jeg er ledig, får ingen hjælp fra kommunen, men finder med min mands hjælp en privat praktik, som man jo skal efter 9 md.s ledighed. Jeg kollapser dog få dage før jeg skal starte op og nu er jeg så sygemeldt med en alvorlig depression, hvor min læge var tæt på at indlægge mig, pga. selvmordstanker. Kort sagt jeg har det virkelig af ******* til.

Jeg skal i behandling amb. på psykiatrisk afdeling om en måned og er lige startet med antidepressiv medicin oveni min ADHD medicin.

Det er muligvis svært at læse i mit indlæg :( men jeg er faktisk meget intilligent og meget stædig. Jeg kender mig selv og min krop godt og ved at den her nedtur har været længe undervejs, men jeg kæmper til sidste blodsdråbe, så at sige. Jeg tror ikke at jeg de næste 10-15 år, måske aldrig, bliver i stand til at påtage mig et normalt arbejde på 37 timer. Men jeg vil virkelig gerne arbejde og bidrage til samfundet.

Men pga. min ADHD har jeg virkelig svært ved at kommunikere, sådan verbalt. Jeg kan ikke aflæse kropsprog særligt godt og jeg nærer en dyb mistro mod systemet som har svigtet mig så mange gange. Forsøger dog på ikke at bære nag og istædet betragte socialrådgiverene, læger, pædagoger som velmenende mennesker som dog ikke altid forstår mig. Da jeg er sådan en sælsom blanding af styrke, viden og idioti eller det vil sige at lige pt. er jeg bare 100% idiot da depressionen har sat en stopper for den sidste rest af tankevirksomhed.

Jeg har jo kun været sygemeldt et par uger og kan jo for tiden intet, men tiden går og pludselig rammer man jo de 52 uger. Jeg håber/regner jo også med at få det bedre så der kan være mulighed for en arbejdsprøvning som forhåbentlig kunne munde ud i en bevillig af flex...

Nogle gode råd til mig evt. andre med lignede diagnoser og forløb modtages gerne, samt besvarelse på evt. spørgsmål.

Kære Tutteren

Velkommen til k10.

Trist historie, men godt at du blev diagnosticeret og sat i behandling.

Du har ret til at tage en bisidder med til mødet.

M. h. t. en af kommunen betalt bisidder, skal du ikke gøre dig nogen forhåbninger.

Men kender du ikke en ven-/inde, slægtning eller lignende, der kan gå med ?

Du kan optage mødet, hvis du ikke finder en egnet bisidder.

Bliv hængende her i din tråd, der kommer helt sikkert råd til dig af de ærede medlemmer her på k10.

Bedre med en ven
 

Hej tutteren
Velkommen til k 10
Jeg tror det vil være bedre at tage en ven/kæreste med på kommunen og så få aktindigt så du ved hvad kommunen skriver i din sag.
Du kan se mere om aktindsigt her: http://www.k10.dk/media/skema/aktindsigt.pdf
Du skriver videre
"jeg nærer en dyb mistro mod systemet som har svigtet mig så mange gange. Forsøger dog på ikke at bære nag og istædet betragte socialrådgiverene, læger, pædagoger som velmenende mennesker som dog ikke altid forstår mig. Da jeg er sådan en sælsom blanding af styrke, viden og idioti eller det vil sige at lige pt. er jeg bare 100% idiot da depressionen har sat en stopper for den sidste rest af tankevirksomhed."
Du har desværre god grund til at nære mistro til systemet - du er ikke idiot og din mistro er ikke et udtryk for sygdom - stol på din dømmekraft. Dit indlæg er klogt - så slå ikke dig selv...
God bedring! kender desværre selv det med depression

Undskyld jeg blander mig i denne her tråd.

Men må man også have en bisider med når det er en partshøring eller skal man klare det selv???

Du må have bisidder med til ALLE former for møder med kommunen.

Kommunale Støtte Kontakt Personer
 

Hej Tutteren

Først ros til dig for et godt velformuleret tekst/baggrundshistorie om dig;)

Svar på dit spørgsmål med dette citat fra understående link

http://www.godsocialpraksis.dk/ShowE...?ExampleID=439

Måske er dette link til din kommunes Støtte Kontakt Personer (SKP ordningen)

http://www.faaborgmidtfyn.dk/borger/...etteordninger/

Du skriver:
Jeg tror at hvis man kommer med en god indstilling (udstråler og giver udtryk for det) til mennesker er velmenende, bliver man også behandlet bedre fra SB/jobcenter.
Hvis du viser dem at du ikke har tillid til dem/systemet, opgiver systemet dig og du ryger i "kværulant / besværlig kassen"

Får du bevilget en kommunal støtte kontakt person, tror jeg ikke du skal være bleg for at tage denne person med som din bisidder, for så får du måske mere respekt fra SB (Sagsbehandler).
Jeg har læst flere indlæg herinde på K10, at har man en privat socialrådgiver med som bisidder, får man respekt og hurtigere sagsbehandling.

Tråd eks. på privat socialrådgiver
http://www.k10.dk/showthread.php?t=1...cialr%E5dgiver

Mvh Mr x

puha, Det er jeg glad for at høre, bare ordet partshøring har givet mig koldt ned af ryggen, da jeg troede det var en hel flok fra kommunen der skulle krydsforhøre mig i bedste afhøringsstil, er meget mere tryk ved det nu hvor jeg ved jeg kan have min hjælper med.

Tak for varm velkomst. Jeg har én god veninde, men hun er meget hængt op både privat og arbejdsmæssigt og jeg har brug for en person som er stabil. Familien duer desværre ikke, jeg har kun min mand og børn og han har nok at gøre med arbejde og børn.

Lige præsis agtinsigt er jeg meget bange for. :( Jeg er meget følsom og nærtagende og har svært ved at lægge noget, som sårer mig, væk igen. Jeg har fejlagtigt sagt ja til at få min datters journal fra børnepsyk. og det var ikke rare ting der stod i den. Den handlede mere om mig end hende selvom de på intet tidspunkt kan påvise dårlig kontakt eller i det hele taget noget jeg gør "forkert" i samværdet med min datter.
Ked af at høre du også har erfaringer med depression.

Tak:(

Jeg vil kikke på dine links, det var lige hvad jeg havde brug for. Vil for alt i verden undgå at havne i den der kvævolant kasse og da jeg har ADHD kniber det jo med impulskontrol så derfor kan jeg i affekt sige frygtelige ting. Jeg kan heller ikke finde ud af at lyve/omgås sandheden eller f.eks. undlade noget som måske var bedst usagt. Så kan jeg ikke huske bagefter, hvad det nu lige hvar der blev sagt.:rolleyes:

...som Florken siger: Du har ret til bisidder, se "Forvaltningsloven", § 8.

Desuden har du ret til at optage møder, som du selv deltager i.

Og du er ikke forpligtet til at oplyse, at du optager.

Optagelse kan være en fordel, hvis man af forskellige årsager har svært ved at fokusere og huske, hvad der blev sagt på et møde.

Hvis du søger på emnet "lydoptagelser" på K10's forside, popper en del nyttige tråde op.

Ja hold dig til sandhenden og svare ærligt, ellers kan det da først gå glat hvis man kommer med modstridende oplysninger og bliver fanget i løgn :eek:: = uendelig sagsbehandling med ekstra spildt negativ livsenergi for dig.

:kram:

Hej Tutteren

Uanset om det så kun er din nabo, du kan skaffe, så sørg for at have bisidder med fra nu af, og hver eneste gang, du er til et møde. Når man er psykisk sårbar er det så utroligt nemt at blive rendt over ende og overvældet af systemet. Jeg snakker af erfaring

Jeg genkender mig selv i dig. At gå fra veluddannet, få børn, og opleve modgang, til at ende med at knække. Jeg fik så diagnosen aspergers
Du er parat til at bide tænderne sammen og kæmpe. Og det er godt, for du har ikke noget valg. Dog vil jeg også advare dig. Jeg bed tænderne sammen så meget, at jeg var ved at stille træskoene af det, og nu må trækkes med et kronisk belastningssyndrom. Det er ikke nogen kamp værd, at skulle trækkes med en krop, der lever sit eget liv, og ikke kan tåle nogen form for belastning. DET er et handicap, man for enhver pris skal forsøge at undgå at skulle leve med
Du har din diagnose, og du ved, hvor svært det er for dig nu. Pas på dig selv, så det ikke bliver endnu værre. Lyt til dig selv. Beskyt dig selv. Glem alt om at du er en veluddannet intelligent kvinde, der før i tiden kunne så og så meget. Du har en virkelighed lige nu og her, du skal forholde dig til - og det er at du er et psykisk sårbart menneske. Og der er kun én, der kan passe på dig, og det er dig selv
Du har en kamp at kæmpe, og den skal udkæmpes. Sørg bare få at beskytte dig selv i processen, så du ikke udøver mere vold mod dig selv, og ender med at få det endnu sværere end du har nu

Det fremgår tydeligt af dit indlæg, at du er både intelligent og stædig, og det er ikke så tosset en ballast.;)

Så vidt jeg ved er adhd'ere oftest ganske intelligente.

Den eneste ulempe ved at have "et godt hoved" er, at man ofte føler sig klogere end bl.a. sagsbehandlerne, men der må du så bære over med dem, thi de ved ikke bedre.;)

M.h.t. din sag i kommunen vil det være en god idé, at du sætter dig ind i love og regler som vedrører din sag.
Hvis du kigger øverst på siden her er der noget, der hedder "Nyttige Links", der vil du kunne hente meget information.

Og ellers spørger du jo bare.:)

Bliv her i din tråd, også når du har nye spørgsmål, så er det lettere for andre, at gå tilbage i tråden og se hvad forhistorien er.

Husk, at al kommunikation med kommunen bør foregå på skrift, og hvis du skal aflevere noget til kommunen, så bør du aflevere det personligt og få en kvittering på, at de har modtaget det.

M.h.t. aktindsigt kan jeg godt forstå dig, at du er nervøs for hvad du får at se, men måske kunne du få din mand til at se den igennem før du selv ser den.:confused:
:kram::kram::kram:

Ja jeg er 100% enig med dig, min samvittighed er bestemt også kun til den løsning.
Men jeg skal prøve at beskrive en typisk ADHD situation fra mit eget liv hvor jeg ikke kunne gennemskue forløbet og burde have kunnet holde min mund. Da min datter var på børnepsyk. skulle vi snakke med en socialrådgiver og jeg var så dum at tro det var for at finde den rette hjælp til os og min datter. :mad: Så under den her samtale fortæller jeg ALT for meget om min baggrund og opvækst, som ikke har været så heldig. Hvilket for det første resulterede i at jeg blev ked af det og endelig, at fokus blev fjernet fra min datter til den "interessante" mor. :eek:
Så er der den helt klassiske hvor en bekendt lige spørge hvordan det går? Nøøøjjj

Uhh det lyder godt nok ikke rart. :kram: Tak for din advarsel, jeg kan bestemt relatere mig til AS og har mange autistiske træk også. Det er bare så svært, så svært at stoppe op når man hele livet har fået beskeden om at tage sig sammen. Er tidligere konkurancesvømmer så jeg presser jo bare kroppen, selvom jeg ved det her skal tages alvorligt. At jeg så oveni ikke KAN slappe af fordi det konstant gibber, rykker og hopper i min krop fordi jeg har så meget uro indvændigt.

Hej Tutteren

Sind tilbyder bisidderhjælp. Se dette link: http://www.sind.dk/sind-bisiddere.6

Jeg har ikke kontaktet sind, så muligvis her kan være en mulighed... ADHD foreningen har også nogle ADHD navigatører, men det er frivillige og der er lang større behov end folk der kan hjælpe. :mad: Samtidig er det meget vigtigt for mig at det ikke er en som kan/vil svigte af forskellige årsager og her syntes jeg det bliver for usikkert, såfremt det er en helt frivillig person.

Jeg har lige læst din tråd igen, og forsøgt at træde lidt tilbage for at få lidt overblik. Vi har rigtig mange paralleller, og jeg vil gerne kunne rådgive dig, så du undgår nogle af de fælder, jeg faldt i

For det første slår det mig at du beskriver handlemønstre, der for mig så åbenlyst virker autistiske, men hvor du kalder dem ADHD. Fordi jeg kan genkende dem fra mig selv. Du siger selv at du har mange autistiske træk - men er du nogensinde blevet udredt for det, eller er det bare dit eget 'gæt'?
Kombinationen ADHD/Asperger(autisme) er rigtig træls, da det giver dobbelt vanskeligheder på nogle områder. Jeg anser det for ganske væsentligt at du bliver ordentligt udredt. Da du fik din ADHD diagnose hos psykiater, var det via almindelig konsultation, eller blev du ordentligt udredt med tests og hele molevitten?

Du befinder dig i en aparte situation; Du er et stærkt, intelligent menneske, men du er nu nødt til at kæmpe for at få de rette diagnoser. Før kan du ikke få den rette hjælp
Jeg kan godt forstå dit mishag mod at skulle bede om aktindsigt af frygt for at læse beskrivelsen af dig selv, men du har ikke anden udvej. Du står i en vanskelig situation, hvor livet ikke længere fungere, og det eneste, du kan gøre er at søge ind til kernen af det. Hvilke betyder at se dig selv i øjnene - uanset hvor ucharmerende og utiltalende det må virke på dig. Blot husk at man godt kan være psykisk sårbar med værdighed. Den kan ingen tage fra dig, så længe du holder ryggen rank og hovedet højt

Så første ting, du må gøre i din situation, er at kæmpe for at få en ordentlig udredning, så det ligger fast, hvilke diagnoser du slås med (min udredning tog 5 timer hos en neuropsykolog)

Dernæst SKAL du bede om aktindsigt. Det er bestemt ikke sjovt at skulle læse sig selv beskrevet som en sag. Men tro mig - på et tidspunkt lærer du at distancere fra det. Du skal bare lige over hurdlen. Og huske på at du er så meget andet end beskrivelser, der fokuserer på dine vanskeligheder

Jeg har siddet i systemet 5 år nu, og dette skyldes til dels min manglende evne/ressourcer til at tage min sag i egen hånd. Det var først da jeg kom til K10 august sidste år at jeg fandt på at bede om aktindsigt. Og sikke et chok, jeg fik! Ikke på grund af de ting, de havde skrevet om mig. Men alle de ting, de IKKE havde skrevet
Man tror jo at systemet er der for at hjælpe. Og når man er nede at ligge og ikke kan finde overskud til noget, er man nødt til at tro på at så længe man er fuldstændig åben og ærlig omkring ens situation, og man samtidig beder om hjælp, så kommer hjælpen også. Det gør den IKKE!

Det er så her det groteske indtræder. For hvor man er aller mest svag, skal man også til at kæmpe for at blive set og hørt. Du er ganske enkelt nødt til at have fuldstændig styr på at din sag er godt belyst med relevante dokumenter

Et eks fra min egen sag er at min sag nu har været afvist hos lægekonsulent tre gange fordi den ikke er entydigt belyst - af den grund at sagsbehandler bare ikke finder det relevant at indhente opdateret status attest fra hhv egen læge og psykiater. Samt at de overhovedet ikke var interesserede i at få mig udredt før vi selv begyndte at lægge pres på dem ('vi' som i mine forældre og jeg - da mine forældre kæmper min sag for mig, da jeg ikke selv kan)

Du siger, du kun har været sygemeldt i et par uger. Men det er jo ikke sandt. Din tilstand har stået på længe. Det kan godt være systemet betragter dig som 'nyligt sygemeldt', men så meget desto vigtigere er det så også at du får dem gjort opmærksom på din forhistorie. Ellers vil årene, der er gået forud, og den kamp du allerede har udkæmpet, ikke have nogen som helst betydning

Du fortæller at du er tidligere konkurrencesvømmer og er vant til at presse din krop. Alle alarmklokker ringer hos mig. På den måde, du er skruet sammen på, anser jeg det for overvejende sandsynligt at du ikke er god til at mærke din egen krop (selvom du godt nok siger at du kan). Krop og psyke er en diffus ting, som hænger sammen på områder, vi har svært ved at se. Er du egentlig klar over, hvad der sker i dig, når du presser dig selv? For det handler ikke kun om at du er god til at presse dig selv, så du kan præstere - hvilket jo er en skøn ting, når man gerne vil være den bedste ;) Du beskriver selv reaktioner med ikke at kunne slappe af. Du skal vende den om og se disse reaktioner som faresignaler. Kan du ikke slappe af, kan din krop heller ikke restituere sig selv. Tværtimod forårsager det biokemiske ubalancer, som kan lave rigtig meget rod, bla forstyrre soveevnen samt appetitten. Det sætter kroppen i en konstant stresstilstand. Resultatet kan sagtens være at man ender med en depression

Du røg netop ned med en depression. Ikke en, du er født med, men en, der er blevet fremprovokeret, fordi der er blevet udøvet alt for meget 'vold' mod din krop og psyke. Det er et vink med en vognstang om at du nok ikke har så meget styr på din krop, som du går og tror

Hvilket igen fører os tilbage til aktindsigten, og kampen for at få en ordentlig udredning

Jeg har svært ved at tro på, at din situation bedres blot ved at du kommer i arbejdsprøvning og evt visiteres til fleksjob. Du er nødt til at gå den lange, sejge vej med at finde ud af, hvordan du fungerer. Se dig selv hudløst i øjnene. Og kæmpe for at andre også gør det

Ellers tror jeg du vil opleve at de 52 uger er omme, før du har set dig om, og du er ikke kommet et skridt videre

Det blev et langt, og lettere rodet indlæg, men jeg håber at det giver mening for dig. Jeg har ikke skrevet tingene for at være hård ved dig, men netop fordi du og jeg har paralleller, og jeg ved at det ikke nytter noget som helst at have en naiv tro på at tingene nok skal løse sig, hvis man ikke selv er den, der aktivt gør noget for at få det til at ske

Knus og tanker

PS - har netop skrevet en blog omkring at være psykisk sårbar i det offentlige system. Måske du kan have glæde af at læse den
http://www.k10.dk/blog.php?b=880

Kære Tassi

For det første tusind tak for din omsorg og konstruktive råd, som jeg tager til efterretning.

Jeg er aldrig blevet officielt udredt for aspergers, men er dog udredt hos en dygtig psykiater/overlæge med specialle i bl.a. ADHD, men som en god veninde siger, de opdager nødvendigvis ikke hvis der evt. er autisme også. Så mine autistiske træk er noget jeg selv gætter mig til, både efter hvad jeg har læst mig til og så sammen med min gode veninde, som selv har ADHD og i øvrigt er ved at blive udredt for Aspergs. Men hvad forskeld skulle det evt. gøre også at få en aspergs diagnose på? For mig er de to tilstande meget ens og min medicin for ADHD (straterra) har sådan set virket godt. Så derfor tror jeg også at skånehensynene vil være de samme, da disse vel skal laves udfra personen og ikke diagnosen og ADHD og Aspergs har jo en stor overlap.

Når det er skrevet er jeg ved at fatte min egen afmægtighed, at jeg måske ikke kender min krop og mig selv så godt som jeg troede. F.eks har jeg tideliger forsvoret at jeg skulle kunne få en depression og ja der er jo ihvertfald lige noget jeg ikke har fattet. :confused: Jeg er som sagt henvist til amb. psykiatrisk afdeling og her håber jeg godt nok jeg bliver grundigt udredt, for f.eks. bi-polar og muligvis aspergs jeg ved ikke om de kan det?

Mht. agtinsigt er jeg godt klar over at der ingen vej er uden om det, om ikke andet kan man jo her klage hvis der mangler noget. Det kan man ikke med en partientjournal, det har jeg prøvet det kommer der intet ud af, andet end alverdens grundløse beskyldninger. :mad:

Jeg er langsomt ved at sætte mig ind i lovgivningen og heldigvis så er jeg rimelig god til at sætte mig ind i den slags omend noget må læses et par gange.

Så har jeg jo en del erfaring fra min datters sag og ved at man er nød til at holde dem i ørene HELE tiden ellers går alt i stå... Hvad vi ikke har fået af lovninger om forskellige undersøgelser, som lægen godt nok ikke lige har bestilt... Så går man bare og venter og venter...på ingenting! De siger simpelthend hvad som helst bare for at slippe af med en, jo jeg kender det. Eller at man bliver kastet frem og tilbage imellem to sygehusafdelinger. :mad: Åhh jo, jeg ved at efter 14 dage fra henvisning SKAL partienten have en tid. Det komunale system er jo ingen undtagelse, slet ikke. ;)

Men jeg skal nok passe godt på mig selv og prøve at lære hvad jeg ikke kan holde til. Er godt klar over at den motoriske konstante uro ikke er tegn på noget godt, når man f.eks. vågner om natten og slet ikke kan ligge stille. Jeg har to dejlige børn og mand som jeg skylder at passe på mig selv.

Jeg vil læse din blog, helt sikkert. Tak

Glemte lige at skreve at jeg er medlem af HK og har før snakket med dem om mine muligheder, så jeg ved de har en faglig medarbejder som både er meget dygtig og som jeg snakker godt med. Så dem vil jeg helt sikkert også tage med på råd og få dem til at hjælpe hvis det f.eks. bliver nødvendig at klage.

Det syntes jeg er en god ide og er sikker på de også gerne vil tage med som bisider, jeg har i hvert fald en med fra dansk metal til alle mine møder og min sagsbehandler hader det, for han fanger alle de ulovligheder de prøver at lave,

Glæden er helt på min side. Jeg har selv modtaget mange råd herinde, og det er dejligt, hvis jeg kan begynde at give lidt tilbage :kram:

Man skal jo stille spørgsmålene for at finde svarene, og Aspergers kan være en meget svær diagnose at identificere hos voksne, fordi vi har lært at kompensere for mange af vores begrænsninger. Vi kan derfor være nok så meget aspergers, men ikke umiddelbart fremstå sådan. Jeg tror ikke det er normen at lede efter aspergers, når man udreder for ADHD

Jeg må indrømme, jeg ikke kender meget til problematikken, men har en bekendt med begge diagnoser (som er førtidspensionist grundet dette), som har givet udtryk for, hvor vanskeligt det er, da de to tilstande nogle gange 'modarbejder' hinanden. Bla har han snakket om at aspergerdelens evne/hang til at forfølge et mål/interesse går dårligt i spænd med ADHD delens 'myrer i kroppen', med det resultat at man ikke kan stoppe mens legen er god. Med andre ord oplever man sig selv opføre sig nærmest manisk når man beskæftiger sig med noget. Man kan ikke mærke kroppens udmattelse (jo, det kan man godt på et eller andet plan, men al fokus er i hovedet, og kroppens reaktioner opleves dermed gennem en slags tågedis). Man formår derfor at fortsætte langt ud over, hvad kroppen kan holde til, med alle mulige konsekvenser til følge (udmattelse, biokemisk ubalance, dårlig søvn osv)
Men, som sagt, jeg kender ikke nok til det, til at kunne udtale mig så meget om det

Problematikken har flere gange været vendt herinde, om hvorfor man har brug for at få en diagnose. Det er jo netop ikke ud fra et behov for at sygeliggøre sig selv, eller fokusere på alle sine vanskeligheder. Men har man invaliderende vanskeligheder, er man nødvendigvis nødt til at kende årsagen for at man kan imødekomme dem på en konstruktiv måde. Det er dog helt op til den enkelte om man føler behovet for diagnoserne

Omvendt tror jeg det kan være ret afgørende i forhold til systemet, når de skal finde en 'holdning' til dig. Der er jo stor forskel i deres opfattelse af dig, hvis ordene feks er:
1) xxx er træt og slås med depression. Kan ikke rigtig overskue dagligdagen. Er medicineret mod ADHD med succes
2) Som lidende af ADHD og Aspergers syndrom er livets udfordringer gradvist blevet sværere at håndtere. Dette kom for alvor til udtryk under datterens vanskeligheder, og xxx har, grundet ADHD/Aspergers kombinationen, ikke haft de nødvendige redskaber til at håndtere presset. Resultatet har været udviklingen af de komorbide tilstande depression samt neurasteni. xxx er medicineret med succes mod ADHD, men der kan ikke medicineres mod tilstanden aspergers syndrom. Grundet xxx's diagnosekombination må hun derfor betragtes som ekstra sårbar i forhold til at møde livets udfordringer

- blot et par tanker, jeg håber du kan bruge til noget :)

Ja det kan jeg bestemt godt og jeg tror faktisk også at der er flere ting som giver mig problemer. Men lige præcis hvad det hedder ved jeg ikke og det må jeg jo overlade til de professionelle. Det er også klart at min vej i systemmet bliver nemmere jo mere præcist de forskellige problematikker er beskrevet og hvad konsekvens de har for min arbejdsevne. En diagnose er guld værd og det i bogstaveligste forstand.

F.eks har jeg reageret meget spøjst på den antidepressive medicin som jeg regnede med ville være flere uger om at virke... Men for mig har den haft effekt stort set med det samme. :confused: Meget sært, men jeg skal jo selvfølgelig ikke klage over at få det bedre. ;) Men for at gøre det lettere for den psykiater jeg skal til har jeg skrevet en masse ned om hvordan jeg har haft det den sidste måned. Kommer der så ændringer igen, vil jeg føre dagbog for ellers kan jeg simpelthen ikke huske det bagefter.