Bisidder til møde med kommunen
 

Hejsa

Jeg har kikket lidt med i gamle tråde og der her syntes jo som stedet ved nogle virkelig kompentente mennesker. Kort sagt vil jeg høre om man som psykisk sårbar og psykiatrisk patient har ret til en bisidder, evt. en af kommunen betalt person?

Lige lidt kort om min historie, undskyld hvis det bliver alt for rodet, det ER rodet, men jeg skal gøre mit bedste.

Jeg er uddannet grafikker og arbejder efter endt uddannelse ca. 4 år på fuld tid. I 2002 bliver jeg gravid med mit første barn, en kompliceret graviditet som ender i en traumatisk fødsel. Den første tid er langt fra en rosenrød babytid, men vi klarer det og hun begynder i en fantastisk dagpleje da hun er 11 md.

Jeg arbejder så et år på samme arbejdsplads under stigende pres fra ledelsen som ønsker at få min barselsvikar istædet for mig. Jeg kæmper rigtig hårdt for mit job og har bla. kun 1 sygedag det år, bare i håb om at kunne please og tilfredsstille dem. Men det ender jo med en fyrring, bla. fordi de kan måle at jeg slet ikke er effiktiv nok!

De næste par år har jeg enkelte job, men bliver hver gang fyrret inden prøvetiden er omme.

I 2006 får jeg barn nr. 2 efter normal fødsel og graviditet og alt ser godt ud, tror vi. Indtil hun begynder at få uforklarelige anfald, som vi i starten slå hen og ikke bekymrer os så meget om.

Da hun er 1 år i 2007 starter hun i dagpleje og jeg starter op i et nyt grafiker job. Lykken er dog kort, for hun får et rigtig krampeanfald i dagplejen og kommunen nægter at tage ansvar. Jeg bliver fyrret, da jeg stadigvæk er i min prøvetid og en lang kamp for at få hende udredt begynder. Først får jeg dagpenge, da sygehuset ikke mener hun fejler noget alvorligt. Men så får hun endnu et krampeanfald som jeg får filmet og så får hun diagnosen epilepsi. Så fra juni 2007 bliver jeg første gang bevilliget 37 timers Tabt Arbejdsfortjenste efter §42. Men kun i 3 md. og sådan fortsætter det, en 3 md. 1 md. somme tider 4 md.'s bevilling af gangen imens man arbejder på en mere sikker diagnose og behandling.

Jeg påbegynder et forløb hos en psykiater som resultere i en ADHD diagnose i april 2009 og heraf opstart på medicin. Pludselig er der meget i mit liv som giver mening og jeg får det godt med hjælp fra medicin og psykoedukation.

Min datter havner så hos børnepsyk. som giver hende en diagnose på emotionel forstyrrelse, men mener i øvrigt ikke hun har brug for hjælp. Så min TA bliver frataget mig og maj 2010 melder jeg mig ledig.

Vi forsøger at få vores datter til en ny specialist da hun stadigvæk uforklareligt mister tonus som resulterer i fald. Hun er også meget træt med alt hvad det medfører. Men vi har fået en ny speciallist men stadigvæk ingen diagnose. Har en ankesag kørende på 5. måned hvor jeg har søgt TA §42 igen.

Nå men tilbage til mig selv. Jeg er ledig, får ingen hjælp fra kommunen, men finder med min mands hjælp en privat praktik, som man jo skal efter 9 md.s ledighed. Jeg kollapser dog få dage før jeg skal starte op og nu er jeg så sygemeldt med en alvorlig depression, hvor min læge var tæt på at indlægge mig, pga. selvmordstanker. Kort sagt jeg har det virkelig af ******* til.

Jeg skal i behandling amb. på psykiatrisk afdeling om en måned og er lige startet med antidepressiv medicin oveni min ADHD medicin.

Det er muligvis svært at læse i mit indlæg :( men jeg er faktisk meget intilligent og meget stædig. Jeg kender mig selv og min krop godt og ved at den her nedtur har været længe undervejs, men jeg kæmper til sidste blodsdråbe, så at sige. Jeg tror ikke at jeg de næste 10-15 år, måske aldrig, bliver i stand til at påtage mig et normalt arbejde på 37 timer. Men jeg vil virkelig gerne arbejde og bidrage til samfundet.

Men pga. min ADHD har jeg virkelig svært ved at kommunikere, sådan verbalt. Jeg kan ikke aflæse kropsprog særligt godt og jeg nærer en dyb mistro mod systemet som har svigtet mig så mange gange. Forsøger dog på ikke at bære nag og istædet betragte socialrådgiverene, læger, pædagoger som velmenende mennesker som dog ikke altid forstår mig. Da jeg er sådan en sælsom blanding af styrke, viden og idioti eller det vil sige at lige pt. er jeg bare 100% idiot da depressionen har sat en stopper for den sidste rest af tankevirksomhed.

Jeg har jo kun været sygemeldt et par uger og kan jo for tiden intet, men tiden går og pludselig rammer man jo de 52 uger. Jeg håber/regner jo også med at få det bedre så der kan være mulighed for en arbejdsprøvning som forhåbentlig kunne munde ud i en bevillig af flex...

Nogle gode råd til mig evt. andre med lignede diagnoser og forløb modtages gerne, samt besvarelse på evt. spørgsmål.

Kære Tutteren

Velkommen til k10.

Trist historie, men godt at du blev diagnosticeret og sat i behandling.

Du har ret til at tage en bisidder med til mødet.

M. h. t. en af kommunen betalt bisidder, skal du ikke gøre dig nogen forhåbninger.

Men kender du ikke en ven-/inde, slægtning eller lignende, der kan gå med ?

Du kan optage mødet, hvis du ikke finder en egnet bisidder.

Bliv hængende her i din tråd, der kommer helt sikkert råd til dig af de ærede medlemmer her på k10.

Bedre med en ven
 

Hej tutteren
Velkommen til k 10
Jeg tror det vil være bedre at tage en ven/kæreste med på kommunen og så få aktindigt så du ved hvad kommunen skriver i din sag.
Du kan se mere om aktindsigt her: http://www.k10.dk/media/skema/aktindsigt.pdf
Du skriver videre
"jeg nærer en dyb mistro mod systemet som har svigtet mig så mange gange. Forsøger dog på ikke at bære nag og istædet betragte socialrådgiverene, læger, pædagoger som velmenende mennesker som dog ikke altid forstår mig. Da jeg er sådan en sælsom blanding af styrke, viden og idioti eller det vil sige at lige pt. er jeg bare 100% idiot da depressionen har sat en stopper for den sidste rest af tankevirksomhed."
Du har desværre god grund til at nære mistro til systemet - du er ikke idiot og din mistro er ikke et udtryk for sygdom - stol på din dømmekraft. Dit indlæg er klogt - så slå ikke dig selv...
God bedring! kender desværre selv det med depression

Undskyld jeg blander mig i denne her tråd.

Men må man også have en bisider med når det er en partshøring eller skal man klare det selv???

Du må have bisidder med til ALLE former for møder med kommunen.

Kommunale Støtte Kontakt Personer
 

Hej Tutteren

Først ros til dig for et godt velformuleret tekst/baggrundshistorie om dig;)

Svar på dit spørgsmål med dette citat fra understående link

http://www.godsocialpraksis.dk/ShowE...?ExampleID=439

Måske er dette link til din kommunes Støtte Kontakt Personer (SKP ordningen)

http://www.faaborgmidtfyn.dk/borger/...etteordninger/

Du skriver:
Jeg tror at hvis man kommer med en god indstilling (udstråler og giver udtryk for det) til mennesker er velmenende, bliver man også behandlet bedre fra SB/jobcenter.
Hvis du viser dem at du ikke har tillid til dem/systemet, opgiver systemet dig og du ryger i "kværulant / besværlig kassen"

Får du bevilget en kommunal støtte kontakt person, tror jeg ikke du skal være bleg for at tage denne person med som din bisidder, for så får du måske mere respekt fra SB (Sagsbehandler).
Jeg har læst flere indlæg herinde på K10, at har man en privat socialrådgiver med som bisidder, får man respekt og hurtigere sagsbehandling.

Tråd eks. på privat socialrådgiver
http://www.k10.dk/showthread.php?t=1...cialr%E5dgiver

Mvh Mr x

puha, Det er jeg glad for at høre, bare ordet partshøring har givet mig koldt ned af ryggen, da jeg troede det var en hel flok fra kommunen der skulle krydsforhøre mig i bedste afhøringsstil, er meget mere tryk ved det nu hvor jeg ved jeg kan have min hjælper med.

Tak for varm velkomst. Jeg har én god veninde, men hun er meget hængt op både privat og arbejdsmæssigt og jeg har brug for en person som er stabil. Familien duer desværre ikke, jeg har kun min mand og børn og han har nok at gøre med arbejde og børn.

Lige præsis agtinsigt er jeg meget bange for. :( Jeg er meget følsom og nærtagende og har svært ved at lægge noget, som sårer mig, væk igen. Jeg har fejlagtigt sagt ja til at få min datters journal fra børnepsyk. og det var ikke rare ting der stod i den. Den handlede mere om mig end hende selvom de på intet tidspunkt kan påvise dårlig kontakt eller i det hele taget noget jeg gør "forkert" i samværdet med min datter.
Ked af at høre du også har erfaringer med depression.

Tak:(

Jeg vil kikke på dine links, det var lige hvad jeg havde brug for. Vil for alt i verden undgå at havne i den der kvævolant kasse og da jeg har ADHD kniber det jo med impulskontrol så derfor kan jeg i affekt sige frygtelige ting. Jeg kan heller ikke finde ud af at lyve/omgås sandheden eller f.eks. undlade noget som måske var bedst usagt. Så kan jeg ikke huske bagefter, hvad det nu lige hvar der blev sagt.:rolleyes: