Fleksjob-venner
 

Jeg har i et par år haft et fleksjob 20 timer ugentligt på en større arbejsplads, hvor jeg er den eneste fleksjobber med en usynlig sygdom. Arbejder i fleksjob pga. stress/depression m.m, men min sygehistorie og historik kan ikke ses på mig, og jeg oplever i den forbindelse både misundelse, udelukkelse og manglende forståelse. Jeg er jo ikke´rigtigt syg´. Folk (selv min nye chef) kan ikke forstå, at jeg skal blive ved at arbejde i fleksjob, når jeg nu ser så rask ud. At fleksjobbet faktisk er permanent...At jeg bliver syg og går ned med flaget, hvis jeg arbejder fuld tid. Vil hest bare behandles som en alm. ansat på halvtid, uden særopmærksomhed på mig eller snakken i krogene.
Savner i den grad kontakt og sparring med andre fleksjobbere, da jeg oplever at det kan være svært at blive accepteret. Jeg har jo ikke en fysisk sygdom, som måske ville gøre det lettere at blive accepteret. Man skal være stærk for at arbejde i fleksjob og ikke lade sig påvirke. Men det ikke altid lige let.

Fleksjob-venner
 

Jeg har i et par år haft et fleksjob 20 timer ugentligt på en større arbejsplads, hvor jeg er den eneste fleksjobber med en usynlig sygdom. Arbejder i fleksjob pga. stress/depression m.m, men min sygehistorie og historik kan ikke ses på mig, og jeg oplever i den forbindelse både misundelse, udelukkelse og manglende forståelse. Jeg er jo ikke´rigtigt syg´. Folk (selv min nye chef) kan ikke forstå, at jeg skal blive ved at arbejde i fleksjob, når jeg nu ser så rask ud. At fleksjobbet faktisk er permanent...At jeg bliver syg og går ned med flaget, hvis jeg arbejder fuld tid. Vil hest bare behandles som en alm. ansat på halvtid, uden særopmærksomhed på mig eller snakken i krogene.
Savner i den grad kontakt og sparring med andre fleksjobbere, da jeg oplever at det kan være svært at blive accepteret. Jeg har jo ikke en fysisk sygdom, som måske ville gøre det lettere at blive accepteret. Man skal være stærk for at arbejde i fleksjob og ikke lade sig påvirke. Men det ikke altid lige let.

Kære Gunilla

Du kan tro at jeg kender det !

På min tidligere arbejdsplads var der en, der ikke kunne dy sig for at sige:

"Det må da være fedt at kunne få fuld løn for at arbejde 12 timer om ugen".

Jeg svarede ganske kort : " Jeg tjente altså 20.000 mere om måneden før min sygdom,

altså den løn DU har, men vi kan da godt bytte, bare du OGSÅ får mit handicap".

SÅ blev der ikke talt mere om DET ! :)

:DHOV, du har oprettet samme tråd 2 gange:D

Hej Gunnila.

Jeg kan kun give dig ret i det du skriver, ja det er lettere med et (brækket ben) synligt, end med en psysisk lidelse.

jeg har desværre selv oplevet det med mit sidste flexjob, hvor jeg blev presset og udsat for misundelse .

Min chef ville presse mig til flere timer(hvilket jeg selvfølig ikke gik med til) derefter ville han ikke give mig tillæg for møder efter arbejdstid eller afspadsering, hvor jeg fik hjælp fra fagforeningen.

Mine kollegaere kiggede på deres ur om jeg kom og gik til tiden, hvilket jeg selvfølig gjorde.

Selv min mærkelige jobkonsulent , syntes at med DEN LØN JEG FIK, burde jeg da godt lige kunne give den lidt mere.

Ja det endte med et stress sammenbrud, så ja du har ret man skal være stærk for at blive accepteret , nogle steder som flexer.
hilsen thelma.

To tråde er lagt sammen, derfor kan det se lidt rodet ud, der var svar i begge tråde, så husk kun en tråd.

MVH
ADMIN

Fleksjobber....
 

Hej Gunilla.
Jeg synes det er et godt emne, du tager op her - og hvor giver jeg dig ret!

Jeg blev tilkendt fleksjob pr.1/8-2010 i mit nuværende job, efter en lang og opslidende sagsbehandling.
Trods det at min "chef" har deltaget i møderne med kommunen og ved hvilke skånebehov som er blevet nedskrevet, så oplever jeg at ingen af mine kollegaer er blevet informeret om disse, og hvad det vil sige at have en fleksjobber ansat!!
Jeg ved så, der findes en pjece der omhandler emnet, vil prøve at få fat i denne hos jobkonsulenten og "offentliggøre" den på min arbejdsplads - synes bare ikke det er min opgave...:rolleyes:

Kh nobelis

Jeg tæller nok ikke med her,for jeg har ikke været i job de 6 år jeg har været flexer.
Men jeg ville enlig ikke bryde mig om at jobkonsulent eller andre fortalte om mine dårligdomme til kolegane,det kan jeg godt selv,i det omfang det er nødventigt.

misundelse og manglende forståelse er der bestemt også uden for arbejdspladserne.
Alle vil gerne arbejde halv tid til fuld løn,men jeg trivler på at de alle vil have vores dårlig domme også.

jeg vil foreslå at fortælle om at det man fejler altås er kronisk,det et er da et ord de fleste forstår.
men der jo nogle der bare ikke kan se ud over ejen næse,og så er der nok ikke så meget at gøre ved det.

Jeg kan forestille mig det er noget der ødelægger arbejds lysten.

Håber du kan få dem til at være mere forstående ,med tiden :kram:

Kan kun sige at det ikke behøver at være fleksjob der gør folk misundelige.Jeg var ude for en arbejdsskade der så gjorde at jeg var deltidssygemeldt i en periode efter aftale med arbejdsgiver.I starten var folk meget forstående men der gik ikke lang tid før specielt når vi var pressede på tid at der begyndte at komme hentydninger om er det nu nødvendigt og det er altså iriterende at vi ikke kan regne med dig og andre sure opstød.

Det hele endte med at jeg blev opereret for en stor diskusprolaps efter mit fald og 7 mdr. senere stivgjort i lænden.Men det er en oplevelse jeg sent vil glemme.Jeg havde da jeg kom til skade arbejdet sammem med de folk i 5 år der nu var iriterede over jeg ikke var fuldtid så tror at uanset hva så vil der altid på en eller anden måde opstå en eller anden form for Jalousi trist men sandt.Hanne

Kære Gunilla.

Hvor er det trist at læse din fortælling om dit nuværende job.
Jeg kan til fulde følge den med, at et usynligt handicap er svært! Det er det jo også som klient i det offentlige system - min vej til fleksjobbevillingen var ofte præget af uforstående sagsbehandlere, for man kunne jo ikke se at jeg fejlede noget! Men min kroniske sygdom kommer og går, den kan være i dvale eller den kan vise tænder og være aktiv.

Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet indenfor faget i 12 år. Havde kun været på min sidste arbejdsplads i 3 måneder, da jeg blev syg og blev sendt i udredning. Da jeg så kom tilbage til arbejdspladsen med en diagnose i rygsækken at skulle forholde mig til, var det bare for svært - både for mig, for ledelsen og kollegerne. Det endte med et sammenbrud og en ledelse, der ikke var interesseret i at indgå i fleks, hvilket var en stor skuffelse for mig. Men jeg havde jo ikke nået at være der ret længe, før jeg blev syg, så de kendte mig ikke godt nok og vidste ikke, hvem jeg var og hvad jeg egentlig kunne og havde at byde ind med.

Det endte med en langtidssygemelding og til sidst en opsigelse.
Da jeg fik fleks tilkendt syntes jeg, det var en god anledning til et karriereskift. Jeg har været så heldig at score et supergodt job i en statslig virksomhed, har nu en "sekretær m.m." funktion, arbejder 15 timer om ugen og er så glad for det. Jeg er blevet taget så godt imod og føler mig fuldt integreret i personalegruppen. Jeg oplever ingen misundelse, folk ved vist godt at jeg har mit at kæmpe med. Der er en grundstemning af accept og forståelse på min arbejdsplads og det er SÅ givende og dejligt at være der. Jeg tænker, at du også må kunne finde en arbejdsplads, der vil kunne værdsætte dig og de ting, du kan, i stedet for misundelse (hvad er der egentlig at være misundelig på?!? :rolleyes:), og når chefen ligefrem heller ikke forstår er det da helt galt...

nobelis: har det ikke været svært at skulle overgå fra "almindelig ansat" til fleksjobber på samme arbejdsplads?? Jeg tænker det vil være svært, når man tidligere har været der fuld tid, og så pludselig skulle gå markant ned i tid men stadig få den samme løn. Der er virkelig grobund for misundelse og manglende forståelse.