Psykisk syg - Hvordan forklarer man dét?
 

Hej alle på K10,

Jeg er dybt frusteret og føler mig som et ringere mennekse, fordi jeg har den sygdom jeg har, og er på Ftp.
Jeg blev tilkendt pension i 2009 efter at have kæmpet mod kommunen siden jeg var 18 år - er 33 år i dag.

Jeg er enlig mor til to børn på 3 og 7 år og har en biopolar lidelse (tidligere maniodepressiv), som dog er under fuld kontrol og har været det siden jeg fødte den yngste.

Jeg er så led ved mig selv, når folk spørger hvad jeg laver - for jeg laver jo ikke en skid, selvom jeg er ret intelligent ect...
- Det er som om mit sind slet ikke kan affinde sig med at jeg "bare" går hjemme...

Det er også svært at finde en kæreste, da de fleste løber skrigende væk, når de hører jeg er pensionist PGA EN PSYKISK SYGDOM:mad:
Syntes jeg bliver mere og mere ensom og lukker mig mere og mere inde og undgår andre mennekser, for tænk nu, hvis de spørger, hvad jeg laver???

Hader at det skal påvirke mig så meget, og havde jeg haft en mand/kæreste var jeg ikke sikker på, at problemet ville have været så stort.

Man kan jo ikke mærke på mig at jeg er syg. Jeg er velfungerende i dagligdagen omend jeg bliver en smule mere træt end andre mennekser og har en lavere stresstærskel, men jeg har jo ikke fis i kasketten:confused:

Hvad gør I? Hvor møder i ÆGTE mennesker og hvad fortæller I at I laver, når I er psykisk syge?

Kram Lotte

Hejsa Lotte !
VELKOMMEN til ! Her møder du ihvertfald ÆGTE mennesker - der ved hvordan man har det :)

Jeg tror alle der har en "skjult sygdom" kender til det du skriver !

Jeg har haft perioder hvor jeg nærmest følte jeg ikke længere var mig men en omvandrende sygdom - og en trigeminusneuralgi kan altså ikke ses - så følelsen af at jeg bare "skabte mig" bar jeg på ret længe !
Jeg er holdt op med at konstant " bære et alibi" printet i panden ! Selvfølgelig er der perioder hvor jeg ligner noget katten har slæbt ind på et krisecenter for voldsramte kvinder når jeg er blevet opereret i ansigtet - og oplever den omsorg og ynk det indebærer - men stingene er da knap nok ude førend de mærkelige spørgsmål kommer igen.
Min sag ligger i pensionsudvalget pt og jeg venter på en afgørelse ! Og jeg har besluttet mig at får jeg tilkendt ftp - så er det så absolut kun de nærmeste der får det at vide ! Resten kan da være bedøvende ligeglad - og de ved heller ikke hvilke uanstændige kampe jeg har måttet kæmpe for at overleve - eller hvilke vanvittige oplevelser jkeg har med i rygsækken !
Og ja : min kæreste skred ret tidligt i mit sygdomsforløb - og har da tænkt de samme tanker som dig ! Hvordan lyder en kontaktannonce ikke :
Tandløs kontanthjælpsmodtager med kæben fuld af skruer søger ligesindet der er lige til at bide i ......

Næ - jeg har sat "kæreste søges" på stand-by indtil jeg igen har tillid til min omverden - og indtil da må jeg hænge ud herinde - hvor der er folk der forstå mig ....
KH
Vibbe

Hej Lotte og velkommen til

Jeg forstår godt dine tanker og har dem også selv. Jeg har ikke en psykisk diagnose, men en fysisk. Dette tror jeg er lidt underordnet idet det er ens selvopfattelse omkring sig selv der er det mest undergravende. Jeg føler at jeg ikke er så meget værd, at de 'andre' sikkert mener jeg bare spiller komedie, jeg får da aldrig en mand (har som Vibbe sat den på standby) osv osv. Jeg ved som dig at hovedet ikke fejler noget og er selvfølgelig enig med dig i, at du ikke har fis i kasketten :-)))

Men jeg er i hvert fald kommet frem til, at lige præcis denne del af mig (selvværdsdelen) er det min opgave at arbejde med, og det gør jeg så via psykolog, gode venner m.m.

Det er faktisk mit eneste råd - du skal have vendt dit selvbillede - også dit billede af, hvordan andre ser dig - et gammelt ordsprog siger: at det du tror på, er det som sker for dig.

Hvordan jeg melder ud, når jeg møder nye mennesker? Tja i begyndelsen udgik jeg at møde nye mennesker - nu øver jeg mig i at sige sandheden: jeg er på kontanthjælp, jeg har fibromyalgi og ved ikke om jeg får fleksjob eller førtidspension.

Det er utrolig svært for mig, og jeg forsøger, ikke at vurdere hvad andre tænker, men mere fokusere på hvad jeg oplever, når jeg siger det - for det er min selvoplevelse der skal bringe mig videre - ikke hvad andre tænker eller gør.

Håber du ku bruge det til bare lidt ;)

:kram::kram::kram:

Åh Vibbe! Du er sgu fantastisk, med din store humoristiske sans.

Kære Lotte! Ikke nemt ikke nemt !Men hovedsagen er at bare du har det godt med at være ftp 'er så må resten af verden sgu synes hva fanden de vil. Ved godt, at alt ikke bare er sort på hvidt og det kan være meget svært, når man ønsker sig en ven . De hænger jo ikke ligefrem på træerne, og skriger en i hovedet : her er jeg vil du ha mig , jeg vil nemlig gerne ha dig ! Det bliver jo ikke nemmere når man så oven i købet selv er psykisk syg, som i dit tilfælde og for den sags skyld osse i mit . Jeg er bare så gammel og har for længst opgivet den del af livet . Du er stadig ung Lotte og har sikkert meget at byde på . Tro på det vil lykkes, så skal det nok gå. Ved ikke om du har lyst til du lille skånejob eller lign. , så var det måske en mulighed . Tænker bare i forhold til dit selvværd Lotte . Masser af held og lykke til dig og dine børn . Knuz Pedro

En mulighed kunne måske være frivilligt arbejde..

F.eks. indenfor handicapidræt eller sådan noget.. der vil du møde ligesindede, det er en blanding af børn og voksne med psykiske eller fysiske handicaps og så nogle uden diagnoser/fysiske handicaps, som er pårørende, og derfor bare kender alt til den slags..

Der vil du opleve en rummelighed, og slippe for alle forklaringerne - og der vil du som enlig mor også kunne have dine egne børn med..

Og der er altid brug for en ekstra hjælpende hånd, så alle de børn der allerede har deres at slås med, også kan få oplevelser lige som alle andre børn..

Lotte.. jeg kan godt følge dig i det du skriver mht til en partner .. alm mennesker tror jo at er man bipolar eller en anden psyk sygdom, så har man enten fis i kasketten og render rundt med en økse... eller ligger i sengen og leger Maud :rolleyes:

Hvis du har mod på det, så kunne du evt kontakte et center for frivillige om de evt kunne gøre brug af din arbejdskraft i et par timer om ugen... men husk ikke flere timer end at du også er frisk til dine børn..
Og har du først fået benet indenfor, så bliver din berøringsflade også større .. måske er der en sød kæreste .. elller nogle der kan blive gode venner og så derigennem kan du finde dig en kæreste... ♥♥

Og det er jo slet ikke sikkert at du skal fortælle din diagnose første gang du møder et andet menneske... det burde være nok at du bare siger at du er førtidspensionist hvis nogen spørger...

Så ret ryggen og hold hovedet højt.. du er ligeså meget værd som alle andre mennesker .. ♥
Knus Lone

Velkommen til k10, super side *ss*

Du giver mig helt lyst til at fortælle dig en lille historie.

En ungkarl, her fra min lille by, en lidt speciel mand, men samtidig, har man ikke kendt ham længe før man fanger at han er et følsomt gemyt, og en af dem som kun vil sine medmennesker deres bedste.
Han har det ret svært med de der damer, og det hjalp bestemt ikke at han blev FP´er (fysisk ikke psykisk) til del fordi han burede sig selv inde pga forestillingen om fordommene, så han begyndte kun at se de mennesker han havde kendt længe.

Skæbnen vil så at han en nat bliver vækket af hans kat som slikker ham i hovedet, først vifter han kræ´et væk,+ den kommer tilbage og han opdager en underlig lyd, og vågner derfor op... huset står i lys luge, kan kunne ikke nå at rede noget som helst, og måtte kravle ud af soveværelses vinduet. Da brandfolkene ankommer 7 min senere er der virkelig kun de bærende væge tilbage.

Han finder så en lejlighed i nabobyen, hvor han stærkt plaget af en dep, flytter ind. Nabokonen "fanger" hans tilstand, og nægter at lade ham slippe, hun er ret vedholden, og møg irriterende, klart han vil jo helst have lov at være i fred, og da slet ikke fortælle nogen at han er FP´er.
Med tiden går det op for ham at hun går hjemme, og langsomt, begynder han at åbne op.

Denne dame har det faktisk som han, og er bange for fordommene, hun er FP´er på psyken, og har hørt lidt af vært også fra hendes egen familie, så de her 2 dejlige mennesker har til fælles at de har svært ved at stole på andre, finder de så ud af med tiden.

Det er nu 4 år siden huset brændte og til efteråret skal de giftes, med den super dejlige sideeffekt at damen, som ellers var MEGET syg, er på vej ud af medicinen og er begyndt at tur at åbne sig op over for fremmede, hun er begyndt at stole på at hun ER noget værd, lige meget hvad andre tænker og siger. Og han er begyndt at ture begå sig blandt andre, nu ser vi ham igen i byen, som et aktivt ansigt, akkurat som før han blev FP´er, dog knap så meget, men nu har han jo også hans dejlige kæreste og hendes (ikke hjemmeboende, hendes valg) børn at bruge hans tid på.

Så når det ser aller aller stortest ud, kan det hele vende til livets lykke, for naturligvis er DU noget værd, du er født akkurat lige så nøgen som alle andre ;) der er bare nogle mennesker som er opdraget til at tro de er født med tøj på kroppen, gæt hvilket menneske der har det mest givtige liv??

Jeg ved godt hvad jeg helst vil, det arbejdsliv jeg havde hvor jeg så ned på dem som ikke gad arbejde, eller det jeg har nu, hvor mennesker ligger for mine fødder på en helt anden og langt mere åben måde... jeg ved godt hvilket liv der er det mest givtige, og det er det jeg har nu... jeg vil hellere leve med fordommene (og forsøge at bekæmpe dem, jeg er ADHD´er) og have det meget mere forståelse og respekt for andres liv, især de svageste... mit hjerte banker på en HELT anden og langt mere åben måde.

Jeg håber du når lige så langt som jeg, en gang, om det så er din natur der byder dig at få vendt tingene, som det har været for mig, eller om det er det at opleve at et andet menneske er hamrende ligeglad, som bare elsker dig som du er på godt og ondt, som med min bekendte, eller om det er noget helt 3.
For en ting er sikkert du er lige så god og meget værd som alle andre, og mere værd end dem med fordommene fordi du er klogere og derfor ved bedre.

Hov hov, du har to små børn. Det er fuldtidsarbejde. Jeg vil gætte på, at når ungerne bliver mere selvhjulpende kan du finde en eller flere ting, der vil optage dig og vil kunne give dig en supplerende identitet.

Jeg er også bipolar, ligesom dig. Og som du selv nævner sætter det sig ikke på intelligensen. Jeg håber, at når jeg for ro i hovedet en dag, når pensionen er på plads, vil jeg jeg skribe mine erindringer og det bliver ikke en kedelig bog.

Og med hensyn til kærester har jeg fundet ud af, problemet ligger hos mig selv. Jeg havde talt en del med en dejlig sød mand - imidlertid ramlede min verden sammen i den her pensionssøgning og jeg blev indlagt i 3 uger. Jeg skrev det til ham og var sikker på, at jeg ikke hørte mere fra ham.
For ham var det ikke et problem, fordi han siger, at han kan godt se, hvem jeg er og "man smidder ikke guld på gaden". Det er noget af det dejligste, jeg nogen sinde har hørt.
Knus

er glad for jeg har fået diagnoser på jeg er Psykisk syg
er glad for jeg har været indlagt i flere måneder
da det forklare en masse ting, jeg har været igennem hele mit liv
er dog også fysisk syg, men en del symptomer kunne ikke forklares
nu er kommunen begyndt og tage min sag seriøst
flere i min famille er Psykiske syg, så det gør det noget nemmere at forklar
er ved at blive indstillet til bosted, det glæder jeg mig lidt til
er netop også social isolerede.
samt man skal kæmpe mod kommunen om pension
det er ikke nemt og være syg i Danmark

men hvis du har fået det bedre, kan man jo få et skånejob