At sige fra...
 

Jeg er i endnu et aktivforløb. Det er simpelthen ved at tage livet af mig - fordi jeg er så dårlig til at sige fra:mad::mad:
Der er fuld forståelse for at jeg ikke kan klare tilbudet, og at jeg er "fejlplaceret" i det aktuelle tilbud. Så der er fuld accept af at jeg tager mange pauser, går tidligere hjem osv....men jeg kan bare ikke finde ud af det. Mon man kan få en tillægsdiagnose som behagesyg autoritetstro arbejdsnarkoman, som har svært ved at acceptere egen formåen - eller mangel på samme:mad::o
Jeg får gentagende gange at vide, at jeg skal stoppe før min grænse er nået, men jeg fortsætter langt ud over grænsen, og resultatet er ikke kønt! Jeg har så ondt, bliver vanvittig træt og er ved at flå hovedet af mand og børn i ren afmagt. Desuden magter jeg stort set ikke at deltag i den daglige husholdning.

Jeg har vist brug for en peptalk!

Kan du ikke finde en på tilbuddet som kan tage dig i nakken og give dig et los, hvis du ikke passer på dig selv? Det gavner jo hverken dit helbred eller din sag hvis du fortsætter sådan :)
Ned fra hesten ;)

Det lyder til at du godt kan have brug for noget hjælp til at gøre det lettere for dig at trække dig tilbage. Måske i en periode så du kan komme så meget i balance at du reelt kan mærke de tegn som din krop giver til dig, for det gør den. Ved det er vanskeligt. Jeg har fået nedsat kravet til aktivering pt uden timetal men begrænset til 2 dage, men er velkommen flere... nu lykkes det mig at reagere ca. 15 min efter jeg har nået kvalme og lige før besvimelsesstadiet... det er en klar forbedring.

De bedste råd jeg kan give dig er; du skal mærke smerten når den er der IKKE ignorere den... men det kan være ganske skræmmende. Du kan blive så god til at ignorere hvad der sker i din krop at du en dag overser alvorlig sygdom, som ikke smerteramte ville have spottet længe før det blev alvorligt. Det er en opvågner at ligge på sygehuset og få besked om at de ikke vidste om de kunne vende sygdommen og rede mit liv... livets gaver kommer i mange forklædninger. Jeg er faldet i vanen igen, men nu opdager jeg det og kan handle på det.

Du skal også sige til dig selv og andre at DU også har ret til et liv! Du får ingen overtidsbetaling selv om du har ondt efter kl. 16

Andersine85.....Det lyder simpelt, men man (jeg) kunne ikke "høre" hvad de sagde... og der var mange der sagde noget... det virkede på samme vis som med førstegangs alvorligt stressramte... kan ikke høre... er så fokuseret på at klare denne situation lige nu og her... der er intet andet.

Andersine85... det lyder så dejligt ukompliceret i teorien, men når man (læs jeg) har ekstrem svært ved at acceptere situationen, så er det rigtig svært. Især hvis man kombinere det med en grundlæggende indstilling, som går på at der skal knokles igennem, dette kombinere man så med en udpræget tendens til at bevare facaden udadtil og ignorere kroppens signaler. Men jeg øver mig - åbenbart er jeg en af de lidt "tunge" i den diciplin for, for jeg har øvet mig i 7 - 8 år:mad:

Empowerment...jeg kan nikke genkendende til det du skriver. Jeg arbejder med at forene teori og praksis, for jeg ved jo godt rent logisk, at det ikke duer. Jeg falder bare gang på gang tilbage i det gamle mønster.

Jeg tog en snak med min kontaktperson på mit aktiv tilbud i dag - hun sendte mig hjem. Så nu slapper jeg af og laver en mental ransagning;)

@Solen jeg havde det på nøjagtigt samme møde som dig, og det er en kamp at gå hjem.:mad:

Jeg udfyldte derfor dags skema og ugeskema, hvor jeg beskrev dagen, smerterne, opgaverne, hvil osv.
Det hjalp mig til at når jeg skal kunne sætte ord på, hvor tåbeligt det var det jeg gjorde og havde gang i.
De skemaer jeg lavede er her på siden også, så du kan prøve at downloade dem og se som de kan hjælpe dig.?
http://www.k10.dk/showthread.php?t=3684 (De ligger under "skemaer til at printe ud")

En anden fordel ved dem, er at du dokumentere hvad det er du laver, pauser og hvor meget du presser dig. Det skal også tages med i grundlaget for en senere afgørelse. ;)

Mvh.
Jsn

Jsn...faktisk begyndte jeg det seneste aktivforløb med at benytte de skemaer, som du linker til. Hurtigt druknede de gode intentioner bare i det at overleve dagene...men tak, fordi du henleder min opmærksomhed på det igen, for jeg er nødt til at bruge dem - både for min egen skyld og mht. dokumentation i sagen. De seneste dages selvransagelse har ført til en erkendelse af at jeg igen har valgt en strategi, som ikke virker. Jeg kan jo ikke leve livet på den måde, hvor jeg konstant kører langt ud over grænsen, det giver jo en negativ spiral, hvor smerteniveauet stiger, hvilket desuden medfører dårligt humør mm. som en ekstra bonus. Det er hverken jeg eller min familie tjent med.

Jeg er også i et aktiv tilbud og det er jeg rigtig glad for. Men der var engang jeg var sygemeldt pga stress depression. Det er 5 år siden. Jeg bad derfor om at få undervisning i psykologi, da jeg håbede på at jeg kunne lære at sige fra, for det er stadig et problem.
Men efter 2 timers undervisning var jeg grædefærdig. Jeg følte mig ikke depressiv mere, men nu havde jeg set sort på hvidt at jeg stadig havde en depression.
Næste gang var jeg syg og i torsdags var jeg så til det igen. Det gik lidt bedre. Men det tog vejret fra mig og selvom ugen gik godt, så slog torsdag mig ned.
Jeg fortalte det til hende man har møde med hver måned, og hun spurgte hvad jeg ville. Jeg vævede frem og tilbage, anede det ikke. Ville gerne slippe, men følte også det var forkert at give op, og hvad nu med læren, hun ville måske blive ked af det og der var også de andre på holdet som jeg fulgtes med osv.
Efter 5 min frem og tilbage, sagde hende socialrådgiveren. "Ved du hvad Nilla, jeg tager simpelthen beslutningen for dig. Du stopper med det kursus og du skal heller ikke afsted til det imorgen. Det er slut. Du skal ikke få det værre af at komme til sådan et kursus"
Og derfor betaler det sig at sige noget!

:kram::kram::kram::kram::kram:

Solen og Empowerment: Pjat, da, så er det bare den forkerte der sparker! Tro mig hvis det var mig der fik tjansen med at passe på en kollega/borger, så skulle jeg sørme nok sørge for at de gik hjem når de blev grå i hovedet, om de så ville det eller ej!

(ej pjat, er udemærket klar over, at det er nemmere sagt end gjort, man vil jo altid gerne, og langt de fleste er dårlige til at lytte til deres krop)

Kære Solen

UHA jeg kan kende det du skriver. Man prøver virkeligt at gøre alt hvad man kan, sætter alle signaler til side og kører sig selv helt ned!

Jeg gjorde nøjagtigt det samme under min arbejdsprøvning, fra efter påske og ca. 8 uger frem, det endte med at min krop kollapsede totalt (jeg har fibromyalgi med betydelig sværhedsgrad og hypermobilitetssyndrom). Efter en weekend prøvede jeg så igen, men fik det bare værre og værre. Til sidst måtte jeg helt give op, hverken kroppen eller jeg kunne mere.

I den periode var jeg intet værd når jeg kom hjem. Jeg sov/hvilede det meste af tiden, det gik ud over min lille datter (snart 2) og min mand. Hun mærkede jo tydeligt at mor var helt ved siden af sig selv, jeg havde nul overskud til noget som helst, prøvede efter bedste evne at hænge i med det yderste af neglene.:mad:

Det er simpelthen den dummeste ting jeg nogen sinde har gjort, det kan jeg tydeligt se i dag. Men jeg havde bare så svært ved at sige fra, har jo altid været vant til at kunne alt og klare mig selv. Selv nu efter rimelig ro siden, er jeg stadig dårlig, får stadig attacks hvor kroppen siger stop - selv efter ting jeg syntes ikke var noget særligt. Men jeg fik kørt mig selv så langt ned og der er dælme lang vej op igen og det går langsommere op end det gjorde ned :o

Du har kun 1 liv og ingen andre end du ved hvordan det er indeni dig. Ingen kan se på dig hvor udkørt du er eller hvordan din krop har det. Og derfor er der også kun 1 der kan sige fra - DIG SELV

Jeg ved om nogen hvor hamrende svært det er, for ikke at sige næsten umuligt.:(

Men det er så på bekostning af familien, det er også dem der skal leve med dig, hvis du fremover skal på arbejdsmarkedet! Det er dem der skal undvære dig, når du er helt flad og ikke kan noget som helst. Det er dem man hvæser af, dem der ser bagsiden af medaljen.

At føre dagbog er et must, man kan ikke huske dagene fra hinanden og det er vigtigt at skrive alt ned også hvordan man har det i weekenderne, simpelthen prøve at få skrevet alt. Både for ens egen skyld, men også som dokumentation når man er færdig.

Prøv at tænke på dig og din familie først, I skal have et tåleligt liv sammen. Ikke et liv hvor du kører på kanten konstant! Det eneste ansvar du har i forbindelse med dit aktivtilbud er overfor dig selv og din familie!!!!

Du har også krav på et ordentligt liv, selvom man som langtidssyg nogen gange kan få den modsatte fornemmelse som "fanget i systemet"

Den eneste mulighed du har for det, er at tvinge dig selv til at sige fra. Sæt dig nogle mål: f.eks. at du skal have overskud til en aktivitet med dine børn eller lign. når du kommer hjem (efter du har hvilet, selvfølgelig) og uden at være ved at æde hverken dem eller manden :rolleyes:
Og prøv dig så frem, se hvornår du skal tvinge dig selv hjem, for at finde noget der ligner energi til at fuldføre dit mål!

UPS det blev en længere smøre, men heldigvis skriver jeg da hurtigt *GG*
Håber inderligt du finder din løsning på det og lærer at tænke på dig selv (og familien) før alt andet :kram: