er det mobning el. er jeg følsom. ??
 

hej med jer !!

længe siden. er jeg følsom eller er det mobning når man ofte gentagne gange kan møde mandag morgen på jobbet og alle siger... tak for sidst til hinanden og man igen" igen" står og føler sig overset-ignoreredet. eller skal jeg se det som en trussel for at blive frosset ud af personale gruppen. ??
jeg arbejder fast" i et institions køkken og er jo min egen boss. og ikke en af de faglærte i huset. skal jeg se det som noget negativt" eller skal jeg ignorere" det og så bare holde mig for mig selv sammen med rengøringsdamen som også går alene. det er jo pedagoger jeg går op af. de er meget" sammen tømret" pedagogerne i huset. vi siger,dog godag og farvel til hinanden hver dag men heller ikke meget andet. og lige en vigtig" detalje og spørgsmål.. ?????

vi fik alle udleveret papirer over arbejdspladsens økonomi. og der hvor mit" navn var stod der.... fuld" finanseret"... på nær ca.200.kr om md.
burde jeg så gå i frygt" for at evt" få sparket" jeg ved jeg er dygtig" til mit job. ogdet siger chefen også men det nager mig bare det med jeg kan møde på arbejdet indimellem og finde ud af at mine kolegaer nu skal på pedagogisk weekend og jeg finder ud af det af omveje. sidste år sagde min chef at det havde de glemt at sige. m en 2.år i træk. det virker mystisk..
men så nu her igår" får jeg afvide at de ikke skal på pedagogisk weekend alligevel. og at jeg skal sørge for maden til dem i huset,hvilket jeg er ok med. det er bare det med jeg ikke aner hvor jeg har folk der går mig på. og skal jeg tage det personligt" som sagt".... jeg ved"... jeg er unværlig i huset da det jeg laver er noget de andre ikke har tid til. og ikke gider.. jeg elsker jo mit job.. så skal jeg bare ignorere mine kolegare m.m og bare passe mine ting el. synes i" jeg har grund til bekymring. for jeg døjer meget med min angst" for tiden.

knus angst" anne-christine.

Hmm... synes ikke det lyder rart, og kan til fulde forstå, at du føler dig overset. Mobning behøver det dog ikke at være - hvis det var mobning ville jeg mene, at kollegaerne bevidst sagde 'tak for sidst' for, at du skulle høre det. Det virker dog ikke som et særlig godt arbejdsmiljø, der er på din arbejdsplads, hvis det er sådan, at man skal tilhøre en bestemt faggruppe for at være en del af fællesskabet. Det er den del, jeg personligt ser som den største fare...

På en arbejdsplads bør alle værdsættes for det de gør og kan, og der bør ikke skeles til, at noget er finere end andet - enhver udfylder jo sin vigtige brik for at helheden fungerer.

På min tidligere arbejdsplads synes jeg, at de fleste af os var gode til at sørge for at alle var en del af fællesskabet - uafhængigt af jobfunktion.

Jeg tænker lidt om der måske er noget, du selv kan gøre - kan du evt. forsøge at tale lidt mere med de andre (udover godmorgen osv.)? Måske du kan fortælle lidt om, hvad du har lavet i weekenden og på den måde åbne op. De ville helt klart være nemmere, hvis den store gruppe lukkede op for dig og rengøringsdamen, men det lyder som om de umiddelbart slet ikke har øje for, at I også er der. Så selvom det BURDE være dem, der 'inviterede' jer til samtale etc., så ser det ikke ud til, at det vil ske, og det er derfor nok dig, der bør tage det første initiativ.
Kan dog sagtens forstå, at det vil være svært, men sikkert den eneste måde tingene kan blive anderledes.
Du kan også vælge at spørge lidt ind til dem - spørge hvordan deres weekend har været osv. og så derigennem komme lidt ind under huden på dem.

Tror ikke de gør det af ond mening, men blot fordi kulturen er sådan på jeres arbejdsplads, men sådan en kultur er ikke en statisk størrelse. Den KAN ændres, men det bliver sikkert dig, der bliver nødt til at starte forandringen.

Håber det bedste for dig!

Kære anne-christine:hjerte:

Allerførst et stort kram til dig:kram:

Dernæst lidt ord i forhold til dit spørgsmål.
Jeg er selv uddannet pædagog og har tidligere arbejdet på et dagtilbud for voksne handicappede. Først i almindelig stilling, dernæst i fleksjob.
Udover mig var der ansat andre i fleksjob, bl.a. i køkkenet og til let caféarbejde. Desuden var der mange pædagoger og en køkkenleder, en pedel og en rengøringsassistent.
På det sted var det sådan, at vi alle deltog i møder, hvor det var absolut nødvendigt, f.eks. hvis det handlede om arbejdsmiljø. De pædagogiske møder var for pædagoger. Der var nogle, ikke kun fleksjobbere men også almindeligt ansatte, som følte sig udenfor, fordi de ikke deltog i disse møder. Det var noget vi ofte tog op på personalemøder, hvor det blev tydeliggjort, at vores faglighed var forskellig, men at vi alle var uundværlige.

Jeg ved ikke, hvor mange timer du er ansat på eller hvad dine vilkår er..jeg ved blot at det er personer som dig, der i hverdagen er limen, som får tingene til at hænge sammen..du laver jo lige nøjagtigt det der gør, at det pædagogiske personale kan koncentrere sig om det pædagogiske arbejde..og det er guld værd for en institution.

Jeg er ikke af den opfattelse, at du holdes udenfor eller mobbes..og det med at der står at din stilling finanseres næsten 100%, er et plus for dig..for de kan ikke spare noget ved at fyre dig, hvis institutionen skal spare eller nedskære. Det er hermed tydeliggjort for alle,på skrift og det hele:)

Jeg synes du skal holde hovedet højt, tænke på at du er et plus for institutionen og så fortsætte med at hilse på dine kolleger...

Jeg håber du får styr på din angst:kram:for jeg ved hvor store spøgelser, den kan frembringe..

Tænker heller ikke at det er mobning eller at du behøver at føle dig truet på nogen måde..

Det pædagogiske kursus er vel kun for pædagoger.... måske er der andre kurser der er velegnet for det område du har i køkkenet, som du kan foreslå at de sender dig på hvis det er relevant.

Hver faggruppe har deres kurser og møder, og så er der vel nogle fællesarrangementer for alle ansatte så som julefrokost og den slags.

hej igen alle sammen !!

og mange 1000.tak for de beroligende ord. men som sagt" synes jeg stadig at mange af tingene lugter lidt. men som sagt" man kan ikke altid elske alle. og det ved jeg også godt. og ang. det med at prøve og få noget socialt" samvær/hverdags snakke sammen er det skib sejlet for lang tid siden. for selv vores rengørings dame går meget alene og har det lidt lige som mig. jeg er bare bange for at miste jobbet pga. at jeg ikke lige er af samme type (( lidt anderledes socialt" end mine kolegaer. for jeg ved jo jeg er god nok,vi er som sagt" jo alle forskellige. trods rummelighed.. ha" ha" eller mangel på samme... ang. møderne i huset ang. det de kalder samarbejdsarbejde og psygisk arbejdsmiljø,var jeg ikke inviteret til for at være en del af. og det mener jeg også er for dårligt. men og nævne det i huset er det som at banke i en pude da jeg har prøvet at nævne det for chefen.

knus Anne-christine..

Jeg synes ikke det er mobning, du er i køkkenet med de ting der foregår i et køkken.
Hvad der foregår udenfor køkkenet, hvad enten det angår møder, kurser, psykisk arbejdsmiljø og hvad det ellers hedder, er ikke dit bord. De er jo ikke dine kolleger som sådan. I har forskellige arbejdsområder og vidt forskellige arbejdsopgaver, og har som sådan intet med hinanden at gøre. I er under samme tag, min i hver jeres univers.

Sådan er det, og det synes jeg bestemt ikke du skal gå og blive dårlig over. Sådan er det også både i den vuggestue hvor mine børn gik, og i den børnehave de senere gik i - køkkendamen er en ensom svale. Dem i køkkenet henne på skolen, er heller ikke kollegaer til lærerne, de har heller ikke samme fagforening, samme uddannelser eller andre faglige ligheder - når de taler sammen, handler det om maden.

Hvis du oplever at de er meget nære på arbejdspladsen, så skyldes det jo nok at de har mange fælles interesser, nogle har måske gået på uddannelsen sammen, eller kendt hinanden før, under eller efter, eller er gift med en søster/bror osv.
De der nære forhold eksisterede også i børnehaven og i vuggestuen.....men inkluderede ikke rigtig køkkendamen.

Så det skal du ikke gå og blive ked af:kram:

Hej Anne-Christine.

Jeg synes bestemt ikke at du skal tage det som mobning.
Som jeg ser det, så arbejder du i køkkenet og de andre er pædagoger, så selvom I arbejder under samme tag, så arbejder I stadig i hver Jeres "univers" hvis man kan kalde det sådan.
Det var noget andet hvis du havde samme stilling som dem og arbejdede sammen med dem (og ikke ude i køkkenet) og at det foregik på denne måde, så kunne jeg forstå du ville føle dig mobbet, men så længe at du ikke er pædagog og dermed ikke en af dem (kan lyde meget hårdt, men det er ikke hårdt ment) så kan det være svært for dem at hive dig ind i samtalerne, da det jo oftest handler om deres job, som du ikke er en del af, hvilket jeg også tænker om det møde du skriver om, det er jo noget de skal til ifb med deres uddannelse/job, som du egentlig ikke har noget med at gøre og dermed tænker de vel egentlig ikke at du har brug for at vide det, eftersom du er i køkkenet.

Jeg tænker at du er meget værdsat på dit arbejde, som din chef også siger til dig. Du er "limen" og dermed også uundværlig og så tror jeg bestemt ikke at du får sparket.
Angst er noget skidt noget, specielt når det kommer til det sociale, jeg synes at du skal prøve og sige til dig selv at det er angsten der taler til dig og "driller" dig, for jeg er sikker på at de ikke vil dig noget ondt.
Hvis det virkelig nager dig, så kunne du måske tage en snak med din chef og sige at du godt kunne tænke dig at være mere med i dagligdagen, men ikke rigtig selv kan tage initiativet til det, pga din angst, om din chef måske kan hjælpe dig med at komme mere ind i dagligdagen i huset?

Håber at det hele kommer til at gå bedre for dig. :kram:

Der hvor min søn gik i børnehave var køkkendamen også højt elsket..

Også selvom vi ikke talte så meget med hende når vi hentede og bragte børn.. der var det oftest lige en pædagog man hev fat i for at høre om hvordan barnets dag havde været..

Men vi satte virkeligt pris på hende...

Så vid at du uden al tvivl er højt værdsat, selvom du ikke får det at vide direkte så ofte..

jeg ved som sagt" godt det arbejde jeg laver er værdsat. og at som sagt,kan man jo ikke elske alle så når jeg kommer på arbejde de næste kommende par dage vil jeg lige mærke en extra gang efter ang. hvordan klimaet er. og det drejer sig om ca.4-7 personer jeg er en del usikre på ud af 16. de 3.af dem skal heldigvis snart videre og de andre 3.må jeg så bare snakke med når jeg enten møder dem i køkkenet el. i andre hensendener,hvor jeg ikke kan undgå at skulle være sammen med dem. ikke at jeg tænker" dem gider jeg ikke" vi er som nogle af jer også siger,i hver sit job univers.. så det vil jeg skrive ind i panden på mig selv så jeg ikke hele tiden går og tror alle er sure el. ligende på mig. selv om jeg næsten er 70-90 % sikker på de ikke er vilde med mig. for de har nemlig også opført sig 100% ens over for en tidligere flex jobber. så jeg må bide det i mig også bare passe mig selv og holde mig sammen med rengørings damen for hun har været der i 10.år og er stadig" ikke en af fælleskabet. og jeg har været der i 6.år på 18.timer om ugen.

Mobning eller ej - så har du det jo ubehageligt.

Kan du ikke tage initiativ til at du og rengøringsdamen laver jeres egen lille 2 mands liga??.
At I foretager jeg noget sammen, også efter arbejdstid. Og i høj grad husker at hilse pænt på og spørge ind til hinanden ver gang i træffes i institutionen eller andre steder


Bliv ved at sige god morgen - god weekend og spørg pænt til de andre - pludselig får du måske øje på nogen der interesserer sig for dig også.
Men det er så nemt for pædagogerne måske kun generelt at øjne hinanden i en travl hverdag. Det er dem der har det nære samarbejde.

Spørg din chef om du kan få hjælp til ikke at opleve dig så isoleret.