opgiver at kæmpe længere
 

Nu er jeg altså nået dertil, hvor jeg opgiver at kæmpe med økonomien længere.
Er sygemeldt på kontanthjælp (ægtefælleforsørgelse). Min mand er ikke særlig højtlønnet, så vi lever af det der svarer til 2 gange kontanthjælp.

Vi er afhængig af 2 biler, store medicinudgifter til mig, kørsel til alle kommunens tiltag ( km-penge dækker jo ikke).

Det kan simpelthen ikke hænge sammen mere, og da jeg føler, at det er min skyld at vi er endt her, må jeg gøre noget.

Jeg kan finde et job, men det kan jeg så max klare et par dage, og hvem vil have mig.

Jeg kan vælge at flytte, og det er så det jeg overvejer. Ved skilsmisse kan min mand da i det mindste tage ekstrajob, så han kan komme ovenpå.
Ulempen er så, at vi ikke vil skilles, men der er ikke andre udveje.
Orker ikke at kæmpe imod længere, piv piv

Aj det lyder virkelig hårdt det du er igennem lige nu. :kram: :kram: :kram: Kan ikke huske din historie. Det virkelig ikke andre muligheder :confused:

En af de store poster er jo to biler..
Hvis I flytter tæt på din mands arbejde, kan I måske undvære begge biler, og nøjes med en brugt gammel dyt til et par tusinde, så I stadig kan komme lidt rundt.
På den måde kan man have bil for 6-700 om måneden.. og det koster Jer sikkert langt mere nu med forsikringer, afdrag und alles.
Hvis det er cykleafstand fra din mands arbejde er der jo meget sparet.

min mand bruger bilen i arbejdsøjemed, så han skal have en god, stabil bil.
At flytte er ikke en mulighed, idet min mand absolut ikke kan trives i byen.

Derfor skilsmisse må være løsningen. Jeg får kun en ulykkelig mand ud af det, hvis han skal bo i byen.

Alt andet lige bor vi i en landsdel, hvor offentlig trafik er et fy-ord.
Hvis jeg skal med bus og tog til smerteklinik, vil det tage mig 9-10 timer.

Hvis jeg havde helbred til det ville jeg bestemt ikke være sygemeldt.
Vi har vendt og drejet alle muligheder. Vi har ikke billån, så en gammel spand der måske står på værksted konstant er ikke nogen hjælp.

Min mand er selvstændig indenfor et område, hvor der virkelig er krise.
Mange kunder lukker, så selvfølgelig kigger han efter et job.
Men de hænger jo ikke lige på træerne

Men bliver jeres økonomi bedre af at I bliver alene..

Hvis han ikke er højtlønnet, vil han så stadig have råd til en god bil og at sidde alene med en husleje..

Og vil du kunne stå med en husleje alene samtidig med at du vil kunne beholde din bil, oven på en dyr flytning..

Måske kommer I begge stadig til at sidde og hakke i det - nu bare alene.

Hvis I fortsætter som kærester kan du jo heller ikke regne med at få boligsikring..

Går ikke ud fra at I har børn, når I overvejer den løsning..

Har du overhovedet regnet på om det er billigere at I går hver til sit, og hvordan du vil komme til at sidde i det.

Du får jo ikke ekstra tilskud til medicin eller noget, og skal stadig betale transport til behandling osv..

Alt sammen for ca 10.000 før skat...

Regn ud hvad I får udbetalt ved begge løsninger, så du ikke bliver ubehageligt overrasket..

Pt kan han udnytte dit fradrag.. det betyder at han har et par tusinde mere udbetalt, og I betaler halv licens, forsikring, varme, strøm osv.

Så de måske 6000,- I samlet vil få udbetalt mere, skal dække husleje plus alt det..

Så umiddelbart tænker jeg ikke at jeres økonomi bliver bedre.. I bliver bare begge alene om at sidde lige så hårdt i det.

Det er ikke nogen guldgrube at gå fra hinanden heller..

Det bliver da dyrere at bo hver for sig...

Den største nye udgift vil jo blive din husleje, og får du en billig lejlighed, så får du ingen boligsikring. Så kommer der lysregning, vand, forsikring og en hel husholdning oven i......og udgifter til bilen, hvis du tager en af dem med dig, med forsikring, vægtafgift, benzin/diesel osv.

Det regnestykke kan jeg slet ikke se gå op i et overskud, eller en større fordel???

Fordelen er, at han så kan komme videre med sit liv. Som det er nu kan han knokle røven ud af bukserne for at forsørge mig.
Hvis jeg flytter, har han da trods alt ikke mine udgifter. Vi har altid haft hver vores økonomi, indtil jeg røg på kontanthjælp.
Jeg går med evig dårlig samvittighed over, at hans økonomi bliver skudt i smadder af det her.

At jeg så kommer til at sidde endnu hårdere i det er så en anden snak.
Jeg har bare ikke samvittighed til at trække andre med ned.

Vi vil absolut ikke skilles pro forma, det kan vi slet ikke have med at gøre.

Jeg orker bare ikke længere dårlig samvittighed, helbredsproblemer, kampen med kommunen, at fare rundt efter alle deres gode ideer.

Jamen Dalsgård, hvis du forlader din mand så skal han jo alligevel arbejde røven ud af buksen, for at klare alt alene + at han så også mangler dig, og alt det du bidrager med på hjemmefronten. Ikke nok med han skal tjene til føden, så skal han også selv købe den og tilberede den - og nappe opvasken.

Er du HELT sikker på, at han er enig med dig i, at det er langt bedre for ham, hvis du flytter ud???

Nogen gange er penge jo ikke alt (selvom de er rare at have), men forholdet mellem to mennesker kan jo også være guld værd.

Hej dalsgård.

Sørgeligt at høre ang. din situation..

MEN, det hedder jo i medgang og modgang.

Har du talt med din mand om det med at flytte fra hinanden ?

Mon ikke din mand ville være glad for, at du blev hvis det hele nu
var omvendt, altså at du var rask og han var syg.

Du kan jo ikke gøre for at du er blevet syg, men jeg kan godt forstå
din frustation.

Håber at i finder ud af det sammen, og at i selvfølgelig prøver at
finde en løsning hvor i kan blive sammen i fremtiden :)

Mvh. Førtidsp.

Kære dalsgård,

Du vil ikke vide hvilke lidelser, der kan være når/hvis man bliver skilt og alene, specielt som syg. Jeg så guld og grønne skove da jeg selv anmodede om skilsmisse for ca. 6 år siden, det var friheden til alt også fra min eks og hvad dermed hører, så jeg var overbevist om at jeg bare kunne få fred.

Min eks og jeg har så børn sammen og det er een ting. Men det er absolut heller ikke bare lykken at blive enlig og så samtidig syg og dømt ude af systemet. Ingen kan forestille sig hvor svært det er at kæmpe sig tilbage eller bare overleve (og dette ikke økonomisk ment). Endvidere vil der heller ikke være mange der forstår een, der er jo sjældent at man lige kender een der har været syg og bliver eller lader sig skilde.

Hvis jeg havde haft muligheden for at blive ved min mand, så var det absolut det jeg havde gjort. Derved havde jeg haft meget mere psykologisk støtte i forhold til min afklaring og kunne tale med min mand omkring mulighederne for, at komme videre og lign. Ingen kender een som ens partner.

Rykker du ud for dig selv, så kan du risikere at synke endnu dybere end hvor du er nu. Hvis du og din mand vil hinanden, så bliv sammen og kæmp sammen, for der er I stærkest.