Jeg er hvad jeg tænker
 

Mine omgivelser har reageret meget positivt og med 100% accept.

Jeg fik tildelt FP den 1/11-11 - og den person der har haft det sværest med det, har været mig selv. Det tog mig lang tid, at accepterer, at jeg fysisk ikke var den jeg følte jeg var inden i.

Jeg skammede mig over at kalde mig FP, men vidste også samtidig, at det skulle jeg over. Så jeg begyndte at øve mig - øve mig ud af min egen offerrolle. Sagde det højt i fremmede fora, øvede mig også i ikke at sige AV og åh lige meget hvad jeg gjorde. Smerterne blev jo ikke mindre af alle mine AV'er. De blev heller ikke større, da jeg stoppede mine AV'er ;)

Den psykiske stress var stor og det påvirkede mig nok mest - men stille og roligt øvede jeg mig, for uanset kommuner, regering og diverse reformer vidste jeg, at min fremtid afhang af, hvad jeg tænkte om mig selv og hvordan jeg agerede i mit liv.
Min største udfordring var at ligge kommunen og det offentlige bag mig - at give slip på alle de negative følelser og stress der var forbundet med det bekendtskab - men det skulle gøres. Jeg ville være 'herre i eget hjem'. Det var og er ikke altid lige nemt - men det går fremad.

I dag bruger jeg ikke megen tid på den 'uretfærdige' reform - jeg bruger tid på at betragte mine negative/destruktive følelser og adfærdsmønstre, så jeg kan ændre dem, og skabe nogle andre konstruktive til min nye virkelighed.

F.eks. var det mig umuligt at læse en bog i 2011 og 2012 - før jeg blev syg, var jeg hurtiglæser og kunne på en god dag læse 5-6 bøger - men nu har jeg trænet mig op igen, så jeg godt kan læse en enkelt på på en 3-4 dage. Det er en stor tilfredsstillelse.

Jeg bruger min tid så konstruktivt som muligt og forsøger at undgå alle debatter, tråde m.m. som alene beklager sig og bebrejder systemet.

Dette ikke fordi jeg ikke synes det er tåbeligt og uretfærdigt, men alene fordi det får mig til at få det dårligere og aktivere stressen og dermed smerterne. For første gang i mit liv føler jeg ikke at det er mit ansvar at ændre vilkårene for andre, at hjælpe andre, men at det er mig selv jeg skal hjælpe - og at jeg skal holde mig langt væk fra f.eks. vrede debatter.

Jeg gør hvad jeg kan - og ikke altid hvad jeg gerne vil. Har jeg lært efterhånden :cool:

Et problem jeg ikke er kommet til endnu, er partneren. Jeg er single og ønsker selvfølgelig en at dele livet med. Men den har jeg svært ved at tænke mig til. Kan lige nu overhovedet ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Et lille selvværd kommer op til overfladen sammen med stolthed omkring f.eks. forsørgerpligten - så det er næste opgave ;)

Det jeg i store træk er nået frem til er, at det er et heldagsjob at være syg i Danmark, og det er mit job at få det bedst mulige ud af det - det er hvad jeg får min løn (FP) for. Det kan godt være jeg ikke har så mange penge og store udgifter til medicin m.m. - men jeg klarer det og familien, vennerne og skoven er gratis :-)

Mit lille bidrag :hjerte:

Det er rigtig flot, som du har arbejdet med dig selv, og erkendt, at det er den vej du skal, for at få et godt liv.:cool: :kram:

Prøv at læse her: http://www.sundhedsguiden.dk/da/tema...visualisering/

Smukt skrevet.. :kram:

Ja, den båd befinder vi fleste af os jo nok i, så kan kun nikke genkendende.

Dog har jeg ingen smerter (kun periodisk), hvilket nok gør det hele lidt lettere - min krop kan løbe maraton, men min hjerne kan ikke.

Rigtig god blog
 

Det er en meget smuk blog, tro ikke jeg har set en blog hvor jeg bliver glad og varm inden i . Jeg kan nikke genkende til det du skriver, det er svært at ændre handle og tankemøsnter, men det kan lade sig gøre. Tror det er vigtigt at man ikke bliver hængende i de følelser der var forbundet med kampen om førtidspension. Det handler for mig om at jeg skal lære at jeg gerne må være glad og have overskud selvom jeg har en førtidspension. Lige nu har jeg fået solgt mit uoverkommelige store hus, solgt bilen og er flyttet til Frederiksberg i maj måned. Jeg vil giver mig selv lov til at være glad og lykkelig og selvom jeg er alvorligt hjertesyg. Jeg kigger kun fra tid til anden i her på K10 og læser slet ikke alle blog, men faldt over din dejlige blog som giver mig en glad eftermiddag :)

Tak til dig

Chanle

Jeg tror alle kan nikke genkendende til det du skriver...

Man skal da også tænke på sig selv først og fremmest da ens helbred nok er det vigtigeste i ens liv...

Dog er jeg rigtig glad for at alle ikke gør som du gør...og det er ikke en anklage imod dig....eller dem som er nødt til at tænke på sit eget helbred før andres problemer...da jeg sagtens kan forstå hvis man tænker på sig selv først...

Personligt synes jeg det er mere end svært at tænke på mig selv når jeg ser alle de uretfærdigheder der er rundt omkring i det her system...

Problemet ved at gøre sådan som du gør....det er at der bliver mindre til at råbe op og hjælpe alle dem som er på vej igennem dette system og med alt dette indebærer...

Vi har feks en som Peter her på siden....og jeg ved godt at det ikke er retfærdigt kun at fremhæve ham....for der er mange flere end ham som gør et fantastisk stykke arbejde....til trods for at de selv er mega syge...men sådan en som Peter...ja han er virkelig med til at gøre en forskel for alle dem som endnu ikke er kommet ud med et fleksjob eller en pension...

Tja denne side ville ikke eksistere...

Men når det er sagt...ja så forstår jeg godt hvis man tænker på sit eget helbred før alle andre....

Alle dem som endnu ikke er kommet igennem...ja i kan i den grad være glade for dem som har overskuddet og som gider at kæmpe for jer...

Nu kunne jeg forstille mig at der måske er nogen som vil misforstå mit indlæg her....

Så lige for at gøre det helt klart....

Jeg er ikke ude på at anklage nogen...

Jeg er ikke ude på at fortælle at noget er mere rigtigt end noget andet...

Hver især må vi jo afveje hvad der er vigtigst for sig selv...

Tak for de pæne ord til jer alle - og hvis man kan det engelske vil jeg i høj grad anbefale denne bog. Den handler om hjernen helt fysisk (de kemiske stoffer den afgiver ved tanker og følelser) og hvad man kan gøre for at bryde hjernens mønstre og indlærte signaler. Mine smerter er f.eks. blevet meget mindre. I bund og grund en bog om at intet er umuligt. Har dine hjerne lært/lagret at du er syg og har destruktiv adfærd, kan den også lære det modsatte igen - bl.a. via opmærksomhed på en selv og ændring via meditation:

https://rf127.infusionsoft.com/app/s...l?productId=11

Jeg har læst mange selvudviklingsbøger (er selv udd. psykoterapeut), men denne slår dem alle. Nede på jorden og helt lavpraktisk ;)

Jeg forstår godt hvad du mener, og er helt enig med dig.:)

Men jeg sidder og tænker, at det behøver jo ikke, at være enten eller.

Selvom vi er kronisk syge/handicappede, så er der nok for de flestes vedkommende en del udsving i hvor slemt vi har det.

Og mon ikke de fleste af os (selv du, Web;)) har haft perioder, korte eller lange, hvor vi har set os nødsaget til, at "trække stikket ud", og koncentrere os om at få det bedre.

Når først man er helt nede og vende, af den ene eller den anden grund, så er man nok alligevel ikke meget bevendt i forhold til, at hjælpe andre.

Så, for at kunne hjælpe andre kan man være nødt til, at hjælpe sig selv først.;)