At sige fra og sætte grænser
 

Ja, det med at sige fra og sætte grænser, er ikke lige min stærke side. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har virkelig oplevet at mange mennesker læsser alle deres problemer af på mig. De ignorerer mig og kævler bare videre, hvis jeg prøver på at skifte til et lidt mere opmuntrende emne, ja selv hvis jeg rejser mig op og begynder at gå væk, så holder de mig nærmest fast. Så skal jeg lige se dit og høre dat. Det er nogle naboer og vildt fremmed som jeg taler om, så jeg kan ikke undgå at rende ind i dem. Hvis jeg går ud på min lille terresse, så går der højst 2 minutter, så står de der og går bare selv ind, uden min invitation og kævler løs i flere timer og som regel får jeg da også lige kastet et eller andet **** i hovedet. Så synes de at jeg er grim eller også mener de at jeg ikke kan finde ud af et eller andet.

Det har ikke været særligt opmuntrende at høre på. Når de så endelig gik, havde jeg det som om, at jeg havde fået en kanonkugle i hovedet, fuldstændig drænet for energi.

For en uge siden skrev jeg så et brev, hvor jeg sagde fra over for dem. Jeg skrev, at jeg faktisk blev ked af det, når de hele tiden skulle kritisere mig. Siden har jeg ikke hørt eller set noget til dem. Det er en lettelse, men nu frygter jeg at møde dem ude på gaden eller i fakta (bor i en lille by).

Nu har jeg så lige mødt en anden ældre mand, som lige er blevet skilt og flyttet til byen (han har for mange år siden været i forhold med min moster). Nu vil han gerne ses og besøge mig, men jeg har sgu ikke rigtig lyst til det. Han er flink nok, men jeg orker ikke at høre på hans problemer. Nu er det jo bare sådan, at jeg er førtidspensionist og næsten altid er hjemme (er meget træt). Så hvordan siger jeg fra på en god måde? Jeg kan jo ikke undskylde mig med, at jeg skal på arbejde og jeg har ingen familie. Folk kan kigge ind af mit kæmpe store vindueparti i stuen, så med mindre jeg gemmer mig på soveværelse, så kan de jo se, at jeg er hjemme. Af samme årsag har jeg tit trukket gardinerne for, men det kan da ikke passe, at jeg ikke kan få lov til at kigge ud af mit vindue?
Gode råd modtages meget gerne :-)

Kære Antoniette

Du lider af udtalt hensynsbetændelse !

Desværre er der mange mennesker, der har det sådan.

Man vil gerne gøre ALLE tilpas, og vil ikke såre nogen.

Det kræver stor diplomatisk sans at opfylde andres ønsker,
hvis man samtidigt skal passe på sig selv.

Du skal spørge dig selv om, hvad der er vigtigst.

Som det ser ud til at være gået for dig indtil nu,
har du i hvert fald IKKE passet på dig selv.

Er det ikke på tide, at du gør det ?

Kort sagt, vær afvisende på den kontante, men venlige måde.

Sig til manden, at du ikke har ønske om at ses med ham.
At han har været kæreste med din moster hører fortiden til.
At I ikke har nogen fælles interesser,
og dermed er der ingen grund til at etablere en relation til hinanden.

Fortæl ham, hvad du har oplevet med de andre
(som du har beskrevet her ovenfor),
og at du ikke ønsker grænseoverskridende adfærd fra nogen overhovedet !

Du har dit eget liv, og er efter min mening
overhovedet ikke forpligtet til at skulle underholde ham.

Kan han ikke forstå det, er det bare ærgerligt !

Du SKAL passe på dig selv :kram:

Ja, helt sikkert du skal sige fra,kan folk ikke tåle det er det jo ærveligt,men det altså dit velbefinde det handler om-du må sige som det er ...

at du altså vil have retten til at være dig selv ind i mellem uden at det skal være bag ned rullet gadinner.

Så de skal altså ikke blive fornærmet hvis du siger en dag at jeg vil gerne side for mig selv idag,det kun fordi jeg er sådanne indrettet at jeg altås her brug for det.

Jeg vil tro at de så vil spørge pænt om de for styrer i stæden for bare at gå ind.

Man skal ikke finde sig i alt,så næste gang der er dårlig kretik ,så sig helt "ved du hvad jeg kender godt din mening om det og jeg vil ikke høre på den igen,jeg er som jeg er ....

At sige fra....
 

Hej.

Jeg synes det er godt at du bringer det op, for de fleste kender det nok. At man ikke lige fik sagt fra i tide. Og at man bliver tromlet ned af visse personer.

Jeg har en veninde som jeg mange gange skal sige fra over for, ellers havner jeg hver gang i noget som jeg ikke gider. Hun er af natur meget manipulerende og prøver altid at få tingene drejet, så det bliver som hun vil have det. Men nu kender jeg hende og har lært at stoppe det.

Jeg har ikke lyst til at være gratis barnepige, jeg har ikke lyst til at passe hund når hun er på ferie og jeg siger fra hver gang jeg føler hun går over mine grænser. Hun har selvfølgelig andre gode sider, ellers var hun nok ikke min veninde.

Det har lært mig ikke at lade mig udnytte. Du kan jo sagtens selv mærke, når en anden person har udnyttet dig. Jeg falder også i en gang imellem, men ikke anden gang. Så er jeg nemlig klar til at sige fra.

Så mit råd er også at du bare skal tage mod til at sige det helt klart. Sig at det ikke er sådan du vil det. At du har lyst til at være alene eller hvad nu du vil. Men sig det så de fatter det. Det er kun svært i starten. Og hvor er det en herlig følelse, når du har fået dem sat på plads.;)

Hej Antoniette

Hold da op hvor jeg kender det. Nu kender jeg ikke din alder, men hos mig er det gået over med alderen og dermed erfaringen.

Det er absolut legalt bare gerne at ville være sig selv - og det er absolut en dårlig vej at du føler at du bliver nødt til at "gemme" dig når du er i dit hjem.

Forklar folk høfligt men bestemt - at der er en rigtig god grund til at du er førtidspensionist - og en af grundende er at du har behov for at være dig selv - og at du nok selv skal melde ud hvis du har brug for selskab.

Det kan være svært i starten - men tro mig - det bliver nemmere og nemmere - og pudsigt nok tror jeg du vil opleve at folk respekterer dig mere. Hvis ikke er de nok ikke værd at samle på.

Pøj pøj herfra

En kort en kan være ;

" jeg er ikke socialanlagt og vil helst være alene, men ellers tak".

Det får mange til lige at bakke ud og ellers sig "nej tak" et par gange når forslaget/tilbuddet kommer eller bliver ved med at komme. Det får folk til at lade være med, at blive ved med at spørge, man kan jo sagtens sige "nej tak" med et smil.

Du har ikke nøde, at forklare ham manden eller andre hvordan du har haft det med de andre, det rager ikke nogen. Måske kunne han mingelere med dem i stedet, så havde du slået to fluer med et smæk. :D

Men ellers er det med at lukke af, jeg håber du låser din dør så folk ikke bare kan vade ind, for det er da noget så irriterende. De må ringe eller skrive hvis de ønsker at høre om de må komme på besøg.

Held og lykke med dit arbejde på, at være dig selv hen ad vejen, det skal nok komme.;)

Mange tak for alle jeres gode råd :-)
Det er nu rart at høre, at det ikke er mig, som bare er pivet eller tosset i hovedet. Grunden til at jeg blev så mega frustreret med mine naboer, som i øvrigt stadig ikke har talt til mig efter at jeg skrev brevet og sagde fra, var at de fuldstændigt overhørte det, når jeg rent faktisk stoppede op, kiggede dem direkte i øjnene og sagde fra, f.eks. "ærlig talt, jeg er træt, jeg vil gerne hjem nu!" Hende nabo madammen fortsatte bare med alt hendes ævl og kævl, hvoraf 95 % af det var: Sladder, brok, beklagelser og sygdom. Jeg er godt klar over, at hun fejlede dit og dat og jeg har da også mit eget at kæmpe med, men jeg orker altså ikke kun at snakke om det, faktisk følte jeg mig endnu mere svag og dårlig, efter at have hørt hende kævle løs, om at hun ikke mente at jeg kunne noget. En rigtig energistøvsuger!
Jeg har det godt med at jeg sagde fra, ingen tvivl om det, nu fortryder jeg så bare at jeg har svaret ærligt på alle deres spørgsmål om ting, som slet ikke ragede dem. For de er nogle rigtig sladdertasker og alt kan de vende og dreje og bedømme. Jeg føler mig heller ikke tryg ved den mandlige nabo, jeg ved at han før har meldt nogen til kommunen for socialt bedrageri, selvom det overhovedet ikke passede. Han var bare blevet gal i skralden forbi der var et ungt kæreste par, som var kommet til at holde på "hans" parkeringsplads. Han påstod at de boede sammen, hvilket de ikke gjorde! Han har selv boet ulovligt med "konen" i næsten 30 år og har lavet masser af sort arbejde... Jeg kan slet ikke klare den slags, den slags **** går jo ud over os lovlige førtidspensionister!

Ham manden, som min moster engang har været sammen med, har jeg heldigvis ikke set noget til endnu. Men jeg vil mane mig op og sige fra, vil ikke være ansvarlig for ham. Det kan jo ikke være mit problem, at han er flyttet til en by hvor han ikke kender nogen, det er hans eget problem.

Jeg føler tit, at når jeg nu ikke går på arbejde, så mener andre at jeg skal stå til rådighed for lige præcis dem på alle tidspunkter af døgnet. Kommentarer som "Jamen du har jo ikke andet at lave" har jeg tit hørt. Når jeg så siger, at jeg har andet at lave, så forlanges der en forklaring på hvad det er (hvilket ikke rager dem) eller jeg får at vide at "det kan du da altid lave, du har jo masser af tid". Har I også den slags problemer?

På mig virker det lidt som om du har ond af dig selv og du laver problemer ud af ingenting.
Mon ikke manden som du skriver om har fanget besked uden at du skulle have sagt det til ham direkte og derfor du har intet hørt fra ham mere.

Du bruger alt for meget energi på at spekulere på hvad andre synes eller ikke synes om dig. Har du dit på det rene så kan du da være ligeglad med hvad andre synes om dig.

Min gammel søde nabo kom også en dag med sladre om andre naboer som jeg engang ved hvem de er og har aldrig set nogle af dem, men jeg kortede hende omgående med, at jeg er på ingen måde interesseret i at høre på dette vrøvl.

Siden har jeg set hende kun et par gange og hun har talt kun om sig selv….

Det bedste naboskab er ingen naboskab, dvs. goddag og farvel.

Det er fint du kan tænke sådan, Karo, men alle mennesker har det ikke som du.

Tja, jeg er nok ikke så kold i rumpetten. Det kan være ufatteligt svært at afvise folk, især når de f.eks. er meget syge osv. Desuden er jeg også uenig i at det bedste naboskab er ingen naboskab. Så længe de acceptere ens grænser, så kan det da være en gave med gode naboer. Sådan nogle har jeg da heldigvis også :-)

I øvrigt har jeg mit på det rene, men derfor synes jeg ikke at det er specielt fedt, at andre tosser kan finde på at opfinde historier om en, og da slet ikke at risikere at få en falsk anmeldelse smidt i hovedet. Jeg har haft årevis lange kampe med kommunen, før jeg fik tilkendt førtidspension, så jeg ved jo også hvordan det firma drejer tingene, så det passer ind i deres kram.