Har i taget stilling til organdonation??
 

Det er et spørgsmål som jeg blive ved at vende tilbage til, men jeg kan ikke beslutte mig.....

Jeg ved godt hvor vigtigt det er, at man fritager sine børn/familie for den umulige situation, at skulle vælge, hvis man dør uden at have talt ordenligt om det......

Men hvad med jer, og hvilke tanker har i gjort jer?

Jeg håber gennem debat, at få mod til at tage en endelig beslutning. Jeg har jo 4 børn der forhåbenligt overlever mig...

:kram:

helenekr
 

ja det har jeg...for mange mange år siden....dengang der blev oprette organregister og kostede 50,- for at blive registreret.

Min ex-mand kunne ikke drømme om at gøre sådan....og da vi engang snakkede om det....kom det frem at han sådan set ville gå mod mine ønsker...da blev jeg sq så gal...at der var lyn og torden.

At han så ovenikøbet havde en sjælden blodtype...gjorde ikke mit humør bedrer....sagde til ham...hva nu hvis han selv en dag lå der og ikke kunne få blod...eller en af han's børn....Så lang havde han ikke tænkt...og kom heller ikke til det.

Min søster havde oz en blodtype der ikke er så mange af...hun var bloddoner.

Men igen....det er op til hver enkelt om man vil eller ej.....Men tror det fritager familie for en stor og tung byrde i de tilfælde hvor der er brug for denne tunge beslutning.

Herhjemme har vi talt om det og er begge to med på at vi ikke skal bruge vores organer til noget når den tid engang kommer. Min kone har registreret sig som donor. Jeg har ikke, til gengæld ved hele min familie at jeg godt vil give mine organer væk.

Jeg tror at det spørgsmål man skal stille sig selv er: Vil jeg modtage et organ hvis jeg får brug for det ?

Svarer man ja til det, så er det jo lidt hyklerisk hvis man ikke vil give dem bort hvis det kommer til det.

Jeg har ikke fået taget mig sammen til at undersøge om jeg overhovedet kan bruges dom donor.

Grundet de piller jeg stopper i fjæset hver dag.:mad:

Men jeg har det sådan at når jeg er død, er der kun et stykke dødt kød som ingen andre end maddiker og andet kravl pt. får fornøjelse af.
Om min familie skal smide en lettere mig i hullet eller ej, gør ikke så meget hvis jeg kan redde andre.

Desværre tror jeg mange gange at afgørelsen afhænger af fordomme og overtro, og ikke sund fornuft.

@Jøsses når jeg bliver donor, kunne jeg meget nemt finde på at lave testemente, hvor det er et krav at mine organer høstes før en arv kan udbetales.
Vel og mærke hvis jeg kan mærke på familien, at de vil gå imod det.


Mvh.
Jsn

Jeg kan slet ikke bruges som donor ,så det er så nemt for mig.
Jeg ved min mand gerne vil hel i jorden eller brændes helt, og det ønske vil han få opfyldt hvis han smutter før mig til de evige jagtmarker.

Det er mange år siden jeg registrerede mig som donor. Når jeg dør, kan jeg alligevel ikke bruge mine reservedele, og så kan andre lige så godt få glæde af dem - hvis ellers de kan bruges, men det finder de jo nok ud af hvis det bliver aktuelt

Jeg er også organdonor og jeg har snakket med nærmeste familie omkring det så det ikke kommer bag på dem hvis noget sker, jeg ved at min mor feks er meget i mod det og for at der ikke skal komme pres nogen af dem der skal tage beslutningen når jeg er død så har jeg valgt at sige det til dem i ordentlig tid .. så de kan tage hvad de kan bruge :D

jeg synes at det vigtigste er at tage stilling til om man vil eller ej og melde ud overfor famile eller gå online og tilmelde/afmelde sig. Man kan nemlig også under samme punkt frasige sig organdonation, så hvis man er helt og holdent imod det, synes jeg også at det vil være en god ide at få dette registreret i registeret.

Det behøver jo ikke at være hele kroppen man donerer, man kan fx. sige at man alene vil donere fx. hornhinder til øjne, eller man kan give tilladelse til at bruge det hele. jeg synes ikke at man selv skal vurdere hvad der kan bruges eller ej. Det må de kloge gøre sig tanker om. Men at tage stilling til hvorvidt man vil donere sine organer væk eller lige så vigtigt hvis man er overbevist om at man ikke vil, så vil det være en meget god ide at få dette meddelt i donroregistret.

Jeg har selv været med i donorregistret siden det blev oprettet i sin tid, og jeg har personligt givet tilladelse til at de må bruge det de vil, når jeg ikke er her mere. Min filosofi er, at jeg også selv meget gerne vil modtage organer såfremt jeg skulle få brug for dette engang. Så hvis jeg (hvad jeg bestemt ikke håber) kommer for tidligt herfra, så kan det være at jeg kan være medvirkende til, at op til flere andre personer kan få et bedre liv med fx. bedre syn, nyt hjerte eller lignende. Makabert? måske, men dette er min holdning.

Som jeg har sagt til min familie - man kan være enig eller uenig - der er ikke nogen rigtig eller forkert mening - den er helt ens egen, ligesom ens krop. Men man bør tage det hensyn til både sig selv og sin familie at tage et standpunkt. Pludselig død er svær nok i sig selv, men jeg tror at de fleste familier vil respektere den afdødes ønsker mht. ens krop.

Ja, det har jeg gjort tilbage i 1980, ud fra tanken om vil du reddes må du også give.
Mange hilsner Peter

Tror det er mine diagnoser der spiller lidt ind!! Jeg kan feks heller ikke tåle tanken om at få et nyt organ selv, gys. Og hvis jeg skulle have et nyt hjerte, tror jeg simpelthen jeg ville dø af skræk istedet....

Det er åbenbart enormt svært for mig, at forholde mig til alle de der spørgsmål. Og på stående fod vil jeg ikke modtage nogen nye organer, hvis mine egne skulle gå i udu. Men det er jo nemt at sige når man er rask......

Hvis jeg tænker på mine børn, så er det noget helt andet, for de må godt modtage organer og give organer.

Det er mig selv den er helt gal med:mad::mad: