På vej til en afklaring
 

Jeg er revalideret til pædagpg, og er også bevilliget et estra år med henblik på at få Diplonuddannelsen i Pædagogik.

Har i fire måneder været i job, men kunne ikke klatre at arbejde fuld tid, og bleg sygemeldt. Jeg vidste det godt, men jeg havde fortrængt det.

Nu har jeg så været i tre arbejdsprøvninger og skal starte i en ny i morgen ( på et reva center). Jeg søger fleksjob, men har invilliget i at blive afprøvet til & 28 og yderligere revalidering, selv om mine prøvninger klart siger at jeg højst kan arbejde fire timer om dagen. Min sygdom er tydeligt forværret siden jeg atartede på mit studie.

Med hensyn til, hvad mine omgivelser siger, kan jeg kun sige, at der er en del imellem som tydeligt lader det skinne igennem, at nu skal jeg vist til at tage mig sammen.

Jeg oplevet at mennesker spørger mig, og det gør de for at være høflige. Inden jeg hat talt i to minnutter, begyndet de at tale om noget andet. Jeg bliver så arrig, og er begyndt at sige til de mennesker jeg ved gør det på den måde, at jeg ikke har lyst at snakke om det, da jeg ved at de ikke kan forstå alt dette og at de jo heller ikke har lyst til at høre på elendigheden i længere tid.

Ja, lige netop længere tid er nødvendigt, for at jeg kan fortælle om de sidste seks års kamp for at bevare tilknytningen til arbejdmarkedet. Hvis ikke mine medmennesker har været tæt på mig og mit forløb hele vejen, er det også svært at forstå. Det jeg oplever i " systemet" lyder jo også som om det løgn, selv om jeg for det meste har mødt imødekommende og hjælpsomme sagsbehandlere på min vej, bliver deres afgørelser underkent og så skal jeg bare i en ny prøvning.

det er meget svært at bevare en facade, når man møder mennesker der vender det hvide ud af øjnene, når jeg beynder og fortælle. heldigvis er jeg kommet så langt at jeg siger fra, men må indrømme, jeg har været langt nede, på det grundlag.

Heldigvis har jeg også den glæde at have venner, der forstår mig, og ved og tror på at dette er min kamp for at bevare min tilknytning til arbejdsmarkedet. En kamp der har varet i seks år, og forhåbentlg er afsluttet og visiteret til et fleksjob. Beg ved godt kampen ikke er slut, for så skal jeg til at finde et job. KAmpen for at anekendt min " skavanker" er anerkendte, så må jeg køre videre derfra.

det er svært ikke have en identitet af den slag, som man har når man har et arbejde. det er hårdt ikke at tjene gode penge. Altså sådan tjene en løn som alle mulige andre.

Det er så vigtigt at der er en side som denne, som vi kan benytte af. Vi kan skrive sammen om vores problemer og vi kan få gode råd. Har vi ikke lyst at skrib´ve kan vi læse og drage nytte af andres erfaringer. Vi kan knytte kontakter med mennesker, der ved hvor svært det er.

Bea

RE: På vej til en afklaring
 

hej Bea ville bare lige sige held og lykke med din arbejdsprøvning på reva og husk ...

Kun du kender dine begrænsninger, lyt til dem og lyt til din krop og sig fra...

Der er ingen grund til at det det ender ud med en §28 hvor du endnu engang går ned med flaget tag tiden til at få det gjort på den rette måde og med det rette udfald denne gang .

Vi venter spændt på at høre hvordan udfaldet på reva bliver ..

MVH
Hejdien

RE: På vej til en afklaring
 

Hejsa Bea

Held og lykke med din tur på reva!! For gud skyld kæmp for at slippe for §28 ( har selv haft sådan en i en længere periode og det er en kamp hver eneste gang man skal i gang igen.... så kører det og så er man væk igen)

Kæmp for din ret vi er her til at støtte og give råd !!

Knus Borroe

PS. venter spændt på udfaldet!!

RE: På vej til en afklaring
 

Kære alle sammen

Det er længe siden jeg har været herind, og jeg ved stadig ikke helt hvordan jeg lige havnede her lige nu.

Tak for jeres søde og velmenende råd.

Jeg kan så sige at jeg ikke får en & 28, da jeg er sendt videre i systemet for at blive visiteret til et fleksjob. Min nye tråd.

Jeg er ikke helt på det rene med, hvordan jeg finder rundt herinde. Øvelse gør mester.

Knus Bea

RE: På vej til en afklaring
 

hej

hvad er en § 28

venligst Mai-Britt :|

RE: På vej til en afklaring
 

Hej Bea
Ja jeg keder kun alt for godt det det du skriver, facaden der krakeler når man bliver mødt sådan - heldigvis gør min det først bagefter når jeg kommer hjem. Og heldigvis har jeg et rigtig godt bagland. Det vigtigste for mig, har været den støtte og forståelse jeg har hos min familie og venner. Desværre har jeg også mistet nogle venner - da jeg blev syg som 19årig, og de ikke lige forstod hvorfor jeg ikke kunne tage i byen torsdag-fredag-lørdag hver uge, men det har jeg lært at leve med, for så var det jo ikke mine rigtige venner.

Dengang jeg af kommunen blev krævet at der skulle ske noget, da mine sygedagpenge ikke kunne fortsætte. Fik jeg valget af min læge på Rigshospitalet: pension eller fleksjob? Jeg valgte fleksjob - min drøm har altid været, at være ligesom alle mine veninder, have et job og tjene gode penge. Og det liggger i baghovedet: har man bare et job, kan man klare det hele - og ikke blive stillet det dumme spørgsmål: og hvad laver du så? Som om alt afhænger af, om man har et job når man møder nye mennesker.

Men vi mennesker har det jo nogle gange også sådan, at det vi ikke har vil vi gerne have, og det vi har ønsker vi ikke. Måske skulle vi bare lære og livet mens vi har det. Vi ved jo aldrig hvad fremtiden bringer:)