Accept fra sagsbehandler?
 

Hej der ude :-)
Jeg er socialrådgiverstuderende, og er på det sidste semester inden bacheloren!
Pt. er jeg i gang med fordybelsesperiode.
"Vælg selv hvad I vil fordybe jer i", var nærmest det eneste der blev sagt.
Opgaven går egentlig bare ud på at reflektere, og så fremlægge i 20 minutter for mine medstuderende om mine refleksioner, og min undren.

Mit fokus ligger på den nye førtidspensionsreform, da jeg bl.a. var i praktik i beskæftigelsesafsnittet, og lavede ressourceprofiler og havde samtaler. Men alt dette foregik i december 2012, så jeg har ikke kendskab til, hvordan det fungerer nu? Jeg har nogenlunde en idé om, hvordan arbejdet foregår fra sagsbehandlerens side, men jeg har ingen idé om, hvordan den enkelte borger oplever forløbet?

Min undren bunder i regeringens 2020-plan. For mig lyder det som om, at alle kan komme i et ressourceforløb, og derved på kort eller lang sigt komme i enten beskæftigelse eller under uddannelse. Dette er i hvert fald hovedformålet.
Det vigtigste tænker jeg, er da ikke målet, men selve processen dertil? Hvis man som sagsbehandler ikke anerkender den enkelte, og de problemer vedkommende har, hvordan skal personen så få lyst til at rykke sig (hvis muligt?), eller i det mindste bare anerkende og acceptere sig selv?
Jeg er bange for, at sagsbehandlerne føler et pres fra regeringens side efter den nye førtidspensionsreform, og tænker for meget på målet: ordinær beskæftigelse, istedet for at tænke på borgeren?

Jeg havde i går et telefon interview med en socialrådgiver som havde med rehabiliteringscenteret at gøre. Hun fortalte mig, at det var hendes opfattelse, at borgerne følte sig anerkendt, og de gav udtryk for, at de fik meget ud af det tværfaglige møde. Dette synes jeg lyder lidt for sukkersødt, så derfor vil jeg gerne høre historien fra din side, og dine tanker:

Føler/følte du dig anerkendt af din sagsbehandler, og hvordan føler/følte du, at processen vedr. det at søge om førtidspension forløber/forløb?

Rehabiliteringscenteret skal jo netop være med til at sikre helhedssynet, men ved borgeren bedst, eller gør sagsbehandlerne?

Reflekterende tanker fra Line :confused: ;)

Jeg er en af dem der lige nåede det inden den nye reform.

Men mit indtryk er nu at det også før reformen var et issue at få folk i ordinært arbejde.

Allerede inden reformen var målet i en arbejdsprøvning at nå 37 timer, eller i hvert fald 20, så man var selvforsørgende.

Og der blev tilkendt fleksjob til 5-6 timer uagtet at det var den gamle tilskudsordning, hvor det aldrig ville kunne betale sig for en arbejdsgiver at ansætte så få timer.

Med hensyn til de nye ressourceforløb, så er kriteriet jo at man skal være truet i forhold til at ende på førtidspension, men at der samtidig skal være udviklingsmuligheder.

Og selv om det kan tolkes som vinden blæser, tror jeg nu ikke at ressourceforløb hænger løst..

Altså det med at alle kan komme i et ressourceforløb....ja det sker næppe...

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har selv sagt til Jesper Tynell at de eneste der ville komme i ressourceforløb...ja det er dem der ellers ville have fået en førtidspension efter de gamle regler...

Der er simpelthen ikke penge til det...så alle kan komme det...

Så det der med at kalde det for en TIDLIG indsats...ja det er bluff og for det skal lyde godt og spiseligt...

Nu har jeg ingen erfaringer selv med rehabiliteringsteams/rehabiliteringsskemaer....men vi har da haft nogle stykker igennem herinde og de fleste lyder til at have været glade for det møde i rehabiliteringsteamet..

Ang det med at de kun går efter ordinært job....tja det er vel ikke noget under...

Hele samfundet er svøbet ind i at man kun er et rigtigt menneske i det øjeblik man har et job....

Man er kun en del af samfundet hvis man har et job...

Det vigtigste for et menneske er et job...

Det er faktisk til at brække sig over så meget som alt er hængt op på om man kan arbejde og dermed have et job...

Specielt når det ikke passer....folk kan sagtens have det fint uden nødvendigvis at have et job...

Man kan godt være et helt menneske uden et job....

Hjertelig velkommen
 

Kære Line

Du ønskes en god fremtid med din uddannelse og skal have stor ros for din interesse for dine fremtidige klienter.

Til reflektion:

http://www.k10.dk/showthread.php?t=19235

http://socialrdg.dk/Default.aspx?ID=180 som du helt sikkert får brug for når din uddannelser er færdig.

Held og lykke fremover.

Bedste hilsner
Peter ;)

Ja, det vil vel altid være hovedformålet at få folk i arbejde, og men netop med den nye reform, stadfæster regeringen deres pointe, synes jeg.

Det med at alle kommer i ressourceforløb, var skrevet for at stille det firkantet op :-)

Under mit praktikforløb var jeg også med til et "Brug for alle møde", hvilket minder en del om rehabiliteringsteamet. Brug for alle er bare en endnu tidligere indsats, hvilket jeg personligt syntes var en fremragende idé, fordi der var flere fagpersoner til stede, end bare den sædvanlige sagsbehandler. Derved skabtes der et helhedssyn i det tværfaglige team, og det var min opfattelse, at man brugte tid på at lytte til borgeren og de ønsker den enkelte havde, og hvilke problemer den enkelte sloges med. Sammen forsøgte man så at finde den bedst mulige løsning, til at vedkommende kunne få det bedre, hvad end det var store eller små skridt.

Min pointe er netop også, at man sagtens kan være noget selvom man ikke har et arbejde. Derfor synes jeg også man skal passe på med, kun at have fokus mod beskæftigelse.

Da jeg startede på studiet blev vi spurgt om, hvorfor vi gerne vil være socialrådgiver, og det der blev nævnt flest gange var, at vi gerne ville hjælpe andre mennesker.
Som jeg er nået længere frem i uddannelsen, finder man, desværre, ud af, at vil man hjælpe andre mennesker, så skal man blive læge/pædagog/psykiater, og ikke socialrådgiver. Dog har det også været positivt at indse, at man ikke kan redde alle, men kan jeg bare hjælpe 1, så er det jo en start.
Jeg må jo affinde mig med, at jeg er underlagt en hvis lov, indenfor mit kommende fag, dog føler jeg det stadig vigtigst, at lytte til borgeren, i stedet for til regeringen, og jeg mener det er vigtigt, at kunne acceptere, at alle IKKE kan. Ligeså vigtigt er det jo for borgeren, at acceptere, at han/hun bare ikke kan!

Mange tak Peter. Min fornemmeste opgave er jo, at gøre mig selv arbejdsløs, så jeg kan jo ligeså godt sætte mig ind i klientens tanker med det samme :-) eller forsøge i hver fald

Ja de tanker lykkes det åbenbart for nogen at lukke af for....men held og lykke herfra.

Der er ingen tvivl om at selve reformen ville virke....men det forudsætter at man gør det tidligt...og nej det vil desværre ikke virke på alle...det kan man lige så godt acceptere...

Men når tingene er sat op som de er og man kun giver "en tidlig" indsats til folk som ellers skulle have en førtidspension...ja så er det håbløst at tro det vil hjælpe noget som helst...på det tidspunkt er det for sent...

Nej det er desværre en kæmpe syltekrukke hvor man kan holde de fleste på en lav kontanthjælps ydelse i utroligt mange år...

Men okay...det de ville det var jo at spare ca 3 milliarder....og så skal de penge jo findes et eller andet sted...bare sørgeligt at det skal være på syge mennesker..

Ja man har en lovgivning som sagsbehandler....den skal man så huske at overholde....også selv om ledelsen gerne vil spare penge....det glemmer mange sagsbehandlere desværre....

Og selv om man skal overholde en lovgivning...ja så kommer man super langt med at lytte til borgeren og ikke mindst snakke ordentligt til borgeren...

De fleste mennesker...også syge mennesker...ja de kan sagtens forstå at alt ikke kan lade sig gøre....men det går galt når de bliver mistænkeliggjort, ikke lyttet til, talt ned til og de ikke kommer med på råd...som loven ellers forskriver at de skal...

Så man kommer langt med at behandle borgeren som et menneske og ikke bare som endnu en sag...

Det er både opløftende og dejligt at se at du gider prøve at sætte sig ind i hvordan borgerne oplever tingene.....der er desværre alt for få af din slags...

Jeg håber at der komme en del (folk der er i det nu) og fortæller hvordan de oplever de nye regler og måden de bliver udført på....

Klare og tydelige forklaringer i skrift og tale er en mangel, men må være et must.

Det er fint at lytte, men en jævn forklaring på et sprog som ikke er fyldt med fremmedord og paragraffer, kan betyde færre misforståelser.

Alle kender vel til følelsen af, at føle sig dum til et sagsbehandler møde. Man er måske langt væk i sine egne problemer, og fatter ikke en dyt af de fine ord. For ikke at afsløre, at man ikke har fattet en brik, så får man ikke spurgt ind.

Så tal/skriv dansk, så selv en almindelig dansker kan forstå hvad der bliver sagt og skrevet.. Og turde sige: "Forklar det lige igen"

Jeg er overbevist om at alle der læser til socialrådgiver gør det af ærligt hjerte for at hjælpe. Desværre er tiden nok sådan at det vigtigste du har brug for, vil være at kende reglerne om refusion til kommunerne fra staten. Dvs. Sagsbehandling drejer sig om at få puttet borgere i den "kasse" der er billigst for kommunerne!dertil skal siges at disse oplysninger burde offentliggøres så alle borgere ka regne ud hvad der er billigst at blive visiteret til! Jeg håber for dig at du får et godt job som. Socialrådgiver. Husk at blive ved med at have empati med dine borgere og tænk på kommunikation. Det er rarest at kunne se sig selv i spejlet hver morgen, skønt man har en lovgivning over hovedet, der ikke altid giver dig mulighed for at følge dit " hjerte". Held og lykke med din uddannelse! Når man er færdig opdager man altid, at der er milevidt fra det man lærer på skolen og det man er nødt til at gøre i det rigtige liv!!

Det vigtigste tænker jeg, er da ikke målet, men selve processen dertil?

Processen dertil har jeg aldeles ikke oplevet som særlig hurtig/ arbejdssom fra jobcenterets side.

Jeg fik lavet en funktionsevnebeskrivelse af kommunens ergoterapeut i dec. 12. Udtalelse fra lægekonsulent jan. 13. - herefter besked om at jeg skulle møde rehabiliteringsteamet.
Fik først tilsendt forberedende skema som jeg selv skulle udfylde - det blev stoppet af min partsrepræsentant - loven siger at sagsbehandler skal udfylde den i samarbejde med mig.

Så indkaldelse til møde for at udfylde den - da jeg pga min skade ikke kan deltage længe af gangen (30-45 min), foreslog socialrådgiveren (jeg er nemlig en af de heldige som har en uddannet sagsbehandler) at hun interviewede mig til hvert møde, skrev ind i skema og at jeg så hvergang fik skema med hjem fra sidste møde til gennemlæsning/ kommentarer.

Men det har været en utrolig langsom process, hvor skema først var færdig i august (lang tid mellem hvert interview, sagsbehandler sygmeldt uden at mødet blev aflyst, m.v).
Herefter skulle skemaet forbi et screeningsteam - besked herfra vi ønsker udtalelse fra sundhedskoordiantoren.
Mens vi så venter på denne udtalelse har jeg fået lov til at komme til min egen læge til LÆ265.

Men jeg kan endnu her sidst i september få at vide hvornår jeg skal møde rehabiliteringsteamet - det kan først fortælles når sagsbehandler har modtaget udtalelser fra både min egen læge samt sundhedskoordinatoren.

Så kan det hele at bliver yderligere forsinket da jeg højst sandsynlig kommer i den situation at mødedato gives med så kort varsel at både min egen læge, som ønsker at deltage samt min partsrepræsentant kan være booket ind med andre møder den dag, hvorfor det skal rykkes ydeligere - indtil de begge kan deltage

Måske jeg kommer til mødet i 2014????