At have psykisk syge børn
 

Min ældste søn har ADHD
Min yngste datter er paranoid skitzofren
De har brug for megen hjælp og støtte
Hvornår er der nogen der støtter mig, er ved at være lidt slidt
Håber der er nogen der ved hvordan man bliver ved med at finde kræfter

Det lyder hårdt!

Jeg ved at der findes et ret stort netværk for ADHDfamilier. Prøv at kigge på deres hjemmeside:

http://www.adhd.dk/

Der er bl.a et samtalefora a la det her, hvor der er er en masse andre forældre i samme situation som du selv. Måske kan det være en hjælp af finde nogen der, der ved hvad det er du dealer med. Og hvis du har yderligere behov for hjælp, så kan det også være der er nogle derinde der kan fortælle om dine muligheder!

Håber du kan finde den hjælp og støtte du har behov for.

Hej NPH.

Det er vist de færreste der ved det, men som pårørende til en alvorligt psykisk syg person kan man få tilskud til op til 12 psykologtimer.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=9154

Prøv at tale med din læge om det i næste uge :)

Derudover vil jeg som Minebørnsmor anbefale dig at finde pårørendegrupper, enten på nettet eller i dit lokalområde.

i følge den nye bekendtgørelse om social service hedder §84 Kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 2. Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.

Håber at dette hjælper dig lidt? held og lykke

hej nph, JA, det er utroligt svært og til tider opslidende at være nærmeste pårørende til børn der selv har det svært i livet, kan sagtens følge dig.

Tak til de 3 øvrige medlemmer der giver dig nogle gode forslag til at hente hjælp og samtidig vil jeg også sige: så lærte jeg også i dag, noget nyt ;)

Jeg anede intet om at disse muligheder fandtes, er aldrig blevet oplyst om dette (-meeen det undrer mig jo ikke, hmm....)

Godt at få det herinde, også ;)

Tak for jeres gode svar
Havde bare brug for at lufte fustrationerne
som hjemmegående førtidspensionist føler man af og til et behov for at fortælle lidt et eller andet sted
Men er nu klar igen

NPH, naturligvis er der brug for at læsse af. Helt naturligt.
Jeg vil nu stadig råde dig til at finde en pårørendegruppe. Jeg er overbevist om, at det vil være en rar ting at kunne dele de konkrete oplevelser med nogen der har samme problemstillinger inde på livet.
Fuldstændig som det er rart at deltage i forummet her :)
Og så syntes jeg da at det er værd at tage imod de psykologtimer du er berettiget til. Måske ikke lige nu hvis ikke du syntes det er nødvendigt, men om ikke andet på sigt.

Jeg tror heller ikke at mine forældre blev oplyst om det da jeg "debuterede" med gentagne indlæggelser.

Ærgerligt nok, for jeg tror nu måske det ikke ville have været helt dumt om ikke andet så for mine yngre søskende at have kunnet få hjælp til at håndtere det dengang.
Men de er nu alle kommet helskindet igennem mit sygdomsforløb alligevel :)

Om nogen kan jeg forstå din fustration afmagt og skyldfølelse... følelsen af bare ikke at kunne slå til og gøre det godt nok.

Nu kender jeg heldigvis ikke personligt til paranoid skitzofreni, men jeg kan da kun forestille mig at det absolut ikke hjælper på hvordan tingene ser ud hjemme hos dig.

Men lidt heldig er du dog, for os er det UMULIGT at få en diagnose på ungen, hvilket jeg faktisk slet ikke forstår, for der er absolut ingen tvivl om at der er "noget" det kan vi så lige sætte sammen med at hele min familie er ADHD´ere, vi har uden tvivl den arvelige type.

Men næ næ PPR røvrander os (de har lige gjort det for 2. gang ved barte at blive væk fra et møde) skolepsykologen, er meget vævende fordi knægten fungere rimelig fornuftigt, og er i top 3 bogligt i hans klase, og vi ellers er en velfungerende familie.

Jo han fungere rimeligt, men sætter vi ham i en alm folkeskole, holder han ikke 3 måneder, og det er psykologens egne ord, men så længe han bliver på friskolen, som har tilpasset undervisningen til ham, og lader ham få lov til at dampe, sååå.

Og egen læge er værgen til at hugge eller stikke i.

Det farmer flot vi som familie kan ikke få en prut hjælp til at få hverdagen til at fungere, vi er sten sikkert 2 med ADHD, og hvad mine øjne ser er vi sikkert 3, ud af 5... tal lige om kaos. Altså jeg ved godt hvad vi bør få gjort, men meg evner ikke at føre det ud i livet, og har minus støætte til at holde fast i evt tiltag, fra gemalen.
Samtidig ser jeg en dreng der nok er 1-1½ klassetrin over hans alder, men som socialt har det af H til, og en dreng der har det dåårligt med sig selv, og jeg står bare her og kan absolut intet gøre for at hjælpe ham for jeg evner det ikke pga min egen ADHD.

Det kan så godt være det er fint nok så længe han bliver på friskolen, men med 5 mennesker der skal leve af en indtægt, fordi jeg er smidt ud af systemet, så har det altså en stakket frist, for satsen for økonomisk friplads er så lav at det er lige før selv ikke en KHJ modtager vil kunne få det.

Så jo jeg kender til din fustration, bare at kunne stå på sidelinjen og vente på at det går HELT galt, for før det ER gået galt, er det nærmest umuligt at få nogen form for hjælp til noget som heldst. Det gør s q ONDT bare at kunne stå og se på at ens familie mistrives, se hvordan det skader samtlige familiemedlemmer.

Men det aller mest skræmmende er at det ikke kun er for os der end ikke kan få en diagnose den er gal, den er næsten lige så gal for dem der har diagnoserne, det åbner kun døren på klem, og bag ved står en kæmpe på hundredetusinde tons, og der er kun en til at skubbe.

Hurra for et velfærdssamfund.

Jeg håber I har det som os, i perioder er der nogen lunde roligt, NYD dem og ikke mindst udnyt dem, det bedste du kan, om det skal være til en omgang selvforkælelse til dig, så du kan slippe lidt væk og trække noget luft, eller om det skal være til at lave noget sammen og få succes, eller...
Desværre er de perioder, i hvertfald for os alt alt for korte, er vi virkelig heldige har vi lidt mere end en halv dag, og så er freden forbi (så den der med at mor planlægger lidt mor tid, den går ikke) Når det er aller værst, har vi opdaget at vi kan smide en film på, meget med gerne min søsters børn eller far til fire, så falder der lidt ro på gemakkerne, og vi kan lige trække lidt luft, altså naturligvis kan vi ikke side og se film hele tiden, fx under tandbørstningen, det vil også ødelægge effekten *gg* men bare det at vi har fundet noget der virker (såååån da) og vi ved den mulighed er der, hjælper lidt på den daglige tonsen rundt.

Og så slår jeg tit i gennem, med NU skrider jeg... jeg smutter ikke på DEN måde, men tager pc´en 1½ time eller fordufter over til min veninde, eller bare går en tur alene, og så på de her hjemme ski sejle som det passer dem. Det har taget tid at lære at gøre, men nu hvor... såååå det virker altså.

Hej ven
Uden at kende dig din familie og dine børn
Jeg kan kende mønstret fra da min søn var yngre
Har heller ikke gode erfaringer med PPR, skole psykologer og den slags
Hvordan behandles resten af faniliens ADHd ? Er i kontakt med Distrikts psykiatrien hvis ikke kan i henvises dertil af egen læge Psykiatrien kan udrede dit barn så en behandling kan blive startet op
Min søn var boglig dygtig i skolen men alt andet fungerede ikke ind i mellem kravle han nærmest i gardinerne
Min søn blev dianosticeret Borderline som 16 årig men først som 20 årig viste det sig at han havde ADHD , men det måtte flere år med misbrug og småkriminalitet til før vi kom frem til ADHD og han kom i behandling med Retalin
Han har da han fyldte 26 forladt sin førtidspension og er i et flexjob han er 28 år
Men han har stadig brug for støtte og mit arbejde har gradvist ændret sig fra hvor jeg tror du er nu til at få forskellige støtteordninger til at fungere omkring ham og hans familie
Mine erfaringer er En diagnose hjælper men der kommer ingen hjælp af sig selv
Der skal kæmpes for hver lille bid . Ind i mellem er det også formålstjeneligt at tale med en borgmester eller en formand for udvalg
Ja der skal pres på for at der sker noget
Jeg ved også det er mega svært da du selv er ramt af sygdom ,
Håber du har nogle gode venner eller familie du kan bede om hjælp, har erfaret på den hårde måde at dt at hjælpe sin familie gør at man ind i mellem har brug for at der er nogen der støtter en for ellers går man i stykker på forsøget og så har de slet ikke

NPH