Accept fra andre
 

Jeg er under uddannelse (revalidering) og har i den forbindelse været ude for nogle ret ubehagelige situationer. Der foregår meget gruppe arbejde på et universitet, og da jeg for 3 år siden skulle ud i min første gruppe anede jeg ikke at det jeg oplevede der bare skulle forværres over de følgende år.

Grundet min situation kan jeg af gode grunde ikke sidde og arbejde på fuld tryk hele dagen lang, dette forklarede jeg den første gruppe jeg var i, med det samme. Det var da helt i orden og det skulle vi da nok finde ud af. 1 måned senere blev jeg frosset ud af gruppe og fik at vide at jeg var doven, ikke lavede mit arbejde og derfor ville de aller helst smide mig ud af gruppe. Studie vejlederen blev indkaldt, men da der ikke var så lang tid tilbage af projektet fik de andre medlemmer ikke lov. Så jeg måtte stå distancen, og skulle hver dag udsættes for disse mennesker. Skulle hver dag køre hjem med følelsen af ikke at række, ikke at være noget værd.

Projektet endte, og vi skule videre.

Næste projekt, getog historien sig. Ligeledes blev mit helbred hele tiden forværret, så jeg kunne holde til mindre og mindre. Dog lavede jeg mine ting, og kæmpede igennem.

Jeg er blevet smidt ud af grupper midt i projekter, jeg er blevet hånet og kaldt for alt lige fra hypokonder til doven. Jeg har hver gang skulle stå og redegøre for mit helbred og forsøge at forklare at smerterne er en ting, ens energi lider meget under ikke at være rask, samt ens koncentrationsevne og ved hver opstart har jeg gjort mit til at fortælle hvad det var de gik ind til. Dette har været utroligt ydmygende at skulle stå og næsten undskylde over ist helbred. Og hver gang har de været så søde, jamen det finder vi ud af, det skal du ikke tænke på. Vi finder en måde hvor alle er tilfredse. Men alligevel, efter en måneds tid, er det gået galt, og disse ør så forstående mennesker forvandler isg ind til en bunke egoistiske, blinde og decideret onde folk.

Hver gang jeg har været i gruppe arbejde har jeg skulle køre hjem med den følelse af ikke at være noget værd, at det er mig der er noget galt med. Hvor må jeg dog være et usselt menneske siden de er sådan. Har godt nok spildt mange tårer på det her. Og til dem der har læst min tråd, har dette nok været en af grundene til at jeg har gået og forsøgt at fortrænge min situation.

Så her for lidt tid siden, da vi skulle gå i grupper til vores eksamens synopsis, valgte jeg så endelig ikke at være med i en gruppe. Det er simpelthen slut. Derfor skulle jeg i en halv time stå og høre på en af lærerne give et foredrag om dét at skulle arbejde sammen, og at hvis jeg kke var villig, så ville jeg aldrig lære at arbejde sammen med andre, hvilket er den vigtigste grundsten når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg lukkede ørerne og snakkede hende efter munden. Men jeg skriver stadig alene, både nu og til BA projektet her efter sommer.

Det skal siges at jeg hele tiden har lavet det jeg skulle lave, har fået gode karakter osv.

Og nu er det vist på tide at fortælle hvilken uddannelse jeg er på.......

SOCIALRÅDGIVER UDDANNELSEN!!!!!!!!!!!!!!!!!

Er det ikke betryggende at høre?

Simpelthen rystende læsning. Ikke mindst når man tænker på at det er de kommende socialrådgivere vi kommer til at møde ude i kommunerne... :eek:

Rigtig meget held og lykke med uddannelsen :kram:

Jeg sad og blev mere og mere harm over det du går igennem, synes simpelthen det er for dårligt.

Da jeg så læste den sidste linje røg teen ud af munden på mig, så måtte da lige tørre lidt op:eek:

Men jo det er ekstremt skræmmende at kommende socialrådgivere, er så blokket for forståelse især når de senere skal være med til at afgøre fremtiden for syge mennesker.

Det skulle ikke undre mig at det er ikke det sidste vi har høre om de "rådgivere"

Mvh,
Jsn

Forkasteligt at så snæversynede personer overhovedet kan blive socialrådgivere!!!!

Man burde have en menneskeligheds test inden man blev noget med mennesker! Især socialrådgivere, social og sundhedsassistenter mm!!!

Mærkeligt at samfundet mener at det er vigtigere at læse en bog, gengive den, osv end hvad personerne indeholder på det menneskelige plan....

Håber du finder mod og styrke til og gennemføre din uddannelse!

Venligst Supercarla

Hvor er det forfærdeligt at læse, at folk, der burde være forstående kan vise så lidt hensyn!

Jeg var selv ude for helt det samme på mit studium. Jeg læste på stærkt nedsat tid, da jeg ikke kunne holde til mere, og jeg måtte altid høre for, at det jo var fordi, jeg havde meget mere tid end alle andre, jeg klarede mig godt til eksaminerne. Gruppearbejde var et helvede, og hver gang måtte jeg fortælle, at jeg ikke kunne klare samme pres som andre, og hver gang sagde de, at de var forstående, men når alt kom til alt, var der ingen, der troede på mig. Det ændrede sig dog lidt, da jeg den ene gang måtte indlægges på Rigshospitalet midt under eksamensperioden, fordi jeg ikke kunne holde til mere. Til gengæld var de så søde på hospitalet. Lægen indlagde mig på Patienthotellet, så jeg havde et eneværelse, eget toilet og bad, samt skrivebord, så jeg kunne læse i fred, og så bare komme over, når jeg skulle ha' drop og til stuegang.

Jeg endte med at sige ja til at skrive speciale med en anden en, som kendte mig godt, og som sagde, at hun intet problem havde med, at jeg ikke kunne så meget. Vi fik også ekstra tid til at skrive i pga. mig. Alligevel endte hun med at springe fra 6 uger før afleveringen med den begrundelse, at hun var bange for, at min sygdom ville bryde ud igen, og at hun ikke lige kunne overskue at tage hensyn til mig. Aldrig har jeg følt mig så svigtet i mit liv. Især, da det kom frem, at hun troede, hun kunne aflevere alt det, jeg havde lavet, i sit eget navn. Men det fik jeg sat en stopper for - vi måtte begge to starte forfra alene. Jeg fik yderligere 3 måneders udsættelse, og fik afleveret specialet, selvom jeg reelt kun kunne arbejde under halvdelen af det normale. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde stolet på hende, og havde valgt at arbejde alene for første færd. Det kan godt være, at folk SIGER, de forstår, men i virkeligheden ryger forståelsen lige så snart, det kræver lidt af dem selv mht. forståelse og rummelighed. :o Jeg havde dog troet, at man sådan et sted som socialrådgiveruddannelsen var hævet over den slags.

Hold ud Julcha!

Min kommentar er ret simpel: Af alle de mennesker du har nævnt i dit indlæg, ved jeg godt HVEM der bliver den mest effektive og menneskelige sagsbehandler! ... det gør DU!, det er jeg helt sikker på.

Synes det er helt grotesk, at de mennesker der netop skal lære at hjælpe andre, og hjælpe mennesker med sociale og helbredsmæssige problemer opfører sig på den måde... de burde få dumpekarakter af lærerne for at opføre sig på denne måde.

Men hvem ved... måske sider der også borgerlige liberalistiske idioter i udvælgnings-grupperne, når man skal vælge deltagere på uddannelsen, så de er sikre på at få Claus Hjort og Inger Støjberg kopier ind på uddannelsen...

Kan kun sige; Ignorer, dem! ... og var det mig, havde jeg givet dem en opsang af kaliber, om det så havde betydet total isolation... gud hvor er nogle raske mennesker dog ækle! ... man sider helt og for kvælerfornemmelser i fingrene når man læser sådan noget.

Gør som Razmo siger: HOLD UD! Spild ikke tid på dem, men sørg for at alle dine beslutninger bliver til dit bedste. Tilgiv dem, de ved ikke bedre.

Men hvis du bliver tvunget ud i en situation igen som beskrevet så hav 4 klemmer og 2 tunge sten i din taske. Så spørger du om der er en der vil prøve at have 4 klemmer i nakken i hårkanten og en sten under hver armhule resten af dagen. Der vil ikke gå andet end få minutter så opgives forsøget.

Hilsen Peter klemme

Julcha ja jeg har lige sendt din beskrivelse til min søn på 22 år som var oppe med sin synopsis i går ...

I hans gruppe har de nemmelig også en syg , en jord beton arbejder der skal om skoles via revalidering fordi han er blevet ødelagt i sit job, nu kender jeg min søn og jeg kender hans kammerater og ved at de har gjort meget for ikke at behandle denne revalidend dårligt , men jeg ved også at min søn sagde i går at han ikke ville i gruppe med ham mere , da hans træthed og hans tilgang til tingeneog hans usikkerhed sinkede de andres arbejde hele tiden ...

MEN min søn har jo så en noget anden indgangsvinkel til tingene i kraft af mig , men han er ikke værre eller bedre end andre unge studerene og han tænker først og fremmest på at få sig selv i gennem og her viser det sig at han føler at usikkerheden fra revalidenden breder sig til gruppen (nu er det jo ikke sikkert at du føler den samme usikkerhed ) men nu er det jo ikke den første gruppe min søn har været i , og jeg har så¨hørt ham i en del opgaver og jeg ved at denne synopsis har redet ham som en mare netop pga han følte en stor usikkerhed .

Dette er ikke noget forsvar af den måde du er blevet behandlet på det er så ringe og som andre skriver her så ved vi jo godt hvem der bliver den gode sagsbehandler her ....

Men når det er sagt så er der forskellige muligheder for at få hjælp til at komme igennem uddannelsen med handicap og måske uddannelse stederne ikke er gode nok til at oplyse de syge og de andre om disse muligheder, det kunne jo være der var en god mulighed i systemet for netop at hjælpe folk som dig med feks en mentor eller andet , sådan at man ikke risikere at trække gruppen ned (hvis det er det man gør ) for vi skal jo alle være her ...

Skal så sige at min søn ikke er i gang med socialrådgiver uddannelsen men som socialpædagog , så det gør det jo ikke bedre de skal også kunne sætte sig ind i ting og føle empati ...

Men efter at have set min søn bekymre sig i måneder og bide negle i uger og hørt på hans synopsis hele aften i forgårs så syntes jeg altså lige at jeg ville prøve om jeg kunne forklare hvordan det kunne være for de andre i gruppen de er lige så bange for ikke at slå til og fejle som alle os andre ...

Ikke en undskyldning men en forklaring og den ved jeg så ikke hvor godt jeg slap fra , men sendte det du skrev til min søn så han kan se hvordan det kan være at være den syge i gruppen, det kan han måske lære noget af ....

Men menneske sindet er noget underligt noget og er der nogen der er egoistiske så er det jo de unge og er der nogen der har fået tudet ørene fulde af at de skal kunne det hele og være perfekte ja så er det også de unge ...

Nu ved jeg ikke alderen på din gruppe og de ting de siger til dig er der ingen undskyldning for og at hele gruppen består af individer der føler det er ok at behandle dig sådan er en fallit erklæring ., man burde mene at bare en i gruppen kunne stikke ud og have mere empati og sige nok er nok ....

det tegner ikke godt for standen af socialrådgivere ...:o

Jeg er spændt på hvad min søn siger til din beskrivelse af dine dage, for selv om han selv mener at han behandler revalidenden ordentligt så kom han hjem igår og fortalte hvad han havde fået og hvad de andre havde fået , da jeg spurgte til revalidenden fik jeg svaret .. han gik ind da vi gik hjem :eek: de ventede ikke på ham...

Min søn køre med en i bil så han følte at han skulle køre da han sagde det , og jeg vil ikke undskylde ham ,bare sige at han tænker som en 22 årig og han ikke kan redde hele verden og jeg ikke vil give ham dårlig samvittighed han kan ikke være den der redder revalidenden , men han kan ringe til ham om aften og høre hvordan det gik så han ved at gruppen interessere sig men hvor er studierådgivere henne i alt det her , burde de ikke være inde over og støtte op om både revalidend og den gruppe som arbejder med revalidend hvis handicappet kan give problemer i forhold til studier ?

Nå men usikkerheden hos min søn var ikke større end at han scorede et 12 tal og sjovt nok i socialisering :D

Måske fortæller det når alt kommer til alt ikke kun noget om de unge i dag (mange af dem kender ikke ordet krise overhovedet, og kommer lige fra under mor og fars vinge, og tror at en rådgiver uddannelse handler om at tjene penge til sin egen karriære alene, og at resten bare er ren administration), men også om at systemet er helt forkert skruet sammen (like we did not know!)... hvad putter man sådan en revalident ind iblandt unge raske for, når de ikke kan følge med!?

Hvad med om de på diverse uddannelsessteder, fik Bertel Haarder taget i nakken, og bedt ham om at sørge for, at der indrettes specialklasser til netop revalidenter osv? ... nu himler de jo op om, at system-fangede skal tage ansvar og gøre noget for at komme videre, så det var da kun rimeligt, at uddannelserne gjorde deres også på dette feldt.

Men det er der vel ikke råd til... sædvanen tro...

Razmo enig ...