Om at være pårørende til en misbruger.
 

Hej.

Jeg har valgt at skrive dette indlæg om at være pårørende til en misbruger, da jeg er sikker på jeg ikke er alene her på k10.

At være pårørende, søster, til en misbruger er så hårdt og opslidende for de nærmeste psysisk og fysisk, jeg tænker på min stakkels bror som har det endnu værrer i sin kamp for at komme ud af sit misbrug og få et værdigt liv og komme på fode igen.

De sidste snart 2 år at være vidne til en social deroute, hvor et menneske jeg elsker så højt et gået helt rabundus.

1 Den sociale nedtur, med krak af firma, grundet krisen, tvangsaktion hus, skilsmisse, sygedagpenge stoppet---kæmpe gæld.

Utalige indlæggelser med to store hjerneoprationer blodsamliger efet fald uden på hjernen.

det sidste ligget i kunstig koma på intensiv afd, ( meget ubehageligt at være besøgende der, og samtidig en enestående behandling af os pårørende og ikke mindst min bror , som jo er den det habdler om.

En hvis kommune havde lukket for min brors sygedagpenge, han var faldt for varighedsbegrænsningen, dette sket mens han lå i kunstig koma.

Der er nu klaget osv, og min bror venter på afgørelse fra BA.

Min bror er nu henvist til KH, men det er nu ikke det jeg ønsker at mit indlæg skal berette om, dette er snart en historie i sig selv.

Jeg ønsker at skrive om min magtesløshed, min sorg over at være vidne til et højt respekteret menneske er gået så langt ned .

Min fustration og fra at sige TAG DIG NU SAMMEN , til at være klar over det er ski ikke nemt når alt er mod en .

Den ydmyghed om at tigge penge af mig , til sit misbrug, hvilket jeg ikke falder for mere, giver ikke kontanter mere, sammen kan vi købe smøger og mad, slik eller andet, men ikke kontanter.

Alle de opringninger fra hospitaler, stor hjerneopr, på Glostrup, kunstig koma på Hvidovre, utallige indlæggelser i forsøg om at komme ud af misbrug.

indlæggelse på sankt hans misbrugsafd, der var jeg i pårørende gruppe.

Med dette indlæg , vil jeg belyse at fra at stå til rådighed nærmest i døgndrift over for min bror, til nu at have lært at sige fra og til på de rigtige steder.

jeg slår aldrig hånden af min elskede bror, men jeg har lært nu hvordan jeg skaL takle de svære sit,

det har fyldt meget i mit liv de sidste par år,jeg har også et liv selv og mine voksne børn og svigerbørn.

dette gav mig luft at skrive.:kram: Jeg har lært at ingen mennesker er misbrugere af egen fri vilje, og ingen misbrugere gør det som han gør ved sig selv for at være onde mod andre.

Hilsen Thelma.

vækker stof til eftertanke..................................

jeg mener ikke man kan slå hånden der handler i den form for panik som en misbruger udviser.....

min egen mor var både pillemisbruger samt alkoholikker, lægen sagde da hun var godt de 60, og lå og rallede med en lungebetændelse, at hendes krop var som en på 90.

mine 2 lommepenge-job, et som avisbud, samt et ved en bager (hvor jeg skulle møde ind 2 gange om dagen).... hvilket tilsamen indbragte næsten 90 kr om ugen...

der mente min mor det var bedst jeg vidste hvad "det kostede i det virkelige liv", så jeg skulle betale 50.- om ugen i "husleje", de skulle naturligvis ind på en opsparring til jeg blev 18. ..... ak ja....

da den store dag oprandt var kontoen sku tom....... men DET og ALT andet har jeg nu tilgivet hende........

blot en ting har jeg lidt svært ved og forliges med. jeg talte ikke med hende de sidste 10 år af hendes liv ....... STOR STOR STOR FEJL.......

det er nu mig som skal leve med det........ så derfor er mit råd slå ikke hånden af en misbruger i famillien ........

for det er MEGET svært og leve med derefter.............. tro mig

mvh eders ace dk

Nemlig rigtigt Ace.dk.

Jeg har haft så mage sjove timer med min bror og har det stadigvæk.

Jeg kunne aldrig slå hånden af ham, hans venner ( måske rygklappere) fra før hvor alt gik godt, har faktisk ikke vist sig og trukket sig ud.

Jeg mener venner gennem mange år, som syntes det har været for hårdt og han kan bare tage sig sammen....

Jeg er af den overbevisning at misbrug er en sygdom, samtidig er det også en sygdom , som kan overvindes med den rette hjælp, især hvis misbrugeren har en motivation om at blive rask igen.

Det er selvfølige lettere sagt end gjort når alt er væltet i ens liv, ens elskede kone forlanger skilsmisse efter over 20 års ægteskab, vennerne er smuttet, huset er gået på tvang, gælden er uoverskuelig....

Jeg som på ingen måde er mis eller bruger af andet end en panodil i ny og næ, kan godt se at det lettelse er at bedøve sig og ikke se den grumme virkelighed i øjenene.

samtidig kan både han og jeg også i hans klare ojeblikke se at misbruget er skyld i en stor del af det....

At det er svært at være menneske, jeg har prøvet det selv som en kendt sang refererer til.

Thelma.

Kære Thelma,

Flot indlæg du har skrevet, det er nærmest et digt.

Din bror er 100 % glad for at have dig, det er jeg sikker på og han er også glad for at du kan sætte grænser overfor ham for det er vigtigt. Når man er syg, som din bror jo er flyder grænserne og man kæmper med selv at sætte dem, så når andre og ikke mindst de nærmeste gør det er det kun en hjælp.

Du bliver nødt til også at tænke på dig selv og leve dit eget liv. Han må ikke overtage dit liv for meget og det fornemmer jeg heller ikke at han gør, men vær opmærksom herpå.

Hvorfor er du selv på K10, hvad er du ramt af, ville ønske at jeg havde en søster eller veninde som dig ind i mellem, men vi skal naturligvis passe på ikke at overbruge så gode ressourcer.


Kh. EE

Hej Enten eller.

Jeg var faktisk lidt nervøs for at skrive dette indlæg, med frygt for om det var for sørgeligt/ hårdt og måske det ikke hørte hjemme på k10.

Men som jeg skrev og det er min fulde overbevisning at misbrug er en sygdom, og at den rammer hele familien.

Jeg og mine børn er tæt knyttet til min bror, han har ineg børn selv, og har altid været god mod os, jeg har selv været syg ---lang sag som jeg har skrevet om her på k10, flexjobber og nu en sag om FP, derfor er jeg på k10, jeg har fået så meget hjælp og vejledning her på siden, og læser med næsten hver dag.

Jeg har været ved at blive for meget på med min bror, med ved hjælp fra pårørende grupper og ikke mindst mine voksne unger som kunne se at jeg var for meget på før end jeg selv kunne, har jeg (lært) at leve med det og ikke lade det opsluge mig, osær den angst for at nu var det slut, pga, af alle de forfærdelige opringninger fra diverse hospitaler.

Jeg prøver på ingen måde at sidde og skrive efter medlidenhed eller skulderklap , om at jeg er en (sød) søster, alle der kender min bror ved hvor god han har og stadigvæk er mod mig.

Tænk jeg fyldte rundt her i sommers ½ århundrede, hvem kom i taxa kl, 6 om morgenen med blomste og den nye cd, Kim Larsen.

Botox og silicone nr, efter hans søster havde beklaget sig over at være ½ århundrede nu.

http://www.youtube.com/watch?v=D90goN7_qvc

hør selv hvorfor dette blev den bedste føsdag og at misbrugere,( min bror er dybt alkoholiseret og elsker alle former for piller,) har en pragtfuld form for humor.

Thelma.