Er det for tidligt at gå i panik?
 

Har ikke hørt noget fra min sagsbehandler på fagforeningen... og jeg er bare så urolig og angst.

Ja, jeg ved godt at det først var i torsdags jeg sendte den mail og at jeg fik auto-svar retur at hun først var på sin pind igen dagen efter d. 27., men jeg har intet hørt.... ikke engang en lille kort mail om, at hun har modtaget min mail og at hun vil vende tilbage senere.

Jeg forstår det bare ikke. Det plejer hun ellers altid at gøre uanset hvor travlt hun har... men siden jeg sendte min opfølgningsplan fra kommunen (som jeg sendte til hende d. 29. oktober) er det som om at kommunikationen er blevet meget meget knudret. Jeg ved godt hun havde barn syg og selv var syg, jeg sendte en mail d. 5. november og spurgte om hun i det hele taget havde modtaget den store fil med opfølgningsplanen. Det svarede hun ja til og ville vende tilbage når hun havde læst den. Det har hun aldrig gjort!

Jeg sendte besked om, at jeg havde fået svar fra Middelfart ang. min skanning, den svarede hun ganske kort på.... med besked om, at hvis der var noget jeg ville spørge om, så skulle jeg da bare henvende mig. Der var jeg et stort undrende spørgsmålstegn, for vi havde en aftale om, at hun vendte tilbage når hun havde læst min opfølgningsplan så vi sammen kunne lægge en plan for hvordan vi kan få lidt gang i kommunen.

Det kan godt være det er alt alt for tidligt at jeg går i panik :( , men jeg læssede virkelig af i den mail i torsdags, jeg krængede mit inderste ud og den her tavshed er ved at tage livet af mig. Bare det at gå at gruble over det en weekend har været et mareridt.

Jeg hører bare intet fra kommunen heller. Har stadig ikke set skyggen af min ressourceprofil som jeg var til møde om d. 9. september, har ikke set hvad min socialrådgiver har skrevet i den og hvad de har vurderet på i forhold til forlængelsen af mine sygedagpenge.

Jeg aner ikke hvad der foregår og jeg er ved at komme så langt ud, at jeg er begyndt at blive lettere paranoid, at kommunen ikke vil mig det bedste, at jeg bliver syltet, at jeg ender i det sorte hul osv osv. Min socialrådgiver har ikke engang reageret på den mail jeg sendte omkring svaret fra Middelfart (sendte den samme til både kommune og fagforening så begge steder kunne se hvem den var sendt til) og at jeg havde fået rykket min oprindelige tid til kontrol frem.

Jeg er så angst og urolig hele tiden når jeg bare ikke hører noget fra det sted som skal hjælpe mig, altså min fagforening, er så langt ude nu, at jeg føler de er ligeglade med mig og faktisk ikke vil hjælpe mere.... at jeg bare kan få lov at stå med problemerne selv. Ja, det er sygeligt, jeg ved det.

Er der nogle der har et råd til hvad jeg skal gøre? Jeg tør ikke ringe, har forbier mod de der telefoner. Jeg foretrækker skriftlig korrespondance så jeg har styr på hvad der bliver "sagt" eller et personligt møde hvor jeg kan have en bisidder med. Så kan jeg nogenlunde kontrollere situationen.

Skal jeg se tiden an ugen ud med min fagforening inden jeg gør noget?

Skal jeg selv kontakte kommunen og høre hvad der foregår?

Har I nogle gode råd til hvordan jeg tackler den her mur af tavshed og tid der bare går og går?

Heidi

Hej Heidi

Jeg var mødt personligt op(begge steder), hvis jeg havde det så dårligt over deres urimelige lange ventetid... -selvfølgelig med bisidder, hvis dette er nødvendigt... - desværre er det jo sådan, at mange af vores samarbejdspartnerer skal "hjælpes" lidt/meget igang sommetider(enkelte gange hele tiden).

Held og lykke

Det bliver lidt svært med fagforeningen, har "Det Faglige Hus" og de har kun A-kasse her i Odense, selve fagforeningen - og dermed også socialteamet hvor min sagsbehandler hører under - sidder fysisk i Esbjerg.

Så kan man jo så spørge hvorfor jeg så har en fagforening der ikke fysisk har et kontor der hvor jeg bor... tja... havde HK i 15 år, dem fik jeg nada hjælp af da jeg havde brug for det de andre gange jeg har sygemeldt, der var der heller ikke til at få hjælp selvom man mødte personligt op i Vindegade (hvor de har til huse). Men lige nu kan jeg da godt sidde og bebrejde mig selv over, at jeg har en fagforening der fysisk sidder så langt væk :(

Kommunen? Kan man i det hele taget få et personligt møde med sin sagsbehandler når man bare møder op? :confused: Har altid haft det indtryk af, at det her i Odense er noget nær totalt umuligt.

Det er nok også bare mig der skal forsøge at slå lidt koldt vand i blodet og ikke gå så meget i panik bare fordi tingene ikke går efter mit tossede hoved.

Heidi syntes godt nok at det er lige lovligt lang tid de har været om at sende den ressourceprofil , er det din fagforening der sørger for alt skriftligt til kommunen ...

Ellers kunne det måske være en ide hvis du selv forfattede en mail til din sagsbehandler på kommunen , og efterlyste din ressourceprofil , skriv at du ikke kan forstå at det skal tage så lang tid og om du ikke risikere at miste dine sygedagpenge fordi kommunen er for lang tid om det , skriv at du syntes at det er urimlig lang tid og at du gerne vil have et klart svar på hvornår du kan forvente at få din ressourceprofil til parts høring ...

Får du ikke noget svar på det så skriv en klage over sagsbehandlingen til borgmester og byråd kan godt forstå at ventetiden gør dig nervøs..

Og min erfaring med det er at det er bedst at skrive til sagsbehandler ikke skrive for meget men kort og præcist .,..

Du forventer at få den ressourceprofil ...

Den med fagforeningen er du ikke alene om jeg kender flere der har skiftet til det faglige hus fordi den var billigere og de alligevel ikke fik hjælp i deres dyre fagforeningen ..

Min veninde har haft et sag med vores kommune og der kom en fra fagforeningen med selv om de var i Esbjerg og hun var i Køge ...


Så prøv at slappe lidt af som jeg forstår det så har du skrevet en meget lang mail til din kontakt i fagforeningen og hvis der er meget og mange spørgsmål så kan det være at hun måske lige skal vende det med andre har du ikke fået noget svar eller andet fra hende onsdag så skriv til hende og skriv at du gerne vil have en bekræftelse på at hun har modtaget mailen ... krydser finger for dig

Ja, det synes jeg også, og jeg har skrevet det til min fagforening flere gange, at jeg ikke har set skyggen af den RP til partshøring overhovedet. Så hvad kommunen har vurderet på i forhold til at de har forlænget mine sygedagpenge med 26 uger fra 2. november... det aner jeg ikke. Jeg aner ikke hvad planen er, jeg aner ikke om jeg skal ud i aktivering efter de nye regler... intet ved jeg.

Og jeg har gjort opmærksom på så mange gange i det her forløb, at jeg bliver enormt angst når jeg ikke ved hvad der sker. Jeg ved godt, at de ikke kan holde mig orienteret om den mindste lille bitte ting, men den her totale mur af tavshed jeg hele tiden møder - og som kommunen også har mødt mig med hele tiden, både under denne sygemelding, men også under de forrige - det er med til at gøre mig mere syg.

Jeg har intet aftalt specifikt med hverken kommunen eller fagforeningen om hvordan kommunikationen skal være, andet end at jeg mailer og ikke ringer og at jeg skal holde orienteret om hvad der sker i min del af andedammen, altså omkring min skulder, hvis der sker ændringer i medicin etc. Desuden har jeg aftalt med min fagforening, at alt hvad jeg sender af mails etc. til kommunen sender jeg en kopi af til dem også.

Jeg vil se om jeg kan finde ro i hovedet i dag til at skrive en kort og kontant mail til kommunen, at jeg er utilfreds med jeg ikke har fået min RP til partshøring og om hvornår jeg kan forvente at få den.

Jeg ved det godt :( ... at jeg skal forsøge at slå koldt vand i blodet.... og det skal jeg nok også :(
Jeg skal godt nok til psykolog i morgen, så der er jeg totalt kvæstet bagefter, så det må blive torsdag jeg skal skrive hvis ikke jeg har hørt noget fra min fagforening inden.

Der var nu slet ingen spørgsmål i den mail...altså ud over om hun havde fået læst den opfølgningsplan, men jeg skriver da et sted i min megetlange mail (hvor jeg virkelig fortæller hudløst ærligt om hvordan jeg har det, hvilke problemer jeg har osv.)
Det er hende selv der har skrevet til mig for lang tid siden, at vi må snart lave en slagplan... og der er intet sket.

Det kan da godt være det er alt for stor en mundfuld jeg har sendt til fagforeningen, det ved jeg ikke. Men nu må jeg se om jeg får en reaktion i løbet af de næste par dage.

Tak for hjælp og støtte so far :kram:

Heidi

Har nu hørt fra min fagforening.
 

Havde ikke selv fået skrevet til min sagsbehandler i onsdags - altså for at rykke for svar på min mail - da jeg havde en rigtig hård omgang hos min psykolog og derfor var helt kvæstet i hovedet.
Torsdag - i går - tikkede der så en mail ind midt på eftermiddagen, at hun havde overset min mail i bunken og virkelig virkelig beklagede. Men hun ville vende tilbage til mig som det første når hun mødte på arbejde i dag.

Og nu har jeg så hørt fra hende, har lige snakket med hende i telefonen. Sidder faktisk lidt med en følelse af, at hun ikke helt tror på mig, men at bare jeg får orden på nogle ting, så kan jeg godt komme ud og arbejde. Lidt uretfærdigt at jeg har det sådan, men der skal jo ingenting til før jeg går i panik og føler at folk ikke tror på mig. :(

Men, det korte af det lange er, at hun er helt enig i, at det er en meget meget uholdbar situation jeg er ude i og at alt det min psykolog og egen læge har skrevet i deres status/erklæringer præcis er det kommunen udsætter mig for nu, så nu skal der altså ske noget.

Jeg fik desuden at vide, at det er kommunens bekymring om jeg bliver afklaret og ikke mig. Der sagde jeg så direkte til hende, at hun vidste jo lige så godt som mig, at alt er ren kassetænkning fra kommunernes side nu, så jeg vidste jo godt, at selvom loven siger, at jeg skal afklares til enten flex, revalidering eller pension inden udløb af sygedagpenge, så smutter kommunen udenom hvis de kan. Det gav hun mig så ret i.

Så hun er godt klar over, at jeg ved en masse ting om hvor svinsk systemet kan være - jeg sagde så ikke hvor jeg vidste det fra.

Jeg sagde også til hende, at det fundament jeg efterhånden har fået bygget op hos min psykolog - og som han skriver om i den seneste status - er ved at blive brudt ned igen fordi ingenting er i orden og alt i mit liv er kaos. Jeg kan jo for hulan ikke koncentrere mig om at få det bedre når alt bare sejler, jeg ikke ved hvad jeg skal, jeg ikke ved hvad der er af planer, hvad jeg skal leve af efter 1. maj. Al min økonomi, bolig, fremtid osv. Det kunne hun godt forstå.

Jeg fortalte også, at min psykolog i onsdags talte om, at det kunne blive nødvendigt at han gik sammen med min praktiserende læge og simpelthen skrev til kommunen, at alt det her er bare med til at forværre min tilstand. (Det skulle nok være noget der kunne få sociallægen op af stolen, sagde han).

Nåh, men...min sagsbehandler på fagforeningen tager nu godt fat i min socialrådgiver på kommunen og bider sig fast i enden på hende. Og der bliver ikke sluppet igen før jeg er blevet afklaret. Nu må kommunen se at få fingeren ud og finde ud af HVAD jeg skal og HVORNÅR. Nu kommer der også en jul, så nu skal der ske noget, tiden går jo bare.

Jeg sagde direkte, at jeg har brug for at få det at vide i god tid og ikke noget med, at jeg skal møde 2-3-4 dage efter et sted. Jeg skal varsles og have en klar plan for hvad der skal ske.

Jeg er lige nu glad for, at Hejdien fik mig til at slå koldt vand i blodet og jeg ikke selv lige havde hoved til at reagere hverken onsdag eller torsdag på manglende respons fra fagforeningen. Jeg havde heller ikke fået skrevet til kommunen ang. resouceprofilen, det ville jeg have gjort i dag.

Nu har jeg fået talt med min fagforening og hun tager over og sparker til kommunen, både med hensyn til den manglende partshøring af PR'en og hvad der skal ske i min sag.

Jeg vil prøve at komme den her følelse af mistro til livs og i stedet vise verden hvordan jeg har det og at det er helt i orden at jeg har det sådan her.

Men... det er vel stadig mig der skal "bevise" at jeg er syg og ikke kan arbejde?

Men tak for hjælpen indtil videre, er glad for K10 findes og alle I gode mennesker. Tak :kram:

Heidi

Tilføjelse til min tidligere kommentar
 

- ville have sat det ind under det andet jeg har skrevet,men der er åbenbart gået så mange timer, at jeg ikke kan redigere i mit indlæg :confused:

Nåh, det jeg vil sige er, at min sagsbehandler på fagforeningen ringede igen først på eftermiddagen og fortalte, at hun havde hun fået fat i min socialrådgiver på kommunen og havde talt med hende.

Som det første skulle jeg have at vide, at hun stopper til første januar, ergo jeg skal have ny socialrådgiver. Ja ja, hvor er det typisk:rolleyes: De holder ikke længe i kommunerne. Det er da heldigt min fagforening har fat i dem nu, ellers havde jeg sgu nok først fået det at vide efter jeg pludselig havde fået ny socialrådgiver.

Dernæst havde min sagsbehandler presset på for at høre hvad kommunen har af planer og svaret var: Vi venter på lægeligt omkring skulderen, før kan vi ikke gøre noget.
Da min socialrådgiver så hører, at jeg er ved at gå til over at jeg intet hører og der intet sker, så kan hun da godt tilbyde mig et forløb et sted så jeg kan komme lidt ud, men det er ikke egentlig afklaring, det er bare sådan noget "holdes i gang... 10 timers aktivering". Egentlig afklaring skal jeg på Reva-huset her i Odense når der altså foreligger noget lægeligt.
Min sagsbehandler på fagforeningen mente selvfølgelig, at det er et godt tilbud, men presser yderligere på for at jeg kan kan komme i gang med egentlig afklaring, så min socialrådgiver vil godt gå med til at lave det klar til Reva-huset så den nye sagsbehandler jeg får ikke skal rode rundt i det.

Enden på hele deres samtale bliver så, at min socialrådgiver ringer til mig på mandag og snakker med mig om jeg skal ud i det der tilbud og hvad der ellers skal ske.

Jeg sagde direkte til min sagsbehandler, at det er jeg ikke så vild med, jeg vil i gang med afklaring hurtigst muligt og jeg sagde også, at det med at vente på lægeligt, det kan vi komme til længe,for jeg har en klar fornemmelse af, at ortopædkirurgisk i Middelfart på torsdag siger til mig, at det der er med min skulder og nakke er udenfor deres regi og jeg skal noget andet. Så er vi jo lige vidt!
Der fik jeg så at vide, at der skal jeg snakke med min socialrådgiver om hvordan de vil forholde sig til det og så presse på, at hun får indhentet lægeligt hurtigst muligt.

Jeg er bare sådan ret ARRRRGGGHHHHH.... hvorfor skal det her system være så forbandet trægt??! Hvorfor skal det være så svært at komme i afklaringsforløb?
Jeg har ikke brug for at blive parkeret et sted til jeg skal på Reva-huset, jeg har brug for at der sker noget handling i min sag! At der kommer gang i noget afklaring af hvad jeg kan og ikke kan, hvad jeg skal fremover! Hvor svært er det at forstå? :mad:

Ja, jeg har noget med min skulder og nakke, men kan den udredning ikke løbe sideløbende med de får mig afklaret med alt mit psykiske? Det er jo mine psykiske problemer der "skyld" i at jeg i første omgang blev syg og ikke kan arbejde.

Jeg forstår det bare ikke... kan nogen forklare mig hvorfor det skal være så tungt? Er det ren kassetænkning igen vi er ude i?

Nu tager jeg snakken på mandag med min socialrådgiver i telefonen - synes det er så bisset at det skal gøres over telefon, det gør mig ikke tryg, men tiden er knap - jeg beder om at få den resourceprofil, jeg hører hvad det "parkering" er for noget hun vil tilbyde (tror det er det ultra-light forløb Job-linjen starter op lige efter nytår) og så vil jeg sige meget bestemt, at jeg skal henvises til Reva-huset (det er kommunen der har bestemt det skal være der, ikke mig) hurtigst muligt og det er det eneste der kan hjælpe mig. Og så må alt det lægelige med skulder og nakke altså køre sideløbende. Ellers bliver vi aldrig færdige og jeg står uden noget som helst afklaring når vi når 1. maj 2010 og mine 26 ugers forlængelse af sygedagpenge udløber.
Det kan godt være at hun stopper med udgangen af måneden, men nu må hun altså lige lave noget benarbejde inden, så jeg ikke skal spilde yderligere tid på at en ny socialrådgiver skal køres ind i min sag og jeg måske endda ikke får nogen (har vi jo hørt andre eksempler på herinde) og der pludselig skal ske 117.000 ting i min sag på en gang fordi tiden er ved at gå. No way! Ikke på vilkår. Der skulle være sket noget for længe siden.

Åh hvor er jeg frustreret lige nu, men nu giver jeg mig ikke. Det kan bare ikke være meningen man ikke kan bruge tiden konstruktivt og man bare skal spises af med at de venter på lægeligt.

VIGTIGT du skal når du snakker med hende mandag høre ind til hvordan det kan være at de ikke kan afklare dig omkring det psykiske samtidig med at de sideløbende indhenter udtaler omkring det fysiske, når det så er sagt så skal du sige at hvis du deltager i det ti timer om ugen som de snakker om så forlanger du at det tages med i din vurdering det kan være at det ikke er en reel arbejds prøvning men det vil dog altid kunne sige noget om hvordan du reagere psykisk på at være ude de ti timer om dagen ...

Jeg ved ikke hvilke telefon selskab du har men cbb har på mobilen mulighed for at optage der skal du så bare selv ringe op , men du kunne jo sige til hende at der er så mange ting i din sag du ikke forstår og du kan ikke huske halvdelen af samtalen lige efter så derfor vil du gerne have lov til at ringe hende op og optage samtalen ,..

en anden mulighed er at du lige efter samtalen med den frisk i erindringen sætter sig ned og skriver til hende om samtalen , hvad du har opfattet hvad der er blevet aftalt og hvad du mener der er blevet sagt, beder hende at bekræfte eller afkræfte din opfattelse af samtalen og forlanger at din mail ligges ind i din sag, på den måde kan telefon samtalen ikke blive "væk" lige pludselig ..

Og husk at selv om det de vil sende dig i ikke umiddelbart er en arbejds prøvning så vil det altid være en del af helheden og det viser noget helt klart om din vilje til at der skal ske noget og at der skal en afklaring igang ...

Hejdien, tak for opbakning :kram:
Jeg havde ikke lige tænkt over, at jeg kan pointere, at de ti timer skal indgå som en vurdering, også selvom det ikke direkte er arbejdsprøvning. Jeg tænkte bare straks i forhold til min angst, at jeg reagerer uhensigtsmæssigt når jeg skal være sammen med mange fremmede mennesker og diskutere følsomme emner.

Jeg har stærkt på fornemmelsen at det er det nye Job-linjen starter lige efter nytår op hun vil tilbyde mig. Det er en ultra-light udgave af det jeg har prøvet før på Job-linjen, men uden psykologsamtaler og individuel fysioterapi og mere med holdbaseret coaching og undervisning. Nu kender jeg konsulenterne på Job-linjen og har meget stor tillid til dem (kommer der stadig en gang om ugen for at komme lidt ud, helt på frivilligt basis, hvilket jeg har fået lov til af Job-linjen. Jeg deltager så ikke i noget deroppe, men føler stadig jeg har en tilknytning) og de kender også mig og ved hvad jeg reagerer på. Så måske er det slet ikke en dårlig ide, selvom jeg bare ikke kan med store menneskemængder.

Jeg har sovet på det to nætter nu og er faldet ned igen. Var bare så frustreret der fredag over at systemet er så trægt, men jeg er stadig meget i tvivl om hvad jeg skal. Jeg kan godt se fornuften i det når jeg tager den rationelle del af mig i brug, men min følelsesmæssige og især min angst flipper helt ud, simpelthen fordi jeg er så usikker på hvad der skal ske og udsigten til et holdbaseret forløb er ret stor. Derfor vil jeg høre med hende om det er det på Job-linjen og hvad der præcis skal ske med arbejdsprøvning og hvornår. Har efterhånden en hel til punkter på en liste jeg skal have snakket med hende om og så kan det være jeg kan få min angst under kontrol igen.

Hun ringer med garanti på min fastnettelefon, men tak for tippet med CBB, har nemlig dem som mobilselskab. Det vil jeg huske til en anden gang.

Det vil jeg under alle omstændigheder gøre, for jeg er nødt til at være sikker på, at det hun og jeg aftaler også bliver ført ind i min sag. Jeg stoler ikke på dem overhovedet, så alt hvad hun siger, skriver jeg ned. Jeg vil forsøge at tage notater samtidig med vi snakker, så bliver det lidt nemmere - forhåbentlig - at kunne skrive et referat af samtalen og sende til hende.

I know, er godt klar over, at det viser min egen vilje.... også selvom min angst flipper totalt ud. Men der er jo ikke nogen der siger at jeg skal mestre det jeg bliver sendt ud i, det er bare mig der forsøger at beskytte mig selv og undgå det der gør mig angst... også selvom det er bedst jeg forsøger og derefter (forhåbentlig, i stedet for at tie stille) siger, at det her kan jeg ikke.

Igen, tak for opbakning og godt input :kram:

Hvis du har nummerviser lader du bare være med at tage den, og lidt senere kan du jo så ringe hende op fra din mobil og sige, at du kan se, at hun har ringet mens du ikke var hjemme/var på toilettet ell.l.