Hvis jeg forstår det du skriv ret, så sætter du spørgsmål ved ptsd fordi vedkommende har været igennem noget som du ikke selv opfatter som så voldsomt som det du har været igennem?

Hvis det er det du mener, så har du totalt misforstået hvad pstd er og hvad der udløser det. Og jeg blover faktisk lidt harm

De oplevelser en anden har oplevet kan vedkommende jo godt selv opleve mere voldsomme end du har med dine. Oplevelsen af en situation er jo subjektiv

Det er ikke nødvendigvis den samme oplevelse som udløser pstd hos forskellige personer. Men den robusthed som er medfødt hos os alle som afgør om og hvornår man får pstd.
Denne robusthed kan knække hos os alle og det er forskellige oplevelser/situationer som kan knække den hos os.

Hvis det ikke var det du mente med dit indlæg, må du gerne uddybe hvad det er du skriver

Jeg er enig, men anerkender også den vrede og ensomhedsfølelser der er en blind ledsager for mennesker med PTSD.

Jeg selv var i livsfare 3 gange inden for 10 dage, og det kunne jeg ikke holde til.
At man som barn er blevet udsat for overgreb kan udløse mange forskellige diagnoser, men uanset årsag har vi alle en grænse og den kan man ikke forudsige medmindre man har en meget avanceret"krustalkugle".
Jeg kan ikke læse ud af indlægget om vedkommende er diagnostiseret.

I "gamle" dage hed det granatchock og blev kun anerkendt ofr folk der havde krigstraumer.
Da jeg fik diagnosen anerkendte jobcentret ikke diagnosen og sundhedssystemet heller ikke udover til veteraner og krigsflygtninge.

uanset er psykiske lidelser en gøgeunge.
Man kan ikke måle i blodprøver o. lign og faren for at blive betragtet for snyd er stor.
Misforstå mig ikke. Jeg har meget ondt af alle der er syge og uanset årsag er det ikke en dans på roser.
En ting er selve ens sygdom, noget andet er systemet, som man oveni et skrøbeligt helbred er i krig med.

Nu har jeg læst dit indlæg igen, og det er en grum livshistorie.
At børn oplever mishandling i myndighedernes varetægt, og hvor børn altid er den svage part mener jeg også er den mest modbydelige misgerning.
Det er jo som barn man skal have omsorg, og trods man som voksen kan udsættes for livsfare må jeg give dig ret uden at kende din historie til bunds.
Man gjorde et barn fortræd og mere offer kan man vel ikke være.
Da jeg fik diagnosen var den meget afgrænset, men kan se at det har ændret sig.
Jeg har oplevet mange svigtede og grove historier fra unge, som har oplevet de grummeste ting som børn, og til forskel fra mange som først udsættes som voksne, så har sidstnævnte jo i de fleste tilfælde haft en liv inden hændelserne.
Da jeg gik i traumecentret accepterede behandlerne ikke mobning som en årsag til PTSD.
Det blev betegnet som belastningsreaktion.
Men ophold på et børnehjem med overgreb fra voksen der skal passe på en er jo langt værre. Børn er forsvarsløse i
o ubærligt at tænke på. :hjerte:

ja det har været et rædselsfuldt mareridt.. jeg håber snart det er overstået og jeg får min førtidspension så jeg kan ligge det bag mig og starte på en frisk.. men systemet er bare ikke særlig samarbejdsvilligt...

Mobning og PTSD
 

I "Psyke &Logos" nr. 2 2011 årg. 32, hvor hele tema handler om "Traume, Lidelse og Resiliens" er der på side 496 en artikel om "Mobning - en traumatisk lidelse?" af Annie Høgh, Eva Gemsøe Mikkelsen og Åse Marie Hansen, hvor de skriver i deres konklusion:

Af nyere studier (der opfylder kravene, som nævnt ovenfor) efter 2011 har jeg kun kendskab til studie blandt unge mennesker. Men har ikke gennemsøgt systematisk.

Der er andre interessante artikler i dette temanr., hvilket fremgår af dette link:

http://dpf.dk/sites/default/files/ps...11_indhold.pdf

Herhjemme bruges ICD-10 (WHO), hvorimod am. bruger DSM, og i deres seneste udgave har man sat flere mulige symptomer ind. Ligesom der stadig er nogen forskel i teksten for, hvilken slags begivenhed der udløser PTSD. Og ikke mindst, om hvorvidt symptomerne skal være fremkommet indenfor det første ½ år efter den udløsende begivenhed.

Overfor dette står, ligesom man kan se i sagerne omkr. danske soldater mulighed for at få diagnosen PTSD mange år efter skaden er sket, det økonomiske aspekt, som helt sikkert også spiller ind. Såvel i USA som herhjemme pga. hvis man inddrager andre omstændigheder og flere mulige symptomer, vel der jo selvklart også være flere der er berettiget til erstatning.

Ask Elklit, prof. ved DSU forsker i psykotraumatologi var i et P1 programmet: "Krop og sind" i 2010 uge 29. Yderligere har jeg set en udsendelse, hvor han godt og enkelt forklarer sammenhæng mel. traume og resiliens, men er usikker på om det er denne: http://www2.statsbiblioteket.dk/medi...0VED%20TRAUMER

Måske kan man få hjælp fra DR til radioudsendelsen.

http://findresearcher.sdu.dk:8080/po...person/aelklit

jeg har PTSD grundet min barndom

da jeg var 6 år blev min mor lam i hele venstre side grundet p piller jeg blev derfor sat i plejefamilie som behandled mig som en slave hvilket gjorde at jeg mistede tiltroen til voksen jeg levede sådan fra jeg var 6 til jeg var 11 år derefter kom jeg ned på en kostskole for at få den tiltro tilbage hvilket virkede indtil en dreng på min afd gik amok midt i skole tiden med pistol og machete vi blev bedt om at blive i klasse værelserne men efter at høre skudende valgte vi at hoppe ud af vinduet og gemme os i skoven bag ved skolen to minutter efter vi gjorde det stod han i min klasse parat til at skyde hvem han nu end fandt siden da har jeg haft problemer med at være steder såsom arbejde og skole gang med mange mennesker derud over fik mig og nogen klasse kammerater til opgave at søge for at en veninde til mig ikke begik selvmord imens lærerne var til møde :eek::eek:

De ting en gård ned er ikke nødvendigvis det en anden gård ned på. og nej jeg har ikke ptid. Jeg har til tider en depression :(

hvad for nogle symptoner har jer med ptsd hvis jeg må spørge... jeg får sådan engang imellem påtrængende minder fra de belastende oplevelser som jeg har været igennem.. og det gør mig stresset og frustreret.. og det gør at jeg har brug for trygge omgivelser og fred og ro omkring mig.. jeg har heller ikke mulighed for at være blandt rigtig mange folk på grund af det...

Jeg bliver ked af det når jeg læser det som du har været igennem og den måde som du er blevet efterladt til dig selv på bagefter... jeg håber det lykkedes for dig og sådan set også for os allesammen at slippe fri fra det her sindsyge system... vi er mange som er i samme situation ... systemet er bestemt ikke designet til at hjælpe de borgere som har det absolut største behov for at blive hjulpet... man skal være ekstremt resourcestærk for at slippe ud af systemet

Tak, og ja, systemet gør bare ondt værre.
Også god bedring til dig.