Når det ikke går alligevel
 

Jeg ved, at der ikke er så mange, der læser med herinde længere, men jeg håber, at nogen alligevel kan give mig et godt råd. Jeg føler mig temmelig alene og desperat.
Jeg blev i juni tilkendt fleksjobsbevilling på 5 timer om ugen. Siden august har jeg arbejdet, der hvor jeg var i arbejdsprøvning og jeg er som sådan glad for mit job.
Problemet er bare, at jeg er så stresset, træt og ked af det (jeg græder hver dag) og har ikke rigtigt overskud til at passe min husholdning eller se venner.
Jeg har reguleret mine fritidsinteresser, og jeg ser kun mit barn hver anden weekend, så jeg synes ikke, at det er fordi jeg prioriterer noget højere end mit job. Jeg er også heldig at have en kæreste, der tager det meste af slæbet derhjemme.
Nu til mit problem. Det er som om, at jobcentret og psykiatrien (jeg er tilknyttet) simpelthen ikke forstår, at jeg ikke kan overskue at arbejde 5 timer om ugen. Og jeg har også selv svært ved at begribe det, havde troet, at jeg ville havne på endnu flere timer. Men sådan er det desværre ikke gået. I dag ligger jeg så og kan næsten ikke stå ud af sengen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for det er svært, når det professionelle netværk (jobcentret og psykiatrien) bliver ved med at sige, at jeg bare skal prioritere anderledes eller vænne mig til det.

Prøv i en periode på 2-4 uger, at skrive dagbog, både over hvad du laver, men også over hvordan du har det, og kontakt så kommunen med dagbogen. Men husk, at få en kvittering når du afleverer kopi af din dagbog.

Du kan her se nogle eksempler på hvordan man kan skrive dagbog: http://www.k10.dk/showthread.php?t=9...ghlight=dagbog

Det er ikke usædvanligt, at kommunen ikke kan/vil forholde sig til ting, som man fortæller dem mundtligt, men nogen gange virker det, at give dem det på skrift, dokumentation kan man kalde det.

Gør ondt at høre om din situation, kan sætte mig ind i det at du er ked af det.
Er selv rygpatient, og det at det hæmmer en så meget, så man i dage vis bare må holde sig helt i ro, gør også mig ked og melankolsk som andre bare ikke kan forstå. Folk er søde, helt bestemt, giver gode råd, men det er altså sjældent de forstå og lytter ordentlig efter.

Råd, jae ved ikke rigtig, er der måske en forening eller noget lignende, som har noget tæt på din/e diagnoser - måske De kan hjælpe lidt

Kan opmuntre dig lidt, håber jeg, ved at gøre dette :hjerte::kram::hjerte:

Du er ikke alene, vi er mange andre i samme båd

Følg Vovses råd.....
 

Kære Ekko.

Ofte hjælper det at få ens problemer ned på papir.

Det giver et helt andet billede.

Systemer er desværre bygget op, så den enkelte står helt alene, i arbejdssituationen.

Det kræver en stærk vilje, når omgivelserne forsøger på alle måder at få en patients timer op i antal.

Lang de fleste vil opleve det som et enormt pres, hvor man er sammen med andre positive mennesker, som skal vurderer ens adfærd og situation.

Hvad DU, din krop og sjæl føler er sandheden og det skal dine omgivelser kende til, uden dumsmarte bemærkninger, men derimod tage til efterretning og nedskrive det i deres vurderinger.

Derfor før dagbog, som Vovse anbefaler dig.

Så tager du den derfra og vender tilbage her på din tråd.

Der er ca 300 - 500 som kigger på k10 døgnet rundt.

Politikere, journalister, kommunale sagsbehandlere og mange almindelige mennesker.

Man kan opleve at der er stille på k10, men det kan skyldes at Facebook, som er et dårligt medie at råde andre på, er kommet til.

Men husk på hvor mange svar der findes på k10, indsamlet gennem 16 år. Omgivelserne finder måske selv deres svar på k10, ved at bruge søgefunktionen og derved stilles der ikke så mange nye spørgsmål.

Held og lykke med din situation.

Hilsen Peter (y)

Jeg blev selv meget overrasket over hvor stor en forskel det gjorde, at jeg skrev den dagbog i min sidste arbejdsprøvning.
Det tog både tid og energi, men det var givet rigtig godt ud.

Derudover, så kan det måske være en idé, at gøre ligesom jeg/vi anbefaler, at man gør i en arbejdsprøvning, nemlig at sige fra og gå hjem når man ikke kan klare mere.
Så længe du passer dit arbejde på 5 timer om ugen, så kan din sagsbehandler m.fl. gå og bilde sig selv ind, at eftersom du er der de 5 timer, og gør dit arbejde, så må du jo kunne klare det.:mad:

Nu ved jeg ikke hvordan dine ugentlige 5 timer er fordelt, men hvis det f.eks. er 1 time om dagen, og du ikke kan råbe dem op på anden måde, så prøv at sygemelde dig om onsdagen i 2-4 uger og mærk efter om det gør en forskel i dit liv.
Og du skal huske, at gøre det med god samvittighed når du ringer og sygemelder dig. Når andre ikke vil passe på dig, så må du gøre det selv:cool:. Jeg kender ikke dine helbredsproblemer, men når/hvis du ringer onsdag morgen og vil sygemelde dig, så sig f.eks. at du er ved at brænde helt sammen, men at du vil gøre hvad du kan for at møde op torsdag morgen.

Sideløbende kan du orientere din læge. Ikke så meget for at få hjælp fra din læge, men hvis din sagsbehandler indhenter en statusattest, så kan det gavne din sag, at det er dokumenteret, at du har vendt problemerne med din læge.
Det hele handler om dokumentation.:cool:

Tak for råd. Jeg prøvede at udskyde det med at skrive dagbog, da det føltes helt uoverskueligt og sørgeligt at skulle have de negative ting, der sker ned på papiret.
Jeg arbejder kun tirsdag og fredag, 3 timer tirsdag og 2 timer fredag. Tanken om at skulle afsted flere dage end det er endnu mere stressende.
I dag kunne jeg så slet ikke kapere det. Har ikke sovet i nat, fordi jeg følte mig stresset. Onsdag og torsdag har jeg mere eller mindre bare ligget på sofaen, fordi jeg er træt. Jeg græder også hver dag stadigvæk. Da jeg så var på vej på arbejde og skulle med metroen fik vi besked om, at alle tog holdt stille på grund af tekniske problemer og at vi skulle søge alternative rejseformer. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue i dag så jeg sygemeldte mig. Jeg har en fridag næste fredag og regner simpelthen med at sygemelde mig tirsdag også, for jeg har brug for ro til at tænke min situation igennem. Lige nu overvejer jeg at søge førtidspension på det foreliggende grundlag, men regner ikke med at få en kæft ud af det, så jeg er i tvivl om, om det nu også er besværet værd.
Hvad tænker i herinde?

Tak for råd. Jeg prøvede at udskyde det med at skrive dagbog, da det føltes helt uoverskueligt og sørgeligt at skulle have de negative ting, der sker ned på papiret.
Jeg arbejder kun tirsdag og fredag, 3 timer tirsdag og 2 timer fredag. Tanken om at skulle afsted flere dage end det er endnu mere stressende.
I dag kunne jeg så slet ikke kapere det. Har ikke sovet i nat, fordi jeg følte mig stresset. Onsdag og torsdag har jeg mere eller mindre bare ligget på sofaen, fordi jeg er træt. Jeg græder også hver dag stadigvæk. Da jeg så var på vej på arbejde og skulle med metroen fik vi besked om, at alle tog holdt stille på grund af tekniske problemer og at vi skulle søge alternative rejseformer. Det kunne jeg simpelthen ikke overskue i dag så jeg sygemeldte mig. Jeg har en fridag næste fredag og regner simpelthen med at sygemelde mig tirsdag også, for jeg har brug for ro til at tænke min situation igennem. Lige nu overvejer jeg at søge førtidspension på det foreliggende grundlag, men regner ikke med at få en kæft ud af det, så jeg er i tvivl om, om det nu også er besværet værd.
Hvad tænker i herinde?
Og ja det virker som om, at de bare tænker, at det kan jeg godt klare. Men jeg er ked af, at jeg skal til at sygemelde mig i tide og utide for at vise, at jeg har det skidt, når jeg egentlig har sagt det. Jeg er ked af at få fravær på jobbet, hvis det for eksempel kunne ordnes ved at jeg gik ned til 3 timer, så var det måske muligt at jeg kunne arbejde stabilt. Jeg forstår ikke hvorfor sygemeldinger og måske i værste fald førtidspension er at foretrække frem for at prøve nogle justeringer.