FTP
 

Hej Alle.
Jeg er ny herinde og blev i 2004 diagosetiseret ADHDèr. Jeg har hele min barndom haft problemer og var hyperaktiv og impulsiv, er blevet smidt ud af samtlige skoler jeg har gået på, det er ca 7-8 stks inklusiv en streng kostskole, har gået i specielle obs klasser og blev kaldt uforskammet problembarn af min skolepsykolog.. var 6-7 år om at gennemføre en kokkeudannelse som jeg ikke kan bruge til noget da jeg ikke kan klare stressniveauet, men man er jo blevet pacet gennem livet til at man skal ha en uddannelse og da jeg godt kunne lide at lave mad så hvorfor ikke blive kok...det var bare ikke gennemtænkt hvilket jo er typisk for en adhd`er.
Siden 2004 har jeg haft 10 kokkejobs er blevet fyret fra dem alle så jeg har faktisk det meste af tiden siden jeg blev udlært været ind og ud af kontanthjælps systemet.
Så kom diagnosen og Jeg fik en forståelse af mit liv, men føler ikke jeg har fået det nemmere..tværtimod så føler jeg mig som en kastebold i systemet mere end jeg faktisk var før jeg vidste det.
Jeg kan ikke tage medicin, eller rettere jeg VIL ikke tage medicin da jeg bliver impotent af det, både af stratera og af ritalin, så jeg er lidt ude at skide for at sige det mildt, derfor har jeg tydet til alternative midler såsom cannabis, hvilket dæmper mine flyvske tanker og jeg kan koncentrere mig om en ting af gangen.
Jeg kan ikke ha et arbejde mere end 2-3 md så er jeg fyret og det er også selvom mine "chefer" havde viden om mit handikap.
Jeg må jo af gode lovmæssige grunde ikke indtage cannabis på en arbejdsplads så af alene den grund så kan jeg ikke koncentrere mig og og holde fokus.
Så nu har jeg simpelthen fået nok, jeg orker bare ikke mere, jeg er "brændt" af både fysisk og psykisk.
Så nu har jeg tænkt på at søge en førtidspension, jeg er 36 år.
Er der nogen erfaringer herinde som kunne fortælle mig om det er muligt at få tildelt en førtidspension som 36 årig adhdèr?
Så ville jeg blive meget glad.
Mange hilsner
GoaLasse

Jeg kan godt forstå dit dilemma.
Min søster har ADHD og fik det først konstateret da hun var 20. Hun har fået medicin, og det har hjulpet hende så meget at hun nu har fået færdiggjort sin gymnasieeksamen med gennemsnit på 11.8 efter den nye skala. Hun blev optaget på medecinstudiet i sommers og er nu godt i gang.
Min søsters liv er vendt ********* og hun har nu et helt normalt liv, hvilket hun absolut ikke havde før.
Før havde hun problemer med økonomien, lektier, ekstrem eksamensangst, gik til psykiater, psykolog og hypnotisør en gang om ugen.
Nu tager hun sin medecin og har afsluttet sin behandling hos alle parter.

Spørgsmålet er så, hvad siger kommunen til at du ikke tager den medecin der burde kunne hjælpe dig? Jeg kunne godt forestille mig at de vil stille sig på bagben der, det er jo en behandlingsmulighed. Men jeg kan virkelig også godt forstå dit dilemma, det er aldrig let at miste noget som betyder så meget for en, kender det selv, da mit eget nivue er nærmest ikke eksisterende, sjovt nok har min kæreste fuld forståelse for at det bare ikke lige en ting man kan, jeg ved godt det lyder tåbeligt, men parforhold kan sagtens fungere uden sex ;)

Jeg tænker på, om du ikke kunne have gavn af mentor-ordningen, hvor du kan få noget støtte undervejs.

Det må være at foretrække i stedet for en pension. Det er meget tidligt med pension som 36-årig, hvis nu du med den rigtige hjælp kunne blive på arbejdsmarkedet.

Der findes jo et hav af muligheder hos kommunen for at hjælpe dig, som kommunen måske har "glemt" at hjælpe dig med.

:kram:


PS... her er et link til mentor-ordning http://www.k10.dk/showthread.php?t=8987