Stort hul i maven
 

Puha.... ved godt denne her tråd sikkert er en del uden for nummer..

Tror alle herinde har nok at bekymre sig om lige nu, men ved ærlig talt ikke hvor jeg ellers skal spørge...

Har taget kontakt med en gammel ven...20 år tilbage...vi har været sådan ret tætte før...for mange år siden..

Vi har snakket meget, rigtig meget før hen og det gør vi så igen... og har aftalt at mødes..

Og jeg er glad..og nærmest skræmt til døde.. men hvis nu..hvordan fortæller man så et andet menneske at man ikke fungerer helt som andre?

Skal man vente med at sige noget, eller sige det med det samme? Og hvor meget siger man så? Alt på een gang?...Eller skal vi lige lære hinanden at kende igen?...Mine tanker er på overarbejde..Er bange for at folk stikker af, inden jeg får en chance?.... I er alle sammen herinde en meget begavet og broget flok og jeg håber på et godt råd fra jer? Hvis een af jer, bare har lidt tid i overskud til at give et et lille pip ville det virkelig være dejligt..trænger til at få den vendt med et fornuftigt menneske eller to...

Føler mig i denne her forbindelse fuldstændig fortabt...

Har været alene i mere end 10 år og trænger bare snart til et knus..

Ville helst møde en mand som vidste alt om mig på forhånd, men skæbnen ville bare anderledes lige nu..

Og jeg er bare ikke god til det med mænd og kvinder..men er selv kvinde;)

Håber på et godt råd


/Mileo:kram:

Jeg ville tage det stille og roligt :)
Starte med at snakke stille og roligt om løst og fast.
Jeg ville være ærlig, hvis emnet kom ind på fx min arbejdssituation. Fortælle hvad jeg havde foretaget mig de sidste 20 år. Og derefter fortælle hvordan min situation er nu og kort om hvorfor den er der.

Jeg ville ikke gå i mange detaljer. Jeg ville ikke vælte alt ud på en gang. Det kan måske virke lidt overvældende på en anden person. Hvis personen spørger mere ind, vil jeg selvfølgelig være åben og ærlig.
Ellers ville jeg tage det med ro.
Hvis en anden person væltede hele sin livshistorie, kampe, sygdomme og problemer i hovedet på mig med det samme, så ville jeg nok selv blive lidt "øhhhh okay så......øhhhh bøhhhh........mundlam"

Så slap af :) nyd selskabet og ta det som det kommer.

Hvor er du bare sød:kram: og tusind tak for kloge ord..

Trænger bare til en lille snert af lykke...

Så prøver med lidt is i maven og en god ansigtsmaske :)??

:kram:

/Mileo

Bakker om Ladytass' ord om at tage det stille og roligt.

Nu ved jeg ikke om min lille historie er interessant for dig - for det er historien om 3 kvinder, der mødtes efter 15-16 års pause:

Vi 3 havde fulgtes i vores tidlige ungdom og vi fik børn samtidig. Den ene har jeg, tillige kendt on-off fra egen barndom.
Pga indtrufne omstændigheder gled det langsomt ud og tilsidst helt væk

Efter alle de her år, tog den ene kontakt til den anden og UT - og så kørte vi igen :) Og det gør vi fortsat.

Jeg var skidebekymret inden vores første - nye - møde. Der er hændt mig så meget. Naturligvis og heldigvis en masse supergodt; men bl.a omkring karriere, er det da totalt smuldret og jeg har været i en lang kamp og har mange genvordigheder mm
Hvor skulle jeg ende og begynde - hmm -

Vi blev enige om at opdatere hinanden på skift. Og hold nu op hvor vi grinte og græd og græd lidt igen.
Jeg holdt lidt igen og fortalte bare overordnet, når det gav mening at nøjes med det. Resten af min historie er kommet gradvist over de sidste 2 år, hvor vi igen har holdt sammen.
Men jeg var jo ikke den eneste af os der havde sygdom med deraf følger og problemer.
En var skilt og for den anden; pyh det var / er slemt - hun har mistet et barn

Der sker noget for os alle her i livet.

Tag det roligt, glæd dig og nyd samværet når du når til det

:kram:

#Sutsko

Din historie rører mig ret meget...

Og det handler jo slet ikke kun om mænd og kvinders forhold..men om at blive vejet og fundet for let, hele livet igennem..i alle forhold

Og det er jeg virkelig bange for..

Dit indlæg har været lidt af en øjenåbner for mig..

Sidder med en trist følelse indeni, men ved hvorfor og det er jeg glad for..:)
Så det handler vel bare om at kaste håndklædet i ringen, og håbe at folk accepterer een?

Ved ikke hvad jeg skulle gøre uden jer kærlige mennesker her inde på k10

Stort:kram: til dig og tak for din tid

/Mileo

Personligt ville jeg ikke bare bryde ud med alt i det øjeblik man mødes....men lade det komme naturligt hen af vejen...så det ikke bliver sådan noget kunstigt noget...

Man skal måske lige huske på at det ikke er ens sygdom(er) der definere hvem du er eller hvilken "værdi" du har som menneske....

Så ret roligt ryggen og tag det som det kommer...stille og roligt...

Nu er jeg nok ikke den bedste til at give råd i sådanne sager....da jeg selv er fuldkommen lige glad med hvad andre tænker...

Jeg kan være ude i byen og sidde midt i det hele og falde i søvn...begynde at snorke højlydt...folk de glor godt nok langt efter mig når jeg vågner på igen...og jeg kan forstille mig at de tænker...er han stiv eller skæv siden han bare sidder der og kan falde i søvn...

Men det rører mig altså ikke...da jeg godt ved at det ikke er det der definere mig som menneske...de fleste gange gider jeg ikke engang at forklare hvorfor jeg sådan kan falde i søvn...

Hvis ham/hende du skal møde er værd at samle på...ja så betyder din sygdom(er) ikke noget...

Hvis det derimod er et problem for ham/hende....ja så bør man vel tænke over om personen er værd at samle på...

Nu har vi skrevet lidt sammen ved siden af...og du lyder som en sød, rar og betænksom person....så jeg tror altså ikke at du behøver at være så bange...

Smider lige et cyberkram til dig her:kram:....griiiib ;)

#Web

Ville ønske at jeg havde din selvtillid...

Jeg tænker heller ikke så meget over min situation, sådan til daglig..troede osse at jeg var mere afklaret med mig selv, men bliver så lige konfronteret med et tidligere liv, hvor jeg skulle forestille at være end bedre udgave af mig selv...

...og så får jeg præstationsangst...og føler mig som lille pige 14 år igen

Ikke godt..

men syntes at det er fantastisk at du er som du er, og bare er ligeglad...så hvis du har selvtillid i overskud må du gerne sende lidt i en kuvert til mig :)

Og tager gerne i mod kram...gerne flere tak:kram:

Og sender gerne flere retur til dig

/Mileo

Jeg kan lige se det for mig, og kunne ikke lade være med, at smile lidt ved tanken.;)

Min far kunne falde i søvn hvis han var "tvangsindlagt" til at deltage i noget kedeligt.
Til min mormor's begravelse sad jeg ved siden af ham og kunne pludselig høre, at hans vejrtrækning blev tungere og tungere, så jeg puffede lige til ham, så det ikke endte med, at han overdøvede præsten med sin snorken.:D

For mig gør det en forskel om det er en man har været tæt nok på tidligere, til at man kendte hinanden på godt og ondt og havde fundet den der indbyrdes rummelighed..

Eller om det er en man har kendt knapt så godt..

I det første tilfælde ville jeg komme med en kort opdatering uden at gå i de vilde detaljer - men alligevel være ret åben.
Nok lidt ud fra princippet om at jeg ikke gider investere ret meget tid i en, der måske render skrigende væk efter at have fået det at vide efter et halvt år.. så hellere finde ud af det med det samme.

I det andet tilfælde ville jeg nok ikke gå i detaljer, men alligevel fortælle nok, til at finde ud af om det var en rummelig person, eller spild af tid..

# Vovse

Min tidligere svoger havde samme problem..som regel satte han sig lidt afsides, og lukkede øjnene, og hvis det var nødvendigt, og der skulle holdes tale eller skæres kage, puffede vi lidt til ham, og så kunne han som regel være med...og hvis ikke var det okay, vi vidste jo at det var sådan...;) også selv om han var irriteret over det...