træt af at fortælle gud og hvermand om mine sygdomme- accepter dog
 

at jeg er syg og det aldrig blir bedre eller går over.

jeg er træt af folk der tror at når man har fortalt den en gang at man er varrigt syg, at man ugen efter mirakuløst er blevet rask.

men jeg kan godt se det fra deres synspunkter, det eneste der afslører mig er min langsomme skæve gang, og halten når det er værst. men stik hovedet inden for i mit liv bare en enkelt dag, så kan de se at det ikke bare er det jeg døjer med.

jeg har da overvejet at holde det for mig selv, men problemet opstår igen når folk spør hvad man arbejder med eller er uddannet som. og det er sku svært at undgå netop de spørgsmål. hvad siger i andre??
er i bundløst ærlige eller pakker i det ind eller afviser?

man blir mødt med ligegyldighed og mistro alle vejne. det i sig selv er totalt opslidende. oven i det kommer alle de fysiske og psygiske ting (tror da nok at kognitive ting går ind under psyken, men ret mig gerne hvis jeg tager fejl)

jeg er træt af folk der ikke mener jeg er syg nok, bare fordi jeg har 3 børn på 6,1.5 og 2.5 år. (tro mig alle de løft jeg har om dagen, de sender mig ofte til tælling i sengene ller på sofaen- men folk ser det jo ikke når man lukker ned for gardinet og ligger sig ind under dynen for at tackle smerterne.


jeg håber at i andre har lettere ved at forklare andre folk, at smerter ikke altid er synlige

lige lidt hverdags galle fra mig- håber i bærer over

Der kører en anden tråd om samme emne, prøv at se her:
http://www.k10.dk/showthread.php?t=1802 :kram:

Uhh tro at jeg kender det.....

Jeg "ser" ikke syg ud.
Og bliver gang på gang mødt med den at jeg nok bare skal tage mig lidt sammen og om det ikke ville hjælpe mig at komme på arbejde så jeg kan tænke på nogget andet.....
Jeg har fibromyalgi og panikangst og ja jeg ville give min ene arm for at det L*** gik væk.

så jo kender jeg godt :O(

Jeg vil sige at det afhænger af situationen og af folk om jeg fortæller noget om min situation ellers siger jeg bare hvad jeg er uddannet som.

Gunell (som har spillet ½ times bowling med mine unger og nu ikke kan løfte armene, men ligner en pokemon figur :O( av av

jeg kan godt bidrage med hvad jeg gør, når der bliver spurt ind til mig og mit..

så fortæller jeg, jeg er førtidspensionist. men forsætter så med at sige .. MEN JEG GÅR IKKE SÅ HØJT OP I TITLER.. bare at du siger det. så giver det et smil på modtageren og de begynder at tale om titler i stedet for. undskyldende.

nu har jeg prøvet det flere gange. men er også selv vaks på tungebåndet hvis personen bliver belastende..

hejsa
ja jeg og vi som familie her kender alt til det med at blive spurt ind til hvad man laver også må min mand sig ja jeg er pensionist hvor til folk så ser på mig og siger nå så er det dig der tjæner pengene hos jer hvor til jeg så må sige nej jeg er på leddighedsydelse og ved at søge førtids pension og manføler sig bare så:mad: og føler tit at man så bliver stemplet som en virkelig socialt belastet familie og folk ser efter en kan de nu passe ders børn ja de laver ikke noget. ville gerne bytte helbred med en rask samt tittel;) vi har følt at vi hos nogen bliver valgt fra pga det. især min mand har følt sig meget ude for i omgang med venne bekente nå man sådan sidder og snakke for det er så tit der bliver talt om en arbejds dag hvad der er gået godt og ikke. og der kan han ikke være med tro det er en stor mande ting. og man bidraver ikke med i dag lykkes det mig at kunne vaske lidt tøj også havde jeg ondt for så er man også stemplet som den der jammer. vi havde aldrig regnet med jeg skulle køre galt og at han skulle blive så syg af lede gigt i alle led i kroppen. havd troet et normalt arbejds liv som forbillede for børnen og et aktivt liv. men nu må man for det bedste du af det som det nu er blevet til og ikke være bitter over det. men at omverden skal forstå det tro jeg aldrig de kommer til vil aldtid være nogen der dømmer. jeg håber jeg når der til på et tidspunkt at jeg kan være lige glad i mig selv og tænke dets hovdepine og kræfte ikke mine men så langt er vi som familie ikke endnu.
:kram: sanne mor

Uanset hvor mange tråde der laves af denne slags, så skal der være plads til dem så vi kan få raset ud, for det er dælme svært at finde respekten af og til:mad:

Mine lidelser er så "kun" psykiske og prøv lige at sammenligne en psykisk syg og en der sidder i rullestol !! Jeg ville under ingen omstændigheder bytte, men hvem lider mon mest ?? Nogle gange kunne jeg sku godt bruge en rs som "forklarings middel".

Fx. i går havde jeg lige en kontrovers med min ex. og den skal jeg altså lige af med ;). Jeg havde været på rideskolen med min datter det meste af dagen. Vi skulle sammen med min datters veninde og hendes mor (min veninde) hjælpe med noget staldarbejde efter de havde reddet. Det var fint nok, for jeg vidste jo at jeg skulle hjem på sofaen bagefter. Min ex. som mine børn var hos, var så taget ud at shoppe med nogle kammerater om formiddagen og havde da nævnt at de ville spise aftensmad derude, men at han ville være tidligt hjemme. Jeg fulgte min datter over til deres far/min ex. kl. 16.30, hvor min søn også var med deres lille hund som de lige har fået.

Jeg ringede så til eksen, da min datter ikke kunne få fat i ham. Hun ville høre hvornår han kom hjem for hun vil helst ikke være "alene" hjemme når det er mørkt. Min søn var ligeglad og bebrejder og min datter lidt, det stopper vi ham så i, han er kommet i den der "jeg ved bedre alder". Det blev til at exen ville tage hjem, selvom han nok havde haft andre planer. Min datter sagde så efter flg. "nå der ødelagde du hans dag!!", hun er 12 år og mente det nok ikke så hårdt som jeg kunne tage det. Senere blev jeg naturligvis ringet op af min ex, han har en "dårlig" vane med at ringe til mig i tide og utide, noget jeg også har arbejdet meget med at få stoppet. Heldigvis var det efter en time på sofaen og et par glas rødvin. :-) Han kunne jo ikke forstå, at jeg ikke "bare lige" kunne have været lidt hos ungerne OVER HOS HAM (KRISE STEDET) og lige lave noget mad til dem. Selvfølgelig kunne de også selv tage, men når jeg nu alligevel var der !!

Som jeg har gjort klart tusindvis af gange så skal jeg være FORBEREDT ellers presser jeg mig ud over mine egne grænser. Jeg skal vide om jeg tager mig af ungerne eller ej forinden altså, det skal aftales. Var det det så var ungerne, alle 3 incl. hvalpen, hos mig og spise og være, evt. sove ikke noget med bare lige at være fleksibel, det holder bare ikke. Tillige må deres far jo være enige med vores børn hvad han gør og hvornår han er hjemme og om/at det er ok med dem. Jeg prøver tit at blande mig uden om, men aftalerne er jo således bare ikke klare nok dem imellem og typisk, så er det pludselig mig der ender som busse mand, kender I det ? Men jeg kan jo tage det, jeg er jo syg nok i forvejen.

Man må bide i det sure æble mange gange og så andre gange kæmpe for sine grænser og sin identitet. Mht. det sidste, så fanger jeg mig af og til i at forklare hele min livshistorie når folk spørger "hvad jeg laver til daglig", eller spørger til min sag. Jeg forsøger at undgå det spørgsmål fuldstændigt naturligvis, men det kommer jo ind i mellem. Så når jeg snart bliver pensionist bliver det endnu "værre" at forklare. Jeg vil helst uden om at forklare, men bare sige jeg er ftpér, måske skulle jeg bare bruge forkortelsen og når de spørger hvad det er, så sige, at det er svært at forklare :D Hvad gør I andre ? Ved godt at der også er andre tråde herom, men nu er vi lige her i 2011, he, he. Den med eksen og børnene er der sikkert også andre af jeg der har oplevet. Puha, det er hårdt at være til indimellem, men også dejligt når man får sat grænserne og ikke mindst selv respektere dem.

God søndag :cool:

EE

Jeg fortæller det på hver sin måde. Det kommer and på hvem det er altså jeg siger mange flere ting når det kan komme mig til gode. Altså når det gælder læge så siger jeg at jeg har CP og kan går og tale altså det samme som andre mennesker bare langsommere end andre mennesker. CP står for spastikere er det samme som Cerebral parese. Måtte lige fortælle jer det. Det er cp jeg bruger på nettet. Har Kognitive vanskeligheder
Så er også et af disse mennesker hvor du ikke kan se der er noget "galt" bliver så træt bare efter få timer. Det kommer meget an på hvordan mennesket overfor mig er hvor meget jeg siger. Cp er ikke ikke særlig nemt at fortælle om. For os med Cp kan så mange forskellige ting. Der er nogle som ikke kan noget som helst og så er der andre der kan det hele. Sådan jeg skriver det til jer er og sådan jeg vil fortælle det ude i verden. Det ikke nemt at have noget som andre ikke kan så de kan bare følge mig en dag så kan de se det.

Jeg kan kun alt for godt genkende det.
Jeg er SÅ træt af at skulle fortælle, hvorfor jeg ikke arbejder, og at jeg lige nu står i ingenmandsland og ikke ved noget som helst om min fremtid. Om kommunen tror på mig, når jeg kun kunne møde op 7 ud af 19 dage til afklaring, om der i det hele taget ér nogen der tror på mig.
For nej du kan ikke se jeg fejler noget, men dem derude ser mig jo for det meste også kun på en god dag, for de dårlige der er jeg for mig selv derhjemme.
Det værste er at min egen mor ikke kan eller vil forstå at jeg ingen kræfter har og ikke gider spilde min tid på alle hendes negative indstillinger til livet.
Jeg synes også det kan være svært at skulle forklarer andre, der virkelig gerne vil vide hvordan jeg har det, hvordan jeg har det, jeg har svært ved at sætte ord på, netop fordi når det er noget de ikke kender i forvejen, som feks. et brækket ben, ja så har jeg bare svært ved at hidse mig op til at skulle sætte ord på, for jeg er så træt....

Synes også det er noget ****, når man står i "kontanthjælps-hullet" som flex'er.:eek:

Efter afslag på førtidspension, mærker jeg nogen gange at folk har holdningen:

"Ja ja! Der ER nok en grund til at du ikke får den førtidspension":cool:

Synes det tit det virker som om, dem der udtaler sig sådan, ikke tror på at jeg faktisk har ondt 24/7....det er opslidende ikke at blive stolt på.:mad:

Kender det alt for godt
 

Jeg er 25 og har lige fået diagnosen ADHD med depression som tillægsygdom for 14 dage siden. Jeg har prøvet at forklarer alt og alle i alle de år jeg kan huske at der er noget galt med mig men ingen har ville høre på mig for jeg var bare en doven, møjforkælet unge som ikke gider at lave dagens gode gerning og som bliver en hysterisk hystade når hun ikke får sin vilje selv min egen familie sagde sådan til mig.

Min læge er den eneste der har ville hører på mig og sendte mig til psykiater hvor han kom frem til at jeg er ADHD'er. Hvor er det en lettelse endelig at få navn på sin handicap/sygdom. Men om folk så bedre kan forstå mig tror jeg så ikke men der er bare mange ting som er faldet på plads for jeg har altid følt mig anderledes end alle andre og især den sorte får i min familie da jeg var noget for mig selv.

Dog har min mand og hans familie fået en forståelse af hvorfor jeg har været som jeg har og har også mærket effekten af at jeg tager retalin. Min egen familie snakker jeg ikke med mere og har ikke gjort det i snart 1 år

jeg har også en mor, som for år tilbage ikke forstod mine smerter- lige indtil hun fik et alvorligt hold i nakken. så forstod hun pludseligt hvad det vile sige at have ondt 24/7.

desværre har hun siden troet at jeg ikke kan klare mig selv på nogen mulig måde- så hun har ageret hjælper til rengøring,tøjvask,og afhentning af ungerne i dagpleje og børnehave- og bebrejdet mig det hele, med negative indstillinger.

heldigvis for mig, har jeg nu fået en aftale ved kommunen med at jeg skal have en ergotearpeut ud og se hvad der kan laves af ændringer i mit hjem. så jeg selv kan klare mere eller find ud af hvad jeg eventuelt skal have hjælp til og få lidt mere livskvalitet. og på den måde få min mor ud af billedet. for hun hverken skal eller kan blive ved.

så jeg håber på lidt positivitet i fremtiden

Der er ikke mange der ved at jeg har fået ftp i 1 helt år nu.

Jeg har med vilje ikke fortalt det til ret mange. Den nærmeste voksne familie ved det, men ikke engang mine børn ved det.

Jeg har en mega emsig og underlig nabo, og finder hun ud af det, ja så vil hun stå og tage billeder af mig hver eneste gang hun ser mig ude i haven, eller på ryggen af hesten, for at sende det til kommunen, og det gider jeg simpelthen ikke at skulle forsvare mig imod.

haha det lyder som om jeg har forfølgelsesvanvid, men det har jeg altså ikke bare en underlig nabo:D

Kommunen ved godt jeg rider, i samråd med min fysioterapeut for at holde muskler og led igang, men alligevel, jeg orker ikke at skal forsvare mig selv og de få ting jeg finder overskud til at lave i hverdagene, så derfor holde rjeg det for mig selv.

Når folk spørger så er jeg bare sygemeldt, og har været det i 2½ år nu :D heldigvis er der ikke mange der kender reglerne for sygedagpengeloven :D at man er sygemeldt accepterer folk uden at spørger mere ind til det, er min oplevelse, så jeg tager nok lige en 10 år mere på "sygedagpenge" ;)

Jeg har kun lige fået tilkendt ftp, og har indtil nu ikke fortalt nogen det.
Jo, min mand selvfølgelig - men ellers ikke.

Jeg ved, at der er flere i min familie, der vil få ondt i r.... over, at jeg har fået det i så ung en alder (38), og jeg har bare ikke lyst til, at skulle stå model til sådan en diskussion, hver gang vi er sammen. Så de ved, at jeg går hjemme - og længere er den ikke.

Om mine forældre skal have det at vide på et tidspunkt, det ved jeg ikke. De har en del af skylden for min psykiske problemer pga. min opvækst, så jeg ved ikke, om de vil kunne forstå det. Så foreløbig holder jeg min mund.

Og det samme gør jeg overfor alle andre, jeg møder, når man får de traditionelle spørgsmål: "Hvad laver du så??"

Åh hvor jeg kender det! Dog mest fra det offentlige.....min fleksudredning altså, I guder, en sagsbehandler skulle lige høre mig "Jamen hvad så, hvis du får det bedre??" :rolleyes:

Nu ER sclerose ikke lige noget, der går væk. Det er en kronisk sygdom, der i bedste fald er status quo - i værste fald forværres. Og jeg lider under rigtig mange af de usynlige symptomer, som sygdommen kan indeholde. Var hos neuropsykolog på Riget for at afdækket præcis, hvordan det egentlig stod til, og jeg tror hendes rapport har hjulpet i hvert fald nogle sagsbehandlere med at forstå, at der bag det pæne og tilsyneladende velfungerende ydre foregår en daglig kamp.

- og ja, vi bærer fint over. Det er jo bl.a. det, stedet her er til :)

Ej den ville jeg ønske at jeg kunne tage med mig, at jeg er på sygedagpenge eller er sygemeldt. For første gang, nogensinde, tror jeg, fik jeg løjet overfor min eksmand, børn, en veninde og måske flere om at jeg skulle over til en anden veninde nytårs aften, for man sidder da ikke alene nytårs aften og slet ikke når man er "syg". Men at være syg nok til at få ftp. den er ikke helt inden for række vidde, så den med sygedagpenge eller sygemeldt er god. Det er bare ikke godt hvis man så skal svarer "med stress", for det er jo "kun" et mode fænomen. Og nævner jeg "generaliseret angst" går den da helt gal.

Ikke så nemt endda, måske skulle man svarer når folk - ikke mindst dem man bare lige møder en gang i mellem - spørger hvad man laver: Ikke noget pt. ??

EE

Jeg har altså valgt, helt bevidst, at være åben og ærlig med mine lidelser, til alle. Dem jeg ikke lige fortæller det til, kommer til at kunne se det på min Facebook side.

Dem der ikke kan tage det, det er deres problem.

Og den energi jeg skulle bruge på at skjule det, og huske hvem der må vide det, og hvem der ikke må, ja den sparer jeg nu.

Jeg er den jeg altid har været, hvis noget, bliver jeg bare bedre og bedre :-)

De må sladre lige så meget de vil... dem der kender mig, ved jeg er et anstændigt menneske, selv om jeg har en personlighedsforstyrrelse.

Jeg står ved, at jeg ikke orker at holde en børnefødselsdag, og at min eksmand bliver nødt til at tage ungerne hele weekenden op til, og komme med kagemanden... sådan er det bare...

Jeg har så heller ikke mødt noget negativt, jeg synes folk er meget forstående. Jo der var en fyr der ikke ville date mig, da han var blevet forfulgt af sin borderline-eks-kæreste... Jo, den sved lidt. Men hva... der er masser af ponyer på prærien.:p

KH mig...( der er usædvanligt kæk i dag ) :cool:

Kender du typen
 

Det kunne næsten være dagens spg :D

Jeg er langtidssyg fordi jeg aldrig bliver rask igen og langtidssygemeldt fordi den mdr. check skal kommet et sted fra ;)

Men når folk spg. hvad laver du så, svare jeg at jeg er arbejdsleder i Danmarks største virksomhed,(overdrivelse fremmer forståelsen) for jeg kan dælme dylme holde en hel del Sbér i arbejde :D:D:D:


:kram: M2y som lder og fordeler arbejdet ;)

"Jeg har en rygsygdom som gør, at jeg desværre ikke længere kan være på arbejdsmarkedet". Så er der som regel ro, med mindre spørgeren er empatisk nok til at spørge til, hvad det er for noget og hvordan jeg så faktisk har det... Tit spørger de, hvad jeg har lavet før, og så får vi en god snak om arbejde. Om jeg er sygemeldt, på fp eller hvad er jo fløjtende ligegyldigt. Og jeg mener at begrebet førtidspensionist henviser til, hvordan min status i samfundet er og hvordan jeg bliver forsørget (hvilket mit pensionsselskab faktisk sørger for), og det rager ikke nogen andre end mig. Hvis folk spørger hvad man så lever af, kunne man jo overveje at stille et modspørgsmål: "og hvad får du så i løn..." :D

Ja, mødre... det kan godt være svært. Min mor gik indtil for ½ år siden i konkurrence hver gang der var noget med mig - det gælder jo om at få det værst hurtigst muligt, så man kan få den støtte man synes, man fortjener... Ikke så meget som en banal forkølelse har jeg kunnet have i fred uden at hun næsten var ved at dø af bihulebetændelse... Efter et opgør, mens jeg var på monster meget morfin (joh, det blev højlydt ;)), gik hun ind på nettet for at læse om den diagnose (modic), som jeg havde fået 2 år tidligere. Og så skal jeg ellers love for at hun har oppet sig! Der er ikke mere klynkeri og jamren fra hendes side. Hun har endelig forstået, at det faktisk er meget smertefuldt for mig - hendes eneste nulevende barn - og hun støtter mig. Dejligt, men hold da fast hvor tog det mange år. Nu kan vi snakke balanceret om, når hun er syg, og jeg kan have det som jeg nu har det, uden at hun skynder sig at få det værre....

hej

Forstår dig rigtig godt.

jeg er selv sygemeldt med udbrændthed.

Det kan ikke ses men absolut mærkes.

Min meget nysgerrige nabo kom og spurgte hvorfor jeg dog havde gået hjemme i så lang tid - og jeg fortalte ham så at jeg var langtidssygemeldt p.g.a. stress og udbrændthed.

Han reaktion var et fnys og et hånligt grin hvorefter han gik.

Det er så dejligt med lidt forståelse i hverdagen:o

Tillader mig at melde ind her, selvom jeg ikke har læst tråden minutiøst til at jeg kan "nikke" til hvert enkelt udsagn.
Men jeg er også en af dem hvor man absolut ikke kan se, at jeg har varigt men af noget som helst. Som oftets.
Jeg har PTSD og jeg øver mig til stadighed i, ikke at føle mig forpligtet til at argumentere / forklare og få folk til at forstå. Trods flere års øvelse er jeg stadig ringe til det. I virkeligheden gør jeg mit liv ekstra svært på den konto.

Man kan ikke andet end at trække på skuldrene af sådanne mennesker, lad dem tænke deres, man har det som man har det og man må håbe at det ikke rammer dem eller andre omkring for den sags skyld.

Jeg tror sgu også at jeg holder mig til sandheden, jeg skal bare kortet det lidt ned, så det bliver noget til noget med stress og angst. Og så vil jeg bare sige at jeg lever af ftp. hvis jeg bliver spurgt uden at forklare at jeg også har en forsikring (forhåbentlig til den tid også) og så kan jeg jo så spørge dem hvad de lever af, som én skrev tidligere, den var meget god. ;)

EE

Man kan også bare sige, at man er "fritidsforsker"...
Noget jeg lærte på et kursus for mange år siden. Silvametoden, hedder det, og det er genialt til at vende negativitet 180 grader.

fx: Den tid, den glæde
Lykke kommer i bundter
-arh kan ikke lige huske flere. Men kurset er anbefalelsesværdigt.

Ja, Jeg kender også til næsten alle indlæg.
Præcis de samme følelser og oplevelser herfra.

Frygtelig at blive mødt med den mistænksomhed og uforståenhed.
Selv min egen mand, har det sådan.

den der med at man på en god dag ( ja dem har jeg så ikke set i over 6 måneder) at man godt kan slæbe sig ind og handle eller komme til frisøren eller noet helt 3, ja så spidser de årvågne naboer ører og tager digital kameraet frem.

jeg fortæller aldrig hvis jeg får pension- ikke til noget som helst!

ja, det er så træls, dem mistro regeringen de sidste 10 år har fået lagt i danskerne! Under al kritik.
Før var der plads til alle, nu er der kun plads til de der kan opfylde deres krav! selv de der "pjækker" i skolen skal nu forfølges!
Start med lærerne! de viser vejen!

Nå, men bortset fra det ;)

Jeg er såå træt af at høre folk sige " god bedring" for s***** da os!
det blir' ikk' bedre! fat det!:o

Jeg er begyndt at fortælle hele min lidelses histiroe til dem der spør...fordi så stopper det! :p
Om de tror mig eller ej er jeg sådan set ligeglad med - men de skal stoppe med at spørge :D

He he ..nej til tider går det mig virkelig på at folk behandler mig sådan - som om de kan forstå hvad det vil sige at have smerter konstant og ikke kunne noget som helst!
Det kan de ikke og de kommer ikke til det - håber jeg da ikke.

Jeg er ret ny i sygedsgpengesystemet, men føler også i nogle tilfælde at folk tvivler på mig.

Er fyret fra mit job p.g.a. nedslidt ryg efter mange års nedslidende reng.job.

Dem som er mig nærmest, har selv været "vidne til" hvor ondt jeg kan have og ved jeg i nogle tilfælde må melde fra til noget p.g.a. smerter, så i mit tilfælde er det ikke dem der er "problemet.

Sad dog forleden i et selskab hvor min situation var "oppe og vende",m.h.t. mit problem med en dårlig behandling af en rådgiver fra min kommunes anden aktør.

Pludselig er der en dame først i 70'erne der hidser sig op og ytrer sig at "nutidens" kvinder er frygtelig forkælede og "pylrede" og det med nedslidning er en undskyldning, og at da hun var barn/ung knoklede hendes egen mor og andre mødre fra morgen til aften og som regel med 8-10 børn i skørterne........

Sad lidt målløs og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men "pippede" da noget med at kvinder dengang vist heller ikke så lige havde et fuldtidsjob oveni de også skulle have klaret!!!!!

Fik bare svaret at det er et spørgsmål om at tage sig sammen!!!!!
Hvor svært kan det være????? MEGET SVÆRT!!!!!!

Lad os tilgive dem......
 

de ved ikke andet. De kender ikke til den form for rygsmerter, som ikke bare er et hold i ryggen.

De har jo ikke hverken set eller prøvet at skrige af smerte gennem timer....uden at noget kan lindre.

De har ikke prøvet at lægerne bevidst sprøjter luft eller medicin ind i din ryg for at påføre dig en smerte der er større end den du har før du kommer på skadestuen. Kan ikke huske navnet på denne lille øvelse, men tro mig, det er ikke kedeligt.

Selv Guderne kæmper forgæves imod dumhed.

Mange hilsner
;)

Ja, man kan jo tænke hvordan skulle sagsbehandler og jobkonsulenter kunne "forstå" når vores nærmeste ikke gør.

Når jeg bliver spurt hvorfor har du ikke fårt en pension,svare jeg "at så længe man har nogle timers arbejdsevne gives der ikke pension.
Og det er bare ærveligt for der er ingen der vil have mig med de få timer jeg kan-hvad med dig du knokler vel bare der ud af ?

Så havner samalen om noget helt andet ;)

Mistro er det værste,jeg har ikke en enlig dianose bare 2-3 led efter hinanden der er nedslidte i lenden og nakke men det giver smerter alle vejne,andre forstår det ikke og enlig gør jeg det heller ikke selv.
Shopper stadig rundt hos Rheumatologer for at få et naven på.

Synes også at min "diagnose" lyder så "uskyldig".....2 nedslidte discs, fremadglidning af ryghvirvler og rygmarvsforsnævring.....Dette i et lille område i min store krop.....hvordan kan det dog afstedkomme så mange problemer med små daglige gøremål????? Ja, jeg fatter det knap selv!!!!

Uskyldigt!:confused:

Du har 3 diagnoser på det samme sted i lænden, som hver især kan være meget lidt "uskyldige".

Det kan godt være, at sb og andre har prøvet, at banke ind i hovedet på dig, at det ikke er noget at pive over, men tro mig, de ved ikke hvad de taler om.:mad::mad:

Hvor er jeg glad for at have fundet dette sted til at "læsse af".....

Til jer alle::kram:

Jeg kan også til tider blive ualmindelig træt af at have et usynligt handicap, på trods af at jeg bestemt ikke misunder folk med synlige handicap.
Jeg har ikke noget problem med åbent at fortælle om at jeg er førtidspensionist, hvorfor, eller hvilke funktionsnedsættelser jeg har.
Men har efterhånden måtte erkende, at uanset hvor åben jeg er, eller hvor meget jeg forklarer stolpe op og stolpe ned om hvad jeg kan og ikke kan, så er der bare ikke meget forståelse eller accept at hente.
Jeg kan godt forstå det er svært for andre at forstå mine funktionsnedsættelser, jeg har selv svært ved at forstå dem.
Men det er dybt frusterende når folk ikke vil acceptere, at jeg rent faktisk er handicappet og ikke kan de samme ting som en rask.
En ting er når det er fremmedes uvidenhed og/eller fordomme jeg skal trækkes med, men folk der kender mig, familie osv, der vedbliver at komme med, selvfølgelig velmenende, råd om, hvordan jeg kan løse en masse ting ved "bare lige" at dit og dat.
Hvis der var en "bare lige" løsning, så havde jeg sgu da nok løst det forlængst!
Mange af deres "bare lige" løsninger er på niveau med at fortælle en blind at de skal da bare lige tage nogle køretimer, så kan de køre bil igen, eller du kan da bare cykle!
Eller hvis en i rullestol har yderligere helbredsproblemer pga en inaktiv hverdag, så skal de da bare tage at løbe sig en tur!
Eller hvad med forslaget om at forbedre en trængt økonomi, ved at tage sig et arbejde?
Jamen løsningsmodellerne er uanede for andre mennesker over for en førtidspensionist med usynlige handicaps. Og hvis jeg ikke selv kan se det, så er jeg da også selv ude om det!
:eek::eek::eek::eek::eek::eek:

Det vil til hver en tid og altid være sådan at de fleste "raske" mennesker ALDRIG kan og vil kunne sætte sig ind i hvordan en længere varende sygemeldt har det.

Er man sygemeldt går det nok over, er man fleksjobber er man sikkert bare "heldig"(fordi man jo så nok har ønske jobbet og er man ftpér er man vel nok bare lidt en samfundsnasser, der ikke vil ud af "pap-kassen" eller tror at man ikke kan.

Jeg prøver også at holde mig at forklare for meget, men man ender jo ofte ud i de længere varende af dem eller også ingenting, måske bør man bare for evigt holde sig til ingenting.

Når man bliver spurgt om job, kan man sige: fritids forsker, om hvor: i kommunen. Finder de ud af at man er syg/sygemeldt og belemres med: "Jamen du ser jo ikke syg ud", så kan man hvis man er rimelig træt af samtalen og personen svare: "Jamen du ser da heller ikke dum ud." (Hentet direkte fra K10;))

Der er ikke noget værre, end når man møder en gammel bekendt, og det typiske spørgsmål kommer "Nå jamen hvad laver du så for tiden?" "Øh, bøh... jeg var i gang med en HF, men det er på pause fordi jeg lige er syg for tiden" - uden at fortælle, at det har været "på pause" i over et halvt år efterhånden og man sikkert ikke vender tilbage. "Nå, hvad fejler du da?" spørger vennen, og så det der undersøgende blik og de der øjne, der siger "du ser da ikke spor syg ud." Og så bliver man nødt til at forklare hvad man fejler og hvad man måske fejler, for man er ikke engang færdig med at blive udredt endnu. Og så kommer hele den lange livshistorie. Derfor jeg har besluttet, at dem jeg ikke har ret meget med at gøre, dem fortæller jeg ikke noget. Basta. Så er der dem, der ved jeg er syg, men stadig ikke forstår det. "Jamen det er jo bare lige... det kan du da godt klare." Og når man så forklarer dem, at man ikke kan, og forklarer konsekvenserne af det, så virker det som om man jamrer, og så siger de straks "Tænk positivt, så får du det meget bedre." Ih, tak for rådet. Og dem der bare synes, man altid ser så frisk og glad ud. Ja de ser jo også kun en, når man har det godt nok til, at tage nogen steder. Og resten af dagen, eller de følgende dage, foregår så liggende i sengen eller på sofaen, for at genoplade det døde batteri. Og det er der ingen der ser. Og det er der heller ingen der skal vide noget om, for man vil jo heller ikke være til besvær eller have en masse ubrugelig medlidenhed, eller få identiteten som "den syge." Man vil ikke have de skal vide en hel masse, de skal bare forstå og respektere et nej...

Jamen, I bestemmer jo selv hvad og hvor meget I vil fortælle dem der spørger..
Giv dem en sludder for en sladder hvis I ikke mener at de skal ha noget at vide ... Men lad være med at være flov over den situation I er i .... ♥

Jeg blev sygemeldt nov 2005 - blev visiteret til flexjob i 2008 og her april 2011 førtidspension... Da jeg var sygemeldt og nogen spurgte, så fortalte jeg at jeg var sygemeldt ... og så var den ikke længere... og da jeg ventede på at få min pension og folk spurgte hvad jeg så ville bagefter, så svarede jeg at jeg ville til at danse .. med et stort grin :D for på det tidspunkt gik jeg meget dårligt på min venstre ben/fod...

Når jeg ikke gider at fortælle ret meget, så siger jeg bare at det skyldes en arbejdsskade .. og det er ikke engang løwn .. bare ikke hele sandheden ;)

Kan andre ikke acceptere mig med de skavanker jeg nu har raget til mig og at jeg er førtidspensionist, så er det deres problem .. det kan sgi aldrig blive mit..... :cool:

Knus Lone

Kunne jeg bare sige sådan,jeg har altid selv forsøgt at,se bort fra mine skavanker,prøvet at følge med "de andre" tros smerter,nu kan jeg bare ikke følge med længer,og syntes jeg sidder med problemet selv
, ikke at blive accepteret,alle har så travlt,travlt,med at du skal da bare dit og dat,hvad tænker folk,som om man ikke har prøvet flere ting,for at få det bedre,og jeg har fundet min løsning på hvordan jeg får det best og har lige som accepteret mine skavanker,
det går kun galt når jeg skal afprøves igen og igen,og føler virkelig at folk flygter fra mig når jeg har det værst, så jeg nok heller ikke så festlig at være sammen med jo.,og jeg har så svært ved at tilgive at folk svigter,når jeg har mest brug for det.
Og så er det blevet mit problem.:eek:

der giver jeg Lunasdatter ret.
man bestemmer jo selv hvor meget man vil fortælle. i mit tilfælde er jeg bedøvende ligeglad med hvad folk mener,kan de ik tåle jeg er fp nå ja så må de om det, jeg har det fint med det selv og det er det vigtigste;)

HAHAHAHAHA:D Mon jeg skal sige sådan til min SB'er næste gang? Hun siger til hvert møde at jeg jo ikke ser syg ud og at hvis man ikke kendte mig, ville man ikke tro der var det miiiiiiindste galt med mig:D

Endnu én her som kender det alt for godt ...
 

Jeg er diagnosticeret kronisk depressiv, bipolar 2 og har generaliseret angst - og det kan bestemt ikke ses! Når jeg er sammen med venner kan jeg godt "lade" som om for en kort stund at jeg er på toppen, men når vi så går derfra, så er det sengen der kalder...

Det værste jeg har oplevet er en af vores venner som gav mig en ordentlig "røffel" : at det maåyye da være sidste udvej og jeg skulle da bare ud og arbejde, så jeg ikke groede fast derhjemme for det har ingen godt af. :o
Og nej : det er ikke godt at have faste balle-mærker i sofaen:p, men det har jeg heller ikke, bare fordi jeg søger ftp! Jeg har valgt familien frem for karrieren :kram:

c.l.e.o... jeg kan sgi heller ikke følge med de andre... men hvis de vil "følge" sammen med mig, så må vi tage hensyn til hinanden...

Jeg kan nemt følge dig i det der med at det går galt når man skal afprøves... også selvom jeg kun har været i arbejdsprøvning 2 gange...

Men sidste gang, da brændte jeg alle mine kræfter + reserver af mens jeg var et par timer på "jobbet" - der var slet ikke overskud til noget som helst når jeg var herhjemme hos mig selv... Bare at skulle i bad var næsten et dagsprojekt .. og mad blev til noget som satte sig på sidebenene.. en pappizza eller noget lign... (øv.. kæmper så med de skie kg nu )

Jeg brugte ikke mig selv .. jeg misbrugte mig selv... jeg ville jo ikke ha at der var nogen der skulle sige "hun kan heller ikke noget" !!

Heldigvis så skrev jeg det i min dagbog.. der var jeg hudløs ærlig... og lederen hvor jeg "jobbede" havde også øjne i hovedet.... så jeg blev stoppet 1 mdr før jeg ellers skulle slutte af min sagsbehandler og jobkonsulent... og det mundede så ud i en pension..

Og det der med at folk flygter fra dig når du har det værst.... det gør bare så ondt...

Jeg har skrevet det til dig før og gør det igen.... husk at passe godt på dig selv... du skal ikke bevise hvor mange smerter du kan udholde .. du skal finde en balance mellem evt 1-2 timers job og så stadig kunne være til i fritiden...

Jeg håber at du får en god livskvalitet.. og så kommer det overskud at du som noget naturligt fortæller.. jeg har det ikke så godt idag.. så jeg er lidt langsom... ♥

Knus Lone