At give op......
 

Har i overvejet det, eller gjort det i forbindelse med søgning om enten flex, pension eller andet?

Jeg er nået dertil hvor jeg har smidt håndklædet i ringen. Magter ikke mere. De vandet og fik det som de ville have.

Hvad så?? Ny uddannelse, job, skilsmisse......... Hvad har i gjort jer af tanker??

Kh.

kirstenjv

jeg tror alle kender det - mere el.mindre.,..

jeg havde det sådan da jeg fik fleksjob for over 1o år siden og pension for 2 år siden..at man når dertil hvor det hele kan være lige meget og man giver op - mere el.mindre...men så vender det

man føler de har magten og vi bare er et nr og de tænker kun på penge...
har du nogen til at hjælpe dig..vil du fortælle hvad der er gået galt..

sender dig et kæmpe kram..:kram::kram:

stribe førtidspensionist

Nu er der jo forskel på hvad at opgive er, for nogen er det bare at følge strømmen og lade systemet få lov at smadre en fysisk eller psykisk, for andre er det at melde sig ud af systemet, eller som mig ryge ud og lade være med at kæmpe for at komme ind igen.

Langt langt de fleste får flere omgange jeg gider ikke mere jeg orker ikke mere, får en bunke støtte og hjælp her fra og ender alligevel med at give det en skalle en gang til, for hovedparten vender bøtten igen, men ikke alle vi er nogen som faktisk har det så meget bedre uden for systemet at vi aldrig kunne drømme om at komme tilbage.

Dog skal det siges at også jeg har haft flere omgange jeg kan ikke holde til mere, og har alligevel funder kræfterne, før jeg nåede her til hvor jeg er.

Mon ikke det er tanker og følelser der netop kendetegner en sag ved kommunen. Magtesløsheden og det faktum at man venter og venter, men ikke ved hvad det reelt er, man venter på......

Ja, jeg kender det alt for godt, lige som mange andre.

Jeg føler mig nemlig lige præcis magtesløs. Magtesløs over de personer der sidder og tager beslutningen over mit liv og som tror de ved hvad der er godt for mig. Deres magtmisbrug, utroværdighed og manglen på tillid til dem.

Jeg har også lyst til at opgive systemet og blive "meldt ud", men vi har bare ikke økonomien til det...

Nogle gange har jeg bare lyst til at grave et hul og lægge mig i... og det har jeg bare lige i øjeblikket.

Ja systemet er ikke bygget til syge og det bliver der desværre ikke lavet om på
men hvis man ikke kan arbejde mere end 15 timer eller under
så er der ikke noget alternatv til at man må kæmpe sin kamp
jeg har i hvertfald ingen muligheder for uddannelse eller arbejde
så jeg har kun en mulighed og kæmpe til det sidste for en pension

så hvis man tænker på pension, så kan jeg ikke se man har andre muligheder end at kæmpe sin sag. især når alle behandlingsmuligheder er udtømte
så kan man jo ikke bare melde sig ud af systemet og tage et arbejde eller uddannelse
fordi så er man heller ikke berettiget til en pension eller fleks

Underligt nok, kan jeg jo sagtens sige at jeg føler, at du var een af de god troende herinde for det fornemmer man jo hvis man har været herinde et par år og fulgt med. Det koster at være i systemet, specielt hvis man er gift og samlevende, det kan vi jo også se på Kandelsdorff som jeg ser konstant kæmpende ligeså.

Det er enten eller, enten er man med på systemets præmisser og kæmper/arbejder med disse ellers er man ikke.

Jeg har fuld respekt for dem der "pakker sig" og bakker ud "før tid".

Jeg går videre, jeg kæmper ikke, jeg prøver at hjælpe min sagsbehandler (hvem det så nu end er) med at finde vejen til løsningen af min sag, for sådan skal vi jo også se på det;) Vi er jo ikke politikkere he, he!!

Kirsten JV, for det første skal du jo være bevidst om det er dig der er herre over din egen situation, der kommer ikke nogle og "samler dig op". Når du så efter en del tid, forhåbenligt har ramt bunden, så er der heller ikke nogle der kommer og "fejer'" dig op, desværre. Mit bud er at kæmpe videre i det omfang du magter, mangler du hjælp til bl.a. §§ så spørg ikke mindst herinde;-)

kan sagtens følge dig, det er ikke alle som kan og får penge fra en forsikring, når kassen er lukket fra kommunens side

Jasch er det mig du taler om her?? Jeg kan så ikke "leve" af min forsikring, hvis det er det du tror.

Håber dog at det gik godt med din pension?? Vi har jo ikke hørt noget!!

Jeg ville dog aldrig kunne overleve på penge alene, det er en myte..

Hey Kirsten JV

Ja jeg har været nødt til at give op nogle gange. Har en handicappet søn, og har i perioder virkelig stødt hovedet i muren omkring de tiltag der burde være gjort omkring ham. Og ja - med nogle ting - har jeg simpelthen givet op i forhold til kommunen, og i forhold til det at få den hjælp og støtte jeg/vi havde krav på.

Bla tog man på et tidspunkt støtten til træning fra min søn. Og uden træning vil han "størkne" i sin muskulatur og de sener og ledbånd vi igennem årene har fået til at løsne en millimeter ad gangen! - vil meget hurtigt trække sig sammen igen, og ingen ved om de nogensinde vil kunne løsnes igen.

Kommunen var ligeglad og en SB'er sagde direkte til mig - at jamen det er jo også meningen for så kan vi jo alle sammen SE hvor slemt det bliver, og så må vi jo tage den derfra !

Der stod jeg virkelig overfor et menneskesyn, en holdning, en attitude og et så småt begavet menneske - at jeg bare var nødt til at trække mig.... Den magtesløshed det efterlod hos mig, var og er ubeskrivelig....

Løsningen? Tjaaa jeg gik i banken og lånte penge til et nyt køkken ! og brugte dem på Fysioterapi og på at blive undervist privat af en fysioterapeut - så jeg selv kunne fortsætte træningen, når "køkken pengene" var brugt.

Og banken? tjaaa de opdagede det faktisk ikke, men jeg fik nu aldrig det nye køkken... og havde de opdaget det og forlangt en forklaring - ja så havde de fået den. Og uanset hvad de så havde sagt, ville jeg have været ligeglad. For jeg kunne ikke finde andre løsninger...

I dag er problemet så, at sønnen er blevet så stor (185 cm høj), at jeg ikke længere magter at træne ham.

Og at jeg fysisk er fuldstændig nedslidt - så nu "hænger" vi på den igen.

Vi har netop søgt støtte til træning osv igen. Men har dog haft "fred" i de 10 år der er gået. Og det har været det værd, jeg ville gøre det igen.

Jeg har mange andre mindre indgribende eksempler. Hvor vi har været nødt til at være meget "kreative" for at komme videre - uden hjælp og uden det vi egentlig havde krav på.

Men for mig har det altid været et spørgsmål om, at vælge mine kampe med omhu...

Og at kæmpe mod ubegavede mennesker - det kan jeg ikke og det vil jeg ikke ;)

Håber du kan bruge dette til noget???

God søndag :)