min datter "hader" mig.
 

hej alle på k10.

ja jeg har tilsyneladende ikke andet end problemer, eller også føler jeg det bare sådan. :(

Problemet er at min teenagedatter som fylder 18 til marts, åbenbart er nået til det punkt hvor hun bare ikke mere kan klare at mor er syg både psykisk og fysisk. når hun er hjemme, hvad hun sjældent er ( hendes far bor 300 m fra mig.) så er hun sur, er ved at brække sig over maden , totalt svingende i humør og holdninger. uanset hvad jeg siger , så mener hun det modsatte. og det ender med at jeg får slynget i hovedet at jeg kun vil diskutere, og altid er sur på hende.
Nu er hun ved at have kørt mig helt ned psykisk. jeg er jo i forvejen på depressions medicin. hun ønsker kun at flytte hjemmefra men har jo ikke råd. ( hvad hun jo også mener er min skyld ) tror i at kommunen kan /vil gå ind og hjælpe os, inden det ender helt galt MORD/SELVMORD:mad: for jeg er alvorligt bange for at der vil ske et eller andet. håber på gode råd herfra.
der må da være andre som også har stået i den situation.:eek:

Min datter hader mig!
 

Hej. Stakkels du... Og hun. Det eneste råd jeg kan give, er at hun henvender sig til kommunen ( egen sagsbehandler), og fortæller her hvordan hun har det derhjemme.
Mine børn er voksne nu, og jeg har aldrig selv ( takker) haft dette problem. Men mon ikke der kommer lidt flere på banen, i løbet af dagen med gode råd.
Hold ud. Kh Indiansummer

tak. men det er svært i øjeblikket, siger jeg til hende at hun kan snakke med kommunen, så er det efter hendes mening for at slippe af med hende så hurtigt som muligt, gør jeg intet er det fordi jeg ønsker at pine hende længst muligt.
og når hendes far forguder hende og føjer sig efter hendes mindste vink. så er det jo mig der er "syg i hovedet "

Spørgsmålet er også, om kommunen kan nå det, nu din datter fylder 18 år om små 4 mdr og derfor ikke længere er dit ansvar....

Men. Ved henvendelse til kommunen, får hun jo så startet en sag op, og MÅSKE kan de hjælpe hende med et sted at bo - de har jo nogen ungdomsboliger til rådighed. Men jeg tror ikke de kan hjælpe sådan akut, med mindre vi er ude i noget ungdomspension.

Jeg har ikke selv haft problemet, muligvis fordi min 17 årige er en dreng og aldrig har været ramt af 'hormonerne' og div humørsvingninger. Men jeg ved da fra bekendte med døtre i den alder, at de har fået kamp til stregen og at hjemmet mest af alt ligner en krigszone!! Og dette endda selvom der både er en Mor og en Far der har fast arbejde og aldrig er syge....
Så når døtre går amok, så er det sgu nok lige meget om man har en toppost eller ligger i sengen med depression, så er ALT bare forkert ifølge DERES verden.

Er det helt umuligt for hende at flytte hjem hos Faren, tænkte om dette kunne være en mulighed??

nej, det kan ikke lade sig gøre, han bor i en pensionistbolig, men hun bor der jo mere eller mindre alligevel, derfor går det mig vel også mere på at hun bare kommer hjem og forsøger at diktere mig , og styre det hele her.

nu ved jeg ikke om de har ændret på det men der var en gang man gik ned på komunen og sagde jeg /vi kan ikke holde hinanden ud osv osv så hjalp komunen med bolig osv ved sagsbehanler har selv brugt den for at på deres barn i bolig men da hun er så tæt på 18.men snak med din sagsbehandler hun kan og skal hjælpe dig

Har du prøvet at sætte dig ned med hende og bede hende helt konkret beskrive hvad der gør hende så sur på dig ? Og fortælle hende hvordan du føler når hun er så gal på dig, hvor ked af du bliver og at det har du slet ikke brug for da du i forvejen ikke har det for nemt ? Ikke for at det ansvar skal lægge over på hende, men hun må godt gøres opmærksom på at der findes andre i verden end hende der har det svært. Jeg ville hvis det var mig få åbnet for posen, få snakket ud, eller hvis det er for svært så skriv til hinanden, vær bundærlig og find ind til kernen om hvorfor det går så galt ?
Jeg har haft samme problem med min datter, men da hun røg i fængsel skrev vi til hinanden, meget lange breve hvor vi fortalte hvordan vi hver især havde det, hvor jeg som mor havde svigtet, og hvorfor ..
Det er nu små 2 år siden og vi har det rigtig godt idag, vi har stadig vores små kampe, men vi er blevet mere tæt og forståelige overfor hinanden.
Hun var også ret strid (ADHD) og sku fandme nok selv bestemme.. Ja sagde jeg, når du bliver 18 min pige, må du rejse til afrika eller jorden rundt hvis du har behov for det, MEN indtil da har du bare at følge visse regler i vores hjem. Og det accepterede hun så
Håber du kan bruge det til noget, held og lykke med det

Kommunen hjælper sikkert først når hun er meldt ind i en Boligforening og er 18 år.

Kommunen kan ikke tvinge hende til at bo hos dig og hvis hun stadig opholder sig mere hos faderen efter hendes 18 år og officielt har folkeregister adresse hos dig skal du passe på med hensyn til boligydelse / boligsikring.

Kunne du ikke sige til din datter at du er er nød til at snakke lidt alvorligt med hende og forklare hende at situationen er som den er og hendes "beskyldninger" ikke gør det bedre for dig ??

Du har jo ikke ligefrem krydset depression af i din livs kalender for at genere hende - vel ?

Mvh Havedammen

jeg synes du skal skynde dig at få en tid til en sagsbehandler ,og lufet at det dreger sig om at det er gået i hårknude for jer ,for når hun bliver 18 er der ikk så meget hjælp at hente angående bolig. 18 årige hendvises til hjemløse hjem i kbh. så få en tid til en snak..det er måske også på tide at begynde at stå på ejne ben ,hun er jo godt igang med at løsrive sig..så håber i kan få noget hjælp,til at få snakket og finde en løsning i bægge to kan leve med.. :kram:

har prøvet at snakke med hende. fortalt at vi er 3 i denne familie og skal den kunne fungere nu hvor jeg er syg, må vi hjælpes ad, også med pligterne. et eks. torsdag aften gik hun i vrede, hørte ikke noget fra hende fredag- lørdag, søndag kørte min mand og jeg i byen ( tivoli ) kl. 19.15 fik jeg en sms. hvor er i henne har i ikke tænkt på mad til mig.
så det er jo ikke nemt.
når jeg vil ha en snak med hende. vender hun bare rundt og går.

ps. det er jo ikke til at finde ud af for det ene øjeblik er hun jo sød og hjælpsom, og 2 min efter er hun ondskabsfuld. og jeg mener ikke at hun er på nogen form for stoffer. ( men man kan jo aldrig vide ) opførslen kunne nemlig tyde på det, men skolen mener ikke at jeg behøver bekymre mig om det.) og vi snakker meget åbent om det.