Skal bare lige have luft...
 

Jeg kan snart ikke mere. Nu snakker de om reformer af førtidspensionen og om at syge mennesker under 40 (jeg er 35) skal tvinges ud i arbejdsprøvninger. Jeg kæmpede en 6 års lang kamp, efter at jeg blev kørt ned af en bil, før jeg fik førtidspension. Bare tanken om at skulle kæmpe igen, gør mig skrækslagen. Det ville jeg ikke kunne klare, i mit tilfælde ville jeg være tvunget til at tage mit eget liv.
Og nu er det snart december og jul, det bliver min tredje jul alene og uden gaver. Jeg kan næsten ikke klare det. Ensomheden skyller bare ind som en stor sort bølge og resten af året er heller ikke lutter lagkage. Jeg ikke har noget som helst stabilt i mit liv. Hver eneste morgen, når jeg vågner op, skal jeg finde på noget at lave. Det kan være utroligt anstrengende at skulle motivere sig selv hele tiden, hele tiden at skulle finde på noget nyt, hele tiden tage initiativet, altid alene om det hele, intet modspil eller opmuntring, al inspiration skal komme fra mig selv. Jeg går på aftenskole en gang om ugen nu, har undervisning i 18 minutter og det er det. Jeg ville gerne gå til noget mere, men det hele koster penge og jeg har ikke råd. Jeg har også skiftevis gode og dårlige dage, så det er svært at planlægge noget fast.

Angående ensomheden, så har jeg ikke svært ved at komme i snak med andre mennesker, tværtimod, men det er ligesom om, at jeg bare ikke orker det. Efter bare 1 eller 2 timers snak, så er jeg træt, hvilket er meget svært for andre at forstå og acceptere. Tit føler jeg også at andre smider deres problemer på mine skuldre og fordi at jeg er førtidspensionist, så mener de at jeg har masser af tid og kan godt lige hjælpe dem med dit og dat, uden i øvrigt at gøre noget for mig til gengæld eller bare sige de svære 3 ord: ”tak for hjælpen.” At finde en kæreste, det har jeg fuldstændig opgivet, nu har jeg været single i 5 år og der er ingen gider, at være kæreste med en førtidspensionist (mine erfaringer). Og børn kan jeg desværre ikke lave alene.

Det er ikke nemt at være menneske, håber at I andre får en bedre jul.

Hej :)

Har du overvejet eksempelvis selv at blive eller få en besøgsven?

Har du forsøgt at komme i et værested? Der findes en del steder, hvor man kan komme og deltage i aktiviteter eller bare kan drikke en kop kaffe eller spise med andre mennesker. Hvor der er plads til at blive træt, hvor man kan blive et kvarter eller fem timer alt efter hvad man selv ønsker og hvor alle søger selskab og noget at tage ud ad døren til.
Jeg er selv kommet i Fountain House i København. Sådanne huse findes flere steder i landet. Da jeg kom der holdt de jule- og nytårsaften...

Det er rigtig godt, at bryde sin tilstand, ved at komme i et værested, og der er mange stedder hvor man også har mulighed for at være med til at planlægge indeholdet i værestedet.

Bare det at møde andre, der har det som en selv, kan gøre at man får det bedre, og får lyst til livet.

Man skal ud der hjemmefra, og se andet en egne vægge, for dem har man jo, om man så må sige set !

Tak for jeres gode råd.
Engel: Ja du har helt ret, det er godt at se noget andet end sine vægge, dem har jeg set rigtigt meget på ;-)
Anna: Nu er jeg flyttet til en mindre by, så der er ikke så mange tilbud her, men jeg er medlem af en førtidspensionist forening, som jeg kommer i, når den er åben hver anden fredag (når jeg ikke er for syg). Jeg orker ikke selv at blive besøgsven, jeg har for nogle år tilbage været frivillig både i Røde Kors og i et center for psykisk syge, men jeg gik ned med flaget begge gange. At selv få en besøgsven, ja det var måske ikke så tosset, men jeg ved at der er venteliste på dem og så får jeg næsten helt dårlig samvittighed over for de gamle mennesker. Der bor mange gamle ensomme mennesker her og jeg har da også været inde og besøge flere af dem. Jeg holdte også nytår sammen med dem sidste år, men jeg føler bare ikke helt at jeg passer ind. De er alle over 65 og op efter og jeg er 35. Jeg savner virkelig at tale med nogen på min egen alder eller bare der omkring, hvis du forstår? Bare at kunne tage ud og drikke en øl og lytte til lidt musik og grine sammen, det ville jeg virkelig gerne. Jeg elsker dog musik så meget, at jeg selv tager ud engang i mellem, men det er virkelig ikke nemt at komme der, som single kvinde. Man bliver ikke sådan lige inviteret ind i en kreds.

Er fountain house ikke mere for folk der skal 'øve' sig i at klare alle de dagligdags sociale kompetancer?
Jeg mener ikke alm førtidspensionister sådan bare kan komme der?

Way back da jeg var på kontanthjælp, fik jeg tilbud af kommunen om at prøve at komme derind, men det kunne jeg så ikke lige overskue...så jeg så det kun udefra.

Vi har et ældrecenter her på Amager, men det er kun for folkepensionister og efterlønnere. Førtidspensionister må ikke være med, hvilket er lidt ærgeligt.

Nej, det er ikke for folk der ska løve sig i noget.
Alle kan komme ind og være med.

Men der er jo også masser af andre væresteder.

Ja, her er der også en masse som de ældre folkepensionister kan deltage i, så som højskole halløj, men må jeg heller ikke være med. Der er også noget for udviklingshæmmede, men der passer jeg heller ikke ind.

Men hvad gør I? Jeg mener hvad er det, der får jer til at stå op hver morgen? Hvordan holder I jer i gang og motiveret?

Tja, jeg har jo børn på snart 18, 8, 6 og 4, så de er jo omdrejningspunktet!
Hvilket betyder, at jeg skal op om morgenen og have sendt dem afsted, jeg har altid vasketøj, chokoladefingre på karmene og krummer og legetøj i hele hytten, så genrøringen kan tage flere timer dagligt.
Og så skal de jo hentes igen, de skolepligtige går på privatskole inde i Kbh centrum, så jeg skal med Metro når de skal hentes.
Og så er der jo indkøb, madlavning, badning, historielæsning, leg og aktivering, så man kan ikke ige jeg på nogen måder keder mig (hvilket jeg trænger til!).

Men jeg kan godt savne den der voksenkontakt. Deres Far er utrolig sød og hjælpsom og tager også ungerne med til Sverige i weekenderne osv....og er sød til at hente dem om morgenen og køre dem i skole.
Men jeg savner tid til MIG. At kunne gå ud og få en øl, at kunne mødes med nogen, for det meste af tiden går med børnene, og selvom jeg elsker dem og nyder dem, så tror jeg faktisk jeg ville være en endnu bedre Mor hvis jeg også kunne få mættet mig mentalt og socialt. Men jeg aner ikke hvor dælen jeg skal gå hen - og ved heller ikke helt om jeg kan overskue det hvis det endelig blev aktuelt, men jeg mangler det helt klart.

tankevækkende............
Håber du finder på noget eller at noget finder dig.
Alle fortjener at høre til.

Helene: Du er heldig at have dine børn, ikke at det ikke også er hårdt, men jeg mener at så har du noget at du bliver nødt til at stå op til, der er nogen som har brug for dig.

Men hvad med dem som ikke har børn og familie, hvad gør I?