Arbejdsprøvning
 

Hej,

Jeg meldte mig ind herinde i går efter samtale med min sagsbehandler. Jeg har været sygemeldt siden november 2012. Jeg har forskellige diagnoser (ocd, add, spiseforstyrrelse, depression) og min psykiater siger at alle behandlingsmuligheder er udtømt. Egen læge siger også han ikke vurderer det er realistisk jeg kommer ud på arbejdsmarkedet igen.

Min sagsbehandler mener nu jeg skal igang med et 13 ugers forløb der skal afdække min erhvervsevne. Og det forstår jeg sådan set godt det rimelige i og bestrider det heller ikke men jeg er meget bekymret. Jeg har to små børn og en kæreste der døjer med stress. Der skal ikke ret meget til før jeg får det virkelig dårligt og jeg har da også brugt næsten et døgn på at finde ressourcer til at spørge herinde. Min sagsbehandler var meget undvigende da vi bad om svar på hvad der ville ske hvis jeg ikke magtede de 13 ugers forløb. Hvis jeg simpelthen blev mere syg af det end jeg er nu. Jeg syntes det virker lidt voldsomt at ville sende mig ud 13 uger når min psykiater rent ud skriver at jeg er så ustabil ifht depression, add og ocd at jeg helst skal have pension og hvis dette ikke kan søges pga alder (jeg er 38 og falder altså under den der nye 40 års regel) så skal jeg have den aller aller aller mindste fleks der kan findes. Men altså faktisk helst slet ikke arbejde. Mine børn og min kæreste lider hver gang jeg har det dårligt. Så må han tage over og ungerne savner mig. Så hvad gør jeg/vi hvis det er for meget for mig med det forløb? Og hvad sker der i givet fald? :confused:

Du er nødt til at få afprøvet din arbejdsevne - ellers kommer du ingen vegne.

Du skal passe godt på dig selv og sige fra - helst møde hver eneste dag og så må du gå til lederen når du ikke kan holde til mere og sige hvorfor du går hjem.

Skriv dagbog hver dag, hvad du laver, hvor mange timer du har været afsted og hvordan du har det.

Det kan være et hårdt forløb, men det skal vi allesammen igennem :)

Hei.
Mit råd tidlig er, samarbejd med kommunen. Lad være med at sige at du ikke kan. Sig du gerne vil, men er meget bekymret.
Når du så skal starte, så gør det 2 timer 2 gange om ugen også kan du stige i timer,hvis det går godt. Men pas på dig selv. Du skal stadig kunne være noget fir dine børn. Kan du ikke det, så er det for mange ting.
Skriv dagbog også inden du starter, så er der noget at sammenligne med.

Forresten er jeg selv knækket helt på to forskellige praktikker. Der er ikke andet at gøre,end at være ærlig omkring det. Så må du stoppe og vente på, at du er bedre igen.

Du skal starter med at lade være med at fokusere hele tiden hvad der sker hvis og hvis og hvis...også selv om det er rigtig svært..

Jo mere du stritter imod og spørger ind til hvad hvis nu og hvis du nu ikke kan klare den osv....jo mere vil din sagsbehandler tænke at det er noget du allerede har besluttet---

Altså at du ikke kan....

Som du sikkert godt ved...så kan man ikke vide om man kan klare noget før man har prøvet...det er sådan din sagsbehandler vil tænke...

Jeg ved godt og kender godt alle de betænkninger man kan have....men du gør det hele sværere for dig selv hvis du forsætter med dette...

Du skal i stedet for være samarbejdsvillig og gå med på alt de forslår....

Du kan så når du er i det føre dagbog over hvordan du har det....og skulle der være noget i det forløb du ikke kan....ja så må du melde det...

Hvis man bare lægger sig syg og bliver derhjemme...fordi der måske er noget man ikke kan....ja det eneste man får ud af det er at man skal ud i en ny arbejdsprøvning...

Dette fordi de ikke kan finde ud af din arbejdsevne når du er derhjemme...

Den eneste måde man kan "slippe" det er ved at have nogle lægepapirer der siger at ens helbred vil blive væsentligt forværret ved en arbejdsprøvning...

Så man skal ALTID møde op....

Viser det sig så at man ikke kan...ja så må man tilrette det du skal lave eller i sidste instans gå hjem...men man SKAL møde op....

Også selv om det bare er for at fortælle at man ikke kan....

Du bør også lige vide at det IKKE er din psykiater der bestemmer om du kan få en pension...vedkommende må ikke engang forslå det over for kommunen...

Så mød op hver eneste dag....vær samarbejdsvillig...

Før dagbog også evt over hele dagen...

Forlang at få rettet de ting til som du ikke kan i forløbet...

Viser det sig at det er helt ude i hampen at du skal i det forløb....ja så vil det kunne stoppes....

Men det er kun hvis du er villig og de kan se at du har forsøgt at få rettet tingene til...

Alternativet er at du kan se om du kan få en læge til at skrive at dit helbred vil blive væsentligt forværret af en arbejdsprøvning...

Beklager jeg ikke har fået svaret jer. Jeg har haft det rigtig skidt og været meget ked af det. Jeg vil skam gerne samarbejde jeg har det bare meget svært med ikke at vide hvad der skal ske.

Men der er lidt nyt jeg gerne vil spørge om. Jeg skal til samtale om jobprøvningen i næste uge og stedet vil gerne se mine lægelige papirer. Af en eller anden grund har jeg det svært med at de skal se hvad min læge og psykiater har skrevet. Det er en ydelse kommunen køber sig til og jeg regner da bestemt med de har tavshedspligt men alligevel har jeg altså ikke lyst til at de skal læse de papirer. Er det noget de har krav på at få? Min sagsbehandler lader til at skulle have mit ok for at udlevere dem men jeg kan ikke rigtig se hvad de skal bruge dem til?

Der er altså også lavet om i loven så du ikke mere må gå hjem når du er i aktivering..

De skal istedet for tilbyde dig et stille rum hvor du hviler dig i.....

Det fik jeg nemlig afvide af min sagsbehandler at jeg reelt ikke havde måtte forlade stedet når jeg ikke kunne trække vejret mere pga kemi, der skulle jeg istedet for være gået ind i deres stille rum og være kradset af derinde alene...:mad:

Hvis jobprøvningen er på Reva, ville jeg ikke være så bekymret i forhold til lægepapirer, men hvis det er et privat firma, ville jeg heller ikke udlevere så personlige oplysninger, som det alligevel kræver lægefaglig baggrund for at kunne bedømme.. det er jo det kommunen har en lægekonsulent til.

Så hvis de skal have noget er det en beskrivelse af dine skånebehov, og det kan man bede lægekonsulenten eller egen læge lave..

Det er IKKE sådan at man ikke må gå hjem når man ikke kan klare mere - men du skal snakke med din sagsbehandler inden du gør det.

Jeg var i afklaring på Reva i år 2013 (efter den nye reform) og jeg gik hjem dagligt før tid - jeg skulle være der 9 - 14 og jeg var der tiden ud 2 dage ellers gik jeg hjem efter max. 2½ time.

Jeg fik bare beskeden at havde de et hvilrum så var reglerne nu at så gik man ikke hjem men lå og sov/hvilede eller what ever indtil det var tid til at gå hjem så de kunne observerer hvor dårligt man reelt havde det..

Må ærligt indrømme jeg tænkte at det ville være lettere bare at stikke folk et video kamera, tror 50 sekvenser af en borger der brækker sig hver dag måske kunne bevise noget for dem som et hvile rum ikke kunne....

Måske det du har fået besked på - men jeg har fået en anden besked, der hvor jeg var havde de hvilerum med 2 senge og 1 hvilestol, så det er ikke derfor jeg har fået noget andet at vide.

Det er lidt "farligt" at du fastholder det er "ulovligt" at gå hjem før tid - du kan måske presse nogen ud over kanten.