Endelig endelig endelig
 

Så sidder jeg her med papiret, hvor der står at " Du er tilkendt førtidspension fra den 1-5-11. Der sker tusind følelser i hovedet på mig. Havde forventet at jeg ville blive vildt glad den dag jeg fik det tilkendt, men må indrømme at jeg mest af alt føler mig, ja tom, måske. Det er svært at forklare. Nu er det slut med bøvlede kommune og sagsbehandler, ikke flere mistænksomme blikke fra deres side, ikke flere møder, arbjedsprøvninger, praktikker og pres. Nu er jeg bare alene og knap 6 år på kontanthjælp er slut. Det er jo fantastisk, for det kan ikke være anderledes, nu kan jeg forhåbenligt få ro på det økonomiske, bortset fra at jeg er tvunget til at flytte, fordi jeg bor i en ungdomsbolig som kun er tilladt på kontanthjælp og SU. Men jeg har jo drømt om at flytte.

Har siddet og brugt nogle timer på at fordøje brevet. Jeg burde være virkelig glad. Men som den evig bekymrede person jeg er, så er det som om , ja det er underligt.

Mon nogle kender den følelse ?

stort tillykke med det, :)

Nej, jeg kender ikke den følelse ... jeg råbte højt af glæde da jeg fik besked om min pension.... men vi reagerer vel heller ikke ens... :)

Jeg vil alligevel sende dig et stort tillykke med pensionen .. og så skrive at du skal tænke på alle de positive ting der kommer til at ske i dit liv .. nu er det dig som bestemmer ;)
Knus Lone

Jo, jeg kender den godt :). For mig er det sådan, at jeg helst vil kunne arbejde - det kan jeg så ikke, og det må jeg acceptere - og nu her 1 månedstid efter jeg har fået afgørelsen, kommer lettelsen. Over at jeg ikke længere skal bevise noget, at jeg ikke skal presses udover min grænse, at jeg har fred til at være mig på mine præmisser.

Og nu skal jeg så videre i mit liv og finde ud af, hvad det så kan indeholde.

Tillykkke
Nu drejer det sig om at få tiden til at gå med noget, nu hvor der ikke flere pligter er. Det kan være en kunst for nogle FPer. Jeg selv har et frivilligt arbejde, og der er nok at vælge imellem. Held og lykke.

Jeg kender heller ikke den følelse.

Jeg fik beskeden i en mail fra sb og måtte lige læse den et par gange, eller fem, før jeg helt forstod, at 15 års kamp endelig var slut.:D

Efter få timer indfandt lettelsen sig, der blev pludselig frigivet nogle ram oppe i knolden.:)

Ja, men tillykke alligevel.

VH popiae