Er det bare mig?
 

Hej.

Jeg blev overfald i mit arbejde som taxachauffør for 5 år siden, dengang fik jeg diagnoserne PSTD og angst, jeg kæmper mig tilbage til arbejdslivet ( dog ikke taxa) med en stor vilje og lidt dumhed forstået på den måde, at jeg ikke tog nok vare på mig selv.

Jeg havde forskellige jobs fra 07 til 12. hvor jeg desværre gik ned med stress, som så "tændte" mit PSTD og angst igen, det var i Juni 12 og jeg kan bare ikke finde vejen tilbage igen, jeg har mistet min "bedste" ven i forløbet, da han ikke mener at jeg er syg og at jeg bare prøver på at få lov til at gå hjemme. Jeg har arbejdet hele mit liv, fra jeg var 15 år, er i dag 33 år, og mener selv at jeg har en meget høj arbejdsmoral, hvilket også er grunden til at jeg gik ned, da jeg ikke kan sige nej og hjælper alle.

Er det kun mig, der fra venner og familie møder meget skepsis, omkring om man virkelig er syg eller ej.?

Nej det er ikke kun dig....det er meget normalt og værre for dem der "fejler" noget usynligt....som man ikke lige kan se med det blotte øje...

Man kan endda møde dette fra mennesker som man ellers ville have sværget på som ville være der for en...

Desværre er empati og forståelse ikke noget man åbenbart bare kan regne med....ikke engang fra ens egen familie...

Jeg kan bare mærke at jeg er "træt" af at forklare folk, hvad der er galt med mig, så jeg er begyndt på over for de fleste at sige at det går okay, hvilket overhovedet ikke passer, men jeg gider ikke deres blik og mistro.

Der er mange der ikke forstår at man kan være syg uden at man kan se det. Det er ikke så forståeligt som hvis du var blind, havde mister et ben osv.

Det er ligesom ude i samfundet :mad:

Ja man opdager meget hurtig hvem der er rigtige venner og hvem der ikke er. Desværre.

Men jeg er da heldig iforhold til mange andre herinde kan jeg læse, jeg har en læge, sagsbehandler og kone der 100% forstår og støtter mig.

Jeg tænker det også hænger sammen med hvordan det bliver sagt - jeg falder tit selv i "fælden" og søger andres accept :mad:

Ellers siger jeg "mine arme og hænder duer ikke mere - de er slidt op" uden at lægge op til en debat og uden at søge accept - bare sige det som en kendsgerning (hvad det jo også er), så synes jeg det går ok.

Når ikke jeg søger accept, så opdager jeg heller ikke hvis jeg ikke får den - det hjælper mig meget, jeg har ikke så mange kræfter at jeg kan/vil bruge dem på andres manglende forståelse.

Jeg ved godt det lyder nemt - men det kan læres og alene det at være bevidst om det kan gøre det nemmere, synes jeg.

Og det er jo desværre de allerfleste lidelser, fysiske som psykiske, der er usynlige. :-(

Føler heller ikke at jeg bliver møde med forståelse og accept når jeg siger, hvad jeg fejler, dem der støtter og tror på mig kan tælles på en hånd. Andre ja de ser på en som om man lige har fyldt dem med løgn, fordi de ikke tror at jeg har nogen diagnose eller følger af dem. Og jeg forstår godt dem der bliver træt at skulle forklare sig, men alligevel møder mistro. Har oz nogle i familien, som har den indstilling at man ikke kan have diagnoser, at det bare er noget, som jeg siger for at slippe for at arbejde eller gå i skole. Jeg har ADHD og Personlighedsforstyrrelse, og som andre kæmper man ikke bare for at komme igennem hver dag, men oz mod kommunen og andre mistroiske mennesker med mange fordomme.

Jeg har lige måtte stoppe i en udd. På duttet af kommunen, fordi jeg ikke kan klare det igen igen, havde oz været ærlig da jeg kender mig selv og ved, hvad jeg ikke kan klare, ingen forståelse overhovedet, men der er der nok andre der oz kender til. Så får man lige den u hovedet at man bare kan tage sig sammen!!!

Tja...i min familie er det kun fysiske sygdomme som duer...psykiske handicaps er et no go..

Så da mine to ældste børn fik psykiske diagnoser...så mistede de åbenbart...i min families øjne...retten til et navn...men blev bare kaldt for drengen og pigen...

Og så fik jeg selv en psykisk diagnose, eller rettere rigtig mange...og blev behandlet stort set på samme måde...men det gider jeg faktisk ikke bruge krudt på mere...det har gjort så skide ondt..og forståelse vil være fint...men jeg beder kun om accept...som ville være bedre...

Jeg har nogle mennesker i mit liv som elsker mig...noget af min familie og gode venner...resten må passe deres egen tallerken...

Så jeg bekymrer mig om mit eget liv...og så kan de jo bare bekymre sig om deres...

Og med hensyn til mig..så ved jeg jo bedre selv...

Kram til alle jer:hjerte:

:kram:/Mileo

Jamen det er jo dét, psykiske problemstillinger er alt ALT for tabubelagte - også selvom vi skriver 2013. Det er først nu de senere år, folk har accepteret ordet, depression. Men nu bruger alle ordet - også når det ikke høre hjemme. Så er folk deprimeret over vejret, så er de deprimeret over de ikke fandt frakken i askegrå som de havde håbet, og så bliver man deprimeret af at vente på bussen. Nu bliver ordet nærmest voldtaget verbalt og kan passes ind i samme stil, som et træk på skulderen gjorde før i tiden.

Men alt hvad der foreligger udover depression, er videnskab for folk der ikke selv har prøvet det. De kan ikke høre det, de kan ikke se det , og derfor eksisterer det sikkert ikke. Færdig.
Der er for dem to muligheder - enten er det depresssion ''og det lider alle jo af mere eller mindre'', og ellers er det noget med at man render rundt og siger mærkelige lyde mens man tørre røv i gardinerne. Forsvarligt på den lukkede. De to ting kan de nogenlunde forholde sig til - de ved i hvert fald at det ikke smitter...med mindre de deler samme håndklæde!

Så der trænger jo i dén grad til, at der kommer lidt fokus på, hvad psykiske sygdomme egentlig er for noget, hvem er det der har det, hvad betyder det - og navnligt, hvordan ser de mennesker ud der har det. Alene dét ville kunne aflive myter og fordomme.