Jeg er ved at drukne og systemet beskriver vandet.
 

Hej herinde.

Overskriften er frit eft. Jack Nicholsons rolle i en film.

Jeg vil gerne høre, hvordan I andre herinde bevarer jeres værdighed, som menneske i dette system?

Jeg er selv i en større krise pt. pga. den måde jeg bliver behandlet på i dette cirkus. At man f.eks. hele tiden bliver betragtet ud fra enten et lovgivningsmæssigt synspkt. el. økonomiske fikfakserier, hvor det handler om, hvilken kasse der er billigst at placere dig i.

Eller at man ensidigt hele tiden vender de barrierre man har af enten fysisk el. psykisk karakter til et spørgsmål, om at se det fra resourcesiden, og du "bare" skal lære nogle strategier for, hvordan dine barrierer kan tackles via dine ressourcer. Men glemmer at det kan være en efterhånden stor mængde strategier, som tager alle dine kræfter, så der ikke er plads til så meget andet. Heller ikke din dagligdag. Og hvordan hulen man har tænkt sig, at et menneske på disse vilkår kan klare sig på et arbejdsmarked, som ikke er indrettet til netop den slags arbejdskraft.

Eller hvordan det netop bliver sværere og sværere, at kunne anvende ens ressourcer, fordi systemet er et cirkus, hvor medmenneskelighed og respekt for at behandle dig, som en værdigt menneske trods din sygdom er en stor mangelvare.

Jeg har meget svært ved, at forstå hvordan man kan tro, der kan komme noget produktivt ud af at negligere, at man får den rette "medicin" til at blive rask. Måske. Eller at man måske ikke kan blive fuld el. hel produktiv på ordinære arbejdsmarkedet igen. Eller at man måske selv har en meget god ide om, hvad der kan hjælpe én, men at systemet altid ved bedre.

At systemet i nogle tilfælde, jeg vil vove den påstand: i mange tilfælde, faktisk nedbryder den del af din arbejdsevne, der måske er tilbage i dig. Men dækker sig ind under besserwissen om snart sagt alt i dit liv, og derved netop tager dit eget initiativ og dine få resourcer fra dig.

Eller hvordan man kan tro, at sådan som DK er i dag, hvor mangel på mangfoldighedstanke og værdig behandling skaber plads til alle. I samfundet som på arbejdsmarkedet.

Jeg har skrevet det før, det minder om H.C.Andersens: Kejseren uden klæder, hvor vi mangler den lille dreng, der tør sige, at kejseren faktisk ingen klæder har på. Fordi alt for mange lader, som om at vi har et velfærdssamfund, hvor vi tager os af de svage, både dem der skal have varig hjælp og også dem der skal have midlertidig hjælp, men ikke tør sige at velfærdssamfundet DK. faktisk har lidt en stille død gennem flere år. Og stiller spørgsmålet: er det sådan et samfund vi vil have?

Ja, undskyld, jeg bliver politisk midt i denne tråd, og det hjælper mig bestemt ikke at kunne se problemet, fordi det er kampen mel. David og Goliat, der fylder mest hos mig pt. Hvilket jo også er fortvivlende, idet denne kamp jo næppe kan vindes, hvorfor det ikke lader én mange muligheder tilbage.

Mange hilsner

Gunvor

Hvor er det bare rigtigt - og meget præcist beskrevet....

Mangler lige thumbs-up ikonet....

jeg har fundet en anden mulig forklaring, vi skal bare lærer det, skal vi sagsbehandlere har været på et uddannelsesforløb hos "Sisifos psykoterapi":citat fra hjemmeside,
Hvorfor navnet ’Sisifos’?

Rødderne til navnet ’Sisifos’ skal findes i en berømt myte af samme navn indenfor den græske mytologi, nemlig myten om ’Sisyfos’.
Den sande betydning af denne myte er imidlertid forskellige fra den, de fleste er bekendt med. Lad os derfor begynde dér, hvor de fleste kan være med:

Sisifos straffes af guderne for blasfemi.
En straf, der bestod i, at han måtte skubbe en stor sten op ad et bjerg blot for, at den, når han nåede toppen, trillede ned på den anden side, så han må begynde forfra op ad et nyt bjerg.

Men hvad symboliserer denne straf egentligt?


Sisyfos’ straf viser, hvordan mennesker hele tiden må kæmpe for at opnå deres mål.
Den symboliserer med andre ord, at livet fortsætter for evigt som én lang udviklingsproces, der hele tiden veksler mellem ’op og nedture’.





Generelt er betydningen af myten om Sisyfos, at vi ikke skal være bange for døden, men kæmpe imod moral og etik, religion og tradition for at finde meningen med livet. Mennesker udvikles gennem socialisering, og gennem socialisering tager døden en naturlig form, så vi kan acceptere den som en naturlig del af livet.



Dette er i tråd med vores rolle som terapeut, hvor vi skal kæmpe for at befri vores klienter fra moral og etik og hjælpe dem med deres socialisering, så de kan finde plads i samfundets hierarki.

Jeg synes at beskrive systemet, som kejserens nye klæder; er meget rammende!

Systemet lover, både via lov, og via div klogeåger, at der skal findes arbejdsevne, finde vej ud af barriader osv.

Alt dette dækker, TOMME ORD! Der er ingen handling bag ved dette.

Kommunerne skal spare penge, og vi betaler prisen.

For at bevare sin værdighed, må man huske på, hvem man er(hvilket KAN være svært).
Find styrke i, at vi alle bliver behandlet ens. Det handler derfor IKKE om din person.

Find ÅNDEHULLER(bekræftigelse)andre steder, af nogen der forstår din situation, og bakker op.
Hold pauser, mentalt. (selvom dette er meget svært).

TRO PÅ, at det lykkes, i sidste ende.

VH Popiae

Tre ting som går hånd i hånd er: magt, penge og manipulation.
Man skal gøre sig klar over og acceptere at sådan var det, sådan er det og sådan blive det.
Jo tidligere i livet man få mærket på sin egen krop og sjæl disse livets trekløver jo hurtigere og mere selvstændig blive man.

Man følger at man taber sin værdighed i det øjeblik man mister sin selvstændighed og frihed til at selv bestemme over sit eget liv. Og det er præcis det som politiker og myndigheder udnytter.

Hvis man vil bevare sin værdighed og frihed så skal man gøre op med sig selv om man vil være ulven eller om man vil være et lam. ;)

http://www.youtube.com/watch?v=likhjmv5Cdg

Tak, Pip.

Østerbro, går ud fra dit indlæg er ment ironisk, har lige tjekket Sisifos psykoterapi":citat fra hjemmeside. Og ud fra dette betragte jeg flg. citat, som også du ref. til, som en mærkværdig: Hvad søren er der i vejen m. besidde moral og etik?

Popiae, tak for dine ord. Men netop fordi du jo er et socialt menneske fremkommer din identitet ikke alene fra dig selv, men også i samspil m. andre. Hvorfor du jo også skriver at det kan være svært at fastholde.

Du skriver også: . Jeg finder ikke regler og paragraffer personlige, men vi er selvfortolkende mennesker, der interagere med de begreber, der bliver brugt til at beskrive os. Og hvis du jhele tiden bliver beskrevet ud af det er du er syg fordi du ikke hurtigt nok og på deres måde bender tilbage til arbejdsmarkedet, ja, så kollidere det jo med din egen opfattelse, ja, endda m. den lægefaglige opfattelse, og gør din egen proces mod bedring ganske besværlig, måske endda umulig for nogle, idet der opstår flere sygdomme el. problemstillinger.

Du giver gode råde i flg.: .

De er desværre ved at blive lidt slidte, genbrug har været brugt længe på dette område. Og hvad angår andre mennesker er der jo ikke noget, at sige til at de i det lange løb også kan føle belastningen, det kan man jo selv.

Og ang. tro har det alrdig været min stærke side, nogle gange ville jeg ønske det var. Taler vi religiøst troende, ja, så kan jeg jo se, at mange troende mennekser jo netop får pauser i deres kriser på baggrund af troen af en større mening m. deres nuværende problemer.

Og Karo, du sætter nok lige fingeren, hvor den trykker allermest hos mig: Jeg kan være både en ulv og et lam, og fighter for den sags skyld, men problemet er vel at jeg pt. har mere behov for fred i længere tid, og fred og ro er s.. ikke en normalitet i dette cirkus, hvor Hr. Hjort er gået foran m. den diskurs, at syge mennesker er bare nogle der skal tage sig sammen og gå på arbejde, og derfor er pisk og stress de værktøjer der skal anvendes overfor den slags dovne hunde, som besværer magten og belaster pengene i DK.

Mange hilsner

Gunvor

Gunvor
Du rammer meget præcist ind i tanker, jeg selv slås med for tiden

Jeg sidder, for gud ved atter engang, og formulerer en skrivelse over min sag, situation, historik osv - denne gang til BAN
I starten af mit nu 5-årige mareridt, har jeg kunnet holde en vis form for ironisk distance til det, men det er blevet gradvis sværere. I går slog det mig med en vis erkendelsessorg: Jeg er blevet 'institutionaliseret'
Kampen har stået på så længe nu, at min identitet har ændret sig. Min virkelighed er nu blevet min kamp med systemet og mine manglende ressourcer. Denne tvungne, konstante fokuseren på alle dårligdommene har ændret mit syn på mig selv, og den stærke selvopfattelse af værdighed, jeg engang besad
Så sent som sidste år havde jeg den stærke overbevisning at min diagnose ikke bar mig, men jeg bar min diagnose. Jeg må med sorg konstatere at det har ændret sig nu. Der er min diagnose, der bærer mig nu
Jeg er blevet min diagnose
Jeg er blevet personen, der ikke længere har krav på et værdigt og selvstændigt liv. Jeg har opgivet kampen for det, for kræfterne rækker ikke længere. Jeg har givet op. Har overgivet mig passivt til den rolle, som systemet har tvunget ned over mig
Jeg besidder stadig stædighed, og tænker at når dette mareridt er slut, vil jeg rejse mig igen
Men hvor meget kan man i virkeligheden rejse sig fra den identitet, man har?
Kan jeg nogensinde får min værdighed og selvstændighed tilbage? Hvis ja, vil det ikke ligge lige om hjørnet, men igen kræve år om at blive opbygget

Jeg læste en artikel omkring behovet for en særlig indsats overfor folk, der bliver løsladt fra fængslet. Jo længere, de har siddet inde, des mere har deres identitet ændret sig, og de har dermed sværere vilkår for at kunne klare sig ude i samfundet. Jeg følder det på samme måde. Jeg sidder også i et fængsel. Uanfægtet at rammerne er anderledes, så er det et fængsel. På et tidspunkt, når man har rusket længe nok i tremmerne, og planlagt nytteløse flugtforsøg, indfinder apatien sig. Man resignerer til sin 'overherre'

Jeg prøver stadig at holde hovedet højt, når jeg bevæger mig rundt, for at holde fast i en vis rest af værdighed. Men indeni.... indeni er den knækket

Korrekt at vi er sociale individer, men din identitet, er jo stadig den samme, selvom du er blevet syg/handicappet.
Det er derfor vigtigt at det ikke er det "neagtive" samspil, man ofte får i kommunen, og via div afslag/afgørelser, der må fylde for meget i livet/hverdagen.

tolker; at du har svært ved at se/acceptere dig selv som syg; får at vide at det er du, samtidig med, at du skal finde ressourcer til at kæmpe for en bedring?

tro på egne fornemmelser, og respekt for dig selv og dit liv, bringer dig langt.

Dette handler ikke om tro på højere magter, men at vi som mennesker har en naturlig drivkraft, som det i dette forløb er altafgørende, ikke bliver slået i stykker, så..

Tro på dig selv, at det lykkes, på bedste vis.
Men det kræver selvsagt en stor indsats. Find det frem, når du magter det, og slap af, når du har brug for det; I respekt for dig selv.

PS: vedr love og begreber, kan disse tolkes og bruges meget forskelligt. At bruge loven, til at trampe på mennesker der i forvejen ligger ned, er et udtryk for et kedeligt menneskesyn, der desværre ofte er meget dækkende for den sagsbehandlingen der foregår i kommunerne. Om undskyldningen er økonomi eller andet, så bliver det jo accepteret af de der er der.

Håber du kan bruge lidt af det!

VH Popiae

Tassi;
Har også haft nøjagtig de samme tanker og føelser, i mit forløb, som tog 6.5år, før det var slut.

At genfinde sig "selv" ville være bedrag, hvis jeg påstod, at det var/er let.

Jeg bliver meget bedrøvet, når jeg tænker, at dette "syge system" hver dag får lov, at ødelægge mennesker, derfor kæmper jeg med det jeg kan, for at ændre dette.
Det er en af mine metoder, måske en bearbejdning?

Men jeg vil påstå; at det tangere psykisk mishandling, at komme i klørene på kommunerne.
Beviset er, at mange får psykiske diagnoser oveni? Hvilket burde være ortopi i vores tid.

Men vores indre drivkraft om overlevelse, og tro på fremtiden, er meget afgørende, for hvordan vi håndtere det.

VH Popiae

Stort tak til jer begge 2.

Jeg blev lige smidt af, så mit svar af en doktorafhandling røg sig en tur. :(
Som det fremgår af dette korte svar, er ironien vendt lidt tilbage, hvorfor jeg vil forsøge m. en god nats søvn og starte m. en ny dag i morgen.

Mange hilsner

Gunvor

Accept fra omgivelser
 

Førtidspensionist i over 20 år
Har kæmpet med systemet i alle årene
Først for at komme fra mellemste førtidspension til højeste
og med arbejdsskade styrelsen
og videre derfra for mine børn hvor to er Psykisk syge
Der er desværre mange kampe endnu der skal kæmpes
Men jeg ser problemerne et andet sted
Gennem de sidste mange år er samfundet præget mere og mere af at enhver er sig selv nærmest,og du er kun en belastning hvis du ikke går på arbejde
Brugte igennem nogle år tiden med foreningsarbejde men har på grund af sygdom måttet opgive dette
Kan mærke at jeg mister "sociale kompetancer" det bliver sværer at acceptere at blive betragtet som andenrangs borger i dette land
Håber at i kan bære over med at jeg er lidt flagrende når jeg skriver
Vi er desværre kommet så langt væk fra solidariteten i samfundet, at jeg ind imellem tænker om jeg gider at leve i sådan en verden
Ja selv famile er præget af holdningen i samfundet, og der gider jeg ikke forsvare mig mere
Vi sidder med usynlige handicaps,og det der ikke kan ses findes ikke
Nu skal jeg slutte for nu kommer der for mange negative følelser

Mange hilsner til alle
NPH