Skam
 

Jeg ved, der har været mange indlæg som dette, men jeg har brug for at læsse lidt af.
Jeg fik min pension som 24årig, for godt seks år siden med svær fibromyalgi og måtte opgive min drøm om ordinær uddannelse og job efter i øvrigt at have knækket nakken på et universitetsstudie og et par andre uddannelser som jeg aldrig fik færdiggjort.
Jeg har gang i et lille selvbetalt deltidsstudie, som jeg slet ikke brænder for, men som jeg mest er begyndt på for at kunne sige at jeg laver noget.
Har stadig meget dårlige dage, hvor kroppen værker, men fred og ro har gjort at jeg har fået en tålelig tilværelse.
Desværre er mit selvværd ikke-eksisterende. Og nu er der dukket en fantastisk fyr op i mit liv, som er et par år yngre end mig, akademiker, succesfuld og sund og stærk. Selv om han tager virkelig godt hånd om mig og behandler mig som en prinsesse, kan jeg ofte føle mig som en lille ubetydelig mus, når han snakker om sine succesfulde højtuddannede venner (og veninder) og familie. Umiddelbart virker det som om, de alle er universitetsuddannede og højtlønnede og at det hele bare kører for dem. Og da jeg var med ham på besøg hos hans familie, følte jeg at jeg var under forhør, da hans far ville vide, hvad der var galt med mig, og hvorfor jeg ikke havde ordinær uddannelse eller job. På samme måde sad jeg og koldsvedte, da hans lillesøsters medicinstuderende kæreste, der er et halvt årti yngre end mig, sad og klogede sig på min sygdom på den ufede måde. De kan også finde på at sidde og sige, at kriseramte med angst og depression bare skal "tage sig sammen" og se at få bestilt noget, og så ellers bare tage en pille.
Jeg har endnu ikke sagt noget til min kæreste om hvordan jeg har det, hvilket jeg ved er virkelig dumt. Men jeg føler på en måde, det er mit eget problem, og at jeg skal lære at ryste tingene af mig, og give alle indtrykket af at jeg hygger mig helt vildt med hans familie.
Og nu vil han have mig med til en af hans akademikervenners bryllup, hvilket er smadder sødt af ham/dem, men jeg frygter at de skal sidde og nørde og snakke job osv. og at jeg kommer til at føle mig udenfor (igen).
Siden dagene hos hans familie, har jeg googlet alt muligt for at finde ud af hvordan mulighederne er for at tage et universitetsstudie i eget tempo, så jeg kan have noget at snakke med dem om, fordi det umiddelbart er det eneste de gider snakke om.
Jeg kunne virkelig godt bruge nogle tips. Vil bare gerne være mere ligeglad og nyde at jeg har fundet så sød en fyr, der umiddelbart selv er fløjtende ligeglad med hvad jeg beskæftiger eller ikke beskæftiger mig med.

Måske du skal bide al skam af dig.
Jeg kender det fra egen familie/omgangskreds.

Uden at vide om det er mere typisk for de, der klarer sig godt er min erfaring, at folk der klarer sig fjing fjong er ringere stillet i forhold til empati.
Det gælder desværre nok i alle livets forhold, at når man selv kan præstere, så kan de, der ikke magter vel bare tage sig sammen.
Det møder jeg selv allevegne, men jeg er begyndt at råbe op, og direkte sige, at jeg ikke er født i går.

Udtrykket bliver ikke sagt direkte, men man er ikke i tvivl om hvad der menes.

Mit råd til dig er at tale med din søde kæreste om det, og bed ham om at støtte dig i samtalerne, så du ikke skal føle dig stigmatiseret som en doven hund.
Hvis han ikke forstår det, så er han vel ikke loyal overfor dig!

Han skal jo ikke bo med diverse medlemmer i familien, men har valgt dig!

Tror altså ikke det handler om folks uddannelsesmæssige baggrund, men om deres menneskelige egenskaber

Jeg omgåes mange akademikere (er bla gift med en og har en barndomsven som er læge mm) og har ikke mødt den attitude fra nogen af dem. (Har selv en mellemlang udd)

Men har mødt dem fra folk med både ingen, lav eller høj uddannelse. Når jeg fornemmer en sådan attitude bliver jeg skarp og siger det var et valg mellem at gå på arbejde og ligge i sengen retsen af tiden eller være mor for mine børn og et menneske som kan holde ud at være sammen med andre.
Så studser de først, men har kun oplevet at de så bløder op og sænker skulderne /paraderne og siger at var valget det - så forstår de godt jeg valgte at tage imod pensionen.

Men det krævede hård hud, at sige det de første par gange.

Jeg har besluttet mig til at jeg ikke vil ringeagtes for at have passet mit arbejde og være den uheldige der var på arbejde den dag det gik galt og jeg kom tilskade (men det har også taget år at nå hertil)

Tror ikke en uddannelse ændre dit eget syn på dig selv, det skal der måske grundlæggende arbejdes med.

Du er ikke skyld at du er syg og ikke kan arbejde

Jeg lærte engang et trick i et eller andet aktiverings-forløb.
Folk har det jo med at spørge: "nå, og hvad laver du så?" og forventer at man svarer med sit arbejde.
Men det er jo et åbent spørgsmål, så man kan vælge at svare med sin hobby.
"hvad laver du så?"
"jo ser du, jeg hygger mig helt vildt med at læse nogen gode bøger, og så går jeg til bingo"
Så drejer man emnet væk fra hvad man ikke laver, og over på hvad man rent faktisk laver.

Arbejde og uddannelse ER ikke hvem vi er. Selvom vi ikke har uddannelse eller arbejde, så kan vi sagtens være interessante mennesker :)
Jeg begyndte f.eks. at interessere mig meget for politik på beskæftigelsesområdet, og politik kan der jo snakkes længe om (skal du nok dog ikke lige gøre med "tag dig sammen" typer).
Ellers så prøv at følge med i nyhederne. Bare sådan overordnet. Når man kan byde ind med de her relevante hverdags-emner, kan man ofte deltage i en samtale.

Så mit bedste råd: fokuser ikke på hvem andre vil have at du skal være. Fokuser på hvad DU har at byde ind med. For selvom man er arbejdsløs/hjemmegående, kan man sagtens være et interessant menneske :)

(Din kæreste, der har en uddannelse, finder dig jo interessant, selvom du ikke har en uddannelse. Så jeg er SIKKER på at der er noget, du skal bare lære at selv blive opmærksom på det :) )

Tak for jeres søde svar, alle tre.
MistyMiss, jeg har skam tusind ting, jeg interesserer mig for og dyrker i den grad jeg kan overkomme det. Jeg ligger bare stadig og kæmper med sorgen over arbejdsevnetabet og skamfølelsen over ikke at kunne forsørge mig selv, samtidig med at jeg endda skammer mig over at dyrke mine interesser, fordi jeg kunne have brugt den energi på et ordinært job. Jeg kan jo godt rationalisere mig frem til at det er noget pjat, og at der er en grund til at jeg fik pensionen, og at jeg selvfølgelig har lige så meget ret til at eksistere som alle andre, men derfra og så til at føle det dybt ind i hjertet... der er et godt stykke vej.

Det lyder til at du skal få plads til en ny interesse/hobby i din hverdag: tid til at sætte pris på den du er, og lære at elske dig selv højere, selvom du ikke er i arbejde :)
Det er noget der tager lang tid at lære, men det kan læres :)

Jeg startede ud med at tænke: "så skal jeg have den her gymnasiele uddannelse, derefter skal jeg have den her uni-uddannelse, og så skal jeg have det her arbejde".
Så begyndte jeg at finde ud af, at det nok ikke var så realistisk. Så jeg begyndte at ændre på det.
"nå, men så er der måske nogen mindre uddannelser jeg kan klare. Måske bare en erhvervsuddannelse, og SÅ et arbejde".
Så fandt jeg ud af, at uddannelsessystemet desværre ikke er bygget op til, at tage hensyn til folk der ikke lige kan klare 30+ timer om ugen.
Derfor ændrede jeg igen mine tanker.
"Hey, så får jeg ikke en uddannelse, men hvis jeg bare kan komme ud og arbejde de timer jeg kan, så kan jeg sagtens stadigvæk være lykkelig"

Og jeg er pt forhåbentligt på vej i retning af fleksjob :)
Jeg startede ovenstående tankeprocess i en alder af 16 år, og er i dag 24 år.

Det tog mig noget tid at nedjustere de mål jeg satte for mit liv.
Men hey, selvom jeg ikke lige får en uddannelse og et godt betalt arbejde, så kan jeg stadigvæk have et godt liv :)

Så jeg tror det handler om at flytte fokus over på, hvad der rent faktisk er vigtigt.
Det er ikke vigtigt at leve op til andres forventninger. Det vigtigste er at få det bedste ud af livet, ud fra den situation man er i :)

Du er på vej, og trods den skam du føler nu, er du jo en reflekterende person, så med din indsigt og søde kæreste skal det nok lykkes dig at få et godt liv, håber jeg:hjerte:

forstår dig godt, i mange år fortalte jeg ikke folk om mit helbred og mit fleksjob, jeg arbejdes ikke så meget men men mand var selvstændig, så det var nok derfor,

Så jeg havde tid til at køre for skole, bage, møde op osv. på et tidspunkt fik jeg overtaget bygens gymmastik hold fordi jeg ikke sagde nej, mødte op og måtte tage meget medecin, var nærmest skæv af det.

En dag fik jeg et hys flip og fik sagt med store bogstaver, at mit helbred ikke kunne klarer det,

det hjælp og naboer osv, kunne pludselig hjælpe i skolen og jeg behøvet ikke heler tiden, de holdte helt op med at spøger mig.

Så fik jeg det kørt på en plan hvor jeg lavet det jeg kunne.

Så tror også det drejer sig om at sige fra, men ved godt det er pisse svært.

Sig du er handicapet, de fleste tør så ikke spøger om mere

stille:
jeg kom til at tænke på noget:
jeg synes du skal fortælle din kæreste om, hvordan du har det med familiens måde at omtale syge. (og de ting de siger til/om dig, som du finder angribende og nedgørende)
Du kan måske aftale med ham at du har et diskret tegn (at du f.eks. lige giver hans hånd et klem) når du synes det bliver slemt, og så kan han hjælpe med at dreje emnet over på noget andet.
Du fortjener i hvert fald ikke at bare skulle sidde og smile og nikke velopdragent, når de opfører sig uopdragent.

Hvis jeg selv kommer i den slags situationer, prøver jeg på at skifte emne. Også derfor at jeg tænkte at din kæreste kan hjælpe dig med at dreje samtalen i en anden retning, da han jo kender sin familie bedre, og derfor sikkert ved hvordan han lige bedst kan gøre det :)

Sig til kæresten at du hygger dig med hans familie/venner, men at det går dig på når de omtaler syge og handicappede som folk der selv er skyld i deres situation. Og at du har brug for hans opbakning.

Når du er i sociale situationer, så sig det som det er. At du læste på uni men blev nødt til at droppe ud pga kronisk sygdom. Og tal ellers om noget du går op i.

Jeg er selv akademiker, og det er ikke altid sjovt at forklare, at jeg ikke længere har tilknytning til arbejdsmarkedet, - men sygdom er hver mands herre, og jeg nægter at skamme mig over, at jeg blev ramt.