Mine oplevelser med omgivelser
 

Efter nogle temmelig turbolente år, falder der nu endelig ro på situationen også økonomisk idet min første førtidspension kommer i morgen.

Dog er der stadig visse økonomiske efterslæb, jeg endelig så småt kan tage hul på.

De sidste år har budt på lidt af hvert: 10 mdr med hjemløshed, på 5 forskellige hospitaler i forbindelse med kræft (herunder indlagt 2 mdr), og senest en tur i fængsel.

Det med fængsel er der dog kun ganske få der ved, ikke engang min familie ved det.

Men hvordan folk reagerer når de hører om min nye situation på førtidspension? De er mange og forskellige:

Men de fleste er sådan:

1. Er typisk den nærmeste familie og venner. De synes jeg skulle have haft det, også allerede inden jeg fik kræft, (har nemlig andre helbredsproblemer end kræft) så det er godt jeg får det nu.

2. Typen der synes jeg er en nasserøv, og mener at kræft bare skal arbejdes væk.

3. Typen der mener jeg er en pivskid. Kræft er jo noget man helbreder i disse moderne tider.

4. Typen der slet ikke tror på mig. Hverken at jeg har kræft, været i fængsel eller får førtidspension.

5. Dem der ønsker at jeg dør af kræften, da jeg nu kun er en udgift for samfundet.

Så MEGET blandet ;/

Type 2-5: Ignorer dem.
Hvis du ikke kan undgå at skulle omgås med dem, så forsøg at ikke snakke om det emne med dem.

Jeg vidste godt at de typer findes, men jeg er godt nok overrasket over, at de også findes når det kommer til kræft!
Altså 4 jo, for det er typer der mener, at man kun er syg nok, hvis de fysisk kan se at man er syg.
Men de andre (2, 3, 5), wow, det lyder som typer, som det ikke er værd at bruge 1 sekund mere på

Jeg ignorerer i høj grad også type 2-5. Nogle enkelte af dem beviser jeg det overfor, så forstummes deres latterlige kritik ;)

Livet er alt for kort til nr 2, 3, 4, 5...personligt ville jeg helt droppe dem...og det med det samme...uanset om det er familie eller ej..

Det er altid bedre at omgive sig med folk der bare har lidt hjerneaktivitet...

Jeg synes også man skal huske på, at man jo ikke har oplysningspligt over for alt og alle. Det har taget mig tid at komme dertil, hvor jeg vælger hvem jeg fortæller om min førtidspension eller ej. Fordi der så bagefter forventes en forklaring på, hvorfor jeg har fået det, når jeg nu ser nogenlunde normal ud. ;-) Og en undren over, at jeg får pension, når jeg nu godt kan klare noget. Slid på sjælen og sårbarhed kan ikke altid ses udefra. Dem der kender mig godt, de ved at jeg har kæmpet i mange år, og at det er godt for mig at have fået mere ro i tilværelsen. Jeg fortæller kun min personlige historie til folk jeg føler mig tryg ved. Den der har haft sværest ved at acceptere min tilbagevenden til pension, det har været mig selv. Men det hjalp på det, da jeg efterfølgende igen røg ned og måtte indlægges. Så gik det endeligt klart op for mig, at det var OK.

DA JEG FIK FLEKS FORTALTE JEG IKKE FOLK OM DET

Men det betød at folk ikke forstod mine hvile behov, jeg blev tit presset til, at tage bage dag og andre hjælpe dage i skole børnehave, samtidig havde jeg en dag om ugen hvor jeg havde et gynmastik , tit når det var noget i vores venne kres, lød det det klarer du,du hat jo tit.

Til sidst fik jeg taget mig sammen til at sige stop, jeg gik ned med et brag og blev meget syg,min krop sagde stop og jeg kunne ikke arbejde i lang tid.

Efter det fortalte jeg folk om mine smerter og mit hvilebehov, syntes folk modtag det pænt, nu bliver jeg spurt om jeg magter det, før jeg bliver sat på hjælp, og får tithjælp i min hverdag for jeg er jo ikke så stærk.

For nydelig var der en på min arbejdes plads der sagde jeg syntes ikke at flekser skal have fuld løn, fint nok det tog vi så en snak om, hvis du går ned med strees og ikke kan arbejde mere, vil du så gerne gå ned i løn, nej det er der ingen der vil frivilligt.

vil du have mit liv,gå i seng kl 9 hver dag, ingen sport eller andet fritid, for det er der ikke kræfter til, tit er det udvidenhed og hvor mere vi fortæller , hvor mere forstår folk.

ja der er flekser og pensionister og syge, der bliver meget friske nå kommunen ikke er nærheden og arbejder sort fuld tid, ingen bliver mere vred over sådanne personer end mig.

men det er meget lille flok, desværre går det ud over andre.

kom en dag til samtale på jobcentret, min ellers søde sagsbehandler var møj sur,noget der ikke ligenede hende,til sidst spurte jeg hende om hun ikke var lidt sur.

Jo det var hun og så fortalte hun, at hun have kæmpet en kamp for at få ansat en fleks jobber med mange skånebehov og nu viste det sig at hun havde et b job ved siden af på 15 timer ugeligt på en alm arbejdes plads, hun betalte skat og var helt alm ansat, så det blev ret hurtigt opdaget.

snyder ødelægger det meget for andre, desværre, selv om det ikke burde være sådan

I starten oplevede jeg misundelse og mobning fra dele af min omgivelse. Jeg træk mig væk fra de sammenhæng og de mennesker jeg var med og valgte at kun være med mennesker, der gav mig næring.

Hvis nogen nogenlunde fornuftig siger noget, fortæller jeg dem min baggrund og så har de forstået.

Men ellers har jeg holdt op med at sige noget om pensionen og siger at jeg har arvet nogle penge.

Jeg rejser en del og det hjælper at komme langt væk.

Jeg understeger det gerne en gang mere:

Det kan virke som om man er "doven eller "lad" hvis man ikke har et job.

Men hvis man er meget syg, det kan være kræft eller sukkersyge, whatever, så kan det sgu være en udfording bare at købe mad ind til sig selv, og sørge for børn hvis man har nogen.

Og der lyder nok tragikomisk, men den bedste dag i mig liv, var da jeg i fængslet fik et brev om at jeg fremover ville før førtidspension. altså mens jeg var i fængsel...! og fremover

Gider bare ikke den der mistænkeliggørelse.

Når hospitalet beholder mig i 3 mdr så er det sgu nok ret alvorlig, og ikke blot mig som er en pjokke-røv vel?

Og siger jeg skal komme og blive tjekket hver måned...

Og gav mig strålekanoner hver dag i 3 mdr ?