Fra dagpenge til sygedagpenge
 

Jeg har et spørgsmål som jeg håber i kan hjælpe mig med.

Jeg har kæmpet med angst og depression plus den stress det medfører siden jeg var ca 15 år(jeg er 29 år idag). Jeg har undervejs undgået i læge forløb, men har aldrig været sygemeldt. Jeg har altid prøvet at kæmpe mig igennem mine problemer og har været bange for at sygemelde mig fordi jeg har været bange for at jeg ikke ville kunne rejse mig op efter min sygdomperiode.
Det er lykkedes mig at kæmpe mig igennem og fuldfører en HF og en Prof bachlor, men da jeg afsluttede min B.A. var jeg kommet til et rigtig dårligt sted i mit liv og boede meget isoleret. Det lykkedes mig ikke at finde et job og har været på dagpenge lige siden.

Nu er jeg i den situration at jeg bor sammen med min kæreste som støtter mig utroligt meget, jeg er begyndt i et forløb hos min læge og har fået en henvisning til en psykolog, men jeg kan mærke at jeg er nød til at sygemelde mig hvis jeg skal kunne komme igennem dette her.
Jeg har kørt mig selv så langt ned i forsøget på ikke at få behov for en sygemelding at jeg kan mærke nogen af mine kognitive evner og blevet forværet(har fx svært ved at huske og løse opgaver).

Jeg er meget bange for at sygemelde mig og komme på sygedagpenge, jeg er bange for hvad der kommer til at ske når man er i sygedagpenge.
Min kæreste siger at jeg har brug for ro og behandling, men jeg er bange for at det ikke lade sig gøre.

Er der nogen af jer der har erfarring med at gå fra dagpenge til sygedagpenge på grund af angst/stress/depression?

Hvor længe har du egentlig været på dagpenge, for der ryger man vel ud efter max. 2 år, har du undersøgt din status i A-kasse?

Det er meget svært at råde et så ungt menneske som dig, men jeg ville i dit sted drøfte sagen indgående med din læge og psykolog.
Men enhver har jo lov til at melde sig syg på dagpenge, hvis lægen er enig, hvorefter du kommer i kommunens klør.

Jeg får lige lyst til at komme med et kommentar, der går mere på din psykiske tilstand.
Det lyder virkelig som om at du har brug for at kunne give slip og få noget tid til at arbejde med dig selv. Jeg har selv været igennem et meget langt forløb med angst, stress og depression, og jeg synes jeg fik meget stor hjælp af systemet. Det er jo en ærlig sag at melde ud, at man altså ikke kan klare at passe sit job/studie mere eller for den sags skyld være ledig. At være ledig i dagens Danmark kan være utrolig stressende, jeg har lige selv været der!
Det kan være en stor investering i fremtiden at drage omsorg for sig selv og bede om hjælp. Det kan godt medføre en stor angst for at hele læsset vælter, når man giver slip. Måske gør det også det i en periode, fordi det simpelthen er det der skal til - at man tør give slip. Men det betyder jo ikke at man aldrig får fat igen. Jeg fik fat igen dengang, selvom ingen inclusive mig selv troede på det.
Arbejdet med sig selv og tiden gør så meget. Og pludselig er man et helt andet sted i livet. Et sted der forhåbentligt at meget bedre at være. Pas godt på dig selv og husk at drage omsorg for dig selv.

Du skal selvfølgelig i sidste ende mærke efter og have læge og psykolog med på råd. Jeg har været sygemeldt fra dagpenge i 3 år nu og fortryder det. Det har stresset mig ligeså meget som da jeg bare skulle søge jobs, min identitet har ændret sig og det er bare svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen.

Ved du hvad der stresser dig ? Er det afslag på jobs, usikkerheden om at skulle ud og gøre brug af din uddannelse eller ? Man skal også en masse i systemet som sygemeldt og får ikke nødvendigvis " ro ". Du skal deltage i " dumme kurser " og svare på meget personlige spørgsmål konstant. Kan du det ?

Ps: alt afhængigt af hvor længe du evt. bliver sygemeldt kan det også være svært at komme ind i a-kassen igen, da de jo skal være sikre på at du kan arbejde fuldtid.

Hvis jeg var dig, da dine problemer har stået på så længe havde jeg også kontaktet en psykiater. Ikke kun egen læge og en psykolog.

Tak for jeres svar.

Svar på jeres spørgsmål kommer her

1.Mine dagpenge udløber til Januar.
2. Det der stresser mig er at jeg skal nå at blive rask jeg finde job inden januar, det gør det svært for mig at tage hånd om mine problemer og få ro på, fordi jeg hele tiden har i baghovedet at jeg skal nå igennem det her inden januar.
3. Jeg har før gået hos en psykiater, lige inden jeg begyndte på min uddannelse, hun sagde jeg skulle søge handicap tillæg når jeg begyndte på min uddannelse, og det var det.

Min kæreste har selv har angst og en depression og synes jeg skal sygemelde mig så jeg kan ligge alt mit fokus på at blive rask, det var det hun selv gjorde.
Jeg synes det er meget skræmmende at "lade det hele vælte" men tror at det er det der skal til for at jeg kan komme til bunds i mine problemer. Hvis jeg kommer på sygedagpenge kan jeg acceptere at jeg er syg og rette mit fokus på at få det bedre også har jeg stadig et par måneder på dagpenge til at finde et job når jeg bliver rask.

Dog er jeg bag for systemet og at jeg sætter mig selv i en dårligere situration ved at melde ud at jeg ikke kan magte det mere.
Jeg skal op til min læge på onsdag og overvejer at få min kæreste til at tage med.
På fredag har jeg min første samtale med min nye psykolog

Jeg bor i kbh

Fint med læge onsdag og psykolog fredag. Tag dem med på råd i dine beslutninger. Det er altid godt ikke at gøre noget kun ud af panik. Sørg for at undersøge forskellige muligheder, så du ved, hvad du vælger til og fra. Vær ikke bange for at bede om hjælp til at finde en vej frem. Kontakt evt andre annonyme rådgivninger ang. dine muligheder, hvis du føler dig mere tryg med det. Der findes mange rådgivninger fx http://www.sind.dk/telefonraadgivning.

Hjertet, må jeg spørge om du er i job med løntilskud eller i praktik eller lign p.t., for man får vel ikke lov at gå i 21 måneder uden aktivitet?

Og er dette ikke forløbet som du ønskede?

Ingen herinde kan sige hvad du skal gøre, kun dig selv ved hvordan du har det og om en sygemelding er nødvendig.

Igen tak for jeres svar <3

Jeg har prøvet at ringe til Sind idag, men kunne ikke komme igennem. Jeg vil prøve igen senere på dagen.

Svar på spørgsmål:
1. Jeg har været i et praktik forløb. Det var hos en jeg kendte og jeg skulle derfor ikke andet end at lave lidt derhjemme. Jeg fik ikke noget job af det.

2. Efterfølgende har jeg haft 1 freelance job og har ellers ikke hørt noget fra mit jobcenter. Jeg tror lidt at jeg er faldet lidt ned i et hul i systemet. Det har jeg faktisk været glad for fordi jeg ikke kunne overskue at komme i praktik og til møder, men det har også gjort at jeg bare har gået fra mig selv uden at nogen har set hvor skidt det har stået til.

3. Jeg har fornyligt taget et job som tilkalde vikar på et værested for folk med Down-syndrom men det forværrede min situration meget da jeg ikke kunne holde til det. Det skræmte mig meget da jeg pludselig blev klar over hvor slemt det stod til og at jeg ikke ville kunne klare et ufaglært job når jeg røg ud af systemet.

Jeg har indenfor de sidste 2 måneder prøvet rigtigt meget at finde et job og søge praktik, og skabe muligheder for mig selv, men hvergang er jeg efterfølgende blevet overmandet af min sindstilstand og faldet sammen og har ikke kunne gennemføre at få noget af det startede i mål

Så kom jeg igennem til Sind.
De startede med at sige at jeg nok ikke kunne få en førtidspension fordi jeg var for ung?
Så galt håber jeg nu ikke at det er, håber da virkelig på at jeg ved at gennemgå behandling kan blive frisk igen.

Udover det anbefalede de at jeg var ærlig overfor mig selv og min læge, og at en sygemelding ville være en god ide.

@Hjertet

Ja det er jo sørgeligt, da sygdom som bekendt ikke kender til alder, men ifølge den nye lov der blev hastet igennem for nogle år siden er det synd for unge mennesker at blive "dømt ude" og derfor er loven lavet sådan at personer under 40 som udgangspunkt ikke skal have pension.
Hvis du fulgte med i debatten kunne man høre at man faktisk gør dig og andre unge under 40 en tjeneste ved at forhindre at I får pension.

Efter den nye lov er det blevet endnu sværere at få pension, jeg er ked af at nævne det, men for personer under 40 år er det endnu mere op af bakke.

Prøv at læse denne hjemmeside, jeg synes at DUKH beskriver lovet utroligt godt.
http://www.dukh.dk/viden-selvhjaelp/...er-under-40-ar

Edit: Til gengæld er der mulighed for at komme på ressourceforløb hvor man får tid til at arbejde med sin sygdom og en mulighed for at blive tilkendt flex hvis ikke du kan komme ud i normal beskæftigelse.