Reva – hvis du bestemte?
 

Jeg arbejder på et revacenter – og jeg har læst lidt med her på siden – måske kunne I hjælpe mig med at blive lidt klogere? Hvis det var jer der bestemte – hvad skulle et forløb på et revacenter så indeholde? Hvordan har du oplevet at komme i praktik? Eller at være på et værksted? Hjælper det noget? Hvad er det vigtigste at ændre? Hvad skal der til for at gøre forløbene gode for dig?

Jeg har selvfølgelig også prøvet at spørge kursisterne på min arbejdsplads – men jeg tror mange føler sig så klemt i systemet, at de ikke tør sige deres mening til mig. Her er det måske lettere – fordi begge parter er anonyme – jeg kan højst få nogle ideer fra jer - som måske kan gøre tingene bedre.

God sommer til alle!

Hej Plys og velkommen til.:kram:

Det er da et godt spørgsmål.;)

Som du nok har læst, oplever mange, at de IKKE bliver hørt og respekteret.

De fleste VIL gerne i arbejde, hvis blot de skånehensyn mv. respekteres, og det kniber det gevaldigt med.

Jeg tror, hvis ALLE instanser lyttede mere til/respekterede borgerne (som det jo også står i loven, at man skal), så ville der nok være langt flere, der IKKE kørte psykisk ned oveni de fysiske problemer.

Man ville også langt hurtigere kunne finde frem til, HVAD borgeren kan magte. Hvis udgangspunktet er, hvad borgeren kan NU, så er det muligt, at borgeren stille og roligt på sigt - måske på lang sigt - kan arbejde mere effektivt og måske flere timer, efterhånden som rutinen i et evt. job indfinder sig.

Når man presser folk til at yde mere, end de reelt kan, så taber ALLE. Samfundet og den enkelte borger (med familie osv.).

Man kan selvfølgelig også presse nogle til at yde mere, end de selv tror, men det skal være stille og roligt... ikke pga. kommunens økonomi.

Der er efter min mening, INGEN der ønsker at være plaget af sygdom, smerter, træthed, depression. ALLE vil hellere være fri. Derfor er der STORT behov for, at man IKKE betragter borgerne som hypokondere, der "bare skal tage sig sammen", for der er INTET, de hellere vil.

Det er mine indtryk fra siden her... men også mange andre steder, hvor man læser om mødet med "systemet".

:kram:

hej plys og velkommen til også fra mig.

Kan fuldt og helt tilslutte mig zuza´s udtalelser: respekten for det enkelte menneske er så helt og bestemt grundlæggende - basta.

Det er muligt at ens krop har diverse skavanker men hovedet fejler nødvendigvis ikke noget ;)

Det kan vel egentlig siges ganske enkelt: prøv at sætte dig selv i vedkommendes sted ;)
Hvordan ville du gerne selv behandles?
Medmenneskelighed og høflighed m.m. koster ingenting.

Det værste jeg véd er at blive talt ned til som om man var et barn der ikke kan finde ud af sit liv.
Ofte er det jo mennesker som har været mange år på arbejdsmarkedet og bestemt har lært at stå tidligt op og smøre deres madpakke selv ;)
Du kan måske forstå på mig at det er ofte hvad vi har været udsat for og når man så forsøger at sige fra kan man risikere at få stemplet på sig at: man har et problem med autoriteter - hmm :confused:

Rent fysisk -hvis det er det du spørger til- så spørg vedkommende. Bemærk at jeg siger vedkommende og IKKE klienten!
Formoder at langt de fleste som er ansat på Reva eller lign har en eller anden form for uddannelse indenfor sundhedsområdet og som sådan er bekendt med langt de fleste diagnoser m.m. og hvad disse kan indebære?

Det blev en længere smørre men håber der er noget af det du kan bruge :)

Jeg ynder at sige: hvad du giver ud får du også igen :cool:

glemte lige at sige:

for de flestes vedkommende, tror jeg, er det kroppen som ikke helt vil som vi selv vil men som sagt før: hovedet fejler måske ingenting ;)

Nu er jeg ikke klar over hvad der helt præcist foregår på et Revacenter men kan da fortælle at da min mand, som er noget af en pc-nørd(har en del uddannelser indenfor dette) bad om at få noget at gøre med dette kunne man simpelthen ikke finde på noget.
Man kunne tilbyde al muligt fysisk andet, såsom at hælde kaffe op til sekretæren, sælge billetter i svømmehalen(problemet var jo bare at det er ret svært at nå disken når man ligger ned :D )osv osv.
Der var intet man kunne tilbyde ham til hans små grå. Så ud over at være plaget af fysisk sygdom blev det yderligere til en psykisk, får han følte sig i den grad nedvurderet.

Måske kan dette give stof til eftertanke ;)

Tak - men hvad ville mere konkret være godt?
 

Tak for jeres svar - Det med respekt og lydhørhed er jo generelt en mangelvare i systemet - så det er jeg helt klar over er den første forudsætning. Jeg er ny i systemet og undrer mig over mange ting - tænker f.eks. at man må kunne finde på noget sjovere og mere livsbekræftende end værksteder? men hvilke aktiviteter ville kunne bringe dig videre og give en bedre livskvalitet på trods af sygdom?

Det er så individuelt, bl.a. sygdommens art og med de kvalifikationer, man står med, som forresten burde fremgå af ressourceprofilen.

Men det overordnede er vel bl.a., at det, man skal afprøve, virker meningsfyldt, fremadrettet mod et reelt arbejde.

Så den enkelte føler, at det går fremad, og at man ikke bare "parkeres" med en latterlig og meningsløs beskæftigelse.

Men ellers kan du spørge dig selv, hvad DU selv ville.

Ville du sidde og lave noget, som du vidste, ALDRIG ville blive efterspurgt på arbejdsmarkedet?

Mange bliver desværre sat til at lave det mest latterlige, man kan forestille sig.

:kram:

Respekt, omsorg og kommunikation!

Og så er Zuza inde på noget rigtigt. Der hvor jeg er nu er der et IT-værksted og et kreativt værksted. Man bliver plantet på en stol, og man aner ikke, hvad planen er.
Jeg har ikke lært en eneste ny ting i de mere end 3 uger jeg har været der. Jeg er vant til at bruge computer og internet og har også taget PC-kørekort, og de opgaver jeg har fået, kan jeg løse på 5 minutter. Gaab hvor er det dødsygt..
Forventer at jeg også skal i det kreative værksted.. Og det glæder jeg mig ikke til.. Sidde og male fuglehuse og nøgleskabe. Helt ærligt, jeg har svært ved at koble noget som helst af det sammen med den virkelige verden.

Hvad med noget undervisning? Eller forløb der bliver tilpasset individuelt?

Og så kommunikationen igen. Det er så vigtigt.

Reva
 

hej Plys

Det var da ellers et dejligt initiativ du har taget. Jeg har været på reva - og jeg må indrømme at det er absolut det mindst motiverende jeg nogensinde har prøvet i hele mit halvlange liv. Jeg kunne godt have tænkt mig et lidt bredere udvalg af div forskellige opgaver. Eks.vis i stedet for at sidde og sortere små skruer og putte div dimser og dutter i poser - kunne det have været mere spændende og evt motiverende at der var lidt der havde med ens kompetancer at gøre. Jeg er grafiker så jeg ville gerne eksempelvis have haft nogle grafiske opgaver der således kunne afdække mine nuværende kvalifikationer og skånebehov, eller noget selvstudie på området. Der er sikkert mange andre gode ideèr - det vigtigste er dog at det skal være spændende og motiverende. Jeg kunne også godt have ønsket mig en dybere udredning af mine fysiske problemer - altså rådgivning og vejledning samt lidt hjælp til at søge om behandlinger der kunne afhjælpe min sit. Det er bare så vigtigt at blive forstået. De magiske 4 ord: Jeg forstår dig godt! Bliver der sparret på, hvis de overhovedet bliver kommunikeret - det er en skam, da forståelse fremmer dialog.:)

Nu har jeg så lige et spørgsmål til dig: Hvilke kvalifikationer skal du som revakonsulent besidde?? Er du tilknyttet sagsbehandling af "kursisterne" som vi jo bliver kaldt??

MVH
Fussen

Mine opgaver er administrative, så det med kursister er egentligt ikke mit arbejde - Men jeg ser mange mennesker der har det dårligt - og tænker over hvad der kunne være på en anden måde. Hvis det var mig, ville jeg hade at skulle samle dimser - Jeg ville hellere have noget mere højskole/kursusagtigt. Men jeg er også lidt forsigtig med at gå ud fra at alle andre gerne vil have det samme som mig. Det er derfor jeg spørger jer.

Først vil jeg udtrykke min påskønnelse over, at du laver dette undersøgende arbejde.

Det kan jo kun være i alles interesse, at disse arbejdsevne udredninger foregår i samarbejde og med et resultat som efterfølgende kan bruges, enten det er pension, flexjob, skånejob eller andet borgeren skal videre i.

Jeg kan kun samstemme i ovenstående.
Vil dog gerne tilføje, at det er vigtigt at inddrage fagforeningen, ved afklaringen, således at det bliver undersøgt hvorvidt borgeren kan varetage tidligere beskæftigelse, som nr.1.
såfremt dette ikke kan lade sig gøre, er det vigtigt at sikkre, at borgeren bliver ordentlig udredt helbredsmæssigt, således at borgeren ikke står med et forløb, der ikke kan bruges.

Måske dette sikkres bedre med samtaler i bredre forum, dvs, fagforening, læge, socialrådgiver og reva-center, evt. en fra pensionssamrådet(eller lign) som skal tage endelig stilling til borgerens videre forsøgereslsgrundlag.
Dette for at sikkre gentagne arbejdsprøvninger/arbejdsevnevurderinger, og sikre hurtigere afklaring af vidre forløb.
Jeg har selv været i et forløb, der blev afbrudt, fordi man havde set nok, ingen arbejdsevne. derefter forundersøgelselsforløb, egentlig arbejdsprøvning, formålsløs.
begge gange indstillet til pension, først af sygedagpengeafd. dersfter job-center. Begge gange afslag, senest vil man have praktisk afprøvning. Jeg har nu været syg i over 5 år, uden afklaring, og er havnet på kontanthjælp.(3 år).
Jeg har daglig feber, grundet bindevævslidelse, samt andre rygproblemer, men kan selvsagt ikke få arbejde nogen steder, aligevel får man afslag.
Hvordan man udreder mig, således at jeg får en afklaring der kan bruges, har jeg selv svært ved at få øje på.
Et hvert forløb, vil selvfølgelig følges som belastning/spild af min ringe udholdenhed, så det er tungt.
Mit eneste mål, vil være en afklaring, som sikre min pension.
En stor forskel i forløb, er nok også om man kommer fra arbejdsmarkedet eller ej. Ofte har man en god fornemmelse af hvad man kan klare og/eller har allerede prøvet at vende tilbage til eget job.
men uanset hvad, er det et godt udgangspunkt, at inddrage borgeren i udredningen, på en kronstruktiv måde, ikke ved pres, og div trudsler.
vh popiae