Hvornår stopper det ?
 

Jeg står og skal op for rehabiliteringensteamet om ikke så længe for at få forlænget mit ressurseforløb. Jeg har lige siddet og læst min plan til rehabiliteringsteamet igennem med alle udtalelser* fra de mange psykologer osv. Og kan ikke lade være med at tænkte på hvornår det får en ende. Og det er egentlig ydmygne at tænke på alle de offentlige ansatte jeg har siddet og skulle fortælle min livs historie til, de kender til alle mine svagheder Og alt det jeg har været igennem. Hvornår stopper de ? Kan jeg jeg ikke bare få fred. Det bliver ikke bedre. Jeg har været på kontanthjælp i 6 år hvor jeg har været i terapi og en praktik på 4 dage. Og så kom jeg i ressurseforløb i 4 år hvor jeg har været i forskellige behandling så som medicinsk behandling mod ADD hvor jeg har følt mig så en forsøgs kanin men flere forskellige slags medicin son ikke virket, angst gruppe og ADHD forløb som er slut nu og i følge min handlingsplan var det meningen at jeg skulle i praktik men jeg er stadig ikke klar og bliver det nok aldrig, min sagsbehander synes jeg skal starte i angst forløb igen og med en mentor igen. Men magter* ikke mere kommer ikke videre og det har jeg selv accepteret.* Min alle tankerne giver mig angst og stress og jeg kan ikke holde til at der sker for meget så får jeg hovedpine og ondt skulderne og nakke fordi jeg spænder.* Hver gang kommunen har snakket om praktik går jeg totalt i baglås, får angst anfald, græder, ryster, kvalme, får helt trauma og tænker på de mange gange jeg har haft et arbejde eller været i praktik det er altid gået dårligt. Har ikke lyst til at komme ud på en arbejdsplads og gøre mig til grin fordi der er så mange ting jeg har svært ved. Mit arbejdstempo er langsomt, jeg bruger 100år på at fortælle noget, glemmer ting, bliver tit misforstået eller misforståer folk og så gør det ikke bedre at man ikke kan set det på mig at jeg har det svært fordi jeg er en pæn pige (får jeg at vide) og så føler jeg at folk bare tro jeg er dov og nase røv og at jeg bare skal tag mig sammen. Alt det kaos i mit hoved og angsten forsvinder aldrig og igen piller hjælper eller psykologer, jeg er bange for at dø ung pga. pres fra kommunen har brug for fred og jeg synes jeg har gjort alt hvad jeg kunne på de 10 år.

DIAGNOSER
Socialfobi
An. el ikke spec. symptom/abnormt fund vedr. erkendelsesevne
Generaliseret angst
ADD

Måske flytte kommune? Især hvis du bor i Kbh?

Jeg kan desværre ikke vide hvornår det stopper. Jeg har lavet den aftale med mig selv at jeg aldrig må give op eller gøre en ende på det pga meningsløsheden.
Når de dumme tanker kommer, så ved jeg at det er på tide at besøge venner og familie, og ikke sidde derhjemme. Jeg har også lidt socialfobi, men har fundet et værested i byen hvor jeg kan øve mig lidt i at omgås andre. Det var svært i starten, men lidt af gangen, og nu kan jeg fint være sammen med andre.

Ai, sorry, det var vist et sidespor...

Har du råd til en privat socialrådgiver måske?

Tror ikke flytte kommune tænk hvis de er værre. Nej bor ikke i Kbh. Kan bare ikke forstå at de bliver ved med at prøve for det hjælper ikke meget, jeg får tilbage fald hver gang. Folk spørger tit hvorfor de ikke bare kan give førtidspension og ja det kan jeg heller ikke forstå.

Nej selvfølgelig kan du ikke vide hvornår de stopper. :) Det jeg ville med mit opslag er nok et råb om hjælp til at søge førtidspension selvom det er ydmygende, men jeg tror ikke jeg kommer vider i livet hvis jeg bliver ved med at blive presset. Har ikke lyst til at sidde og åbne mig igen for en ny mentor og en angst gruppe.

Hvad kan i en rådgiver hjælpe med?

Er du under 40 år? Hvis du er det, så er det svaret på at kommunen ikke giver dig pension.
Hvis du er over 40, er det fordi de vurderer at der er en chance for at du kan blive selvforsørgende (deltidsjob, fuldtidsjob) ude i fremtiden.

Jeg mener at der står "indenfor en overskuelig fremtid" i lovgivningen.

Husk at ved pension skal alle behandlingsmuligheder være prøvet og din tilstand skal være veldokumenteret og kronisk.

Jeg kender godt ubehageligheden ved hele tiden at skulle fortælle om sig selv. Det er dog min erfaring at jo mere man gentager sin historie, symptomer, begrænsninger osv jo mere tager de een seriøst.
Jeg har mest fysiske skader.
Da det gik op for mig at kommunen ikke eksisterer for at arbejde MED mig, men IMOD mig, synes jeg også det gjorde tingene nemmere.

Måske man kan få gratis rådgivning et sted..Få styr på ens rettigheder osv.

Er der ikke en gratis bisidder ordning tæt på hvor du bor? Som måske kan hjælpe dig på en eller anden måde. Ikke kun til samtaler på kommunen. Måske en der vil komme hjem til dig og snakke. Aner ikke om det er noget de gør, men bare en tanke.
Tropådet.

Nåh ja god ide. Eller en mentor fra kommunen. Jeg kender en del psykisk sårbare der har mentorer. Det er vist en person der kommer hjem til dig 1 gang om ugen.
En kontaktperson der følger een

Jeg er kun 30 år. Synes bare 10 år og det ikke er blevet ret meget bedre. En mentor er det de ville give mig igen. Men kan ikke overskue det at skulle åbne mig igen for jeg kommer alligevel ikke videre.

Har også fortalt det til min sagsbehandler at jeg ikke har lyst til skulle have en mentor igen. Men det vil du gerne have jeg får så jeg kan komme tætter på arbejdsmarkedet.

De der mentorer er noget fis. Komme tættere på arbejdsmarkedet ? Da jeg havde en var det eneste vi lavede at gå en kort tur (måske 100 meter) og så køre en tur i Fakta og købe ind, da jeg boede et ret dumt sted indkøbsmæssigt.

3 km til nærmeste købmand er noget skidt når man er dårlig gående.

Slap da af med ham da jeg flyttede til en anden kommune ;)

Desværre tror jeg maksimalt du kan gøre dig forhåbninger om fleksjob.

Nå man som du (og jeg) er under 40 år, så er det vist kun sygdomme som kræft, eller nogen der gør du skal sidde i kørestol resten af livet, som kan udløse pension.

Jah, fleksjob er nok det mest realistiske. Det er så her den rigtige praktik der tilgodeser dine skånebehov, er vigtig, så kommunen kan få sat tal på din arbejdsevne.
At håbe på pension som 30 årig, er som at håbe på at vinde 7 rigtige i Lotto.

For mig lyder det som om at du aldrig har fået tal på din arbejdsevne igennem en praktik, og det kunne jo være grunden til at du ikke er tilbudt fleksjob. At kommunen ikke har tal på hvor mange timer du kan arbejde. Dvs de ved ikke hvor mange timer du skal have i et evt. fleksjob.
Måske du kan få lavet en funktionsevne beskrivelse, istedet for praktik, til at beskrive din arbejdsevne.

Hvis ikke, er det praktikken der er vejen til et fleksjob. Der findes mange steder der er gode at komme i praktik hvis man er sårbar. Feks i et køkken på et værested for psykisk sårbare. Der findes sådan nogle væresteder i mange kommuner.