K10 - Flexjob & Førtidspension

K10 - Flexjob & Førtidspension (https://www.k10.dk/index.php)
-   Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 (https://www.k10.dk/forumdisplay.php?f=28)
-   -   Min sag efter snart 4 år (https://www.k10.dk/showthread.php?t=16737)

Fedora 16-02-2011 00:00

Min sag efter snart 4 år
 
Jeg er ny her på stedet; Har haft min profil et stykke tid, men har ikke skrevet herinde endnu. Ville helst vente, indtil min sag var så tæt på en afslutning, med at skrive om den.

Sagen er, at jeg lider af asperger (infantil autisme, helt præcist), OCD, og social fobi. Min sag har kørt i godt og vel fire år, og jeg har været det hele igennem; Arbejdsprøvning, kontanthjælp i tæt ved 10 år, udredning for autisme, psykiater i ca. et halvt år, medicinsk behandling (lykkepiller). I oktober sidste år, blev jeg endelig færdigudredt på autismecenter, og fik diagnosen Infantil Autisme / Asperger, og så var aftalen med sagsbehandler og autismecenteret, at sagsbehandler og jeg, i fællesskab skulle udfylde en ressourceprofil, og så skulle jeg indstilles til førtidspension. Min sagsbehandler - som jeg har haft de sidste par år - foreslog, at hun kunne give sagen til en kollega, således sagsbehandlingstiden kunne forkortes med ca. 3 måneder; Dette foreslog hun, fordi hun selv var meget ophængt med sager, og derfor kunne det ske, at min sag først ville blive afsluttet i løbet af 6 måneder, og ikke 3, med mindre hun altså gav sagen til en kollega.

Jeg sagde ja tak til at en kollega måtte overtage sagen, og jeg har nu været til to møder hvor vi er godt i gang med at udfylde ressourceprofil. Dog er det bare lidt som om, at hun ikke er 100% OBS på sagens aspekter. F.eks var hun ikke klar over at jeg ikke længere gik til psykiater (det sluttede for et år siden, og står i øvrigt detaljeret beskrevet i mine papirer). Hun tolkede også et afsnit i min rapport fra autismecenteret, som om at autismecenteret foreslog at jeg skulle have et fleksjob, og altså ikke som oprindeligt aftalt, førtidspension. Det står der intet om i det afsnit i rapporten, og hverken jeg eller mine forældre er helt med på hvorfor hun laver den konklusion. Jeg har været nødt til at rette hende et par gange under vores sidste samtale, og så har hun skrevet de rigtige ting ind i ressourceprofilen - hvilket så er fint nok.

For at gøre en lidt længere historie kortere, så blev vi ikke helt færdig med min ressourceprofil, på vores sidste møde, men vi blev enige om, at hverken fleksjob eller skånejob, var noget hun skulle sætte i værk, og hun sagde, at hun ville tage ressourceprofilen med på det næste Team Møde, og så ville hun anbefale førtidspension på mødet. En lægekonsulent fra kommunen har allerede givet en vurdering af min sag, på et tidspunkt hvor ressourceprofilen slet ikke var påbegyndt. Lægekonsulenten skriver til sidst i sin vurdering, at det er urealistisk at forvente, at jeg nogensinde kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, trods optimale skånehensyn. Lægekonsulenten skriver dog også følgende "Med den rette støtte, i de rette omgivelser og med den rette forståelse, kan det ikke på forhånd skønnes, at funktionsevnen fremover vil være varigt ubetydeligt". Min sagsbehandler sagde udtrykkeligt til mig, at præcis dét, var hvad vi skulle have dokumenteret tydeligt i ressourceprofilen, at min arbejdsevne var varigt ubetydeligt. Så jeg håber selvfølgeligt, at det hele langt om længe ender med, at jeg bliver indstillet til førtidspension, så jeg kan få noget ro.

Grunden til at jeg skriver mit indlæg er, at jeg kan ikke lade være med at have mange tanker kørende rundt i mit hovede, for hvad nu hvis de på Team Mødet siger nej til førtidspension. Jeg ved ikke om det overhovedet er realistisk at de ville gøre det, når sagen er så velbelyst (kommunens lægekonsulents ord - ikke mine).

Tassi 16-02-2011 00:33

Citat:

Oprindeligt indsendt af Fedora (Send 149906)
Grunden til at jeg skriver mit indlæg er, at jeg kan ikke lade være med at have mange tanker kørende rundt i mit hovede, for hvad nu hvis de på Team Mødet siger nej til førtidspension. Jeg ved ikke om det overhovedet er realistisk at de ville gøre det, når sagen er så velbelyst (kommunens lægekonsulents ord - ikke mine).

Træk vejret roligt..... :)

Det er helt naturligt at du reagerer sådan nu, fordi den værste ventetid faktisk er den, hvor man tror en afgørelse kommer. Du har holdt ud i 10 år, så kan også overleve et par uger mere :kram:

Jeg læser din beskrivelse med slet skjult misundelse - hold da op for en god sagsbehandling (altså hvis man ser bort fra varigheden på 10 år). UdredningsFORLØB på autismecenter? Wow
Personlige samtalER med sagsbehandler omkring ressourceprofil? WOW
Skift til ny sagsbehandler på sagsbehandlers foranledning for at halvere sagsbehandlingstid? WOW WOW

Jeg har også Aspergers men har ikke fået tilbudt noget af ovenstående. Har faktisk måttet kæmpe med blod, sved og tårer for bare at få noget, der kan minde om en sagsbehandling
Nå, det var et sidespor.... er bare lidt misundelig :rolleyes:

Det lyder som om sagsbehandler er på din side, så jeg tror ikke, du skal bekymre dig

Held og lykke med det :)

Fedora 07-03-2011 21:42

I dag var jeg til møde med min nye sagsbehandler igen. Hun havde lovet at hun ville tage min sag med på kommunens Team Møde i sidste uge. Jeg mødte op til mødet med mine forældre, fordi jeg regnede med at der ville være noget der i hvertfald mindede om et endeligt svar på min sag. Det første min sagsbehandler fortæller mig er, at hun ikke har haft min sag med på Team Mødet i sidste uge, som hun havde lovet mig for tre uger siden. Oven i det, så mener hun pludselig ikke at sagen er helt klokkeklar, så hun vil ikke selv indstille den til Pensionsteamet/Pensionsnævnet, men vil i stedet tage den med på Team Møde i næste uge; Det har hun lovet, og har lovet at give mig besked i næste uge, om udfaldet af mødet.

Grunden til at hun nu har ændret mening, og ikke mener sagen er så klokkeklar som først antaget er to linier i kommunens lægekonsulent's udtalelse, som lyder: "Med den rette støtte, i de rette omgivelser og med den rette forståelse, kan det ikke på forhånd skønnes, at funktionsevnen fremover vil være varigt ubetydeligt"

Både mig og mine forældre blev rimelig paf af det, når man tager i betragtning at der forelægger rapport fra autisme centeret og psykiater osv osv. Min sagsbehandler dengang, som var med til afslutningen hos autismecenteret, var klar til at indstille sagen til pension, men jeg blev anbefalet at overgive sagen til en ny sagsbehandler, således behandlingstiden kunne nedsættes fra 6 måneder til 3 måneder. Nu er det 5 måneder siden jeg valgte den nye sagsbehandler. Jeg skulle sikkert have beholdt den anden sagsbehandler.

Jeg kan komme ud for, at skal arbejdsprøves igen, samt have endnu en undersøgelse hos psykiater - det vil så være den tredje psykiater, som er indeover sagen. På den anden side, så har jeg flydt med strømmen de sidste 4 år, og sagt ja til alt hvad de har smidt i hovedet på mig, så jeg er egentligt indstillet på at se hvilket arbejdsprøvnings tilbud de vil give mig denne gang; Det skal være et hvor alle skånehensyn osv er opfyldt, og for et års tid tilbage fandt vi ud af, at sådan et job bare ikke eksisterer. Var i arbejdsprøvning i en boghandel, med fred og ro - ikke engang dér var jeg godt tilpas efter et par timer.

Anyway - vi kunne høre på sagsbehandleren, at det kommer til at munde ud i førtidspension, men at det altså stadig tager lidt tid før det hele er afgjort.

Enteneller 07-03-2011 22:33

Hej Fedora,

Hvis din nuværende sagsbehandler ved at det ender ud med indstilling til pension, hvorfor gør hun så ikke dette pt. ? Efter teammødet.

Din forrige sagsbehandler kendte vel også til lægekonsulentens udtalelser, men konkluderede klart pension, så hvorfor nu denne divergens ?

Det er klart at det kan have stor betydning hvad lkén skriver/siger, men hvis din sag var klar til pension for et par mdr. siden, så er det underligt at dette nu kan ændre sig. Det lkén skrev, var det det seneste han skrev eller "blot" noget ind i mellem ?

Var det en idé at tage fat i din tidligere sbér og fortælle hende om nuværende situation, samt hvad du er slæbt igennem og har udsigt til ? Du kan jo ikke leve med at blive "lovet" et og pludselig fået smidt noget andet i hovedet? Du ved jo efterhånden ikke hvad du skal tro.

Fedora 08-03-2011 08:09

Det er den nye sagsbehandler som har indhentet oplysningerne fra lægekonsulenten; Den forrige sagsbehandler har ikke været indeover på det punkt. Den forrige sagsbehandler overgav sagen til den nye, i oktober sidste år.

Vi er pt. igang med at at lave ressourceprofilen færdig, og på mødet i går, spurgte sagsbehandler mine forældre, om de havde noget at tilføje til ressourceprofilen; De havde noget godt information om mig, som vi fik føjet til profilen. Det bliver en lang profil, men sammen med rapporten fra autisme centeret, giver den et utroligt detaljeret billede af mig.

Det irriterer mig bare, at det hele skal tage så afsindigt lang tid. Jeg går ud fra, at når ressourceprofilen er færdig, så skal den overgives til pensionsteamet, eller...? Vil da håbe, at det så kan sætte lidt mere fart på sagen.

Enteneller 08-03-2011 10:12

Ja, det tager om noget tid med ressource profilen, det kan jeg skrive under på. :o

At sagsgangen så også er forskellig kommunerne i mellem er ligeledes et fact. For mit vedkommende, så har min sag været en del gange over lægekonsulenten og nu har han lagt min sag i min sagsbehandlers hænder. Denne blev så i januar udskiftet med en specialfunktionsperson, der skriver ressourceprofiler. Hun har så allerede i februar, da jeg spurgte til status, givet mig mundkurv på, hun skrev som flg.:

"Vi har fra voksenteamet fået overdraget din sag om førtidspension. Vores opgave er, at vurdere om der er grundlag for at indstille til Social Service at sagen overgår til behandling af sag om førtidspension.

Vi behandler sagerne i den rækkefølge de indgår og vi skal orientere om at der kan være op til 5 måneders behandlingstid.

Vi beder om at der udvises forståelse for vores behandlingstid, idet mange henvendelser kan betyde at sagsbehandlingstiden yderligere øges.

Du vil modtage brev fra jobcenter, når din sag er færdigbehandlet og sendes til partshøring"

Så Fedora, jeg tror at du skal være glad for at du har stadig har dine fingre med i spillet. Efter rp. er i orden, ryger sagen til pensions nævnet (fik jeg vredet ud af min tidligere sbér) og så har de 3 mdr. til at afgøre sagen.

Er det så sådan med dig nu at du ikke skal i arbejdsprøvning igen ? (ved ikke om du har været). Således at du altså nu "bare" venter på at rpén bliver klar til endeligt check af dig og indstilling fra sagsbehandleren ?

Fedora 08-03-2011 21:54

Jeg var i arbejdsprøvning to gange for to år siden, men ved ikke om jeg kommer ud for at skal i det igen. Min SB nævnte i går, at hun heller ikke vidste om det ville skulle ske igen; Hun sagde at det kunne være, og også at det kunne være, at der skal indhentes endnu en psykiatervurdering. Det er kommunen selv som har sendt mig til udredning hos autismecenteret, og jeg er blevet undersøgt af psykiateren der; Nu får kommunen det næsten til at lyde som om, at autisme centerets psykiater vurdering ikke er god nok.

Enteneller 08-03-2011 23:03

Hej Feodora,

Om ikke andet skal du måske være glad for den "nye" sagsbehandler. Hun ser fare signalerne for at din pensionssag måske ikke bare ville gå glat igennem og tager derfor action herpå ?!

Det er såmænd også snart 2 år siden jeg var i arbejdsprøvning, det tager jo tid med udredning efter flg. som jeg kan fornemme at du også har været igennem, så monstro at du skal i arb. prøvning igen ??

Jeg har sagt til mig selv, at skal jeg det, så sygemelder jeg mig og min psykiater er enig.

Fedora 13-08-2011 10:02

Nu ser det endelig ud til, at min sag bliver afsluttet.

Er af min SB blevet indstillet til FP, og jeg har fået et par breve fra kommunen siden da, hvor jeg bliver holdt opdateret med hvor min sag er i systemet. Der skal søges om bostøtte til mig, og for et par dage siden, fik jeg brev fra min SB som skriver, at hun har fået oplyst af sin leder, at SB ikke skal behandle en ansøgning om bostøtte, da jeg er indstillet til førtidspension og indenfor kort tid vil overgå til førtidspension.

Var dog ikke klar over, at man som førtidspensionist, selv skulle søge om bo støtte, men det vil jeg så gøre.

I går fik jeg det indtil videre sidste brev fra kommunen, hvor der bl.a står, at kommunen har truffet afgørelse om, at min sag overgår til behandling efter reglerne om førtidspension jf. § 18. Begrundelsen er, skriver kommunen, at min arbejdsevne efter deres vurdering ikke kan forbedres ved aktiverings,- revaliderings- og behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger.

Til sidst i brevet står der, at jeg har mulighed for at få et møde med team lederen, inden de træffer deres afgørelse. Hører de ikke fra mig inden 8 dage, træffer de afgørelsen på de foreliggende oplysninger. De skriver, at de forventer at træffe afgørelse i min pensionssag snarest muligt.

Jeg har jo slet ikke noget at tilføje, udover den dokumentation som de allerede har, så mener ikke der er grund til at jeg beder om sådan et møde. Men har tænkt på, om jeg skulle ringe og sige, at jeg netop ikke har behov for et møde, hvis det kunne speede afgørelsen op? Men ved ikke om der egentligt er grund til det. Kan godt mærke at sagen er ved sin afgørelse, så måske skulle jeg bare vente indtil afgørelsen falder.

popiae 13-08-2011 11:55

Hvis du ikke vil have dette møde, afvendter du blot deres afgørelse.

VH POpiae

MTVRV1 13-08-2011 12:27

hvad er grunden til du ikke har haft bostøtte før
da det ikke har noget med om du får FP eller ej

Fedora 13-08-2011 16:56

Bostøtte er først kommet på tale på det tidspunkt jeg var i udredning på autismecenteret, efter jeg fik mine diagnoser på autismecenteret. Efter jeg fik mine diagnoser, syntes både sagsbehandler og autismecenteret, at det var en god idé at søge om bostøtte.

Fedora 26-08-2011 13:47

Har i dag fået brev om at jeg opfylder betingelserne for førtidspension, og at jeg overgår til førtidspension d. 1/9-2011.

Nu er jeg godt nok glad!

Enteneller 26-08-2011 14:03

Kæmpe stort tillykke, det var godt nok en dejlig gave op til weekenden. :D

Knus

anette1966 26-08-2011 14:33

Hej og STORT tillykke .... Jeg har selv en søn med asperger syndrom, og håber på noget velvilje overfor ham og os når det er tid til, at han skal flytte hjemmefra .....:)

FrkNorden 26-08-2011 16:23

Stort tillykke med det. Det var da en skøn nyhed her op til weekenden.:kram:

Nu skal du bare tage det stille og roligt og langsomt vende dig til din nye status;)

popiae 26-08-2011 22:50

Det var da en dejlig nyhed, tillykke

VH Popiae

Fedora 29-08-2011 07:35

Tak for jeres venlige ord! :-)

Lige et enkelt spørgsmål: Jeg overgår til pension fra d. 1 september, men kan se, at jeg alligevel får udbetalt kontanthjælp her den 31/8. Troede at det ville være pension der i stedet startede med at blive udbetalt der. Skal til møde d. 6 september, med en rådgiver, hvor jeg vil blive orienteret om pensionens størrelse og udbetaling.

Så jeg gætter på, at jeg skal have en sidste måned med kontanthjælp, og så starter førtidspension udbetalingerne i oktober? Er det rigtigt?

Furjensen 29-08-2011 14:03

Hvis du er tilkendt pension fra 1. september, får du pension fra denne dato, men eftersom pensionen er bagudbetalt, får du ikke penge før den 30/9. Så derfor får du almindelig kontanthjælp for august, hvis du har været bagudbetalt også der.

Har du derimod - sådan var reglerne i nogle år - fået din kontanthjælp forudbetalt, får du helt enkelt dobbelt i den første måned, du får pension.
Fru Jensen

Piamus 29-08-2011 15:12

Hvis kontanthjælpen er forudbetalt, vil det betyde 1 måned uden penge, men hvis du får kontanthjælp 31.8.11,må den være bagudbetalt, og så er der jo ingen ko på isen.

Som furjensen skriver, så er pensionen bagudbetalt, (det er de fleste off. ydelser dog ikke SU) det vil sige, at du får den første pension for september måned den 31. september 2011.

Tillykke med pensionen.

Piamus

Furjensen 29-08-2011 15:30

Nej, det er faktisk lige omvendt... Hvis kontanthjælpen var forudbetalt, betyder overgangen til førtidspension en måned med dobbelt indtægt, men selvfølgelig kun ét skattefradrag. Jeg ved det, fordi jeg selv har været i situationen og da nærmest ikke troede mine egne øjne. Men ikke desto mindre.

Var den derimod bagudbetalt, mister man selvfølgelig heller ikke noget, men får lidt flere penge udbetalt ved afslutningen på den måned, hvor man overgår til ligeledes bagudbetalt førtidspension.
Fru Jensen
- som ikke er fra Fur, men bare taster for godt sommetider

Piamus 29-08-2011 16:48

Jeg tror du har taget fejl af rækkefølgen ;)

Hvis kontanthjælpen er forudbetalt får man pengene den første dag i den måned pengene gælder for (eller dagen før) og da pensionen er bagudbetalt så kommer pengene først den sidste dag i måneden.

Altså 31. juli/1.august = kontanthjælp forudbetalt for august måned.

31. september = pension for september måned bagudbetalt

Altså ingen udbetaling 31. august/1. september.


Det ville være anderledes hvis man går fra bagudbetalt til forudbetalt. Jeg har selv prøvet beggeveje.

SU'en er forudbetalt derfor fik jeg min første SU 1. august 08, samtidig med, at jeg fik løn fra juli måned. (så skulle jeg selv gemme pengene til året efter når jeg stod i den modsatte situation.) SU'en for juni 09 fik jeg den 31.maj 09, 1. juli fik jeg intet, da sygedagpengene er bagudbetalt, så dem fik jeg først i august.

Hvis du har fået begge dele samme måned og er gået fra forudbetalt til bagudbetalt, så er det socialt bedrageri hvis kontanthjælpen ikke tilbagebetales, bare så du er klar over det i tilfælde af, at det bliver opdaget.

Forud betyder at man får pengene inden eller i starten af måneden og bagud betyder at man får dem sidst på måneden.

Håber det er forklaret forståeligt.

Piamus

Furjensen 29-08-2011 17:14

Nej, nu må vi altså lige have ryddet op i misforståelserne, Pia.

Allerførst - hvis Fedora har fået sin kontanthjælp med bagudvirkende kraft, skal hun slet ikke spekulere over noget, men bare glæde sig over, at pensionen går ind på hendes konto den sidste bankdag i september - og er lidt højere end kontanthjælpen. Den udbetaling skal dække september. Forud vil hun få sin sædvanlige kontanthjælp for august - som, fordi den også er bagudbetalt, er til rådighed den sidste bankdag i august. Den udbetaling skal dække august. Så enkelt er det...

I en årrække var kontanthjælpen forudbetalt, fordi "systemet" forstod, at det er de faste leveomkostninger også. Så den var først til rådighed den 1. i den måned, hvis omkostninger, den var knyttet til. Kom man i arbejde igen, skulle man jo vente en ekstra måned på at få løn - og kunne ikke betale sin husleje forud. Sådan er det jo stadig, men i dag er "systemet" ligeglad med også det ;.(.

Så nej, jeg har sandelig ikke begået socialt bedrageri. Jeg fik bare en unik mulighed for at begynde mit liv som pensionist uden at skulle starte med at låne til huslejen. Jeg ved så heller ikke, hvor jeg - efter år som sygemeldt på kontanthjælp - skulle have prøvet at låne.

Håber, dét er forklaret forståeligt ;-)

Da jeg fik førtidspension

Furjensen 29-08-2011 17:44

Ja, var lidt for hurtig... Da jeg fik førtidspension - må have været i 2008 - var vi mange på forudbetalt kontanthjælp. Jeg ved, det efterfølgende er ændret. Men jeg ved også, at nogen desværre har gået på kontanthjælp så længe, at de kan træffe at være omfattet af "mine regler". Og det er egentlig ikke så tosset endda.

Vovse 29-08-2011 20:52

Citat:

Oprindeligt indsendt af Piamus (Send 177979)

Altså ingen udbetaling 31. august/1. september.[/B]

Her plejer man, ved overgang til fp, at få en ekstra pensionsudbetaling.:cool:

Piamus 29-08-2011 23:01

Jeg ved skam godt, at der intet er med Fedores indtægt, nu da begge er bagud betalt, heldigvis da. :D

Det var bare noget volapyk i mine øjne, det du skrev:

Citat:

Har du derimod - sådan var reglerne i nogle år - fået din kontanthjælp forudbetalt, får du helt enkelt dobbelt i den første måned, du får pension.
For der må du have fået to ekstra måneders indtægt hvis du både har fået penge hver måned og dobbelt den første gang pensionen blev udbetalt.

Normalt når man går fra forudbetalt til bagudbetalt, så skal den forudbetalte indtægt holde ca. 2 måneder før den bagudbetalte indtægt er i hus. :)

At man har været så gavmilde dengang, det er jo enormt dejligt, især når man har været syg og på kontanthjælp inden pensionen er gået igennem, :)
det kunne jeg bare ikke se ud af din sætning, det er jeg ked af.

For mig så det ud til, at du havde byttet om på forudbetalt og bagudbetalt, og ville så bare lige forklare det rigtigt.

Om de stadig er lige så gavmilde, det skal jeg så ikke gøre mig klog på, men med den regering og økonomi vi har idag, er jeg ikke så sikker :mad: men håber det da, hvis der stadig er nogen der er forudbetalt inden en bagudbetalt pension går igennem. ;)


Godt at vide, at der engang var nogle regler, der hjalp den syge borger mere end dem vi har idag.

Rigtig god aften :)

Piamus


Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 09:44.

Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension