Hej. Endnu en gang tak for alle jeres input. Hvor er det skønt at læse om jeres kampe og sejre, tak for alle oplysninger om hvor jeg kan få hjælp, er nu føjet til favoritter, så må jeg se på dem når jeg har mere tid:D

Men som jeg ser det, her hvor jeg sidder så er der meget lang vej til den rette hjælp, for mennesker med senhjerneskade. Min søn fik sin i 1996, der var der ikke så meget focus på noget som helst, og slet ikke på ham.

Jeg kæmper videre med system kommune, og vil se om ikke der er lidt hjælp for mig i nogle af jeres link.

Jeg er selv ramt af fibromyalgi efter arbejdsulykke i år 2000, men jeg tror også at det traume som min søn blev ramt af, og efterfølgende år med kramper og angst for hvad der var sket når jeg kom frem, har givet mig varige mén, som post traumatisk stress syndrom.?

Han var faktisk ved at dø dengang, og mange år med kramper og hul i hovedet og andre skader, har givet mig angst hvis han ikke lige svare på telefonen når jeg ringer.

Jeg syntes at I alle som er ramt, er super stjerner. Tænk at I formår at skabe et nyt liv. Knus til jer alle og god week end. Kh Indiansummer

Jeg tænker lidt på, hvor hans praktiserende læge er henne i det her? H*n burde kunne henvise din søn til nærmere udredning ved en neurolog og/eller neuropsykolog. En sådan udredning vil også være brugbar i det kommunale system og mhp evt genoptræning. Nogle kommuner har en rigtig godt fungerende genoptræning af senhjerneskadede - andre en mindre godt fungerende. Men stort set alle landets kommuner har netop søgt midler fra staten til at øge fokus og bedre træningen af de senhjerneskadede. Så vidt jeg husker, er det kun 3-4 kommuner, der ikke har søgt om at få del i disse midler.

Utroligt at kommunen og anden aktør kan tillade sig behandle din syge søn sådan.
Personalet hos anden aktør og i kommunen giver sig endda ud for at være FAGFOLK.
De er totalt inkompetente til deres job.


Ekseleven

Boostet.
 

Læs artikel i tråd #1.

Hilsen Peter ;)

Har samme problem.. Og er jeg til en specialist kan jeg ikke huske halvdelen jeg har problemer med så mht hukommelses problemer ender der altid med at stå..
Kan ikke lige komme på nogle eksempler ....Også er der så pludselig ingenting galt....
Jeg fik aldrig nogen hjælp af min kommune efter piskesmæld som gav mig store hukommelses problemer....

Jeg har hurtigt stusset tråden, men skal bestemt læse mere indgående, nok er jeg KUN mild-middel ADHD´er men meget ligner faktisk (men hey bække dele sider i hjernen og bække dele giver koncentrations og huskebesvær, om en jeg kan se jeg har det noget lettere end andre)

I for beskrevet nogle ting på DANSK, som jeg skal have hevet til mig.

Fx er jeg (og mange andre ADHD´er og sikkert også I hjerneskade?) slem til at sige jeg ikke orker, jeg skal have taget mig sammen til at ordne... hvor jeg faktisk bør sige at jeg ikke kan overskue fx at tømme opvaskeren, eller hvad det nu er.
At tage sig sammen til og ikke at kunne overskue, er to vidt forskellige budskaber at sende sine omgivelser, den første er man bare en doven skid, den anden beder man inddirekte om et lille spark/hjælp, men det er af en eller anden årsag nemmere at sige tage sig sammen... det der med at bede om hjælp det er ski hamrende svært, for man vil og kan selv (helst da)

Ikke fordi det ER noget andet for mig end for jer, jeg har alt tid haft det sådan jeg kan ikke huske det nogen sinde har været anderledes (fordi det aldrig har) jeg kan "kun" se på andre at det her ikke er som flertallet er flest, hvor I (mange af jer) trods alt har en hvis hukommelse af at det har været anderledes, en ordenlig kamel at sluge, som jeg slipper for, uanset at meget af det jeg døjer med er det samme som I døjer med (bare i mildere grad end i hvert fald de fleste i denne tråd har beskrevet)

Men måske er det netop jeres hukommelse om "noget andet" der gør at i netop har bedre ved at finde formuleringerne som er bedre beskrivende/forklarende for jeres omgivelser end jeg har?? Men i hvert flad skal jeg have tyv stålet nogle af dem (til de rette situationer naturligvis, for bare det at huske, og endnu værre erkende, at det kun er for mig tingene er en selvfølge og ikke for andre, er suuuuper svært for mig, men så har jeg dem måske når jeg kommer så lang, hvis jeg gør *ss*)


Følgende syntes jeg siger SÅ meget, både om hvor svært han har det, men s q også i høj grad noget om hans selverkendelse, gid jeg var SÅ lang:
"Og så hilser jeg for en sikkerheds skyld på alle jeg møder på både vej og vildveje. Det kunne jo være, at jeg
kendte dem."

Men altså ret pinligt, hvis man har hilst hjerteligt på folk, men ikke kan placere dem overhovedet eller måske endnu værre: placerer dem helt forkert og først opdager fejlplaceringen langt hen i samtalen :mad:

Ud over koncentrations- og hukommelsesbesvær, har jeg også problemer med at "se" eller genkende tingene: kan være ude og handle skulle købe f.eks. grahamsmel - selvom det står lige foran mig og er i fuldstændig samme pose som "altid" overser jeg det. Det samme gælder hvis jeg søger ostehøvlen i køkkenskuffen, tamponen i damehåndtasken.

Til spørgsmålet om hvordan jeg er blevet behandlet af kommunen, må jeg sige: Da mine kognitive problemer var "bevist" ved en neuropsykologisk undersøgelse, var der ingen tvivl om, at jeg skulle pensioneres, og 5 måneder senere sad jeg med pensionsbeviset i hånden.

Tusinde tak for dette link...
Jeg er diagnosticeret med senhjerneskade efter en trafikulykke i 2003 men det blev foerst "opdaget" naesten 3 aar senere.. Jeg gik i skole da det skete, 10 kl. og HF paa samme tid laeste jeg.. Skaden skete et halvt aar foer eksamener hvor jeg tidligere havde bestaaet Danksk til 13 tal, som 16 aarig og mine analyser blev brugt som undervisningsmateriale for andre.. Intet af det kunne jeg huske.. Jeg sov i timerne, blev set som umulig ung og doven ung.. Kun fordi min advokat i forsikringssag mistaenkte det blev det opdaget..

Alt hvad Steen Nilsson i denne flotte artikel skriver om, kan jeg kun nikke genkendende til, og endnu svaerere er det naar jeg nu er fanget i kommunens system paa ottende aar og bare venter paa at kunne starte mit eget liv.. Ja, jeg vil naermest sige jeg faar ondt af mig selv, og af alle andre som maa staa model til en kommunes behandling af personer i dette virvar...

Jeg vil helt sikkert gemme den artikel, fordi jeg ikke formaar at saette ord paa, og min hjerne stadigt, 10 aar efter siger at jeg kan.. Og naar man fejler er det er nederlag hver gang.. Det er rart at se man ikke er alene... Saa mange tak!!

Det tror jeg nu de fleste har prøvet, men jo det gør jeg også (igen er jeg slet ikke så hårdt ramt som flere beskriver ved deres senhjerneskade)

Men derfor syntes jeg nu stadig den sætning er enormt beskrivende, det er ikke skrevet som et ha ha pegen fingre, men som ren konstatering.

Og især den der med ikke at kunne finde tingene heller ikke det der er lige foran snotten på mig (og det kan sagtens være mælk eller mel ell i butikken) det er mås irriterende, og jeg kan gøre det ikke bare en gang men mange gange i træk, hvor jeg leder hvor det plejer at være 5-6 gange, og væk er det, for så at tis også med det, så går der måske en time, så kigger jeg igen og wupti der er den jo, som om vi har et drillespøgelse der har fjernet den, og så lagt den tilbage igen.
Vores købmand sys også det er vældig morsomt, jeg må tit spørge JC hvor har du gemt, jeg syntes ikke jeg kan finde det, så sukker han, det står lige her hvor det alt tid har stået.... og så griner han (kærligt ment) mens jeg så kan gå den lille korte tur hjem mens jeg bander og svovler.
Jo tak kender det *ss*
Heldigvis er min familie vand til det, og trækker på smilebåndet af mig ;)

Men også der kan jeg se på i andres beskrivelser jeg ikke er helt så hårdt ramt, men jeg tror som skrevet også en af forskellene er at det jo alt tid har været sådan for mig, jeg er jo født sådan og kan ikke huske det har været anderledes, det kan I, ud over at jeg selv sagt har haft noget mere tid til at lære at kompensere *ss*