Et forslag: "Jeg er kommunalt ansat - med hjemmearbejdsplads".
Det er ikke helt løgn....! ;-)

Det er vist et meget ømt emne og jeg vil helst også undgå spørgsmålet.
Men må indrømme at jeg tit selv kommer til at spørger folk om hvad de laver. jeg har nok selv en indbygget pejler om man kun er noget værd, hvis man kan yde noget (ved et er noget være vås) Men alligevel skammer jeg mig over for mine børn, at de har en mor der ikke kan yde eller bare være en del af normaliteten..

Min store datter (15 år) fortæller jævnligt om klassekammerater, hvor det er ret tydeligt, at der er noget der "halter" derhjemme, og det er vel at mærke med arbejdende forældre.

Set i det lys mener jeg ikke, at jeg har noget at skamme mig over, bare fordi, at jeg er på fp.

Tusin tak for de varmende ord:kram: Sådan skal jeg nok også lære at se på det.;)

Mine unger på hhv. 13 og 15 år, ved bare at jeg har "stress", vi har det fint trods alt, de spørger ikke til min forsørgelse eller noget, selvom de gerne "må". Jeg prøvede på et tidspunkt at forklare min datter som lige er blevet 13 år, at jeg nok kom på førtidspension. Dette fordi hendes veninde havde spurgt hvad jeg skulle lave i fremtiden eller lign.

Jeg ved ikke hvor meget min datter forstod, men det var så i maj i år, hvor jeg efter flg. fik afslag på pension. Hun vidste så, at det var der jeg fik svar for det havde jeg fortalt hende. Hun spurgte så, "Hvad skriver de?", jeg sagde, " jeg fik afslag". Min datter sagde "okay". Senere på eftermiddagen måtte jeg over ved veninde og tude.

Børn forstår jo ikke så meget og jeg har ikke noget jeg skal leve op til heller ikke overfor dem. Jeg syntes det kan være sværere når jeg er til træning og kommer i snak med nogle jeg "næsten" kender. Et par derude kender til min "situation", men jeg kan mærke at når jeg lige taler med andre i saunaen eller lign. så er jeg herre bange for at de spørger til hvad jeg laver. Jeg er ikke god til at lyve (ville ønske ind i mellem at jeg var), så jeg ved ikke lige hvad jeg skal svar uden at sige sandheden , som jo så kan indebærer en rimelig langvarig forklaring??! Jeg ville sku hellere sige at jeg arbejder i ????????

Jeg er i øvrigt blevet glad for at høre: Dan Turélls og Halfdan E´´s sang: "Hyldest til Hverdagen", den er skøn.., lige os: "Jeg holder af hverdagen".

Inden jeg kom på fp svarede jeg gerne, at jeg var havnet i det sociale system p.g.a. en tosset ryg.

Jeg men hvis jeg så siger angst eller generaliseret angst, så går det sku lidt i sort. :mad:

Stress er heller ikke så godt, det har alle jo :cool:. Psykisk lidelse er for klinisk. Ikke at jeg hellere vil have en "tosset ryg", men det andet sætter bare ikke punktum for samtalen. Måske skulle jeg bare sige at jeg er i afklaring ?!!

Indtil jeg kommer på fp.;)

Hmmm, hvad så med: "jeg er havnet i/kæmper med det sociale system p.g.a. div. helbredsmæssige problemer".
Hvis der så spørges ind til dine "helbredsmæssige problemer" kan du jo sige: "ååh, det er en lang historie, som jeg ikke rigtigt orker at forklare".

Og så føre samtalen over på noget helt andet.

Der var engang en der gjorde mig opmærksom på, at de fleste mennesker eeelsker at snakke om sig selv, så vend samtalen ved at spørge til modpartens liv, arbejde ell.l.;)

Pyha ja jeg syntes stadig det kan være svært. Nu er det ellers ved at være flere år siden jeg fik min pension. Det er perioder hvor jeg har overskuedet til at svare folk oppe fra og ned, hvor det ikke berøre mig hvad de menere, men der er bestemt også perioder hvor det stadig berøre mig meget. Og det er faktisk i de perioder hvor det berøre en mest, at det også er sværest at fyre en smart bemærkning af, altså at pakke ens situration ind. Har også oplevede siturationen hvor jeg har undlade at fortælle at jeg er på pension og så bare fortælt at jeg er alternativ behandler og inden jeg ved af det har jeg alligevel været nød til at fortælle at jeg altså også lige er på pension. Så **** det er svært, selv efter flere år på pension.

Dette gør jo så også at det kan være mega svært at finde kærligheden igen. Hvad gør i andre enlige førtidspensionister for at finde kærligheden igen. Datingsiden finder jeg helt ude i skoven, en pengemaskine efter min mening.

Nå,hvad laver du så?
 

Hej

Er på FP i mere end 20 år

Har fået stillet det spørgsmål et hav af gange gennem årene

Har også løjet og sagt meget sludder dertil

Jeg var i en periode 2 timer i en børnehave om ugen
Da kunne jeg sige jeg arbejdede i en børnehave

Har også haft andre lignende "job" jeg kunne læne mig op af i den sammenhæng

Jeg tror at det er meget svært som FP*er at slippe arbejdsinditeten, det ligger meget dybt

Selv efter så mange år med FP på grund af en hjerneskade, drømmer jeg stadig om at have arbejde, og kunne forsørge famiilien

Jeg ved godt inderst inde at de skader jeg fik dengang er blivende

Men jeg tror ikke jeg med stolthed kan sige jeg er på Fp til spørgsmålet Hvad laver du så,før jeg har lagt drømmen om arbejde væk

Men jeg tror ikke jeg kan lægge den drøm væk,det er nok min hjælp til at klare dagene og smerterne på

Hilsen
NPH